A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
23000Visninger
AA

9. 8.

Aletheas P.O.V

Jeg vidste ikke hvor længe vi havde været der, men i hvert fald længere tid end alle andre små børn fik lov til at være inde hos deres idoler. Og jeg burde nok ikke klage, men altså, at være den eneste 'voksne' pige, sammen med fem andre drenge kunne det godt være frustrerende. 

Sukkende satte jeg mig ned i sofaen, efter at drengene for tredje gang, nærmest løb efter Ann så hun skrigende klatrede op over mig, hen over sofaen og løb rundt om bordet. Men eftersom jeg var forbedret på det denne gang, så fik jeg hurtigt rejst mig om. Men til gengæld fik jeg ikke lov at sætte mig efter utrolig lang tid igen.

Så lige da jeg havde fået sat mig rejste Harry sig endnu en gang op, jeg vidste virkelig ikke hvad fanden der skete for ham. Det var som om han prøvede at undgå mig, men jeg skulle ikke klage. Han forstod en hentydning! Dygtig dreng.

"Er der mere kage?" Spurgte Harry, lige da han havde rejst sig op. Måske for at dække over at han rejste sig - whatever. Men da han sagde det, rejste Niall sig op med lynets hast, og løb nærmest forbi Harry. "Hvis der er, er det der ikke meget længere!"

Han råbte det lige i det han løb forbi Harry, og det fik også Harry til at sætte i løb ud af rummet od ud til der hvor der stod en helt masse kage, frugt og drikkevarer. Men eftersom at jeg virkelig bare ikke gad at have noget kage, - eller det ville jeg men jeg var for doven til at hente det-, så blev det bare sådan at jeg blev siddende.

Ann havde sammen med Louis rejst sig og fulgt efter de to drenge. Så jeg sad nu tilbage med de to mest rolige fra bandet, og endelig var der faktisk næsten helt ro inde på det lille værelse man befandt sig i.

Men selvom der var en ro, kunne jeg ikke dy mig for at sige det jeg rent faktisk havde brændt inde for at sige. Altså for sjov. "Det ender jo med at I adoptere hende." Der kom en hæs latter henne fra Zayn, der havde fattet at det var for sjov, og derfor tog han heller ikke mine krydsede arme så alvorligt.

"Ja, du må nok hellere passe på." Sagde han til mig, med sådan en stemme så hvis man ikke vidste det var for sjov, så ville man rent faktisk passe på. 

"Det gør sku' ikke noget. I tager hende bare!" Sagde jeg og slog ud med armen som om det var en blomst, eller en bog man talte om. Og det begyndte Zayn bare at grine af igen, jeg havde det lidt som om vi havde den samme syge humor. Hvilket bare gjorde ham en tak sejere end alle de andre.

Men vi fik altså ikke mere ud af den snak, for lidt efter kom alle drengene tilbage. Undtalen Harry. Så det vil faktisk sige at det kun var Louis og Ann, og ikke havde noget med drengene at gøre. Men ja, de kom tilbage og Ann havde fået fat i et kæmpe stort stykke kage. Og jeg mener altså, det var virkelig stort.

Og jeg skulle lige til at kommentere på det, for det var lidt en søsters job at kommentere alt på hinanden. Men Louis kom mig i forkøbet, da han rent faktisk sagde noget til mig. "Harry vil gerne snakke med dig. Han venter derude."

Da han havde sagt det, pegede han ud af døren. Han måtte have troet jeg var snot dum, men det var jeg ikke. Kun når jeg var fuld, men det var trods alt en anden sag, som vi ikke bragte på banen imens at vi var herinde sammen med dem.

Jeg nikkede dog bare til ham, rejste mig op fra sofaen og gik så hen til døren. Lige inden jeg gik ud kiggede jeg mig over skulderen, hvor de alle sammen havde blikket rettet mod mig. Og det gjorde mig ikke spor, for som du nok husker, så er jeg ikke en af dem der hader opmærksomhed - tværtimod. 

Men jeg fik åbnet døren, og trådt ud så jeg kunne lukke den efter mig. Og hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg virkelig regnet med at han ville stå så man bare lige kunne se ham når man kom ud. Men nej, sådan var det ikke.

Han havde rent faktisk valgt at gemme sig for mig, så jeg var nødt til at finde ham, fordi sådan var han jo. Skide irriterende, og det gjorde det ikke bedre af at han rent faktisk havde forsøgt at ignorere mig hele dagen!

Der kom en mand gående hen imod mig, jeg ved ikke hvor gammel han var, men han så stor ud. Og gammel, ikke sådan som en olding men i hvert fald over de 35. "Er du Alethea?" Spurgte han om, som om det var helt normalt at han snakkede til mig. Så fordi jeg skulle spille at det var normalt, så nikkede jeg til ham, uden at tøve en enkelt gang.

