A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
22949Visninger
AA

14. 13.

Zayns P.O.V

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare Harry, som bare stod og kiggede på mig med et hævet øjenbryn. På den ene side kunne jeg afsløre at vi kendte hinanden fra skolen, men eftersom jeg så var nødt til at forklarer videre hvorfor vi så gik hinanden så meget på, så lod jeg være.

For det var trods alt mig der havde været svinet dengang, det var mig der havde lukket Alethea ud af det hele. Selvom hun i starten prøvede at være sød, men eftersom jeg ignorede hende de fleste gange og tog hendes venner fra den, så gad hun mig til sidst ikke.

Og det var så der vores lille fight startede til at starte med.

Folk havde taget godt imod mig, sådan virkelig godt. Jeg ved ikke, jeg havde efterhånden gået på skolen i to uger og allerede nu, ville jeg påstå at være en af de populære elever. 

Jeg havde ingen idé om hvad det var der gjorde at jeg var det, men folk syntes åbenbart om mig. Hvilket jeg overhovedet ikke klagede over. For egentlig så hadede jeg at ved de sidste skoler, havde jeg på ingen måde været en at folk havde syntes om. Så forandringen her var god.

Klokken ringede ind, som jeg sad oppe på bordet, og snakkede med nogle af de drenge jeg var begyndt at rende sammen med allerede. Vi brød alle sammen ud i et højlydt grin da den ene af dem, Ken, sagde noget sjovt. 

Men vi blev lidt stoppet, efter at pigerne kom ind, ikke bare pigerne, men pigerne. Den dominderende gruppe af piger der altid gik sammen. De hang bare sammen som.. Jeg vidste ikke hvad, superlim? Men egentlig var de ikke så stærke som man skulle tro.

Jeg havde flere gange forsøgt at se hvor stærke de var, og efterhånden som jeg begyndte at få flere og flere af deres venner, begyndte flere af de fem piger at vise interesse for mig. Men der var altid pigen, Alethea, pigen som alle kunne lide. Men det var det der irriterende mig. 

For nu kunne folk endelig lide mig, og måske var det begyndt at stige mig til hovedet, for egentlig ville jeg bare helst have at folk skulle kunne lide mig. Jeg skulle være den populæreste elev på skolen, men desværre så det ud til at Alethea var.

Jeg havde dog lovet mig selv at jeg nok skulle lave om på det, jeg skulle nok få hende splittet fra hendes gruppe. Sørge for at det ikke var henne alle ville snakke med. At hun var nødt til at blive venner med mig, for at kunne få hendes popularitet tilbage, men desværre havde hun ikke sagt et ord til mig.

Det kunne også være det. At hun ingen interesse havde vist for mig.

"Zayn? Svar mig" en irriteret mine kom fra Harry, som han stadig stod der og ventede på mit svar som endnu ikke var kommet.  Men en ting var sikkert, og det var at jeg ikke kom til at sige vi kendte hinanden fra folkeskolen. Men jeg var nødt til at sige et eller andet.

Så jeg var nødt til at sige noget andet, for hvem ville ellers gå hinanden sådan på. For det vidste jeg at vi var kommet til at gøre. Sådan at alle drengene havde lagt mærke til det, men det havde kun været Harry der havde sagt noget til det. Det var også det der fik mig til at tænke på, om Alethea mon havde brudt sammen ude i gangen, siden at Harry viste sig at være så overbeskyttende overfor hende.

Harry kom med en dyb udånding, som klart viste at han var utålmodig efter mit svar. Så jeg valgte hurtigt at fange hans blik, af ren usikkerhed sendte jeg ham et smil. "Der er så frygtelig mange ting vi kender hinanden fra, du skulle bare vide."

Det var dumt af mig at sige sådan, det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne ikke lyve for ham, men jeg kunne heller ikke sige sandheden. Så det måtte blive noget midt i mellem. Lige da jeg havde sagt det, sendte jeg Harry et sidste smil, klappede ham på skulderen, og forlod ham så fra køkkenet.

Han sad tilbage mundlam, og inderst inde kunne jeg ikke være andet end glad for det. Hvis han først begyndte at råbe efter mig, ville de andre drenge også begynde at ligge mærke til det, og så var jeg nødt til at sige sandhenden.

