A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
472Kommentarer
22921Visninger
AA

15. 14.

Resumé fra sidste kapitel: Harry havde hevet Zayn til side, for at få en forklaring på hvorfor de havde været kørt op og ned af hinanden. Zayn havde sagt at de kendte hinanden på så mange måder, men ikke fordybet yderligere, hvilket bare havde gjort Harry forvirret, og bange. Alethea var i mellemtiden bare taget hjem, og troet hun skulle slappe fuldkommen af, men lidt ude på aftenen får hun en besked fra Harry, om at han havde troet på sandheden fra hende. Hun er forvirret over beskeden, da hun ikke ved hvad han taler om.

 

Aletheas P.O.V.

Jeg vidste stadig ikke hvad jeg havde gjort Harry. Men jeg havde forsøgt at ringe, og skrive, og endda skrive til Louis - da jeg havde fået hans nummer, også - men han gad heller ikke svare mig. Så efter godt og vel en helt aften, hvor jeg ikke havde gjort andet end at prøve at få fat i ham, der tog jeg en impulsiv handling.

I stedet for at klæde om til nattøj, tog jeg noget ordentlig tøj af, og for en gangs skyld tog jeg bare det første ud af skabet og fik svinget det på. Jeg kunne dog ikke lade være med at udskifte de blå bukser, men nogle sorte. For lidt godt skulle man jo se ud.

Min impulsive beslutning gik ud på at tage hen til Harry, også selvom klokken rent faktisk var et minut over midnat. Men han sov ikke, for hvis han gjorde, så gjorde han ikke når jeg først havde smadret hand dør, fordi han ikke gad åbne.

Jeg skulle snakke med ham, jeg fortjente ikke bare at blive ignoreret, Det lå ikke til min natur at blive ignoreret, så hvorfor blev jeg det. Folk elskede mig, jeg var altid den der søgte fred fra folk, fordi de var alt for meget over mig. Hvordan kunne han så bare... Ignorere mig?

Med et suk, tog jeg fat i min telefon, lagde den ned i min bukselomme og gik så hen til min dør. Jeg åbnede den forsigtigt, og håbede egentlig at mine forældre var gået i seng, da de gik i seng samtidig med Ann - men eftersom at de var oppe, betød det også at Ann var oppe. Og for en gangs skyld var det en god ting!

Igen fandt jeg min mobil frem og gik ind under alle mine samtaler. Jeg scrollede ned af siden, og det var ikke kun lidt ned, før jeg fandt min søsters navn. Jeg gik ind på samtalen, og fik hurtigt stablet en besked på benene.

Til: Ann

Fra: Alethea

'Søde.. Søde, søsterlil. Vil du ikke gøre mig en tjeneste?'

Da jeg havde trykket på 'send', lukkede jeg igen døren i. Jeg stillede mig lige foran den, og flyttede forsigtigt min vægt fra det ene ben til det andet, imens jeg stod og ventede på et svar fra hende. For trods hendes alder, så havde hun hele tiden sin telefon på dig.

Til: Alethea

Fra: Ann

'Hvad vil du nu have mig til??'

Hendes direkte måde at spørge på, og hendes to spørgsmålstegn indikerede hurtigt at hun ikke var den ældste, og bedste til at skrive online endnu. Efter min meningen, var det nemlig kun gamle eller helt små piger der lavede to spørgsmålstegn efter hinanden. Det var kikset. Det var lidt ligesom at.. Blinke eller noget, det var også bare begyndt at blive kikset, og alt for klichéagtigt, og om jeg gad kliché.

Nej, det var det sidste jeg ville.

Til: Ann

Fra: Alethea

'Please.. Tag mors og fars opmærksomhed, så de ikke kigger ud i haven. Og, find på en løgn over jeg ikke er hjemme. Hvis du dækker over mig, så lover jeg at købe en ting med hjem til dig, næste gang jeg tager ud og shopper!'

