A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
22958Visninger
AA

6. 5.

Aletheas P.O.V

Jeg troede måske det var første gang i hele mit liv at jeg var nervøs. For hvad? For at se de drenge derinde, hvis det ellers var rigtigt at de var derinde. Men nervøsiteten kom nok ved at jeg bare smuttede - jeg havde jo forhelved ingen planer om at se dem igen.. Og nu havde jeg ikke en gang svaret Harry på hans besked, måske.. Måske, hvis han overhovedet var derinde, tog han det ikke så tungt.

"Kom nu Al." Lyden af min far der stod ude foran døren, og praktisk talt og holdt den åben for mig fordi jeg ikke ville gå med ind, fik mig til at rulle lidt øjne. Jeg kunne jo godt selv åbne en dør.

Jeg så hen på ham, og han stod bare og så utålmodigt på mig. Men det var ikke mig vi skulle have ventet på, hvis vi bare var gået ind med det samme - og lade ham komme ind med mormor inde på restauranten, så ville jeg sidde derinde nu. Men næ nej, ham skulle vi vente på. Udenfor!

Så jeg var altså smuttet ind i bilen igen, for jeg ville ikke fryse som en i helved. Selvom de nok ikke fryser i helved, for det er varmt dernede. Det er i hvert fald det folk siger.

"Jeg kommer, jeg kommer." Brokkede jeg mig da min fars utålmodige blik igen ramte mig. Jeg spændte min sele op, og bevægede mig ned af sædet og ud på parkeringspladsen. Og lige som jeg troede jeg skulle stå og nyde duften af dejlig(skod) bilos, tog min far fat i min arm og hev mig med hen mod døren.

Med handicappede bevægelser forsøgte jeg at hive min arm til mig, for det sidste jeg ville ligne var da en eller anden idiot. Men da min far ikke gav slip, sukkede jeg bare og lod ham hive mig med sig.

Imens vi gik, tillod jeg mig at tage mine solbriller fra panden og ned så de dækkede mine øjne. For det kunne måske gøre så Harry ikke helt så godt kunne se mig. Selvom han nok kunne kende mit lyse hår, for det er altså noget for sig.

"Tag dog de solbriller af, vi skal indenfor." Vrissede min far videre, og ærlig talt lukkede jeg ham bare ude. Jeg skulle nok tage dem af når vi var kommet indenfor, og havde fundet et bord og sat os ved.

Ikke et sekund før.

Da vi kom ind af døren slap min far min arm, og bare for at være irriterende - fordi det var ham - rettede jeg på mit tøj, og for at rette på tøjet er man nødt til at stoppe op. Så det gjorde jeg.

"Når du skal være sådan der, så finder du selv bordet." Og med de ord forsvandt han, men jeg var ligeglad. Så lignede jeg i det mindste ikke en eller anden femårig som havde brug for sin far til at passe på en.

Og nu har du nok endnu en gang misforstået mit forhold til min far - vi kan altså godt have det godt sammen. Han er stresset, og bliver derfor muggen. Og jeg er nervøs og bliver derfor muggen. Og når vi begge ikke er glade, så bliver det hele altså sådan her.

Så man skal helst ikke komme hjem til os dagen før vi skal på ferie hvor vi alle sammen løber rundt og pakker vores ting, rydder op og sådan noget. Det går bare ikke.

Jeg rettede en sidste gang på min trøje, satte en tot der var gået løs fra knolden tilbage i knolden og så gik jeg ellers ind på selve restauranten. Mit blik gled rundt, og da min familie sad rimelig tæt på døren hertil  - Og toiletterne rent faktisk - så var det ikke svære at få øje på.

Og eftersom at min mormor hun også så mig med det samme og vinkede til mig, som om det var flere år siden vi havde set hinanden, så var det ikke svært at finde dem. Så jeg satte straks kursen hen mod dem, men inden jeg kunne nå helt derhen havde min mormor allerede kaldt mit navn så højt at stort set hele restauranten kunne høre det.

Og panisk som jeg var, gik jeg bare videre uden at trække en mine i hele ansigtet. Da jeg kom hen til bordet stillede jeg mig lige overfor min mormor, som i øvrigt hed Elisabeth, og rakte armene ud til et kram.

"Hej momse." Sagde jeg i det jeg havde lagt armene omkring hende, og hun grinede bare. Hun var altid fuld af firspring, og frisk hele tiden. Det var nok det jeg elskede ved hende, at hun levede mens hun kunne. Hun kunne jo ikke gøre alt når hun var nødt til at lægge i sengen dagen lang, så hun måtte jo gøre det nu. Det var sådan noget hun altid sagde. Hun lavede bare om på det hver gang.

