A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
22966Visninger
AA

10. 9.

Aletheas P.O.V

Jeg var ude af den, jeg kunne ikke finde min telefon! Jeg vidste ærlig talt ikke hvor fanden jeg havde lagt den henne, men jeg havde den i går til koncerten. Og jeg kunne bare ikke finde den nu, den var væk. Forsvundet, og den efterlod mig siddende tilbage helt alene.

For ærlig talt så havde jeg ingen idé om hvor den var henne, den var væk. Som i forsvundet fuldkommen fra jordens overflade. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det - jeg kunne sætte mig ned og græde, men det var ikke godt for mit omdømme. Så jeg måtte være cool, og glemme alt om min lille skatter.

I hvert fald efter jeg lige havde kigget efter den en sidste gang, det fortjente den trods alt.

"Fuck, fuck, fuck, fuck." Mumlede jeg hurtigt, imens jeg endnu en gang gik hen til min seng, løftede puden og så om den var under der. Men det var sjovt nok ikke kommet, siden sidst jeg kiggede der.

Jeg kiggede under min dyne, men heller ikke der gemte den sig. Frustreret over at jeg ikke kunne finde den, bed jeg mig hårdt i læben, og kørte en hånd igennem håret. Jeg var virkelig død hvis jeg ikke kunne finde den.

En mobil.. Jeg kunne bruge en mobil til at ringe til min egen! Jeg skyndte mig op fra min seng, som jeg ellers havde siddet så behageligt på, og skyndte mig så ud på gangen og helt ned til stuen hvor vores hjemmetelefon var. Og heldigvis var der ikke andre hjemme, så jeg kunne tage den uden at skulle svare på en masse spørgsmål - hvilket jeg virkelig ikke orkede.

Jeg fik den hurtigt med ind på mit værelse, og med det samme tastede jeg mit elskede nummer ind. Men der lød ingen lyd, der var ingenting. Ikke en gang nogen vibrator. Og det havde jeg sat den til!

Men så skete noget uventet, en stemme lød fra den anden side af røret, og hurtigt tog jeg telefonen som ellers havde været nede ved min hoftehøjde, op til øret for at kunne snakke med personen i røret.

"Hvem er det?" Blev der søvndrukket spurgt om, og sjovt nok var det nok fordi klokken var halv ti. Måske var personen ikke morgenmenneske, hvilket jeg heller ikke var. Men jeg blev vækket fordi mine forældre skulle køre, og så kunne jeg ligeså godt glemme alt om at falde i søvn igen. Det ville aldrig ske!

"Det er Alethea, telefonens ejer! Hvem fanden er du?" Vrissede jeg surt ind i telefonen da jeg ærlig talt ikke kan huske jeg gav min telefon til nogle som helst. Jeg..

Harry tog den! han havde taget den i går, men hvorfor lød det så ikke som ham. Det lød bestemt ikke som ham, det var ikke ham. Men hvem var det så?

"Alethea.. Sikke en glædelig overraskelse." Der blev skramlet lidt i baggrunden, som når man rodede ved en dyne eller noget. Så jeg havde ret i at personen lige var stået op. Det irriterede mig bare at han ikke gad at svare. For det var helt klart en han, eller en dame med forvrænget stemme - men det tvivlede jeg alligevel på.

Jeg sukkede højlydt og måske lidt dramatisk men jeg gad virkelig ikke al det der fis. "Ja, du er heldig jeg ringer til min mobil. Kan jeg så få den tilbage?"  Vrissede jeg endnu en gang ind i telefonen og der gik faktisk lidt tid før han valgte at svare mig.

"Hvorfor dog så travlt?" Spurgte han forsigtigt om med en alt for drillende stemme. Jeg tog en dyb indånding for ikke at begynde at råbe af idioten der tydeligvis ikke gjorde andet end at more sig over mit humør som det var.

Fraværende begyndte jeg at pille ved min trøje, imens jeg tænkte over hvad jeg kunne svare tilbage. Så det endte bare med jeg måtte spille dum. "Travlt? Jeg har da ikke travlt."

Jeg lød klart som en eller anden blondine, hvilket jeg også var, men som en af de der blondiner alle gjorde grin med. Og det var klart en ting jeg ikke var. Jeg var ikke en folk gjorde grin med, det var ikke min stil.

"Så siger vi det." Sagde han som om han var bedrevidende. Men der var et eller andet over måden han sagde det på, som ikke fik det til at lyde irriterende. Men virkelig som om han var bedrevidende, og ikke bare en der prøvede på det.

"Må jeg ikke nok få min mobil. Jeg vil.. Jeg vil.. Ehm.. Jeg vil lægge mig ned på mine knæ, og kysse dine sko." Endte det med at blive. Det var dog aldrig noget jeg rigtigt ville gøre.

