A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
22952Visninger
AA

5. 4.

Aletheas P.O.V

"Shh! De sover stadig." En svag hvisken vækkede mig, og hvis det ikke var fordi at personen havde hvisket ville jeg med et chok have set ned på Harry som jeg åbenbart lå op ad. Med en hånd på hans bryst, og hans arm på min lænd.

Rent faktisk lå jeg godt, men jeg burde bare skride hjem - nu var jeg næsten gidsel til at blive her. For Lew..Louis var vågnet. Og det her var ikke godt. For man skulle altid skrive hjem inden de andre i huset vågnede, det var en regel. En regel jeg altid havde fulgt.

Men nu hvor jeg var vågen på grund af skvadder Mikkel 1, og nok også 2, så trak jeg mig forsigtigt væk fra Harry uden at vække ham, og kiggede så hen på de to drenge der stod i døråbningen.

"Nej Louis. Vi sov, flot klaret." Vrissede jeg lavt, for ikke at vække Harry. Louis kunne ikke holde det smil væk fra hans læber da jeg gik forbi ham.

Og bare lige så vi fik en ting på det rene, jeg havde en T-shirt på. Harrys t-shirt, og så nogle lange shorts. Og jeg lignede lort, men det kunne være ligemeget for jeg skulle ikke være der særlig længe. Overhovedet.

"Har I noget morgenmad eller skal man sulte sig selv ihjel?" Jeg vendte mig om og så først på Louis, og derefter hen på den lyshårede, Niall, der sendte mig et stort smil hvor man rigtigt kunne se hans tænder i det smil.

"Se hende kan jeg lide!" Sagde han, inden han spankulerende gik forbi mig og ud i det jeg kunne huske som køkkenet. Louis derimod stod bare med et alt for kækt smil på læberne, og eftersom at jeg var et menneske der var morgensur - endnu en af de grunde til at jeg altid var smuttet inden de andre vågnede - så vendte jeg bare øjne af fjolset.

Louis kunne ikke holde det lave grin inde, der fløj ud af hans læber imens han tog de første skridt hen forbi mig. Jeg blev stående og så ham forsvinde samme vej som Niall, og da han helt var forsvundet begav jeg mig hen mod værelset jeg havde sovet i.

Jeg skulle have mit tøj, og det skulle være uden at Harry vågnede, for så kunne man først tale om at jeg var på røven. Og jeg gad ikke ud i en forklaring om at mine forældre lå på hospitalet, så jeg var nødt til at smutte.

Og desuden hvis jeg kendte Harry ret - som jeg overhovedet ikke gjorde, men whatever. - Så ville han nok bare køre mig derhen.

Og det var en af de sidste ting at jeg orkede i dag. Jeg skulle bare hjem, væk fra Harry, væk fra Niall og væk fra Louis. Og misforstå mig nu ikke, de er alle sammen rigtigt søde. Men det ville blive akavet hvis vi blev venner, og i sær efter i går.

Så jeg listede ind på værelset, gik hen til gulvet hvor min kjole lå, og lige i det jeg havde den i hænderne og stadig stod foroverbøjet bevægede Harry sig. Jeg gik i chok, jeg stod bare som forstenet - for altså hvem bliver ikke bange for at personen vågner, når personen bevæger sig!

Men selvom han bevægede sig rejste jeg mig op og så hen på ham, og da han stadig lå med lukkede øjne skyndte jeg mig ud af værelset og lukkede ikke døren. For så ville han med garanti vågne at klikket fra døren.

Jeg skyndte mig ud i køkkenet hvor Niall allerede sad og var i gang med at spise en bolle, og jeg satte mig hurtigt ned på en stol. Stadig bange for at Harry kunne vågne hvert eneste sekund det skulle være.

"Wow girl. Du ligner en der har set et spøgelse." Kom det henne fra Louis af, og jeg fnyste bare af ham. "Værre, du er her." Et grin røg henne fra Niall som syntes at det her var yderst morsomt.

"Louis, du må indrømme.. Hun er bedre til at disse end dig." 

 

♀♀♀

 

Jeg ved ikke hvordan det skete. Men efter Nialls kommentar havde jeg rent faktisk hygget mig, men med det samme jeg hørte en dør går op stivnede jeg fuldkommen. Hvilket jeg ikke skulle, jeg skulle have haft løbet.