Men det var bare noget som jeg ville holde for mig selv, jeg var ikke den hævngerrige person mere. Jeg var mere den søde, og rare type som alle kunne lide. Hvis altså jeg lukkede dem ind, for jeg havde virkelig taget ved lære af min ungdom. 

Det håbede jeg også at Alethea ville indse inden jeg blev nødt til at hoste op med hvert enkelt lille ord til drengene.

Stemningen inde i stuen havde heldigvis ikke ændret sig, de havde i stedet for bare sat sig til at spille noget fifa. Lige nu var det Louis mod Liam, og tydeligvis førte Louis stort. Men det kunne altid nå at ændre sig, alt kunne ske i spil.

Jeg gik hen og fik placeret min numse ved siden af Niall's, og tog derved den sidste plads i tre mands sofaen. Så var der kun tomands sofaen tilbage, hvor kun Liam sad. Louis sad derfor ved siden af Niall, og beklagede sig højlydt over at han ikke havde fået frispark på den tackling som Liam lige havde lavet på ham.

Ingen af os lagde rigtigt mærke til andet end spillet, i hvert fald ikke indtil at Harry kom ind igen. Hans blik lå hele tiden på mig, og det var ikke fordi det just var så glad, som det kunne have været. Men han prøvede at gemme det bag et falsk smil, men det kendte jeg ham for godt til.

Dog kommenterede jeg ikke på det, jeg fulgte ham bare med øjnene, hele vejen hen til den sofa han satte sig ned i. Han kiggede så hen på skærmen, og lagde den ene arm bag hans nakke. Så han så virkelig afslappet ud.

Også selvom jeg vidste han ikke kunne være det, bag på det jeg lige havde sagt til ham. Han måtte være helt rundt på gulvet, det ville jeg i hvert fald være. Men på den anden side, så vidste jeg heller ikke hvad Harry og Alethea var, jeg vidste virkelig ingenting omkring deres forhold.

Det var måske godt, og måske ikke. Jeg vidste det virkelig ikke. Men en ting jeg vidste var jeg jeg var nødt til at bevise overfor Alethea at jeg havde lavet en fejl.

Det havde jeg indset nu, måske forsent efter dagens opførsel. Men det var først nu jeg indså mine fejl, hvilket nok var ret dumt.

 

♀♀♀

 

Alethea's P.O.V.

Jeg var kommet hjem, og havde med det samme smidt mig i min seng. Jeg vidste virkelig ikke hvad fanden han havde gang i. Inderst inde ville jeg så gerne kunne svare ham igen, og virkelig være provokerende overfor ham, som han havde været overfor mig.

Men hele tiden var der noget der stoppede mig indvendig. Det måtte jeg bare lære at lade være med at stoppe, for han skulle smage hans egen medicin. Han skulle vide hvad han havde været skyld i. Han havde smadret de sidste år af min skolegang, han havde virkelig ødelagt det hele.

Frustreret over den situation jeg havde sat mig i, tog jeg fat om dynen, Jeg havde brug for en dag med min dejlige dyne, for det havde jeg bare nogle gange. Det var rart, og jeg habde brug for rare ting i mit liv.

Så uden videre, gik jeg ud fra min seng endnu en gang, jeg havde dynen omkring mig imens, jeg gik ned til stuen hvor jeg ville sætte mig med en god film. Fordi film var gode, eller i hvert fald nogle af dem. Og jeg havde virkelig lyst til at se en god film.

Som Vampire Diaries. Som egentlig ikke var en film som sådan, men mere en serie. Men ligemeget hvad det var, så gjorde det ikke filmen/serien dårligere,. Den var virkelig topklasse, gange 10.

Og så kan du jo selv regne det ud.

Da jeg nåede stuen, kunne jeg med det samme høre hvordan det var at fjernsynet kørte og en avis blev bladret. Hvilket ville sige at min far sad og så fjernsyn, men om jeg var ligeglad? Helt nøjagtigt.

Jeg fortsatte bare ind i stuen, satte mig på sofaen og kiggede hen på fjernsynet. Jeg vidste ikke en gang hvad det var at han så på, så jeg tog bare fat i fjernbetjeningen og gik ind under dvd drev. Eftersom at jeg havde siddet og set den sidste gang der var blevet sat film på.

