Everything Has Changed [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 15 okt. 2013
  • Status: Igang
Efter ethvert seksuelt misbrug, er der en følger. Det kan være depression, skizofreni, cutting, spiseforstyrelser eller noget helt femte. For 18-årige Primdall Loveless er tilfældet lidt anderledes. Hun er blevet seksuelt misbrugt af hendes far siden hun var 12, og som for alle andre, har det taget hårdt på hende. Dog har Primdall fundet sin egen måde at klare sig igennem livet - hun snakker ikke. I 3 år har Primdall helt undladt at snakke med andre, selv efter hun er flyttet i sin egen lejlighed har ingen igen hørt hendes stemme. Men da lejligheden overfor Primdalls bliver optaget, vrimler det pludselig med unge verdenskendte drenge. Louis Tomlinson er flytte ind, og bliver ikke kun lidt fascineret af den intetsigende pige, men måske lidt mere end hvad godt er, for en verdenskendt som allerede har en kæreste.

98Likes
133Kommentarer
6091Visninger
AA

4. Free Fallin'

PRIMDALLS P.O.V


Hun vinkede og smilede til Bryn, som fortsatte ned af vejen. Selv smuttede hun op af de få trappetrin og ind af hoveddøren til det lille, røde murstenshus i udkanten af London.

Hun smed den røde skoletaske i entreen, og gik begejstret ind i stuen, hvor hun vidste hendes far befandt sig. Han havde haft fri i dag og i går, af den ganske særlige grund at, i går var det hendes tolvårige fødselsdag. I dag, af den grund at, det var en år siden hans kone gik bort. Hendes mor gik bort.

Hun kunne ikke finde ham i stuen, hvor han ellers plejede at være, når hun kom hjem på dage, han var hjemme.

Hun kaldte på ham, men fik intet svar. Hun kiggede i køkkenet, på soveværelset, kontoret, men der var ingen. Hun trak på skuldrene. Han var nok bare nede for at købe ind, han kom sikkert hjem lige om lidt igen. 

Hun fortsatte op ad trapperne, og ned gennem den lange gang til hun nåede døren ind til hendes værelse. De havde tonsvis af lektier for til i morgen, men hun orkede det ikke lige nu. Hun trængte mest til at læse et kapitel i hendes ynglings roman, mens musikken fra hendes computer kørte i baggrunden – ja, det var lige hvad hun havde brug for.

Hun trykkede håndtaget ned, og åbnede døren, da hun hoppede forskrækket tilbage og lagde en hånd for hjertet.

”Jeg troede ikke du var hjemme.” mumlede hun og gik ind på værelset, hvor hendes far stod på den modsatte side af sengen.

Han svarede hende ikke. Han fulgte bare hendes bevægelser, da hun gik hen og startede computeren op og fandt hendes ynglings sang på Youtube.  Wherever I Go med Miley Cyrus. 

Hun havde nærmest ikke hørt andet det sidste år. Den mindede hende om hendes mor, og i dag var det et år siden. Hun savnede hende, men hun græd ikke længere over hende.

Hun nynnede med, og kiggede lidt på hendes far. Hans blik gav hende kuldegysninger over hele kroppen. De var hårde og kolde, men alligevel havde det et eller andet glimt over sig, som hun ikke helt kunne tyde.

Havde hun gjort noget galt?

Hun skulle netop til at spørge, da han gik mod hende. Han tog et hårdt, fast greb om hendes ene overarm, og trak hende hen til sengen og skubbede hende ned på madrassen. 

Hun kiggede forvirret op på ham. Hun kunne ikke helt finde ud af, om det var for sjov, eller om han virkelig var gal på hende.

Dog ændrede hendes forvirrede blik sig til skrækslagen på et splitsekund, og skrig og gråd lød i hele huset blandet med de fine toner fra musikken, da han begyndte at rive hendes tøj af…


Jeg vågnede med et sæt. Min natkjole var våd af sved og klamrede sig til min fugtige krop. Mit hår var klamt og fugtigt, og hårtjavser klistrede sig til mit ansigt.

