Everything Has Changed [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 15 okt. 2013
  • Status: Igang
Efter ethvert seksuelt misbrug, er der en følger. Det kan være depression, skizofreni, cutting, spiseforstyrelser eller noget helt femte. For 18-årige Primdall Loveless er tilfældet lidt anderledes. Hun er blevet seksuelt misbrugt af hendes far siden hun var 12, og som for alle andre, har det taget hårdt på hende. Dog har Primdall fundet sin egen måde at klare sig igennem livet - hun snakker ikke. I 3 år har Primdall helt undladt at snakke med andre, selv efter hun er flyttet i sin egen lejlighed har ingen igen hørt hendes stemme. Men da lejligheden overfor Primdalls bliver optaget, vrimler det pludselig med unge verdenskendte drenge. Louis Tomlinson er flytte ind, og bliver ikke kun lidt fascineret af den intetsigende pige, men måske lidt mere end hvad godt er, for en verdenskendt som allerede har en kæreste.

98Likes
133Kommentarer
6091Visninger
AA

5. Wake Me Up

PRIMDALLS P.O.V

 

Jeg kunne slet ikke kigge på Joe. Jeg så med garanti forfærdelig ud, og mit hoved var ved at eksplodere af forfærdelige minder.

Dog var det heller ikke nødvendigt, for på få sekunder var han henne ved mig, og havde hevet mig op på hans skød og med armene rundt om mig. Jeg begravede hovedet i pladsen mellem hans hals og skulder, mens jeg kunne mærke gråden, kæmpe sig vej op gennem halsen.

Tårerne steg op i mine øjne, og jeg pressede dem hårdt sammen, for at holde dem inde. Dog opgav jeg, da jeg kunne mærke at Joes T-shirt var fuldstendig gennemblødt af mine tårer.

Han hviskede beroligende ord, og vuggede mig frem og tilbage i et roligt tempo, men tårerne ville ikke stoppe, og min vejrtrækning blev kun hurtigere, da drømmen viste sig igen.

Den måde han havde hevet mit tøj af. Den måde han havde grebet mig. Den måde han havde tilfredsstillet sig selv, ved brug af sin egen datter.

Så kom melodien. Den fine melodi, og Mileys stemme begyndte at spille for mine øre. Jeg havde aldrig hørt den sang siden. Den sang som havde hjulpet mig, da jeg mistede min mor, var blevet til mit værste mareridt, den eftermiddag. Selvom jeg aldrig havde hørt den siden, kunne jeg huske hvert et ord, hver en tone – og tårerne fulgte med.

Hvis Joes T-shirt ikke var våd før, så var den i hvert fald nu. Jeg kæmpede med at holde hulkene tilbage, og det lykkedes også til sidst.

Joe holdte ikke op med at vugge mig, og hans arme blev ikke løsnet om mig, men derimod strammet. Ikke så det gjorde ondt, men så jeg fik en følelse af den trykhed, jeg havde manglet de sidste mange år. Han vidste præcis hvad han skulle gøre, og hvornår han skulle gøre det, hvilket jeg beundrede meget.

Tårerne blev langsomt færre og min vejrtrækning blev normal, da jeg mærkede Joes arme løsne sig lidt, og jeg igen sad på sofaen.

”Louis, du kan bare sætte dig i sofaen eller hvad nu du har lyst til, så smutter jeg lige ned efter noget kaffe.” Jeg stivnede da Joe nævnte Louis. Jeg havde været så optaget af mig selv, at jeg ikke engang havde bemærket hans tilstedeværelse. Havde han bare stået mussestille, og set det hele? Åh, gud.

”Jeg kan også hente det hvis det er? Så kan I lige finde ud af et eller andet?” spurgte Louis og følte sig nok lidt akavet tilpas – det gjorde jeg i hvert fald. For første gang, var jeg taknemmelig for Louis. Godt nok havde jeg kun kendt ham i to dage, men han havde lige vist mig hvor meget situationsfornemmelse han havde.