Jeg lod være med at pakke noget ind, det hjalp alligevel intet. Jeg håbede bare inderst inde at hun var en dejlig søster, men det var hun alligevel. Til tider irriterende, men hvad fuck. Alle små søskende er det ikke? Måske var Ann bare en anelse mere, end andre, men det kunne jeg godt se undenom.

Imens jeg ventede på at hun skulle svare mig endnu en gang, gik jeg hen til spejlet og kiggede på min egen refleksion. Jeg tog min hånd op til mit hår, og tog lidt i de krøller jeg havde hængende ned over mine skuldre. 

Jeg var egentlig ret stolte af dem, selvom jeg flere gange hellere ville have glat hår. Det tog nemlig ikke nær så lang tid at lave krøller, som det tog at glatte ens hår så det holdt i længere tid en to timer, og en dansetur.

Til: Alethea

Fra: Ann

'Det har bare at være en stor ting!'

Et grin slap ud af mine læber, da jeg læste hendes sidste besked igennem. Men uden at svare hende, lagde jeg min mobil i lommen, og gik hen til mit skab hvor flere af mine sko også var. Jeg tog de første par ud, da de var sorte og ikke så helt åndssvage ud til.

Efter et sidste blik i spejlet, fortsatte jeg modsat min dør, og i stedet for hen til mit eget vindue. Jeg fik åbnet det, og kiggede mig en sidste gang over skulderen for at se om der kom nogle. 

Men der var ingen lyde, hvilket så fik mig og min rumpe til at hoppe ud af vinduet, og lande ude på græsplænen som mine forældre kunne se ude fra haven. Jeg tog min mobil op af lommen, og lyste hen på mit eget vindue, for at finde ud af hvor det var. Jeg skulle jo lige lukke det i.

Da jeg næsten havde fået smækket det i, mistede jeg kort grebet om min telefon, så den røg ud af min hånd og ned med skærmen mod jorden først. Heldigvis var det græs, så jeg vidste der ikke skete noget, men jeg kunne ikke ske noget, og jeg kunne ikke se den.

Dog gjorde jeg arbejdet med at lukke vinduet ned, færdigt, før jeg så ned mod det næsten sorte græs. Eller det var i hvert fald sådan at det så ud.

"Fuck!" Vrissede jeg af mig selv, da jeg havde sat mig på hug, og i blinde begyndte at føle mig frem efter min skide telefon: Som egentlig betød alt for mig når det kom til stykket. Men lige nu var den bare irriterende, sådan at glide ud af min hånd!

Mine hænder søgte febrilsk efter min telefon, da jeg kunne ane nogle skikkelser rejse sig op fra sofaen, ud af øjenkrogen. Mit blik faldt derfor hen på vinduet for at være sikker.

Og som jeg før sagde, fordi jeg altid har ret, så havde jeg også ret denne gang. Min far havde rejst sig på sofa'en og gik tættere på vinduet til at det ikke var fordi at han ikke ville kigge ud af det. Derfor blev mine bevægelser endnu mere paniske, som jeg ledte efter dem.

Mit blik rykkede sig ned på jorden, og hurtigt fik jeg taget grebet om den, da jeg så coveret blinke fra lyset fra stuen. Ligeså snart mine fingre havde lagt sig om mobilen, og taget fat, kom jeg på benene og spurtede rundt om hjørnet, som heldigvis ikke var andet end tre meter væk. Hvis det havde været længere væk, havde jeg lydt som et æsel der lige havde løbet et maraton, efter at være fodret op.

Så skal vi ikke bare antage at mine vejrtrækninger ville have afsløret hvor det var jeg havde været henne.

"Der er ikke nogle." Kom en stemme henne fra den anden side. Stemmen ville jeg antage var Ann's og jeg velsignede hende for at gøre det her for mig. Hun var ikke så slem endda.