Elisabeth slap mig, og jeg stillede mig hurtigt rigtigt op, eftersom at jeg stod og truttede med røven når jeg skulle kramme hende. Mit blik gled hen over stolene der stod der, og Ann sad på den ene side med en ledig stol ved siden af sig, så der satte jeg mig hurtigt.

Ann var godt i gang med at fortælle en historie, så man skulle næsten tro at hun ikke lagde mærke til at jeg satte mig der, men Ann lagde mærke til alt. Så hun vidste det skam godt.

Med det samme som jeg havde sat mig ned, tog jeg min mobil op af min bukselomme og gik ind i beskeder. Der var faktisk en besked fra selveste Harry.

Til: Alethea

Fra: Harry

'Lad nu være med at spille dum.'

Jeg måbede, rent bogstaveligt. Hvis han vidste at jeg spillede så var han klog, men hvordan i fanden i helved vidste drengen det?

Han brude ikke vide det, han brude være dum. Popstjerne var altid dumme.

"Hvem er.. Harry?" Kom det fra min højre side, og i chok over at Ann læste med låste jeg min telefon og puttede den ned i lommen igen. Mit blik fløj hurtigt hen på hende, og jeg sendte hende et surt blik,.

"Hvor mange gange har jeg ikke sagt du ikke skal læse min beskeder!" Skændte jeg af hende, og hun trak bare armene over kors og lænede sig tilbage i stolen.

"I det mindste er det ikke Harry Styles." Mumlede hun for at prøve at virke sej, og inderst inde kunne jeg ikke lade være med at fryde mig, og sige til hende at hun ikke skulle tale for højt når hun intet vidste. For det var tydeligvis Harry Styles.

Og inderst inde havde jeg lyst til bare at sige at det var det, virkelig bare for at se hendes ansigt. Men det ville blive akavet, for hvis jeg kendte min søster ret, så ville hun skrige op når One Direction kom - hvis de altså kom - og så skulle hun over at have billeder og alt muligt med dem.

Så i stedet for at sige noget til hende, lænede jeg mig frem på stolen, tog mine solbriller jeg stadigvæk havde foran øjnene op i håret, og tog så fat i menukortet.

Mine øjne gled ned langs siden, og jeg kendte virkelig ingen af retterne. Kun da der stod salat, for det vidste jeg da hvad var. Så havde jeg besluttet mig for det, så skulle jeg bare også lige have en helt masse andet mad.

Men hvilket? 

"Hvad skal I have?" Spurgte Ann ved siden af mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Så behøvede jeg ikke at spørge om det.

"Jeg tror vi skal have noget pasta." Ann nikkede og kiggede ned i sit menukort, kort efter fik hun store øjne. "Jeg vil have pizza!" Sagde hun så.

"What? Er der pizza?" Sagde jeg overrasket og kiggede ned i mit menukort, men i stedet for at skulle glo det hele igennem pegede Ann for mig, og hurtigt blev vi enige om at skulle have to pizzaer.

 

♀♀♀

 

Jeg skulle på toilet, også selvom det var midt i maden. Men eftersom vi havde siddet og ventet lang tid på maden, og vores drikkevare var kommet så drak jeg altså hele min cola inden maden var kommet ud. Og så skal man sjovt nok tisse.

Så jeg rejste mig op fra min stol, og undskyldte en gang før jeg satte kursen mod toilettet. Mit blik scannede kort rummet for at se om der var nogle jeg kendte på vej hen til toilettet, men da der ikke var nogle fortsatte jeg bare derhen.

Da jeg havde fået åbnet døren ind til pigernes toilet, fangede jeg nærmest hele rummet i et blik. Det var meget enkelt og alligevel så stilfuldt derinde. Det hele blev holdt inde for sorte hvide, og indimellem grå toner. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde det var grimt.

Spejlene der var over hver håndvask var store, og så var de rent faktisk rene, og ikke med klamme sæbepletter på som der så tit er.

Det var faktisk næsten lige før jeg ville komme her igen, hvis det ikke var fordi at det kostede så sindsyg mange penge. Men heldigvis var det ikke mig der betalte, men min mormor. Og jeg anede ikke hvor  hun havde de penge fra, men et eller andet sted måtte hun jo have dem.

Jeg gik på toilettet, ordnede det jeg skulle ordne og smuttede så ud så jeg kunne vaske hænder. Alt andet ville være klamt.

Imens jeg vaskede mine hænder kiggede jeg mig selv i spejlet, men eftersom der ikke rigtigt var noget at rette, tørrede jeg bare hænderne og gik ud af døren, så jeg kunne komme tilbage ind på restauranten. Med det samme jeg var gået ud, lod jeg igen blikket glide rundt i gangen.

"Alethea?" Ved lyden af mit navn bremsede jeg fuldkommen op, jeg turde næsten ikke dreje rundt og se hvem der stod bag ved mig, selvom jeg nok godt kunne regne det ud. Stemmen lød så velkendt.