”Ja, det var måske en idé. Ved du hvor cafeteriet er, eller skal jeg lige gå med ned og vise vejen?” jeg kunne ikke lade være med at betragte Louis. Han virkede så afslappet, men også lidt utilpas. Han var svær at gennemskue, og alligevel ikke.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor han mon var taget med.  Vidste han det? Havde Joe fortalt ham det?

Jeg var så forvirret, men jeg stolede på Joe og hvis han mente at Louis var fin nok, så ville jeg gerne give ham en chance, selvom det egentlig var mere op til Louis. Men han var vel taget med af en grund.

Pludselig gik de begge to, og jeg gættede på at Joe bare gik med ned på gaden, for at guide ham til det nærmeste cafeteria.

Jeg besluttede mig for, at smide den tomme bøtte is ud, så kunne jeg også lige få lavet en indkøbsliste over hvad jeg manglede, til næste uge.

Jeg fik med nød og næppe rejst mig fra sofaen, og bevæget mig ud i køkkenet. Jeg smed bøtten i skralde spanden, og åbnet køleskabet, hvor der var absolut ingenting. En karton mælk og en tomat, var hvad der var.

Jeg skriblede hurtigt en masse nødvendige ting ned, og gik så i stå igen. Mine hænder støttede på bordpladen, og jeg lukkede øjnene.

Hvad var det egentlig jeg ville? Hvordan ville jeg have min fremtid? Skulle jeg arbejde i Englands største TopShop forretning, til jeg engang blev gammel nok til blive hjemme, fordi jeg ikke havde mulighed for andre jobs? Skulle min onkel blive ved med at betale, alt det jeg ikke slev kunne, fordi min far havde været et svin overfor mig? Skulle jeg blive ved med at skubbe folk væk, fordi jeg nægtede mig selv at snakke? Hvorfor gjorde jeg egentlig det her?

Og svaret var egentlig klart for mig, men jeg kunne ikke lide at indrømme det. Jeg var bange, selvoptaget og idiotisk. Bange for at lukke folk ind, så de kunne rive mig op indefra, for selvoptaget til at orke andre end mig selv, og idiotisk nok til at skubbe folk væk, som egentlig kun ønskede at hjælpe mig.

Jeg mærkede en hånd på min skulder, og jeg vidste med det samme at det var Joe. Jeg vendte mig om mod ham, og kunne ikke helt gøre op med mig selv, om jeg skulle se ham i øjnene, eller glo ned i gulvet.

”Vil du skrive det ned?” Jeg valgte at kigge op på ham, bevist om, at hans spørgsmål lige havde rodet op i det hele igen, og at mine øjne endnu engang var fyldt med vand. Jeg nikkede kort, hev indkøbslisten af papirblokken, og skrev det hele ned, kort, på en blank side.

’Mareridt. Den dag, det hele startede, du ved. De vil ikke forsvinde, de er der hver gang jeg lukker øjnene.’

Han læste det hurtigt, inden han kiggede på mig igen. Hans blik fortalte tydeligt at han ville ønske, at det aldrig var sket, men også et lille beroligende og opmuntrende glimt.

Han lagde hænderne på mine kinder, og tørrede de rendende tårer, på mine kinder, væk med hans tommelfingre.

”Jeg ville virkelig ønske jeg kunne gøre noget, for at få dem til at forsvinde. Idet hele taget bare ønske at det aldrig var sket, men ville det hjælpe, hvis jeg nu hentede en halv sovepille, så du kunne hvile lidt? Du ser træt ud.”

Og derfor mine damer og herre, elsker jeg Joe Dawson. Han er det sødeste menneske, og ønsker kun folk noget godt. Dermed har han også altid en evne til at komme med idéer, som kan hjælpe folk, og så en sær evne til altid at kunne se, hvad jeg har brug for.

Jeg nikkede og smilede så godt jeg kunne præstere. En sovepille ville virkelig hjælpe på det hele. En dyb, lang og tiltrængt søvn uden drømme og grusomme minder, kunne måske opfriske mine røde, hævede øjne, de enorme poser under mine øjne og måske var jeg heldig nok til at mine kinder ville føles normale, når jeg vågnede og ikke hudløse og sviende.