"Du har nok ret." Kom det efter nogle sekunders tøven, og lidt efter lød et klik, som betød at døren, eller vinduet nu var lukket igen. Det fik mig til at ånde lettet ud, og det var først da jeg lod mig selv trække vejret jeg havde lagt mærke til at jeg havde haft holdt det.

Men jeg havde syge ninja skills, så selvfølgelig havde jeg holdt vejret når jeg skulle.. Hvad ellers?

 

♀♀♀

 

Jeg havde fået fat i en taxa, fordi der ikke kørte nogle busser hen til Harry. Og så havde jeg heldigvis altid penge i mit cover, på min telefon, så jeg kunne godt betale. Ellers var jeg på røven, for jeg gad ikke gå hjem i mørket. 

Tænk at jeg overhovedet gjorde det her for Harry? Hvorfor gjorde jeg det overhovedet? Han var jo bare en del af min plan om at tværre Zayn ud, han skulle lide som jeg havde lidt. Jeg skulle tage hans venner fra ham, én efter én. Indtil han ikke havde flere, han skulle føle smerten.

Og den var smertefuld.

Det sjove ved smerte er at man kan dø af det, hvis man får nok. Ikke at jeg har tænkt mig at dræbe Zayn, det har jeg ikke. Måske tvinge ham ud i selvmordstanker, eller noget i den stil. Men jeg har aldrig så meget som sat en finger på ham, for jeg ville bare brænde op hvis jeg gjorde det.

"Det bliver 0,50 £, tak." Kom det fra chaufføren, som rev mig ud af mine tanker. Men bare lige for at gøre en ende på dem alle sammen, jeg havde ikke tænkt mig at dræbe ham. Eller tvinge ham til noget, det var bare for sjov.

Jeg havde bare tænkt mig at få ham til at lide den samme smerte som han havde påtvunget mig. Endnu en gang blev jeg revet ud af chaufføren, der denne gang rømmede af mig. Og han var endda den gamle mand her?

Havde man nu ikke længere lov til at sidde i sine egne tanker? 

Med rullende øjne, fjernede jeg mit cover, som viste nogle penge. Jeg gav ham tilsvarende beløb, da jeg rent faktisk havde en halv. Og så fik jeg ellers taget fat i dørhåndtaget, men fordi der kom en bil susende forbi så åbnede jeg den ikke med det samme.

"Hvis du bliver siddende længere, så putter jeg ekstra penge oveni." Vrissede han surt af mig, og jeg skulle lige til at råbe af ham, at han bare skulle holde sin kæft, og lade mig gå ud når jeg ville.

Men jeg var an artig pige, så jeg sendte ham bare et flabet smil. "Og hvis du ikke snart får snakket ordentlig, så tager jeg bare de penge tilbage, melder dig til arbejdet og sørger for du bliver fyret. Vupti, så får du slet ikke nogle penge." Jeg tog endnu en gang dørhåndtaget, og åbnede bilen.

Jeg var hurtigt ude, og jeg havde på en eller anden måde regnet med at han med det samme havde sat bilen i gear. Men han blev holdende, og det var også det der, flabet, fik mig til at vinke til ham, og så vende ryggen til og forsvinde hen til lejlighedskoplekset's dør.

Nu skulle Harry bare være hjemme, ellers så havde jeg fandme siddet i taxa med en alt for sur chauffør alt for lang tid, og så skyldte han mig nogle penge. 

Hurtigt fik jeg bevæget mig op på tredje sal, eller jeg var ikke hurtig, for ærligt syntes jeg faktisk det var lidt hårdt. Jeg havde aldrig brudt mig synderligt meget om trapper, de var der bare altid. Ligemeget hvor man var, så var de der. 

Men jeg landede til sidste foran hans og Louis' lejlighed, og før jeg nåede at ombestemme mig fik jeg banket på døren. Ubevidst om hvor mange gange jeg havde gjort det, for jeg var bare blevet ved med at banke imens jeg samtidig tog min mobil op af lommen for at se klokken.

