Everything Has Changed [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 15 okt. 2013
  • Status: Igang
Efter ethvert seksuelt misbrug, er der en følger. Det kan være depression, skizofreni, cutting, spiseforstyrelser eller noget helt femte. For 18-årige Primdall Loveless er tilfældet lidt anderledes. Hun er blevet seksuelt misbrugt af hendes far siden hun var 12, og som for alle andre, har det taget hårdt på hende. Dog har Primdall fundet sin egen måde at klare sig igennem livet - hun snakker ikke. I 3 år har Primdall helt undladt at snakke med andre, selv efter hun er flyttet i sin egen lejlighed har ingen igen hørt hendes stemme. Men da lejligheden overfor Primdalls bliver optaget, vrimler det pludselig med unge verdenskendte drenge. Louis Tomlinson er flytte ind, og bliver ikke kun lidt fascineret af den intetsigende pige, men måske lidt mere end hvad godt er, for en verdenskendt som allerede har en kæreste.

98Likes
133Kommentarer
6101Visninger
AA

6. Tell Me A Lie

”Kan den snakke?” spurgte han forbløffet og kiggede på mig med opspilede, glade øjne. Jeg nikkede smilende, og lagde min pegefinger mod hende, så hun kunne hoppe op.

”Pips ha’ jordnød.” skrattede hun igen. Jeg kunne høre Louis grine lidt, og jeg kunne heller ikke lade være med at smile lidt. Var der noget hun elskede, så var det jordnødder.

Jeg pegede ned på den lille metalbøtte, som stod ved siden af burdet, som tegn på at Louis, kunne prøve at give hende en. Han tog metalbøtten og hev låget af, og fiskede et par jordnødder op, inden han satte låget på igen og stillede bøtten på plads igen.

Jeg tog forsigtigt en jordnød fra hans hånd, og førte den op til hendes næb. Hun begyndte straks at nappe skalden i stykker, så det smuldrede ned på gulvet, indtil hun nåede den første lille nød. Hun brækkede små stykker af, og slugte det.

Louis stod og så optaget ud, hvilket gav mig chancen for at kigge ordenligt på ham. Det chokoladebrune hår strittede i forskellige retninger, som det også havde gjort i går. Den hvide, enkelte T-shirt sad om nogen perfekt ned over han overkrop, og de mørke demin Jeans sad stramt om hans ben. På fødderne havde hen hvide Converse All Satrs, men ingen strømper.

Hans læber var lyserøde og en anelse tørre, men formet i et smil, som jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad gjorde ved mig.

Jeg fulgte hans bevægelser, da han tog en jordnød og holdte den oppe, som jeg havde vist og lod Pips hakke løs på skalden og spise af nødderne. Mit blik fulgte de muskuløse arme og studerede grundigt hans tattoos. Jeg havde aldrig haft noget imod tatoveringer, hvis de var valgt med omhu og havde en betydning, og jeg var ret fascineret af hans hjort, thekoppen og den lille tandstikkemand med skateboard.

Da jeg havde studeret hans tatoveringer længe nok, fortsatte jeg op ad halsen, og kunne ikke andet end at beundre han solbrune hud, inden jeg fortsatte til hans øjne. Hans krystalblå, smilende øjne var tryllebindende og jeg bandede mig selv langt væk, da det ikke var mig menneskeligt muligt at flytte blikket.

”Primdall? Du stirre.” påmindede en stemme pludselig, og jeg kiggede forlegent væk, da det gik op for mig at Louis lige havde bustet mig i at stirre på ham.

Jeg kunne mærke varmen stige mig til kinderne, da han fniste lidt af det. Jeg tror aldrig jeg havde været så pinligt berørt før.

Jeg skyndte mig forfjamsket at sætte Pips i burdet, og skulle til at tage et skridt bagud, da jeg snublede over noget som kunne minde om en fod.

Jeg var næsten sikker på at jeg ville ramme gulvet, da et par arme greb om mig og hev mig op igen. Mine kinder blev om muligt endnu rødere, da jeg kiggede ind i Louis klare blå øjne. Denne gang var der ingen mordskab at finde, men et blik jeg ikke helt kunne tyde. Hans hænder havde stadig om mine overarme, og hans øjne stirrede ligeså åbenlyst ind i mine, som jeg stirrede ind i hans.

