A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
23368Visninger
AA

21. 19.

Alethea's P.O.V

Mit blik gled rundt inde i køkkenet, inden jeg tog en dyb indånding, og kiggede hen på Zayn, der stadig stod og så på mig, som om han aldrig havde blinket.

Igen begyndte jeg at blive nervøs, selvom jeg egentlig lige havde fået styr over mig selv. Dog stoppede det mig ikke denne gang i at skynde mig at åbne munden. For det var nu eller aldrig, at jeg skulle sige det, hvis jeg ville sige det. Og det var jo det jeg gerne ville jo.

"Zayn.. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal sige det."

Jeg kiggede hen på ham, med et lille smil, det var som om den frydende fornemmelse kom tilbage til mig, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre for at få den til at forsvinde. For jeg glædede mig til at se hvordan han ville reagere på det hele, hvordan han ville se ud i ansigtet.

Det var en ting jeg havde ventet på så ufatteligt længe.

Så derfor gjorde jeg heller ikke mere for at stoppe det, men lod bare smilet pryder sig omkring mine læber.

"Bare fortæl mig hvorfor du har været sådan der overfor mig hele dagen." Sagde han bestemt, og man kunne tydeligt se på den rynke der var i hans pande at han var forvirret over mit tydelige smil.

Det var som om min selvtillid kom frem i mig, som jeg forestillede mig hans ansigt ville se ud, efter jeg havde fortalt ham det. At jeg var bedre end ham. For det var jo det jeg i sidste ende var, for jeg havde ikke præcis gjort som han havde. Jeg nåede at stoppe i tide.

Noget som han aldrig havde gjort, han havde ladet det køre helt ud, så han havde gjort mig fortræd for livet. Han havde gjort så jeg ikke var mig selv, og ikke havde været det i så lang tid.

Men nu fik han endelig at vide hvad han havde gjort dengang, han skulle få lov at smage hvad det gjorde ved folk, at tage noget fra dem, som egentlig var nærmere deres end ens eget.

Han skulle have en smag af det sure liv, som jeg længe havde haft.

"Hvordan skal jeg overhovedet formulere mig?" Spurgte jeg helt energisk efter at få ham til at forstå, eller ikke forstå, men nærmere få ham til at blive forvirret over mit pludselige humørskift.

Trods alt var han ikke den eneste der var blevet det.

Et forvirret blik var stadig klistret i hans ansigt, og han var nærmest helt sød at se på. Ikke på den måde, men bare at han kunne være så forvirret over det hele. Det gjorde det faktisk værd, at spille så meget op til det hele.

"Prøv." Beordrede han, og hoppede ned fra køkkenbordet, for i stedet for at gå hen af gulvet, og lidt hen imod mig. Jeg vidste ikke rigtigt hvad han var op til.

"Jeg beder dig Alethea." Prøvede han igen, og det fik mig bare til at nikkede til ham, og så gik jeg ellers hen til der hvor han før havde siddet, hvilket også ville sige at vi gik tættere hen på døren.

Døren der førte ud til stuen, så jeg var sikker på at de andre kunne høre det, hvis de altså gad. Det var jo ikke fordi jeg ville råbe det højt eller noget, de skulle bare vide, hvis de gad, hvilket svin Zayn engang havde været. Hvor ond han havde været egentlig.

"Det hele startede for mange år siden Zayn.." Startede jeg ud, og foldede mine hænder i mit skød, efter jeg havde sat mig op på køkkenbordet, så jeg kunne sidde og se hen på ham.

Han så ikke en gang ud til at det forvirrede ham, eller bare den mindste smule overraskede ham, hvilket rent faktisk overraskede mig en smule. Jeg havde lidt håbet på at det havde været en overraskelse for ham.

For ellers betød det jo at han allerede havde tænkt over det.

Et nik kom fra ham, før jeg valgte at fortsætte den talestrøm, som gerne ville ud af min mund. "Det var i skolen, og jeg.. Jeg var der før dig, jeg kan stadig huske den første dag du var der."

Jeg stoppede mig selv, for at se hen på Zayn, der bare stod og så helt tænkende ud, som om han tænkte tilbage på det hele.

"Du fik ret hurtigt venner. Mange venner." Jeg fortalte det som om det hele var en genfortælling, men det var det måske også. 

Det var jo en måde at få ham til at krympe sig. Eller ikke krympe sig, men få ham til at forstå at det han gjorde havde påvirket mig så meget som noget overhovedet kunne. Jeg havde aldrig været sådan her før.

"Du fik mine venner, Zayn.. Mine." Fortalte jeg, og lod min hånd glide igennem med hår, der hang ned over mine skuldre. Et nik var det eneste svar jeg fik fra Zayn, så jeg fortsatte bare.

"De valgte rent faktisk dig frem for mig, og jeg kunne se det i dit blik, at det var det du gjorde det for. Du gjorde det med vilje." Det sidste jeg tilføjede, vrissede jeg en smule højere. Bare for at sørge for at de andre kunne høre hvad vi egentlig snakkede  om herinde.