Det fik hans læber til at bukke opad i et smil. "Så kom med mig." Og med de ord vendte han sig rundt og begyndte at gå. Og hvis jeg ikke havde fulgt efter ham, så var jeg blevet efterladt alene. For al den tid vi gik, kiggede han ikke en gang tilbage for at se om jeg var med.

Og hvis det ikke var fordi jeg ikke kendte ham, så havde jeg nok slået ham. Ej, det havde jeg ikke. Men jeg var blevet sur, fordi man glemmer ikke bare en pige som om selv har bedt om at følge med.

"Hvad skal jeg?" Mumlede jeg efter vi havde gået i rimelig lang tid, og jeg ikke syntes vi var kommet nogle steder. Men lige i det jeg spurgte stoppede han op foran en dør. "Harry er derinde." Sagde han bare, åbnede døren for mig, og så så afventende på mig.

For at være ærlig, blev jeg faktisk lidt bange der. Hvem ville ikke blive det? Jeg mener, en komplet fremmed fyr kommer hen til dig, ber dig om at følge med. Og så ber' han dig om at gå ind i et rum, hvor man ingenting kan se udefra.

Men selvom det gjorde mig bange, så gjorde han mig faktisk mere bange, så jeg nikkede til ham, sendte ham et skævt smil og forsvandt så bare ind i det rum jeg var blevet ledt hen til. Hvor Harry skulle befinde sig i, men jeg vidste ærlig talt ikke hvad alt hurlumhejet skulle til for.

Døren blev lukket bag mig, og fordi jeg ikke var klar på den drejede jeg hurtigt rundt. Jeg ville ikke fremstå paranoid, men det skræmte mig utrolig meget.

"Jeg troede faktisk ikke du kom." Stemmen tilhørte klart Harry, og selvom det var Harry, så blev jeg faktisk lettet over at vide at der var andre der. 

Så jeg vendte mig rundt mod ham, og så han stod henne ved et bord. Han havde skiftet trøje. Før havde den været helt sort, nu havde han taget en hvid T-Shirt på, som egentlig bare fremhævede du muskler han havde.

Og som jeg også tidligere har sagt, han så ikke dårlig ud, men et forhold mellem ham og mig ville aldrig nogensinde komme til at fungere.

"Hvad ville du med mig Harry?" Spurgte jeg langt mere utålmodigt end jeg egentlig var. Og det fik ham bare til at grine en smule. Men jeg tog mig ikke af det, jeg tog bare og kiggede rundt i rummet, imens jeg ventede på at han ville svare mig.

Man kunne dog ikke se så meget, der var delvist mørkt over det hele. Der var en lampe, og den stod henne i siden af rummet, henne hvor Harry stod. Foran den stod der en sofa, og et bord med to tallerkener, og mad på. Så hvis jeg selv skulle prøve at være klog, så ville jeg tro at det her var en måde at invitere på middag på. Han glemte bare invitationen og manerene man havde med sig.

Og i rummet kunne man praktisk talt ikke rigtigt se ret meget mere, så da Harry vinkede mig hen mod ham, kunne jeg ikke gøre andet end at gøre som han sagde. For jeg ville ikke ligne en eller anden komplet idiot. Det kunne jo være han var sød nok.

"Jeg tænkte bare du ville syntes om en god middag, Al." Jeg sukkede, for at overdramatisere, da jeg kom hen til ham. "Så tænker du ikke særlig langt. En middag er fint, men det bliver spoleret når du er her."

Han sukkede som om han virkelig var træt af at jeg skulle være sådan overfor ham. Som om han var træt af at jeg var kold og afvisende, men nu skulle vi jo ikke glemme at det var ham der havde ignoreret mig hele dagen, og ikke omvendt. Eller jo, måske også omvendt. Men vi havde været lige gode om det.

Han satte sig ned i sofa'en og jeg gjorde ham kunsten efter,  og sad få sekunder efter med røven smækket ned i sofaen lige ved siden af ham, og overfor en tallerken på bordet. 

"Al?" Sagde han, efter vi bare havde siddet i stilhed. Og jeg så hen på ham, men det var som om han fortrød og med det samme kiggede væk igen. Og det var nok noget af det jeg hadede allermest med drenge. Kunne de ikke bare sige hvad de ville sige? I stedet for at gemme det.

Jeg sagde dog ikke noget til ham, tog bare min mobil, som indtil videre havde ligget trykt nede i min lomme, og ligesom jeg skulle til at gå ind i sms'er blev den taget ud af hænderne på mig.

"Hvad jeg laver du Harry?" Spurgte jeg tvært om, og rynkede mine øjenbryn, imens mine læber blev til en smal streg. Han lagde dog bare min mobil ned i hans bukselomme, og kiggede først hen på mig der. "Jeg syntes du har siddet nok på mobil i dag."

