A favor ♀ One Direction

Når man er storesøster til en kæmpe stor Directioner, og man selv er ved at være træt af konstant at høre om dem. Så er det nok ikke fordi man syntes det er utrolig fedt at skulle til en signing med drengene. Men sådan er det for Alethea Trims. Da hendes lillesøster bliver syg den dag, og bogstaveligt talt er nødt til at blive holdt tilbage for hun ikke tager med, så er Alethea nødt til at gøre hendes lillesøster den tjeneste. Men hvad sker der når hun så møder drengene? Og den ene af dem viser sig at være ret interesseret i hende, både på hendes flabethed, og person. Og når han så opsøger hende bagefter, efter at have fået hendes navn, hvad sker der så? Og vil Alethea overhovedet have noget med den her dreng at gøre? Eller vil hun bare smække døren i hovedet på ham? Og vigtigst af alt så kender hun allerede et af bandmedlemmerne fordi hun gik i skole med drengen - så hvordan vil han tage det? Og hvad med hende eftersom hun aldrig har brudt sig om ham.

325Likes
469Kommentarer
23000Visninger
AA

2. 1.

Aletheas P.O.V

"Nu tager du altså afsted!" Endnu en gang rullede jeg irriteret med øjnene af min mors hunsende stemme. Det var jo ikke ligefrem min skyld at jeg skulle derhen, hvis bare at min lillesøster - Ann - havde valgt at blive syg på en anden dag, ja, så havde jeg ikke stået her.

Og hold kæft hvor ville jeg gerne have det skulle være på den måde, for jeg orkede seriøst ikke derhen. Hen til de skvaddermikkeler. De var garanteret ligeså højrystede og egoistiske som den ene af dem engang var. 

"Nu!" Råbte min mor henne fra køkkenet, og irriteret rejste jeg mig op fra sofaen. Greb ud efter fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet. Jeg skulle lige til at smide med fjernbetjeningen ned i sofaen igen, da min far kom med en irriteret brummen. 

"Jeg så faktisk det der." Sagde han, og pegede modvilligt hen mod fjernsynet. Jeg kom med et højlydt suk før jeg kastede fjernbetjeningen hen i skødet på ham. "Her! Se hvad du vil!" 

Min stemme var irriteret, for det var nok det jeg var. Og det var ikke sådan så jeg bare var lidt irriteret, men det var virkelig sådan at mine forældre skulle rende i hoved og røv på min lillesøster. Og når hun ville have en ting, så fik hun den. Og hvis jeg ville have den, ja, så måtte jeg selv gå ned og købe det. Hvilket overhovedet ikke var fair hvis i spurgte mig.

Jeg kom ud i gangen, og jeg kunne se min mor stå med hendes stressede udtryk i hovedet, og ledte efter noget. Som højst sandsynligt var de nøgler som hun allerede havde lagt frem, henne ved siden af hendes taske, der stod omme bagved hende.

"Bag dig." Halvt vrissede, halvt mumlede jeg. Og misforstå nu ikke vores forhold, altså jeg kunne have et helt fantastisk forhold til mine forældre. Hvis bare at de tog sig af mig ligeså meget som de tog sig af Ann. Men det var som om at de bare ikke syntes om mig mere, ikke efter jeg begyndte at gå til fester, hænge ud med nogle typer de ikke kunne lide, kom sent hjem, og andre teenage ting.

Så jeg kunne heller ikke se grunden til at skulle kunne lide dem så meget, altså det var jo heller ikke fordi de gjorde det synderlig nemt. Eller noget.

Med hurtige bevægelser greb jeg fat om mine slidte converse, som jeg efterhånden havde haft i lidt over et år, måske to. Men de holdt stadigvæk, og selvom de var mere grå end hvide, som da vi købte dem, men jeg elskede dem stadigvæk utrolig højt. 

Jeg var ikke den pige der gik i højhælede og kjole, nej jeg var mere til hullede bukser, huer, sneakers. Måske var det der det var gået galt? At jeg ikke var den prinsesse fehår som de altid havde ønsket mig at være - men til gengæld var Ann det. Hun kunne sidde flere timer og glo på tøj, men det var nu ikke det hun brugte tiden på. Det var mere det kendte boyband - One Direction.