"Mød mig ved London Eye klokken 16:00 i dag." Jeg kiggede automatisk hen på klokken og så at den kun var tyve minutter i ti. Men dog lavede jeg den aftale - det var trods alt bedre at få den end slet ikke at få den, ikke? "Og Alethea.. Gør dig forberedt på du skal ned på dine knæ."

Jeg sad måbende tilbage, med en mobil hjemmetelefon hvor samtalen var slut. Han mente helt seriøst at jeg skulle ned på knæene og kysse hans fødder. Var drengen rask? Nej. Det sagde ligesom sig selv.

Jeg sank en klump og gik hurtigt ud men hjemmetelefonen så den kunne komme ud på plads igen. Jeg vidste virkelig ikke hvem det var der havde min mobil. Men jeg var sikker på det ikke var Harry - og det var det der skræmte mig. Hvordan havde den anden dreng fået fat i min telefon?

Sukkende gik jeg ud i køkkenet, og så mig lidt rundt i det ultra nederen hvide køkken vi havde i huset. Der var virkelig intet over det, halvdelen af skabene var ved at springe ud af deres hængsler. Malingen var så slidt, at den næsten ikke var der mere. Og hvis man så så på vores bordplader der var helt nye, så det virkelig dumt ud.

Men sådan var det når ens far ville gøre det hele selv - det er typisk fædre, ikke?

Men fordi at vores køkken så sådan ud, så tog jeg faktisk ikke særlig tit nogen med hjem. Ikke medmindre de kommer på uanmeldt besøg, som vores kære venner, Harry Styles og Louis Tomlinson - de fæhoveder.

Sukkende gik jeg hen efter et glasvand, så jeg lige kunne køle lidt ned inden jeg skulle ind og gøre mig klar. For så ville jeg da lige tage ud og shoppe inden jeg skulle mødes med hr. mystik. 

Om jeg var nervøs for hvem det var? Neeeej da, slet ikke.

 

♀♀♀

 

Jeg havde lige været inde i Starbucks for at få en kaffe, efter at have været ude og gå rundt i Londons gader, i jeg ved ikke hvor mange timer altsåå. Og det var altså hårdt, hvis man ligesom mig, ikke havde shoppet i utrolig lang tid.

For sjovt nok havde jeg popstjerner hængende i hælene på mig hele tiden, så jeg havde ikke tid til at shoppe som jeg gerne ville. Jeg skulle faktisk havde været ude og shoppe i går, men der var jeg nødt til at aflyse.. For deres fucking skyld altså.

Men jeg tog bedre fat om min kaffe, da den var rimelig varm mod mine ellers ret kolde hænder. Imens mine fingre langsomt fik bevægeligheden tilbage, gik jeg hen mod det sted jeg skulle mødes med denne mystiske fyr.

Jeg var virkelig ikke klar på at skulle kysse nogle sko, eller fødder eller noget som helst nede i den region. Det ville være klamt, ulækkert og slet ikke til at bære. Bare tanken fik mig til at gyse.

Med nogenlunde varme hænder, førte jeg koppen med kaffe i, op til min mund så jeg kunne drikke noget, ad den nu ikke så brandvarme kaffe, der ellers før ville have haft brændt min tunge. Og det skulle jeg ikke nyde noget af.

Så derfor fik jeg hurtigt drukket det af den som jeg kunne, gik så en lille omvej hen til den nærmeste mørkegrønne skraldespand, og smed kaffekoppen ud. Det var jo ikke fordi jeg skulle noget særligt med den på nogen måde, det var jo bare en kop.

Jeg slikkede mig forsigtigt om munden, før jeg lod mit blik glide rundt på gaden jeg stod på. Det var den her vej for at komme hen til London Eye, men lige nu var der ikke andet end bygninger på hver sin side af mig. Og det var alt sammen lejligheder, ikke en gang tøj butikker var der på den her gade.

Chokeret over hvordan folk kunne bo på den her gade, gik jeg videre og mit blik blev ved med at søge rundt. Jeg vidste ikke hvad jeg søgte efter, kun at jeg blev ved med at kigge efter noget.

Men da jeg ikke fandt noget, opgav jeg bare. Også selvom jeg kun havde gået i omkring 300 meter. Men altså, jeg orkede ikke så meget.

Jeg var træt, og havde lidt ondt i fødderne, og så ville jeg bare have min mobil. Og det var også den sidste tanke der fik mig til at sætte farten en smule op. Jeg havde nemlig ingen anelse om hvad klokken var, men hvis jeg kendte mig selv ret, så var jeg allerede sent på den.

Stresset over tiden, som jeg følte allerede var langt over aftalt, begyndte jeg at løbe. Og heldigvis for mig havde jeg smidt kaffen ud, ellers havde jeg med garanti fået den ud over det hele.

Mit blik gled rundt på folk jeg småløb forbi, da jeg nok tiltrak rimelig meget opmærksomhed med at ligne en idiot på femtyve ben. For jeg var bare ikke lavet til at løbe. Jeg skulle gå, og se godt ud.