Hvilket jeg også gjorde, men bare en smule for sent, eller ikke en smule. Ret meget for sent rent faktisk, for Harry nåede at se mig. Hvilket bare gjorde mit liv til et rent helved pænt sagt. Eller måske ikke, men Harry havde spurgt efter mit nummer, og jeg var stadig i chok så jeg kom til at give ham det rigtige.

Og nu havde han lige skrevet. Eller jeg formodede at det var Harry for min søde mobil kendte ikke nummeret. Men jeg gad ikke tjekke den før jeg kom ind ad døren, for når jeg kom ind så havde jeg en undskyldning for at ignorere mine forældre.

Jeg gik op af den lille sti der førte til vores hus, og det var ikke fordi jeg på nogen måde skyndte mig derop. Hvorfor skulle jeg dog også det?

Da jeg kom op til døren, åbnede jeg den forsigtigt. Uden så meget som at sige en lyd smuttede jeg ind af døren, og lukkede den med et lille klik. Stemmer inde fra stuen afslørede at der var nogle hjemme, ikke hvor mange bare at der mindst var en.

Og jeg kunne ikke andet end at håbe at de ikke så mig når jeg listede mig forbi - for det var tydeligvis sådan noget jeg gjorde. Jeg skulle bare have min jakke og sko af først.

Da jeg havde fået mit overtøj af, tog jeg min mobil ud af min jakkelomme, tog min kjole jeg havde lagt fra mig og smuttede så hen lige ved siden af åbningen til stuen. Sådan så man ikke kunne se mig. Inden i mig selv talte jeg til tre, før jeg listede forbi.

Jeg kiggede ind i stuen, og så min mor stå henne med en mobil oppe ved øret, og heldigvis så hun mig ikke, så jeg listede videre op af trappen og ned af den gang man skulle følge for at komme ned til mig værelse.

"Hvor var du henne?" Stemmen bag mig fik mig til at stivne, men der gik ikke lang tid før jeg drejede mig mod personen som viste sig at være min lillesøster. Jeg kunne godt se at hun var nysgerrig men hvis jeg sagde noget til hende - eller sagde sandheden så ville hun flippe helt skråt.

"Hvad rager det dig?" Sagde jeg bare til hende. Og ja, mig og min søster har et specielt forhold, eller måske ikke. For et eller andet sted tror jeg at alle søskende taler sådan til hinanden på et eller andet tidspunkt.

Jeg smuttede igen væk fra hende, og ind på mit værelse hvor jeg lukkede døren og skyndte mig hen og sidde på min seng. Med det samme jeg havde sat mig fandt jeg min mobil frem, hvor beskeden stadig var.

Til: Alethea

Fra: Unknown

Hey. Håber du er kommet godt hjem ;)

Jeg bed mig lidt i læben. Det var sødt af ham at spørge, men det var jo ikke fordi jeg gad at have noget med ham. Og i sidste ende ville det også bare blive for besværligt, og hvis jeg skulle have ham med herhjem ville han dø af min lillesøster der fangirlede ham.

Så man kunne hurtigt sige at Harry var et no-go. Også selvom at han så særdeles godt ud, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Men det gjorde de alle sammen - også Louis, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det.

Jeg overvejede lidt bare at skrive at jeg ikke kendte ham, og han havde fået fat i forkert nummer. Det ville være en fantastisk idé, så måske var det bare det jeg skulle gøre.

Men før jeg valgte at svare ham gik jeg ind og gemte hans nummer, i tilfælde af at han ville skrive igen. Sådan så jeg var forberedt på ikke at skulle svare ham der.

Til: Harry

Fra: Alethea

Who the hell are you?

Måske var jeg lidt for barsk i mit sprog. Men hvis han var klog nok så ville han nok fatte at det var fordi jeg ikke gad at skrive med ham. Men jeg kendte ikke Harry, så jeg vidste ikke om han var klog eller ej. 

Jeg lagde mig træt ned i sengen, selvom jeg egentlig ikke havde tid til det. Jeg skulle på familierestaurant, fordi at min mormor havde fødselsdag sidste lørdags. Og hun syntes åbenbart først vi skulle fejre det en uge efter.

Det er sådan typisk min familie, at udskyde alt det der er nogenlunde vigtigt til det allersidste øjeblik.

Da jeg ikke umiddelbart fik noget ordentlig svar, rejste jeg mig op. Gik hen til skabet og for at tage noget pænt  tøj ud. For eftersom at det var en ret fin restaurant at vi skulle spise på, så kunne jeg ikke tillade mig grimt tøj.