Og hvis hun vidste den oprindelige sandhed, at jeg havde kendt en af dem, så ville hun dø for at få mig til at få komme i kontakt med ham igen. Men det ville aldrig ske - han var nok stadig den arrogante højrøvede nar, som dengang. Og ja, det var sådan jeg så ham. Hvad end du vil have det eller ej. 

Men det var bare måden han havde været på, og set ned på folk. Han havde klart styret skolen med hård hånd, og set ned på alle de andre. Og eftersom at jeg ikke var med i nogen 'klikke' eller hvad man skulle kalde det, så blev jeg set ned på. 

Og egentlig så kan jeg være pisse ligeglad nu - hvilket jeg også er. For han kommer aldrig til at kunne gemkende mig, og jeg kommer aldrig til at snakke med ham igen. Så er det problem jo allerede løst!

Døren blev åbnet, og smækket i, hvilket betød at min mor allerede var ude af døren og nærmest løbet ned til bilen. Bare så jeg kunne komme en halv time tidligere, og få en af de første pladser så jeg kunne gøre min lillesøster gladest. Hvilket jeg overhovedet ikke orkede - og jeg fattede slet ikke hvorfor de ikke bare gjorde det selv. Men de havde for travlt.. Det var i hvert fald deres 'gode' undskyldning.

Ann dukkede op i gangen, og så hen mod hoveddøren. Og der gik lidt før hun opdagede mig, men så blev hendes øjne da først store. "Er du ikke taget afsted endnu?! Kom nu, skynd dig! De venter på dig." Hendes skingre og skrøbelige stemme, lyste hele gangen op og fik mig til at rejse mig med et nikkende hoved.

"Rolig, gider du?" Mit sprog, eller tonefald var måske ikke det pæneste. Men nu gjorde jeg det her for hende, og så det sidste hun skulle var at skynde på mig. Og måske fortjente hun ikke det tonefald, men sådan var det. Og sket var sket.

Jeg skulle lige til at sige undskyld, da jeg så hendes blævrende læbe. Hun havde så let ved at græde, eller for det meste var det skuespil.. Men hun var en pokkers god skuespiller, så man kunne aldrig vide hvornår hun rigtigt græd. Men jeg nåede aldrig så langt, for jeg blev afbrudt af min mobil, og uden overhovedet at se på den trykkede jeg på 'accept'.

"Kom nu ud!" Min mors stemme var stresset, og jeg sukkede bare og lagde på. Det sidste jeg gjorde inden jeg gik ud af døren var at vinke til Ann, og så forsvandt jeg ellers ind i bilen der allerede stod opvarmet ude foran vores hus.

 

♀♀♀

 

Jeg ved virkelig ikke hvor længe jeg havde stået i den forbandede kø, og holdt den forbandede CD, med deres fælles navn - One Direction - og billed af dem på. Men endelig begyndte det at klare op, for jeg kunne se det lille bord hvor fem drenge sad ved.

Men allerede der var jeg ved at blive sindsyg af alle de piger der skubbede og råbte på dem hele tiden - altså de kom jo til at se dem man? Det var ikke sådan så de ikke ser op på dem, de sad ved et bord, og der var,r ikke mange muligheder for at de kan lade være med at se på jer!

Dog havde jeg holdt min vrede tilbage, for jeg var altid negativ. Men jeg smilede altid udenpå, eller næsten altid. For lige nu stod jeg bare og gloede lige ud i luften, og trak ikke en mine i mit ansigt, for det var ikke fordi jeg var glad for at se dem. Eller ham.

Køen rykkede sig hurtigere heroppe, og snart stod jeg helt henne ved bordet. Jeg kunne høre hvordan flere af pigerne prøvede at komme i kontakt med dem, og flere gange lykkedes det. Og selvom jeg var vrede på dem, havde jeg besluttet mig for at spørge om de ikke ville skrive - Til Ann, nede i hjørnet på den. Det ville hun blive så glad for!

Så da jeg kom op til dem, så jeg først den her næsten skaldede dreng, han skrev hurtigt hans navn og skubbede CD'en videre. Men da der var flere i den stak han skubbede denhen til tog det lidt tid, før den kom videre til.. Ham

Irriteret over at jeg blev nødt til at spørge ham, knyttede jeg min ene næve sammen. Men der røg et smil op på mine læber, det ville jo hjælpe. "Undskyld?"