Med de ord han sagde, krydsede jeg utilfreds mine arme. Jeg var virkelig ikke vant til at folk tog min mobil fra mig. De plejede altid bare at bede mig om at lægge den væk. Så ærlig var det irriterende for mig.

"Forhelved Harry, giv mig den nu!" Brokkede jeg mig, og satte mig ordentlig op i sofaen. Han rystede stædigt på hovedet, hvilket bare fik mig til at sukke. Jeg ville for alt i verden have min mobil, det var det eneste han ikke måtte tage fra mig. Så derfor kiggede jeg en smule udfordrende på ham.

Hvilket ikke var meningen, for han fik et skævt smil frem på hans læber. Jeg lagde dog ikke mere i det, før jeg nærmest sprang hen på ham, og fik ham på en eller anden mærkelig måde ned og lægge på sofaen.

Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg bar mig ad, men jeg var sej, og derfor kunne jeg godt klare det. Jeg kunne rent faktisk ligge Harry Styles ned, fuck hvor var jeg stolt. 

Hurtigt fik jeg sat mig hen over ham, så jeg havde styr på ham. Eller det troede jeg at jeg havde, i hvert fald indtil han fik vendt os om, så han sad og mig. Og han var faktisk klogere end jeg troede, for han tog fat i mine arme, og tog dem over mit hoved, med den ene hånd, og holdt mig på den måde fast.

"Er du kilden?" Spurgte han med en drillende stemning, og jeg vidste ærlig talt ikke hvordan stemningen var blevet så god. Men jeg følte det også, så jeg valgte faktisk at ryste på hovedet. For jeg var ikke kilden, men Harry troede ikke på mig, og begyndte på noget der skulle forestille at få mig til at grine.

Men da det ikke hjalp, lå jeg bare og så flabet op på ham. "Jeg sagde jo at det ikke kilede." Et flabet smil kom frem på mine læber imens jeg så op på ham, og han.. Han rystede bare på hovedet af mig.

"Jaja, piger siger så meget."

"Hentyder du til at vi snakker for meget, Styles?" Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn, men han trak bare på skuldrene til mit spørgsmål. "Er vi nu på efternavn?" 

"Lad være med at vige udenom. Men ja, det har vi altid været." 

"Når så 'Forhelved Harry, giv mig den nu!' Det var også bare efternavn, eller en talefejl fra din side af?" Han var en skidehamrende, irriterende og desværre en dreng der havde ret i det han sagde. 

Dog ville jeg aldrig indrømme det, jeg var stædig af natur. Så, for mig var det altså bare noget han sagde for at skulle sige noget. Og jeg havde ret, det havde jeg altid!

"Vidste du ikke at Harry var dit efternavn?" Spurgte jeg dumt om, hvilket bare fik ham til at grine, og ryste på hovedet så hans krøller fløj ud til siderne. Dog ikke helt så voldsomt, men bare så de bevægede sig, i takt med hans hoved.

Han sagde ikke noget mere, han kiggede bare ned på mig. Hans grønne øjne borede sig ind i mine, og det føltes en tak mere intimt end da vi bare havde øjenkontakt, da han stod på scenen. Som om der lige var sket et eller andet, som gjorde det anderledes. Måske var det det at han praktisk talt sad ovenpå mig, og vi denne gang snakkede sammen.

Men alt i alt, måtte jeg nok indrømme at jeg intet havde imod den, jeg kunne faktisk næsten godt lide det.

Og det kunne Harry vidst også, for forsigtigt slap han mine arme, som han ellers havde haft holdt fast i. Og egentlig havde jeg regnet med at rive mig selv væk fra ham i det sekund han slap mig, men det var bare ikke det jeg gjorde. I stedet for, lod jeg min hånd glide op af hans arm.

Han så overrasket ned på den, og det var næsten lige før jeg kunne mærke hvordan det påvirkede ham. Så på en eller anden måde var han under min hule hånd, jeg kunne gøre med ham hvad jeg ville, men af en eller anden grund følte jeg ikke for at være ond mod ham.

Jeg lod min hånd, køre op af hans arm, op til hans skulder, til halsen og helt op til hans hår, hvor jeg lod mine fingre glide ned i det. Forsigtigt trak jeg hans hoved tættere på mit, men han syntes åbenbart det gik alt for stærkt. For hans læber var mod mine hurtigere end jeg havde ført min hånd.

Ikke at det gjorde særlig meget. Det gjorde mig blot gladere at vide at jeg havde ham hvor jeg ville have ham, for ærlig talt så vidste jeg ikke hvad jeg følte for ham. Om jeg overhovedet følte noget - eller bare var tiltrukket af hans udseende.

