A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
22963Visninger
AA

22. Epilog.

De stod hver for sig. I hvert deres rum. Kun en mur der adskilte dem. De kunne så let som ingenting komme ind til hinanden, lægge armene om dem, men de lod muren adskille dem. De lod muren, gøre dem ulykkelige.

For de stod hver i hver deres sorg. Den ene sammen med hans bedstevenner, han var brudt sammen på vej ind i stuen. De havde taget sig af ham, men intet kunne heale det hul som nu var i hans hjerte, det hul, som hun før havde haft, og stadig havde. Nu havde hun taget det med sig ud.

Hun sad ude på gangen, med skoene ved siden af hende, og hendes hoved gemt i jakken. Hun havde ingen at ringe til, ingen måtte se hende på den måde. Kun hvis det kunne hjælpe med at få hendes kærlighed tilbage, men intet kunne hjælpe hende. Intet andet end hende selv.

Hendes fingre, begyndte at rive i stoffet, og hendes øjne blev mere og mere saltede af de tåre der strøg ned af hendes kinder. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hele hendes verden var væk nu.

Det der betød alt for hende havde hun lige mistet.

Med bankede hjerte, lod hun et hjerteskærende skrig falde ud i mellem hendes læber. Men det hjalp ikke. Han var væk, gemt væk i sorgen fra hende.

De var begge blændet af den sorg de havde med sig, ingen af dem så forbi den, og lod sig glemme den. De lod den overtage alting, og smadre hele deres liv.

Flere tåre strøg ned af kinderne. Ikke kun på hende, men også ham. Deres hverdag der før havde været samlet, skulle nu splittes ad, og de vidste begge hvor hårdt det ville være. De fortrød begge to, men ingen af dem rejste sig op fra hullet, og gik op til lyset.

For ingen af dem havde set det lille lys af håb, der skinnede oppe fra toppen, men lukkede sig hvert minut. Ingen af dem greb fat i det, de lod det lukke sig. Forsegle sig. 

Endnu et skrig røg op til loftet, endnu et hulk faldt ud fra deres læber, og endnu et tab ramte deres hjerter. De havde begge mistet, og de kunne begge to ende med at få det hele tilbage. Hvis bare de valgte at se udenom den ene ting. Men det var den de valgte at se direkte ind i.

De stillede spørgsmål til hvorfor det altid gik ud over dem. Men svaret var enkelt: De lod det gå ud over dem. De gjorde ingenting ved det. Ikke en gang, nu hvor de kunne redde dem.

Hun rejste sig fra gulvet, med tårene hængende ned om kinderne. Hendes sko havde hun samlet i den ene hånd, og jakken lod hun ligge. Den mindede for meget om ham, til at hun ville tage den med. Og så havde hun også et håb om at han ville finde den, og beholde den. Et håb om at det var den sidste ting, der ville minde om hende, som han ville tage til sig.

Hendes skridt gav genlyd i hele opgangen, og selv da hun var ude af bygningen var der stadig lyd efter hende. Hendes sorg blev siddende i huset mure, og førte sig ind til Harry, som stod inde i lejligheden. 

De andre drenge havde fået ham en smule ned, men han mærkede det samme en tom anelse, da hoveddøren til opgangen smækkede i, og Alethea forlod bygningen foraltid. 

Men det var sådan det endte.. De hørte sammen, med de valgte begge at misse chancen, det eneste minde de havde om hinanden var minderne i deres hukommelse. For Harry tog aldrig jakken til sig, og Alethea havde ikke noget fra ham. 

De levede videre i deres drømme, men de kunne ikke holde til at møde frem foran hinanden, i frygten for at de stadig hadede hinanden. Men hvis de bare havde gjort det. Så havde de hinanden, men nu, måtte de begge leve i sorgen over at have misset sin chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...