Jeg kom til mig selv, og rystede lidt forfjamsket og forvirret på hovedet, inden jeg nikkede kort som tak fordi han greb mig, inden jeg småløb ud mod køkkenet. Kun et halvt blik over skulderen fik han, inden jeg forsvandt ud af hans synsvinkel.

 

LOUIS ’ P.O.V

 

Man kunne sige at jeg var en smule… Paf? Ja, jeg var forvirret, for… Hvad skete der lige der? Hvorfor kunne jeg stadig se hendes havblå, dybe øjne for mine egne? Hvorfor var jeg skuffet, da hun småløb væk, og kun gav mig et hurtigt sidste blik, inden hun forsvandt ud i køkkenet?

”Så er jeg tilbage! Hey, er Prim vågnet?” råbte Joe fra entreen, og var sikkert i gang med at tage sko og jakke af. Lidt efter stod han, med to indkøbsposer i hænderne, i stuen med rynket pande.

”Okay, hvorfor står du der, med jordnødder ved fødderne og ser sådan lidt forvirret og små-dum ud? Og hvor er Primdall henne?” spurgte han undrende og hævede det ene øjenbryn.

Jeg kom ligesom til mig selv igen. Rystede kort på hovedet for at få synet, af en persons øjne, som jeg ikke burde have i hovedet, væk, inden jeg kiggede ned, og opdagede et par jordnødder, som jeg havde tabt til fordel for at gribe Primdall.

”Øhm… Jeg… Øhm…” kom det forvirret ud af mig, mens jeg kunne mærke varmen blive ekstrem i mit ansigt. Jeg var ikke den type som rødmede, derfor var det også ekstremt når det ’endelig’ skete.

Mit hjerte hamrede, da det ligesom gik op for mig, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til Joe – for helt ærligt, så ville det ikke virke så fedt, hvis jeg fortalte at jeg ville fodre hendes, tydeligvis talende, papegøje, hvorefter at tabe alle jordnødderne, fordi jeg ville gribe hende da hun var ved at falde, for derefter selv at drukne i hendes dybe havblå øjne.

Lige da jeg kunne se på ham, at han var ved at blive utålmodig, kom Primdall ud fra køkkenet, og vinkede til ham, inden hun hjalp ham med poserne, og mit hjerte satte farten ned igen.

”Hva’ så? Sovet godt Tornerose?” grinede han, og hun smilede bare og nikkede. Hun ville tydeligvis ikke have at han bekymrede sig mere end højest nødvendigt – ellers ville hun bare ikke skabe mere opmærksomhed end nødvendigt.

Det gjorde mig måske en anelse urolig.

”Louis? Kom lige herud.” råbte Joe ude fra køkkenet. Jeg fik hanket lidt mere op i mig selv, og bevægede mig ud i køkkenet, hvor indholdet af poserne var spredt ud på bordet.

Primdall fyldte varerne i køleskabet, mens Joe åbnede en bakke med kyllingebryster, og hældte noget flydende margarine på en pande, som stod over blusset.

”Ja?” spurgte jeg, for at gøre opmærksom på, at jeg ligesom var tilstede nu. Joe vendte sig om, med et kyllingebryst i hver hånd, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt.

”Prim, spørger om du har lyst til at spise med, og se en film eller to?” spurgte han smilende. Jeg kiggede over mod Primdall, som stod og kiggede lidt genert i min retning, og tog mig selv i at blive overrasket endnu engang over den pige.

Efter alt hvad der skete i stuen, spurgte hun alligevel om jeg ikke ville blive? Det var ikke alle der havde den evne. De fleste stak halen mellem benene, når det blev en anelse akavet – men nu var Primdall jo også langt fra som alle andre.

”Jo, det vil jeg da gerne! Skal jeg hjælpe med noget?” spurgte jeg og smilede som jeg havde lært det bedst, inden jeg gik mod Joe, for at få en opgave.

”Du kunne jo varme ovnen op, og fylde nachosene op i fadet.”

~Ô~

”Så er vi færdige for i dag drenge, og god koncert som altid! Vi ses på fredag, ikke.” smilede Helene og klappede i hænderne, inden hun gik ud af omklædningsrummet.