Zayn nægtede dog og rystede på hovedet, men han havde afsløret sig selv, for hans ansigt havde mistet lidt af sin kulør, og man kunne se at han sank en klump. Han var nervøs for at jeg bustede ham. Men han var allerede busted.

"Længe gik jeg og grublede over hvordan jeg kunne få mine venner tilbage, men det var som om du blev ved med at være interessant. Fordi du gjorde et eller andet, du sørgede for hele tiden at havde noget at snakke om. Noget helt nyt, ekstremt."

Jeg nikkede til ham, som om han skulle blive ved med at lytte, og det gjorde han også. Dog med mindre og mindre farve i hans hoved.

"Du tog alt fra mig Zayn. Jeg endte alene. Fuldkommen efterladt til mig selv. Du tog selv min bedsteveninde fra mig, den pige som jeg kunne alt med. Men lige så snart du kom ind i billedet, så var jeg ligemeget.." Jeg stoppede mig selv, og så væk fra ham. "Ved du hvor ondt det gør, at få taget noget så betydningsfuldt fra en?"

Sukkende, lod jeg mit blik glide op på ham igen, og han nikkede lidt til mig. Hans brune øjne fangede mine, og et kort øjeblik blev jeg slugt helt af dem.

Ikke fordi der var noget i mellem os, men jeg kunne næsten se den fortrydelse der var i hans blik. Den måde han blev ved med at se ind i mine øjne, med smerten han bar. Han fortrød det, men jeg var ikke færdig endnu, det var jeg virkelig ikke.

"Du tog alt fra mig. Selv nu hvor jeg fik nye venner.. Du tog stadig min lillesøster fra mig." Det var noget jeg aldrig havde sagt til nogle før. Men han tog min lillesøster fra mig, fra den dag de blev kendte af. Hun havde fulgt dem fra starten stort set, og lige siden der havde jeg hadet dem.

Jeg havde hadet Zayn.

"Jeg.." Han vidste ikke hvad han skulle sige, og derfor tie han stille. Han kiggede mig bare ind i øjnene, og prøvede at få nogle ord over hans læber, det var let at se. Men det hjalp bare ikke. Der kom ingen, han stop bare og blev ved med at kigge på mig. Som om det ville hjælpe noget.

Derfor samlede jeg også mine øjenbryn, og hævede mit hoved et smule. Hvis han ikke en gang kunne finde ud af at lukke et enkelt 'undskyld' ud, så var han ikke det værd.

Det var jo det eneste jeg ville have.

"Men videre.. Jeg var indelukket i mig selv, altså, lige indtil jeg mødte jer igen. Jeg ville have hævn over dig. Noget så forfærdeligt.. Fra alt hvad du havde taget fra mig. I starten brugte jeg jer allesammen, mest Harry. Han var en brik i mit spil, ligesom alle jer andre.." Jeg Kiggede hen på Zayn, der havde et øjenbryn højt hævet, da han ikke vidste hvad jeg fablede om.

Der gik lidt tid inden jeg fortsatte hvad jeg sagde, for det hele skulle falde på plads for ham

"Men så begyndte jeg at snakke mere og mere med jer. Jeg stolede på jer, og ikke mindst Harry. Alt blev mere ægte. Jeg begyndte at holde af drengene, ikke dig Zayn. Du var stadig den nar der havde taget min lillesøster fra mig!" Jeg kiggede hårdt over på ham.

"Og det er du stadig." Sagde jeg bare, og lod mig så sætte mine hænder på mine hofter. Han sagde ikke et ord til mig, han stod der bare.

"Så du siger at.. At du rent faktisk kan lide de andre." Jeg nikkede til hans spørgsmål, og skulle lige til at gå. Eller jeg havde faktisk vendt ryggen til ham, og var helt henne ved døren før han sagde mit navn.

Det fik mig til at vende mig om mod ham, og jeg så at han havde taget hans hænder op af hans lommer. Hans blik var næsten ulæseligt af alle de følelser der lurede sig bag ved det.

Jeg lagde mit hoved på skrå, da han tog nogle skridt hen imod mig, og da han ikke stod andet end to meter fra mig, stoppede han igen op, og borede sit blik ind i mit.

"Jeg er ked af det Alethea.. Virkelig. Jeg har aldrig ville vende nogle imod dig, jeg er.. Ked af det."

 

♀♀♀

 

Jeg ved ikke hvor længe vi havde snakket sammen ude i køkkenet. Men vi havde efterhånden fundet ud af det hele, og vi gik faktisk ud fra køkkenet, og ind til de andre med et smil på vores læber. Vi smilede til hinanden, til de andre drenge, og så kunne jeg denne gang lade være med at anstrenge mig om at de andre ikke måtte snakke med Zayn.

Den første der kiggede hen på os var Louis, og da hans ansigt faldt ud i et smil da han så os, smilede jeg også til ham. "Woooow, hvad sker der her?" Grinede han, og var hurtig til at rejse sig fra sofa'en.