”Men Louis er nede efter Kaffe, kunne vi drikke den først? Det ville være en anelse synd, hvis han var gået for ingenting.” spurgte han forsigtigt og lagde en arm om min skulder.

Jeg nikkede. Jeg havde intet problem med Louis, så længe han ikke havde med mig. Han havde lige vist mig, hvor meget han egentlig forstod. Han måtte vel være okay, hvis han tog med herop frivilligt – der var aldrig andre end Joe og min onkel og Pips, og det var yderst sjældent at min onkel var her.

Jeg vendte mig om, og skrev spørgsmålet ned. Jeg måtte altså vide hvorfor Louis var her, og hvor meget han vidste.

Joe læste den, og et lille smil poppede op på hans læber.

”I går til Louis og Eleanors Housewarming spurgte han ’hvad der var med dig’. Jeg forklarede ham kort, at du ikke var særlig snaksalig, men at man bare skulle behandle dig almindeligt. Da jeg var på vej ud af døren i formiddags, kom han ned for at spørge om jeg ville hænge lidt ud. Jeg sagde at jeg havde en aftale med dig, men at han kunne tage med hvis han havde lyst. Jeg vidste ikke at du havde det sådan, ellers ville jeg ikke have taget ham med.”

Den eneste jeg kunne var at nikke og smile svagt. Jeg greb igen papirblokken, for at sætte bare en form for svar på hans talestrøm.

’Det er okay. I må gerne blive, men jeg har brug for søvn. Sig tak til Louis fra mig..’

”Tak for hvad?” han rynkede brynene så en lille rynke dukkede op mellem hans øjenbryn. Jeg stirrede bare på ham, indtil det gik op for ham, og han nikkede, idet hoveddøren gik op og en mørkhåret fyr med tatoveringer stod i åbningen til køkkenet.

”Så er der kaffe.” smilede han, og jeg kunne for første gang i dag kalde det for et ægte smil, jeg sendte tilbage.

~Ô~

Nøgen, hulkende og alene lå den femtenårige pige på sengen. Hendes krop var fyldt med blå mærker, hendes krop rystede af kulde og hulkene snublede over hinanden, og blev til gråd.

Hun var træt af at kæmpe imod hver eneste evige dag. Træt af at kæmpe en kamp, hun alligevel aldrig vandt. Træt af at skrig lungerne ud til halsen var øm, når der aldrig var nogen der hørte hende alligevel.

Hvorfor gjorde hun det egentlig stadig? Hvorfor blev hun ved med at kæmpe og skrige, sparke og slå, råbe og græde hverdag? Hvorfor indså hun ikke bare at hendes liv var ændret, og at det aldrig blev det samme? Selv hvis det holdte op, ville det aldrig blive det samme.

Hendes mor ville ikke genopstå fra de døde, og hendes far ville altid have rørt hende steder, hvor en far ikke burde røre sin datter.

Hvorfor skrige halsen øm? Hendes far varligeglad, og hendes mor kunne ikke gøre noget nu. Hvorfor blive ved med at lyve for vennerne? De ville aldrig blive, de ville aldrig forstå hende og de ville aldrig finde en mere falsk. Hvorfor blev hun ved med at grine, når folk godt vidste at alt ikke var som det skulle? Folk ville finde ud af det før eller siden, og de havde ikke brug for hendes ord til at bekræfte det.

Hvorfor holdte hun ikke bare op? Hvorfor stoppede hun ikke bare med at skrige, lyve og kæmpe imod?

Det ville aldrig blive værre end det var nu…

 

”Primdall!”

Jeg slog øjnene op og satte mig op med et sæt. Hvilket resulterede i at jeg bankede hovedet lige ind i, den person som lige havde reddet mig fra endnu et mareridt.

Louis tog sig til hovedet, og kom med en klagende lyd. Jeg rystede på hovedet for at få den dunkende fornemmelse i min pande væk, og de forstyrrende minder væk.