Vi havde haft en lille koncert i Leeds i dag, inden vi skulle videre til Canada på fredag, da vi lige havde haft vores US Tour. Så det var nu fint nok at spille i England igen. Det var her vi kendte det bedst, det var her vi var hjemme.

Jeg var ekstremt træt, selvom jeg havde sovet i bussen på vejen til Leeds. Dog overlappede det ikke den manglende søvn fra i går.

Joe, Primdall og jeg havde set film til klokken tre i nat, og jeg var mildest talt ved at falde i søvn stående. Og jeg var ekstra smadret oven på to timers koncert.

Dog fik min manglende energi mig ikke til at fortryde, at jeg havde siddet i Primdall’s lejlighed til så sent. Jeg hyggede mig, og det var jeg ret overbevist om, at de også gjorde. Primdall havde i hvert fald overrasket mig, da Joe havde spurgt for hende, om jeg ikke ville spise med og se film, selvom vi lige havde haft en yderst akavet situation.

Vi havde spist nachos med kylling, drukket sodavand i litervis, proppet os med chips og slik til vi var ved at brække os, og set omkring de to film, som så var blevet til fire.

Jeg kunne stadig se det store smil, som næsten ikke kunne blive større, og afslørede det hvide tandsæt, Primdall var i besiddelse af, da Joe kom til at grine så meget over elgene i Bjørne Brødrene, at han slog en skid, som næsten havde blæst os begge omkuld.

Jeg vidste ikke hvorfor, og det var skam heller ikke med min gode vilje, at hun på en eller anden måde havde formået, at tryllebinde mig, ikke kun med sit udseende, men også hendes personlighed. Hendes anderledes måde at klare sig gennem hverdagen på, havde på en eller anden måde fascineret mig.

At hun kunne smile og virke oprigtigt glad – at hun var sig selv helt igennem, på trods af alt hvad der var sket, og hvad hun havde været igennem i hendes fortid, på trods af at hun næsten ikke sov på grund af mareridt hver nat, havde jeg dyb respekt for. Det var ikke alle som kunne klare det hun havde været igennem, og stadig smile kun et år efter det hele blev stoppet, selvom det selvfølgelig havde taget på hendes taleevne på en måde.

”Louis?”

Joe havde fået tilladelse til at fortælle mig lidt om, hvad hun havde været igennem i går, da jeg havde fået mig taget sammen til at spørge.

Jeg kunne slet ikke holde tanken ud, om hvordan det måtte være at miste sin mor som elleveårig, og så lige efter sin fødselsdag. Hvordan hun ikke havde haft nogen til at støtte hende det første år efter, fordi ens far går psykisk ned efter tabet, og et år efter beslutter sig for, at seksuelt misbruge sit eget barn gennem fem år.

”Louis?”

Tanken gav mig kvalme, og jeg kunne nærmest se det hele for mig. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan jeg havde haft det, hvis det havde været mig.

Et eller andet sted kunne jeg godt forstå, at det havde givet hende den psykiske ’lidelse’, som hun havde udviklet, jeg forstod bare ikke hvad det gjorde godt for – hvorfor det var at hun valgte ikke at snakke.

Men Joe havde også fortalt om, at hun var til undersøgelser og samtaler på Psykiatriske Hospital hvert halve år, men at undersøgelserne aldrig blev til noget, fordi hun var umulig at få til at samarbejde, og samtalerne jo af gode grunde aldrig blev til en rigtig samtale.

”Louis?!” jeg blinkede og hoppede lidt forskrækket op, da Liam stod foran mig og viftede hånden foran hovedet på mig. Jeg rystede kort på hovedet, for lige at komme til mig selv igen.

”Louis, er du okay? Du har virket fraværende hele dagen, er der noget du vil snakke om?” spurgte Liam bekymret, og kiggede undersøgende på mig. De andre drenge sad på bænkene rundt i omklædningsrummet, omklædte, og kiggede ligeså undersøgende og undrende på mig, som Liam. Det gik langsomt op for mig, at jeg var den eneste der stadig sad i det svedige tøj fra koncerten.

Jeg stønnede frustreret og opgivende, lænede mig op af muren, og sørgede for at undgå de andre nysgerrige øjne.