Med tøvende skridt drejede jeg den halve omgang, men inden da fik jeg styr på mit ansigt. Gik ind under min facade og fandt det alt for selvsikre andsigt frem, og et sødt smil. For ærlig talt så havde jeg ingen grund til at snakke med ham.

Da mine øjne fangede hans så han ikke ligefrem glad ud, men alligevel gjorde han. For hans øjne smilede, selvom hans mund og øjenbryn nærmere udstrålede forvirring. "Jaer?" Sagde jeg bare så køligt jeg kunne, og selvfølgelig fordi jeg stod her var der en snert af venlighed i det.

Harry rømmede sig en gang, og lavede et kast med håret for at det ikke skulle falde ned i hans øjne. Om han prøvede på at få det til at se godt ud vidste jeg ikke.

"Hvad er der Harry?" Sagde jeg så monotomt da jeg rent faktisk havde andet at tage mig til en at stå her og snakke med en af verdens største idoiter's ven. Han sendte mig et lille smil, og tog så hans hånd ned i hans bukselomme.

"Jeg skulle bare se om det var dig." Jeg nikkede for at bekræfte at det var mig, og så så jeg ellers væk og så tilbage på ham. Det hjalp altid, så forstod de at man ikke gad at snakke med dem, men åbenbart var Harry ikke så klog.

"Nu har du set det var mig, så hvis du vil have mig undskyldt." Jeg var allerede i gang med at gå væk fra ham inden jeg havde fuldført sætningen. Men jeg nåede ikke ret langt før han, for hvad tredje gang, tog fat i mit håndled og på den måde stoppede mig i at gå videre.

"Jeg sagde jo ikke at det var det eneste jeg ville." Jeg havde allermest lyst til at skrige ham ind i hovedet at det var det eneste jeg ville, men eftersom at jeg ikke kunne være det bekendt så lod jeg være og vristede i stedet for min hånd fri.

Han forstod tydeligvis ikke at jeg ikke gad at snakke med ham, så jeg måtte vel begynde at forklare det til ham.

"Hør Harry.. Det i går, nej vent, i dag. Jeg skulle ikke have haft blevet der så længe. Den eneste grund til at jeg blev der var fordi at mine forælder troede jeg var hos en veninde, og jeg sagde jeg først kom hjem ved tre'tiden. Så du var bare en undskyldning." Min forklaring var måske lidt ond og overhovedet ikke rigtig men orkede ikke Harry, og slet ikke hvis han blev set sammen med mig eller kom hen til mit bord hvor min skrigende lillesøster ville sidde.

"Og hvis du vil have mig undskyldt så vil jeg smutte hen til min irriterende lillesøster, der er alt for meget fan af dig." Sagde jeg til sidst, og det var vidst noget jeg ikke skulle have haft sagt for Harry fik med det samme et stort smil om sine læber.

"Så vi har en fan med.. Fik jeg nogensinde sagt jeg elsker vores fans?" Jeg kiggede måbende hen på ham, for det kunne han ikke mene. Han ville ikke gå med mig derhen, ville han? Fuck.

"Du blir der, Harry." Sagde jeg lettere irriteret og så vendte jeg ryggen til ham og gik hen til bordet. Jeg kiggede mig en gang tilbage over skulderen, men han stod der stadig og tog armene op i vejret som om at han overgav sig.

Jeg satte mig ned på stolen, og fordi min lillesøster selvfølgelig havde holdt øje med mig lænede hun sig med det samme hen til mig. "Hvem snakkede du med?" Hviskede hun stille og forventningsfuldt som om hun selv troede hun ville få det at vide.

Men det ville hun ikke, så jeg sendte hende bare et hemmelighedsfuldt smil, og hævede øjenbrynene et par gange op og ned hvilket hun bare grinede af og lænede sig tilbage igen.

Mine øjne faldt ned på den salat jeg havde været oppe og hente, og jeg tog fat i min gaffel for at kunne få noget af indholdet ind i min mund - for jeg var altså ikke den helt store fan af at spise med fingrende. Og slet ikke på en restaurant.

Jeg lod gaflen med noget salat og lidt feta glide ind i min mund, og tog den så ud igen så jeg kunne tygge maden. Lige så snart jeg havde sunket noget af det kom der et lille skrig henne fra Ann, og det fik mig med det samme til at se op.

Det var ikke Harry der stod foran mig, men derimod Niall der stod med et kæmpe smil. "D-d-d-du er Niall.. Som i Niall Horan!" Sagde Ann højt, og nærmest skubbede sig forbi mig for at kramme Niall. 

Niall han syntes ikke det var for meget, han grinede bare og lagde armene omkring hende. 