Jeg sendte ham et undskyldende blik, da han fjernede hånden fra panden for at kigge undersøgende på mig. Dog smilede han bare let, som om, at jeg aldrig lige havde nikket ham en skalde.

”Er du okay? Du begyndte at trække vejret uregelmæssigt og du rystede, så jeg tænkte at det var bedst at vække dig.” forklarede han og sendte mig et bekymret og gennemtrængende blik.

Jeg havde det som om, at han kunne se lige igennem mig, og på en måde skræmte og beroligede det mig på samtid.

Jeg nikkede til han spørgsmål, og kiggede ned, da hans blik blev en anelse for gennemtrængende. Han opdagede det tilsyneladende også selv, da han rømmede sig og kiggede væk.

Jeg skyldte ham en tak. Han havde trodsalt ’reddet’ mig fra ubehagelige situationer to gange i dag. Men hvorfor var det ikke Joe, som sad på kanten af sofaen? Hvorfor virkede lejligheden tom, udover Louis og jeg?

Jeg kiggede lidt forvirret rundt, men fandt intet andet en Pips i hendes bur, og Louis akavet siddende på kanten af min sofa.

”Han gik ned for at handle ind og lege film, så han bad mig se efter dig. Han spiste for øvrigt den sidste tomat i dit køleskab.” svarede han på mit ikke spurgte spørgsmål. Jeg nikkede og smilede kort over drengens forkærlighed for tomater, inden jeg rejste mig fra sofaen.

Jeg måtte hellere give Pips, noget mere mad og noget rent vand. Jeg havde ikke haft overskud til hende hele dagen, og klokken var allerede otte. Jeg var overrasket over hvor længe jeg havde sovet.

Jeg åbnede buret og kløede hende lidt bag ørene, inden jeg fyldte lidt flere solsikkefrø i hendes skål, og fyldte hendes vandskål med vand fra vandkanden som stod nede ved siden af burdet.
Jeg kunne fornemme Louis bag mig. Jeg kiggede til siden, og så at han smilede roligt mod den grå papegøje, som betragtede ham nøje.

Louis var en flink fyr. Han var ikke som alle andre – selvfølgelig var han ikke som alle andre, han var kendt, men der var også andet. Han havde en bemærkelsesværdig evne til at være sig selv. Afslappet,  jordnær og virkelig sød.

Da vi drak kaffe tidligere, havde han bare snakket. Om alt mellem himmel og jord – ham selv, One Direction, hans kæreste og fortalte dårlige vittigheder, som Joe ikke kunne holde op med at grine af. Han spurgte ind til Joe og mig, og lod ikke til at tænke over, at han aldrig fik et rigtigt svar. Han snakkede, smilede og grinede bare.

Han kiggede på mig og smilede fascineret fra mig til Pips igen, og trak mig dermed tilbage til nutiden.

”Hvad hedder den?”

”Pips.”

 

Wake Me Up~ Ed Sheeran 

___________________

Holla!
Først: UNDSKYLD for den langsomme opdatering!! Ved godt det er for dårligt, men har haft meget at se til her de sidste 14 dage, men her er det!
Håber i nyder sommerferien ligeså meget som jeg gør, det er skøøøøønt! :)xx
Hvad synes i om kapitlet? Hvem er det der svarer Louis til sidst? 
Ved ikke hvornår der kommer et nyt kapitel, men har planer om at skrive sidste kapitel på GHG, så det er nok den næste som bliver opdateret - og slutter! :P
Som i måske også har set, har jeg publiceret en ny 1D movella, som jeg vil til at i gang med, når jeg får afsluttet GHG, og den hedder 5/6 - besynderligt navn, men jeg håber den bliver god! Og så håber jeg i vil læse med!! Opdateringerne vi nok komme skiftevis, EHC og så 5/6 og forfra.
Igen: Like, del, kommenter og farvoritser gerne!! Det betyder SÅ meget for mig! :)xx

-Sofie :)xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...