Jeg vidste ikke hoved og hale, men det stoppede mig ikke fra at kysse ham. Jeg bed ham let i underlæben, hvilket bare fik ham til at smile bag kysset. Og selvom det kunne være en god en at have haft sex med Harry Styles, så var jeg altså ikke billig. I hvert fald ikke når jeg ikke havde alkohol i blodet. Så derfor inden kysset udviklede sig, trak jeg mig væk fra ham, med et smil på læben.

Han gengældte det hurtigt, og satte sig så ordentlig op. Hurtigt var jeg selv oppe og sidde, så vi sad ligesom før. "Er du sulten?" Spurgte han om, som om intet var sket, men det kunne være han var sådan et menneske.

Så jeg nikkede til ham, og gjorde ham kunsten efter da han tog fat i hans bestik og begyndte at spise.

 

♀♀♀

 

Vi var gået ind til drengene efter vi havde spist, og vi havde begge aftalt at lade som ingenting. Men selvfølgelig havde vi heller ikke tænkt os at skjule noget. Kun overfor Ann.

Så da Ann allerede var smuttet ned i bilen og Niall var smuttet efter, eftersom han åbenbart syntes hun var utrolig nuttet. Så jeg stod alene tilbage med de andre drenge, der alle sammen stod og kiggede spørgende på os.

Harry smilede dog bare til dem, gik hen og tog min jakke til mig, imens jeg bare stod og kiggede på dem. Jeg havde trods alt mine sko på, så dem kunne jeg ikke en gang begynde at tage på.

"Såå.." Startede Louis ud, og det fik min opmærksomhed. "Hyggede I jer?" Spurgte han om med et grin i stemmen, og de andre drenge kom hurtigt til at grine. Men hverken mig eller Harry sagde noget som helst. "Selvfølgelig gjorde I det. Harry er en rigtig charmør, ikke sandt?" 

Det var rent faktisk Zayn der kom med den sidste kommentar. Og fordi jeg virkelig glemte at tænke mig om, kom jeg til at åbne munden alt for hurtigt.

"Mere end du nogensinde har været." Og det var først da jeg havde sagt det at det gik op for mig hvad jeg havde sagt til ham. Men de andre drenge lagde ikke mærke til det, kun Zayn. Hans blik blev med det samme mistroisk  og jeg kiggede hurtigt væk fra ham, og hen på Harry der kom gående med min jakke.

Hurtigt fik jeg taget den på, og så så jeg ellers hen på de andre drenge. "Men jeg vil smutte ned til de to andre, og så vil jeg, vi, tage hjem." Jeg blev underligt nervøs for om han havde gennemskuet mig, om han ville sige noget til Harry.

Ikke at der ikke var noget han ikke måtte sige, men det ville bare være underligt hvis jeg kendte Zayn godt, og havde et eller andet med Harry. Eller det ville jeg i hvert fald syntes.

De andre drenge nikkede dog hurtigt, og jeg gik hen for at give dem et kram. Men da jeg kom til Zayn, fik han endnu en gang bare hånden, og så gik jeg ellers væk fra ham.

Jeg havde egentlig troet at  jeg selv skulle gå derned, men Harry valgte at følge efter mig hen til døren der førte ud til parkeringspladsen. Og jeg havde egentlig bare tænkt mig at gå ud, uden at sige noget til ham, men han tog fat i mit håndled og hev mig hen til ham.

"Ikke så hurtigt." Mumlede han, da jeg stod foran ham. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, som han hurtigt gengældte, og lidt efter tog fat i en af mine totter hår, og satte om bag ved mit hår.

Jeg ved ikke hvor længe vi stod der og bare kiggede på hinanden, før han valgte at tage initiativet til at snakke som den første person. "Tak for i dag Al." Sagde han, og jeg nikkede til ham, og mumlede et 'i lige måde'.

"Jeg ringer til dig." Sagde han, og med de ord lagde han endnu en gang hans læber mod mine, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mine hænder bag hans nakke.

Vi trak os dog begge fra hinanden på samme tid, og jeg sendte ham et sidste smil inden jeg gik udenfor. Den her dag vidste sig at være anderledes end forventet. Jeg havde Harry hvor jeg ville have ham, og på en eller anden måde kunne jeg godt se noget sjovt i at lave en hævn over Zayn.

 

♀♀♀♀♀♀♀♀

 

Så kom kapitel 8, hihi. Jeg syntes at slutningen på kapitlet gik lidt stærkt, undskyld! Men jeg er syg, og har der virkelig dårligt, og jeg orkede ikke rigtigt skrive mere. 

KRISTINA S LÆSER MED! SKRIG OG ALT DET DER! IH... <3

Så ja, det kommer bare ud sådan her. Håber I kan lide det altså. <3

Amalie. xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...