Grinende gik jeg bare hen til ham, og trak på skulderne, men Zayn var hurtig til at afbryde min skuldertrækning, da han tydeligvis ville sige at vi nu var blevet venner igen.

Men det var også ok.

"Vi har.. Fundet ud af det hele." Sagde Zayn med et smil i stemmen, og gik hen for at klemme min skulder, før han fortsatte forbi mig, og hen til Niall og Liam, da de nu havde sat sig ved siden af hinanden.

"Det var da også på tide!" Bekræftede Louis, og jeg sendte ham et stort smil. Alt var på tide, og da jeg så at Harry endnu ikke havde sendt mig et eneste blik, rynkede jeg panden. Men det var nok også på tide, at jeg tog et skridt i vores forhold.

Så derfor gik jeg hen til ham, og stillede mig lige bag ved ham. Jeg tog fat i hans skuldre, og da han drejede sig rundt for at se hvem det var, blev hans blik nærmere koldt. Før jeg kunne nå at gøre noget, havde han allerede rejst sig op.

Hans blik borede sig ind i mit, og han snerperede nærmest ud efter mig, da han havde rejst sig op i fuld størrelse. "Hvad sker der Har-" "-Jeg brugte dem allesammen." Citrerede han fra det jeg havde stået og sagt.

"Harry var bare en brik i mit spil." Fortsatte han, og jeg kunne tydeligt se vreden i hans øjne. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Det hele gik så stærkt,

Alt lige før havde været så godt, og så skønt. Men nu stod Harry der, foran mig, i fuld størrelse, og så nærmest truende ned på mig. Hans blik var vredt, men samtidig fuldt af sorg, og lige der.: Der var jeg ikke et sekund i tvivl om at det var vi havde var ægte.

Vi hold af hinanden, men han troede ikke på mig. Han havde lyttet til os, men han var gået væk da jeg holdt min pause. Han havde nok troet at jeg ikke sagde mere, at det ikke blev til mere, og at det bare var Zayn der ikke vidste hvad han skulle svare.

Harry havde misforstået det hele, men der var ingen der sagde ham imod. Ikke en gang mig.

"Du er for meget Alethea! Jeg fatter ikke du kan holde ud at se dig selv i øjnene!" Hvæsede han af mig, og var allerede begyndt at skubbe mig hen imod døren. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre. Det hele syntes bare at være ligemeget. Men det var det ikke.

Jeg skulle bare sige Harry imod..

Men jeg gjorde det bare ikke, jeg lod ham endnu en gang skubbe mig hen imod døren, imens han hvæsede af mig. "Jeg troede virkelig på os, det gjorde jeg. Men jeg tog fejl, du er ikke andet end alle de andre piger. Du er faktisk værre end dem!" 

Ud af øjenkrogen så jeg Zayn rejse sig op, og han kom gående hen imod os. "Harry, stop!" Sagde han hårdt, men Harry stoppede ikke. Han vendte sig bare om, og kiggede på hans bedsteven, med et alt for hårdt blik. Noget tydede på at han ikke kun var sur på mig. Men alt omkring sig.

"Zayn, tie stille! Det her vedkommer ikke dig! Du skal bare holde din fucking kæft! Du aner ikke en skid om det, du har ikke lavet andet end passet dig selv de sidste par uger!" Hvæsede han også af Zayn, hvilket fik ham til at tie.

Der var ingen til at redde min røv, og jeg kunne ikke en gang selv. Jeg syntes bare det hele var sort, og da jeg endelig åbnede munden for at sige noget, der kunne jeg godt se på Harry det var forsent.

"Det er ikke som du tror," prøvede jeg alligevel, og fik tårer i øjnene. Mine ben syntes at blive mere og mere rystende, og jeg vidste at jeg ikke kunne stå oprejst meget længere. "Spar mig for dine undskyldninger og skrid ud!" Råbte han næsten af mig, dog bevarede han roen, og holdt sig lige under grænsen til et råb.

Ingen af drengene gjorde noget, og jeg forstod dem også godt. Hvad kunne de overhovedet gøre. 

Harry stod og pegede ud imod gangen, og fordi jeg ikke gjorde som han sagde, tog han bare fat i min arm og førte mig derud. Min jakke som før han på knagen, fik han hevet ned, og kastet i hovedet på mig. Mine sko, tog han op i hånden, og gav mig dem i favnen, derefter skubbede han mig ud af døren.

"Jeg håber virkelig du har nydt det her, os. For det er det sidste, det er et farvel." Han lød så rasende, og jeg troede ikke på det. Det kunne ikke være et farvel.

Men da døren smækkede i hovedet på mig, og efterlod mig ude på gangen, til alle de andre lejligheder også, begyndte det hele så småt at samle sig. Alt sammen. Hvordan det hele havde vendt sig 180 grader.  Hvordan en fjende var blevet til en ven, en fremmed til en flirt, for så at forsvinde helt ud igennem hænderne på mig.

Tårene begyndte at samle sig i min øjenkrog, og jeg tabte min jakke, hvordan kunne det her havde været sket? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...