Sådan var jeg bare lavet.

Jeg kom hurtigere end forventet op til, hvad man kalder, London Eye, og der stod ikke få personer der. Der stod faktisk ret mange, hvilket gjorde det endnu mere uoverskueligt at finde ud af hvem jeg skulle snakke med. Det kunne jo være alle der havde min mobil.

Frustreret over jeg ikke vidste hvem jeg skulle kigge efter, kun at det var hankøn, kørte jeg min hånd igennem mit pandehår som var undsluppet fra min hestehale. 

Jeg havde virkelig inden anelse om hvem jeg skulle kigge efter, kun at det var en dreng. Men alligevel lod jeg mit blik glide rundt i mængden, og da jeg så en dreng med hættetrøje på, selv i det her vejr, hvor jeg selv bare en T-Shirt hvor jeg viste en smule mave og så nogle shorts til(Link i kommentaren), ja der kunne jeg ikke forstå hvordan han kunne holde det ud. 

Men han stod med en mobil i hånden, og klart hans blik rettet hen mod mig, og jeg fik afklaret at han mente jeg skulle komme hen til ham, da han fristende rystede med mobilen så jeg ikke kunne undgå og se at det var mit cover.

Og hvor ville jeg egentlig ønske jeg havde nogle solbriller med, for det ville se meget sejere ud at jeg lige kunne sætte dem op i panden lige nu, men desværre havde jeg dem ikke med, så jeg måtte nøjes med bare at gå hen til ham uden nogen form for at vise hvor sej jeg var.

"Hej." Sagde han med det samme jeg kom hen til ham,og uden og svare ham rakte jeg min hånd frem for at forlange min mobil. Men han tog bare drillende min telefon ned i hans lomme endnu en gang.

Han begyndte at grine lidt, som om han virkelig bare så ned på mig - hvilket han nok også gjorde. Men det der irriterede mig lige nu ved ham, var at han udover at have hans hættetrøje på, der dækkede hans hår, så havde han også solbriller på. Så jeg havde ingen anelse om hvem han var.

"Jeg husker noget om at du ville kysse nogle sko." Sagde han med et kækt tonefald, hvilket bare fik mig til at skule over på ham. Han mente det ikke helt seriøst vel? At han ville have mig til at kysse hans sko. 

Jeg lavede derfor nogle store øjne, og satte min hånd i siden. Han kunne ikke mene det, jeg havde ikke en gang nogle lange bukser på.

Men det tog idioten sig tydeligvis ikke af, for han hentydede bare til at jeg skulle komme ned på knæ. Og ynkelig som jeg var, kiggede jeg bare bedende på ham. Men han lod ikke til at lægge mærke til det, for han blev bare ved med at nikke ned og hentyde til at jeg skulle begynde at kysse hans fødder.

Jeg tog en dyb indånding, og gik langsomt ned i knæ. "Behøver jeg virkelig?" spurgte jeg ham flovt om, og det fik ham bare til at nikke, med et alt for tilfreds smil om hans læber. Jeg sendteham et sidste blik, før jeg satte mig helt nede på mine knæ, og med mine håndflader mod jorden.

Det var ydmygende, og jeg ville dø hvis nogle fandt ud af det her, så derfor fik jeg det hurtigt overstået. Han fik et kys på snuden af hver sko, og så var det det. 

Jeg rejste mig hurtigt op, børstede mine hænder af, satte min taske ordentlig på skulderen. Jeg sank en klump før jeg rakte ud efter min mobil, som han denne gang gav mig uden at stille yderligere spørgsmålstegn ved det.

Da jeg havde fået mobilen i hånden vendte jeg flovt om på hælen, og forlod stedet med hans grin i baggrunden. Jeg følte mig virkelig så flov, at jeg havde glemt at spørge hvem han var,

Men jeg fandt nok aldrig rigtigt ud af det, aldrig nogensinde.

For hvad var sandsyneligheden for at jeg nogensinde ville se ham igen være? Den ville være så lille at det ikke en gang var en sandsynelighed. 

 

♀♀♀♀♀♀♀♀♀

 

Jeg er doven, og gider ikke rette kapitlet igennem, undskyld venner! Og jeg ved det er kort, men ja, alle kapitler kan ikke være lige lange veeeel?

OMG! THEASTYLES LÆSER MED HER! OMG, SKRIIIIG! JEG RULLER RUNDT PÅ GULVET AF GLÆDE MANNER! DET ER FUCKING SYGT, undskyld sproget. MEN DET ER THEAAAAA!

Men ja, undskyld min fangirling. Havde bare lige lyst.. Hæh.

Og alle sammen, husk og liiiiike, over halvdelen af jer mangler, og det er altså ok mange, så please like, for miiiin skyld? :i <3

OG TILLYKKE TIL VORES BASSEMAND! HARRY STYLES!

Amalie.xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...