Mit sæt blev bestående af en hvid trøje, skinnyjeans, og så skulle mit hår sættes op i en rodet knold. Min makeup skulle være enkel, og så ville jeg have nogle solbriller med mig. Nogle øreringe der ligner roser, og til sidst bare nogle hvide converse sko. (Link i kommentaren)

Det var det jeg foretrak normalt at gå i, men min mormor kunne ikke se forskel på om det var hverdagstøj eller ej.

Jeg smuttede ud på gangen og ned til badeværelset hvor jeg smed al tøjet henne på toilettet, og så låste døren. I tilfælde af at vi skulle få gæster jeg ikke vidste noget som helst omkring.

 

♀♀♀

 

Vi sad i bilen på vej hjem til restauranten jeg stadig ikke kunne navnet på. Selvom jeg havde hørt det mindst en trillion gange. Fordi det åbenbart var en meget dyr restaurant. 

Og jeg kunne ikke være mere ligeglad, for allerhelst ville jeg bare være derhjemme og se om Harry havde svaret. For det interesserede mig faktisk omkring hvor dum han var.

Om han var lige så dum som hans kammerat Zayn Malik eller ej. For hvis han var det, så kunne de jo ikke passe bedre sammen. 

Lyden af radioen der skramlede end del afbrød mine tanker, og fordi jeg sad foran skiftede jeg hurtigt kanal. Jeg nåede ikke at opfange melodien af sangen før et lille skrig kom omme fra Ann. Jeg kiggede overrasket om på hende, men da jeg så at hun sad og dansede kunne jeg næsten gætte mig til at sangen der blev spillet var One Direction.

"Uh, I just wanna take you anywhere that you like." Skrålede hun med på sangen og rockede videre. Og som den søde storesøster jeg var lænede jeg mig bare tilbage med en langtrukket suk.

For efter det her fik vi ikke fri for at høre om dem, hele vejen ind på restauranten og inde på den. Når vi spiste, og når vi var færdige med at spise. Vi ville høre om dem non-stop.

"Mor!" Sagde hun, og der startede hele gøjemøget. Hun ville begynde på hendes latterlige tale om One Direction, hvad de lavede lige nu, hvilken sang det var, hvor godt de så ud. Vi kom det hele igennem, og der var altid noget nyt at sige om dem.

Men hvis hun bare vidste hvad jeg havde lavet, og at Harry Styles havde mit nummer - så ville hun nærmest tilbede mig for at få det. Imens jeg helst bare ville have han skulle skride ud af mit liv.

"One Direction.. De skal på samme restaurant som os!" Skreg hun nærmest overlykkeligt, og det fik mig til at læne mig om så jeg kunne se på hende.

"Kan du ikke for en gangs skyld snakke om noget andet end dem?" Spurgte jeg halvirriteret, og fik med det samme et blik henne fra min mor af som kørte bilen. Min far var her ikke, han var henne og hente mormor, fordi hun ikke selv kunne køre og vi havde ikke plads til to personer mere. Kun en.

"Nej faktisk ikke. Vidste du godt at Zayns hund næsten lige er død?" Det spørgsmål stillede hun udelukkende kun for at irritere mig, og jeg kom med et irriteret udbrød imens hun bare smilede flabet til mig.

Nogle gange ville man virkelig ønske man kunne slå børn - men så ville de sladre og du sad med lorten til sidst også.

"Men mor er det ikke sygt! Jeg skal så meget finde dem inde på restauranten og så skal jeg have billed og alt muligt med dem!" Det var som om at den sætning først kom ind nu. 

Var drengene på restauranten i dag? Nu? Imens vi var derinde? Det kunne ikke passe. Når man taler om hvem der ville stå med lorten til sidst, så var det nok mig der fik den i alle tænkelig måder. Selv nu, hvor jeg virkelig har prøvet at lade være med at slå min lillesøster - selv nu får jeg lorten retur i hovedet.

♀♀♀♀♀♀♀♀

 

Hvad syntes I? Gik det for hurtigt med at de ses igen? Og hvad tror I nu der kommer til at ske?

Vil Harry eller en af de andre drenge se dem, og hvis det sker, hvordan vil Ann reagere? Og vigtigst af alt, hvordan vil Alethea reagere?

Undskyld for lorte kapitlet. Ligger syg, og min inspiration er ikke lige den helt store for tiden. Men i fortjener det her kapitel! So sorry for stavefejl, men orkede ikke at rette det hele igennem! xx

Amalie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...