"Hey, hvad laver du?" kom det fra ham, da han endelig opdagede at jeg rent faktisk var kommet og havde skiftet fra det han nu end så. Ligeglad med hvad han sagde lige nu, så jeg bare videre uden at svare ham.

Med andre ord, så ignorerede jeg ham.

Jeg så bare videre på min serie, indtil at der kom larm ude fra gangen. Jeg lod min opmærksomhed hænge på døren ud til gangen, og trak så min dyne lidt længere op til mine hofter, så den ikke kun lå lige over mine knæ og syv centimeter ind der.

Min mor viste sig i døren, og hendes blik fangede mit, før det flakkede ned til min trøje. "Hvem er dets trøje?" Sprugte hun, og ved det spørgsmål kom opmærksomheden fra hvert familie medlem i min familie. Min far, min mor og min kære søster stod og gloede på Harrys trøje.

"En drengs." Sagde jeg bare flabet, og vendte igen opmærksomheden mod min dejlige serie. Men så let fik jeg ikke lov at slippe, for jeg kunne mærke min mors blik på mig. "Hvad?" mumlede jeg uden at kigge hen på hende, jeg kiggede bare på skærmen for at følge med i hvad der skete. Jeg skulle ikke miste handlingen i filmen, bare fordi at hun kom hjem. Det kunne hun godt glemme alt om.

"Hvem er dets?" Gentog hun sig, og jeg kunne næsten fornemme hvordan hun satte hånden i siden, og skulle prøve at se ung ud. Det havde hun et eller andet med altid at skulle når hun blev fornærmet.

Ikke at det hjalp, hun begyndte bare at se endnu dummere ud end hun gjorde normalt.. For hun kunne ikke klæde sig, så man rent faktisk ville følges med hende, hun vejede klart for meget. Men hun var nu meget sød, og hun var min mor så selvfølgelig elskede jeg hende.

"Det er Harrys." Svarede jeg hende så rigtigt på denne gang, og uden nogle andet kunne nå at sige noget, kom et hvin fra Ann, Hun nærmest løb ind igennem hele stuen, og kastede sig nærmest op i sofaen og tog fat i trøjens kant. "WHAT?!" 

Hun så på trøjen som en om en drøm lige havde gået i opfyldelse, men jeg slog bare hendes hånd væk, og kiggede lidt på hende. Tydeligvis ville jeg ikke få fred hvis det var at hun sad herinde med mig, så derfor tog jeg igen fat om min dyne og gik ned mod gangen.

"Du må altså godt blive!" Råbte min mor efter mig, men jeg gad ikke en gang svare, for jeg havde virkelig ikke lyst til at blive når hun skulle være sådan der. Jeg kunne virkelig ikke klare, når folk som min lillesøster, var for omklamrende. 

Derfor forsvandt jeg ind på mit værelse, og ville finde min mobil frem. Jeg ville skrive en besked til Harry, bare for at gøre ham en smule gladere, end ellers.

Jeg gik hen imod min den jakke jeg havde haft på, som jeg havde taget med in på værelset. Jeg tog min hånd ned i lommen, og min hånd stødte på noget papir, men jeg tog mig ikke rigtigt af det. I stedet for ledte jeg bare efter min mobil, indtil jeg fandt den.

En besked var kommet, og hurtigt afslørende min mobil at det var fra Harry. 

Til: Alethea

Fra: Harry

'Egentlig havde jeg regnet med sandheden bare fra dig.. Jeg havde regnet med at få noget at vide, på en eller anden måde'

En rynke steg frem i min pande da jeg læste beskeden igennem, mit blik søgte flere og flere gange ned over den. Jeg kunne virkelig ikke tro hvad jeg læste. Hvad havde jeg nu løjet omkring?

 

♀♀♀♀♀♀♀

 

Kedeligt og tørt. Og jeg er ked af det!

Men det skulle bare med, og jeg ville helst ikke skrive mere på det her kapitel, for så kom det ikke ud idag, og det er jo efterhånden et stykke tid siden der kom et kapitel.

Der sker bare lige så meget i mit liv, ang. Min bedstefar, så derfor beklager jeg lige at der pt. nok kommer til at gå lidt tid i mellem mine kapitler. 

Amalie. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...