Min stemme var lavere end jeg havde regnet med, og jeg rømmede mig kort før jeg endnu en gang gentog hvad jeg lige havde sagt. Og det fik hans brune øjne til at se ind i mine. Han hævede begge øjenbryn - som om han kunne kende mig. Men han rystede kort på hovedet af sig selv, før han så spørgende på mig. "Jaer?"

Jeg tog en dyb indåndig, for ikke at begyndte at vrisse eller noget af ham. "Kan du ikke skrive til Ann, nede i hjørnet?" Min stemme var sukkersød, det hjalp altid. Og efterhånden havde jeg næsten lært at snore alle rundt om min lillefinger - hvis man altså så bort fra min familie.

"Hedder du da Ann?" Jeg sukkede fordi han ikke bare gad at nikke til mit spørgsmål, men jeg valgte alligevel at beholde smilet og så ryste på hovedet til ham.

"Nej, det er min lillesøster." Han tog CD'en der tilhørte hende op i hænderne, og kiggede lidt på den. "Og det er du sikker på?" Blev han ved. 

Jeg nikkede for at vise ham at jeg virkelig var sikker, og et kækt smil smørede sig frem på hans læber før han lagde sin autograf på den og sendte CD'en videre uden at have skrevet noget nede i hjørnet. Og der stod jeg bare måbende og gloede på ham, men han kiggede ikke en gang på mig. Han overlod bare hans næste fan opmærksomheden.

Jeg trådte væk fra ham, og i stedet for gik jeg videre hen til en krølhåret fyr. Min tålmodighed var opbrugt, og hvis han bare havde lyttet den mindste smule ville han vide hvorfor. "Er du en ligeså stor egoist som din ven ved siden af dig?"

Det var mit første spørgsmål til ham, og det tiltrak med det samme hans opmærksomhed. Han havde en lille rynke i panden, men det var ikke det der fangede min opmærksomhed. Det var hans grønne øjne der blidt borede sig inde i mine.

"Det vil jeg ikke mene nej." Sagde han smilende, og et kort sekund var jeg helt forvirret over hvad han mente. I hvert fald indtil det kom til mig igen, og jeg bare kiggede hen på ham med et smil.

"Er du så sød at skrive: Til Ann. Nede i hjørnet?"  Han nikkede til mig, og med det samme tog han fat i CD'en og skrev nede i hjørnet. Hans blik fangede igen mit og han stod bare lidt og kiggede på mig.

Men jeg skulle videre, jeg ville bare hjem. Så jeg rev mit blik løst fra hans, men inden jeg gik helt væk lænede jeg mig lidt ind over bordet så jeg kunne tale lidt lavere til ham. "Og hils din ven og sig til ham at han skal vaske munden med al den lort han har siddende i den."

Han kiggede overrasket på mig, og kunne ikke holde et grin tilbage. Han nikkede dog til mig, og skønt som jeg troede at jeg kunne gå, holdt han fast i mit håndled. "Hvad hedder du?"

Spørgsmålet kom bag på mig, og alligevel var jeg ikke overrasket. Det var ikke noget nyt at folk spurgte efter mit navn, det kom altid det spørgsmål. Det var bare et spørgsmål om tid. "Alethea.. Alethea Trims." Sagde jeg til ham, og med de ord trak jeg håndleddet til mig og gik videre. Jeg manglede stadig at se på to sidste drenge, men jeg gik bare lige forbi dem og stillede mig der hvor min CD, ville komme hen.

Nu skulle jeg bare hjem og vise den. Så skulle det hele nok blive godt.

 

♀♀♀♀♀♀♀♀♀♀♀

 

Hæææh, første kapitel på endnu en movella. Og jeg ved godt at jeg virkelig ikke burde, men idéen kom bare til mig, og jeg kunne ikke lade være! Sorry!

Men hvad syntes I om første kapitel? Og hendes personlighed? Jeg har prøvet at gøre hende lidt anderledes end normalt. Lidt mere speciel i det, og unik på en eller anden måde. Jeps. :-)

Amalie xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...