Og inden jeg kunne nå at se klokken var døren allerede blevet åbnet, og det lagde jeg selvfølgelig først mærke til da en latter ramte mine øre. Min hånd som stadig bankede ud i luften, fik jeg hurtigt ned langs siden og kiggede i stedet for over på Louis som havde åbnet døren.

"Og hvad kan jeg gøre for dig?" Han lænede sig op af dørkarmen, og så på mig som om jeg var en komplet fremmed. Hvilket jeg, til jeres information, ikke orkede. "Bare drop det." Mumlede jeg idet jeg passede ham i døren, og med tre skridt landede inde i deres entré.

"Er Harry her?" Jeg kiggede spørgende hen på Louis, imens jeg gik i gang med at smide mine sko, ved hjælp af mine fødder. Min hæl mod mine tær, det var sådan det fungerede bedst.

Louis svarede mig ikke, hvilket bare fik mig til at hæve mine øjenbryn og kiggede endnu mere indtrængende på ham. Men han undgik bare mit blik, og forsvandt ind i stuen.

Han efterlod mig fuldstændig mundlam, var han døv eller hvad? Han brude kunne høre hvad jeg sagde til ham. Jeg spurgte ham forhelved om et spørgsmål!

Jeg trippede ind i stuen, da jeg havde fået mine sko af hurtigere end jeg havde regnet med, og så ham ligge i sofa'en som om han ikke havde gæster. Men jeg var her! Hvorfor ignorerede alle mig bare? Det var overhovedet ikke fair, på nogen som helst måde.. 

"Hvad fanden Louis?" Startede jeg ud, for at få hans opmærksomhed. Men han blev fucking ved med at ignorere mig! "Louis? Halloooo?" Igen, ingen reaktion.

I stedet for at prøve at kommunikere, ved hjælp af min mund, gik jeg hen til sofabordet hvor fjernbetjeningen til fjernsynet lå. Jeg tog den op i hånden og sørgede for hurtigt at slukke for det. Hvilket endelig tiltrak Louis' opmærksomhed. Nu havde en lille rynke dog joinet hans pande. 

"Svar mig så!" Sukkede jeg af ham, skød hoften frem, og lagde min hånd på den. Min vægt lagde jeg på mit bagerste ben, så en snobbet fremtoning kom frem, og det var egentlig også det der var meningen.

"Hvad?" Han satte sig op, og kiggede lidt opgivende op på mig. Med fjernbetjeningen i hånden, begyndte jeg at pege på ham, som om det var truende. "Er Harry hjemme?"

Jeg var ikke en gang særlig høflig med hensyn til mit tonefald, og det lagde Louis vist også mærke til, for han sukkede bare af mig, lagde hans hænder bag hans nakke og lukkede så kort øjnene i, for at åbne dem igen. "Hvornår lærer du at snakke pænt?"

Han kiggede indtrængende på mig, og jeg havde lyst til at være en idiot. Men på den anden side, havde jeg også lyst til at gøre ham herre forvirret og spille jeg-har-det-af-lort-til-kortet, hvilket så også blev min beslutning.

Mit ansigt ændrede sig derfor, til et flabet et, til et hvor det lignede jeg kunne bryde sammen hvornår det skulle være. Jeg var ekspert i det kort, i det træk, for jeg havde spillet det overfor folk alt for mange gange. Men aldrig havde folk taget mig i at snyde med det, fordi at jeg var god til skuepsil, som jeg også havde sagt tidligere.

"Je.. Undskyld. Det var ikke menin-" Jeg tog mine hænder op til mine øjne, og dækkede for dem. Mine stemme var svag, som om det var at jeg græd og egentlig ville jeg selv tro på mit skuespil, hvis det ikke var fordi jeg vidste at det var så falsk som noget overhovedet kunne være.

Men Louis hoppede i den grad på det, for han var hurtigt oppe og stå. "Wow, Alethea. Hvad? Hvad sker der?" Han lød helt forvirret, og lidt efter mærkede jeg en arm omkring min skulder. Jeg snøftede en gang, og fordi jeg åbenbart levede mig sygt meget ind i min rolle, så kunne jeg faktisk mærke en rigtig tåre trille ned af min kind.