"Må jeg ikke få et billed!" Hendes bedende stemme, fik bare min mor og far til at grine, mens min mormor bare så forvirret ud. Hun kendte nok ikke rigtigt til hvem det var at han var, hun vidste godt hvem One Direction var, men ikke at Niall var med i bandet.

"Skal vi så ikke tage et hvor alle drengene er med?" Sagde Niall i et spørgende tonefald, og Ann må have været gået lidt i chok for der kom ikke en lyd fra hende, kun nogle enkelte nik. Niall tog fat i hendes hånd, men stoppede op inden de var gået helt væk.

"Kan du ikke komme med og tage billedet?" Han undlod at sige mig navn fordi han nok kunne regne ud at jeg ikke havde sagt noget om dem.. Eller også kunne han bare ikke kende mig. 

Men jeg nikkede til ham, rejste mig fra bordet og fulgte med de to foran mig hen til drengenes bord. Og jeg kunne ikke lade være med at sende det sureste blik jeg kunne præstere lige nu hen til Harry, for det var ham der havde sendt Niall. Helt hundrede.

Ann gav mig hendes mobil, inden hun hoppede hen til drengene, der alle havde rejst sig op og stillet sig sammen så man kunne tage et billed. Ann stillede sig i midten, og eftersom at drengene faktisk stod med for meget mellemrum blev jeg nødt til at sige de skulle rykke sig sammen.

"Ryk jer sammen." Mumlede jeg, og med det samme at min stemme blev hørt rynkede Zayn øjenbrynene. Jeg tog mig dog ikke af det, i stedet for gjorde jeg mig klar til at tage billedet for de havde rykket sig sammen.

Jeg tog det hurtigt, og rakte så mobilen ned til Ann igen der med et kæmpe smil tog imod den og kiggede på billedet meget længe.

"Din stemme.. Har jeg ikke-" Mere nåede han ikke at sige før han åbenbart fattede hoved og hale i det hele, og straks holdt sin kæft igen.

"Jo det er Alethea." Brød Niall ind, og jeg havde virkelig lyst til at kvæle ham fordi han skulle sige det højt. Igen popdrenge er bare ikke særlig kloge - endnu en af de grunde til at jeg aldrig, og jeg mener virkelig aldrig, skulle hænge ud sammen med Harry.

Og jeg håbede virkelig at Ann ikke havde hørt noget af det, men hun havde vidst hørt det for hun tog med det samme mobil væk fra hendes øjne og så hen på Zayn og så hen på mig. Og til sidst hen på Niall.

"Kender I hinanden?" Hendes øjne blev store, og jeg skulle til at ryste på hovedet med Harry kom mig i forkøbet. "Ja, vi gør søde."

Hendes øjne blev vidt muligt endnu større end de var i forvejen. "Omg! One Direction kan min søsters navn!" Hvinede hun og så hen på mig igen som om jeg også skulle være glad for det.

"Det her er vildt!" Hun så bare så glad ud. Og virkelig som om det var det bedste i hele verden, hvilket det ikke var. I hvert fald ikke for mig.

"Skal du med til vores koncert?" Spurgte Louis Ann om, og hun var hurtigt til nedtrykt at ryste på hovedet. For hun havde virkelig prøvet at få billeter, eller vi havde alle sammen prøvet, men hun fik dem desværre ikke. Hvilket hun stadig er ked af det over.

Men Harry så åbenbart en mulighed for at gøre mit liv endnu mere fucked, jeg kunne se det på hans smil og med det samme han åbnede munden kunne jeg ikke være andet end sikker.

"Hvis vi nu får jeres adresse så kan vi da lige komme ud med nogle billeter, backstagepas og sådan?" Anns øjne blev igen store, og hun var ikke mange sekunder om at tage imod kuglepinden som Niall havde fisket op. Hun tog den serviet som Louis rakte hende, og hurtigere end jeg kunne nå at stoppe hende havde hun skrevet adressen ned.

"Hvor mange billetter skal I have?" Jeg afbrød ham hurtigt. "Der er intet vi, det er udelukkende Ann der skal have noget."

Ann var åbenbart ikke helt enig, for hun kiggede lidt forvirret op på mig. "Men du sagde du gerne ville tage med sidste gang.." Startede hun ud og så så hen på drengene. "Så to billetter." 

Drengene nikkede hurtigt, og inden de kunne nå at få mere ud af min lillesøster rev jeg hende med hen til bordet hvor min mor sad og kiggede hentrykt på os, men mere var der ikke. Hun sagde ingenting, lod os bare spise færdigt i fred.

 

♀♀♀♀♀♀♀♀

 

Så kom det nye kapitel!

Hvad syntes I om det? Og hvad tror I så der kommer til at ske? Haha, elsker den her scene hvor de kommer hen til drengene.. ved ikke hvorfor, måske fordi at alle drengene går imod hende.. Det er så genialt altsååå. <3

Håber I kunne lide det.

Amalie. xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...