”Nej, jeg er bare træt. Jeg har ikke sovet så meget i nat.” fortalte jeg kort, men de så ikke overbeviste ud. Jeg løj jo praktisktalt ikke, jeg undlod bare en del af sandheden. De behøvede ikke at vide, at jeg havde set film, til langt ud på natten, sammen med Primdall og Joe, og måske ikke helt kunne få hendes smilende ansigt og røde hår ud af hovedet.

”Du er sikker på der ikke er mere end det? Du ved at du kan fortælle os alt, Louis. Vi vil bare gerne have at du har det godt. Vi vil gerne hjælpe, hvis der er problemer.” kom det barmhjertigt fra Niall, som sad i hjørnet længest væk.

Jeg nikkede og tvang et lille smil frem, som tegn på at jeg helt sikkert var okay, selvom alt indeni mig var i oprør. Hvorfor kunne jeg ikke få den pige ud af hovedet?! Måske trængte jeg bare til at være lidt sammen med Eleanor, inden vi tog til Canada.

”Ja, i kan bare gå ud i bussen, jeg kommer lige om to minutter, jeg skal bare lige skifte.” sagde jeg og rejste mig, for at spænde mine bukser op, og trække dem af.

De nikkede, og forlod omklædningsrummet heldigvis uden yderligere spørgsmål, mens jeg trak i noget rent tøj.

”Louis? Kan jeg spørge om noget?” Jeg fik et chok, da Harrys hæse stemme lød bag mig. Var de ikke gået ud i bussen alle sammen?

”Ja?” spurgte jeg med påtaget afslappethed, og vendte mig mod Harry med et meget anstrængt smil. Han nikkede kort, inden han rømmede sig.

”Hvad lavede du i går aftes? Sådan helt præcist?” spurgte han, og jeg var ved at skide i bukserne. Jeg vidste at jeg burde sige sandheden, men af en eller anden grund følte jeg ikke for det. Det kom ikke dem ved, så længe jeg ikke var sikker på, hvordan jeg egentlig havde det – for det havde jeg helt afgjort ikke.

”Ingenting. Jeg siger jo, at jeg ikke kunne sove.” svarede jeg en smule overbærende, og trak på skuldrende for at understrege at hans spørgsmål var latterligt.

”Louis, det passer jo ikke. Jeg kender dig godt nok til, at se at det ikke kun er træthed der plager dig. Lou, der sker altså ikke noget ved at sige det, jeg skal nok holde min mund overfor de andre drenge også, hvis det er du ikke vil have at jeg siger noget. Jeg vil bare gerne have at min bedsteven har det godt.”

”Jeg siger jo at der ikke er noget, Harry!” jeg var måske ved at blive en smule utålmodig og irriteret. Hvorfor kunne han ikke bare forstå, at det ikke var nu? Og dog, han var min bedsteven, vi fortalte altid hinanden alt. Jeg vidste at jeg ville reagere på præcis samme måde, hvis det var ham.

”Louis, du skal ikke bilde mig ind, at der ikke er noget, for det står som skrevet i panden på dig. Hvorfor er det så svært at sige?” spurgte han og rynkede brynene i forvirring og medlidenhed. Han vidste at han havde mig nu, når han brugte den sætning, for den gav mig altid dårlig samvittighed overfor ham, og jeg bandede mig selv lang væk for det.

”Okay! Måske er jeg en smule fascineret af hende den rødhåret pige i opgangen. Hende Primdall.”

 

Tell Me A Lie ~ One Direction

__________________________

Hola!
Så kom der endnu et kapitel, som egentlig ikke skulle ha været der, men kunne ikke lige tage mig samme til at skrive det sidste til GHG, så her er det altså! 
Med det bliver jeg nødt til at meddele at det bliver det sidste kapitel i et stykke tid, da jeg tager til Spanien i to uger imorgen tidlig, derfor har jeg ikke mulighed for at skrive, men jeg lover at jeg går i gang med et nyt, så snart jeg kommer hjem!

MEN! I som gættede på at det var Primdall, som snakkede, tog fejl - desværre... Men hvad synes i om Louis' og Prims lille stirre konkurrence?
Og er Prim ligeså forvirret som Louis?
Igen!!
Kommenter, favoritser, del og like meget gerne!!
Og så vil jeg gerne sige tak til alle dem som kommentere! Det gør mig virkelig glad, at i bruger to minutter at jeres tid, på at skrive hvad i synes om den! Virkelig, det betyder en halv verden for mig! 

- Sofie :)xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...