"Je-" - "Hvad sker der her?" En stemme jeg ikke havde regnet med, kom frem i stuen, og fik os begge to til at dreje rundt. Harry stod foran døren, der førte ud til gangen med værelser. Hans blik lå på mig, og først kunne jeg ikke helt forstå hvorfor. 

I hvert fald ikke indtil at jeg rent faktisk, huskede at jeg stod og græd. For det gjorde jeg stadig, og det var kun blevet værre af at kigge hen på Harry.. Som om det ikke var skuespil mere, men det var det jo. Det kunne ikke være andet, jo.

"Hun brød bare sammen.. Efter at jeg spurgte hende om hun ikke kunne være lidt sødere i sproget." Mumlede Louis akavet, og jeg kunne ud af øjenkrogen ane at han stod og kløede sig akavet i hans nakke. Men Harry tog sig overhovedet ikke af ham, hans blik lå på mig, og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle tolke det.

Det var så hårdt, og alligevel kunne man se en skuffelse og sorg i det. En glæde, men den var så lille at man ikke kunne se den ordentlig.

Hans blik gjorde mig faktisk nervøs.

 

♀♀♀♀♀♀♀

 

Jeg ved godt det ikke var det længste kapitel ever, men jeg følte bare for at stoppe det der.

Nu har jeg en helt masse ting at skulle have sagt her i den her lille besked til jer, kære læsere. Jeg er virkelig glad for jer, for, tro det eller ej, så er det jer der har holdt mit humør oppe. Hvis ikke jeg havde læst alle jeres dejlige kommentarer, så ved jeg virkelig ikke om jeg overhovedet var klar til at starte på et kapitel endnu..

Men som nogle af jer nok har opdaget, så har jeg faktisk fået udgivet en ny historie, og nu tænker I nok at det er derfor jeg overhovedet ikke har skrevet på den her historie. Men det er det ikke, fordi den idé til min anden historie (The Dark Side - One Direction) Den har jeg haft utrolig længe, og skrevet på inden alt det med min bedstefar skete, så det er bare en historie som jeg har haft stående i mine udkast.

Whatever, videre i min pointe... Jeg kommer nok til at udgive kapitler mere regelmæssigt nu, i hvert fald lige indtil at min bedstefar han dør, for så vil min sorg bare falde endnu hårdere end før. Jeg ved godt at mine ord lyder hårde, men jeg har idag været oppe ved ham, hvor jeg sidst var oppe ved ham i mandags. Og han har tabt sig besynderligt meget, han har fået mørkere rander under øjnene. Han har ikke en gang kræfter til at skrive et brev, og så har han meget store mavesmerter. 

Alt i alt, har han fået det meget dårligere, end hvad han havde i mandags. Om jeg har det dårlig? Ja.. Jeg har det utrolig dårligt, men jeg kan ikke blive i et hul og græde mig i søvn hver nat. Og så har jeg jer kære læsere, som jeg nok får endnu mere brug for efter min mormors udtalelse.

Men jeg føler for at skrive på historien igen, den er begyndt at tale til mig igen, så derfor så er jeg nu begyndt på historien igen. Jeg håber at høre mere fra jer, I er virkelig de mest fantastiske læsere i verden!

Jeg håber at høre fra jer da jeg lige har nogle spørgsmål.. Har jeg ramt Alethea's personlighed igen, eller er jeg helt ude på herrens mark? Hvorfor tror I at Louis egentlig ignorererede Alethea, var det bare fordi hun ikke kunne snakke ordentlig eller hvad? Hvad med Harry, hvad tror I at han siger, når hun bare sådan er kommet brasende? 

Peops, jeg savner at høre fra jer, det er altid hyggeligt med jeres samtaler! xx

Tak for al støtten! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...