Jeg glippede med øjnene, for ikke at begynde at græde, men det var sværere end jeg lige havde forventet. Mit syn blev hurtigt sløret, og tårerne gled inden længe ned af kinderne på mig. Min vejrtrækning var øget, og jeg var et kort øjeblik bange for at hyrperventilere da sorte pletter, kort forstyrrede mit tilslørede syn.

Det var ellers længe siden, fortiden havde opsøgte mig i mine drømme sidst. Samtidig var det, det værste minde jeg havde. Dengang det hele begyndte. Dengang for seks år og syv måneder siden.

Drømmen blev ved med at køre som en spillefilm for min nethinde, som hang jeg i loftet og kiggede på, mens han flåede tøjet af den blot tolvårige pige, og gav hende sår som aldrig ville hele.

Det hele fik om nogen, tårerne til at blive til flere. Jeg kunne mærke gråden i halsen, men hulkene kom aldrig. De satte sig nærmest fast i halsen, og stoppede dermed også for de forpinte skrig der lå gemt inderst inde.

Jeg tørrede øjnene og kiggede på det lille digitalur på natbordet. Klokken var syv, men jeg vidste at det var umuligt for mig, at falde i søvn igen.

Jeg tørrede nogle nye tåre væk og snøftede et par gange, mens jeg tog mig sammen til at rejse mig fra sengen. Den var fugtig at sved, ligesom jeg selv.

Jeg fandt dog alligevel mit klædeskab med sløret syn og rystende lemmer. Jeg hev et par joggingbukser frem og en lidt for stor T-shirt, og fik mig bevæget ud på badeværelset.

Jeg vidste godt at jeg havde en aftale med Joe, men jeg kunne altid sende en SMS, og aflyse. Jeg vidste at jeg ikke ville kunne holde til, at tage ud i dag. Han ville forstå det.

Jeg hev den klæbende natkjole hevet over hovedet, og fik smidt den i vasketøjskurven. Mit undertøj kom samme vej. Selv det var gennemblødt af sved. 

Jeg tændte for brusevandet, og steg ind under, da jeg var sikker på, at det var varmt nok. 

Jeg stod lidt under det rendende vand, inden jeg smurte min krop og mit hår ind i sæbe og shampoo. Af en eller anden grund, elskede jeg at tage lange bade. Det gav mig en rolig følelse i kroppen, og afspændte mine muskler, som for det meste var meget anstrengte.

Jeg lukkede øjnene og gik helt ind under vandet, så jeg kunne mærke det løbe ned over mine øjenlåg og skjule tårerne som stadig løb. Jeg fik en anelse vandt i munden, og spyttede det hurtigt ud, da smagen af shampoo spredte sig i munden på mig. 

Jeg skyllede mig ren, og steg ud for at vikle mig ind i håndklæder – et om håret mens jeg tørrede vandperlerne af min krop.

Jeg fik hurtigt trukket det rene undertøj og det afslappende tøj på, inden jeg gik i krig med håret. Jeg viklede håndklædet af, og smed det i vasketøjskurven. Af en eller anden grund, havde jeg det bedst med at bruge et rent nyt håndklæde når jeg havde været i bad.

Det var stadig plask vådt, men jeg orkede ikke at tørre det. I stedet greb jeg fat i børsten, og redte det lange, røde hår ud, så godt jeg nu kunne. Det tog altid lang tid, da det meget var langt og havde nemt ved at filtret. 

Jeg kiggede mig ikke engang i spejlet, for jeg vidste at det alligevel ville gøre det endnu værre. Mine øjne var med garanti røde og blanke, og mine fregner ville stadig være spredt i hele ansigtet.  

Jeg slæbte min krop ud i køkkenet, for at finde mig en bøtte Ben & Jerry’s is, med karamel og chokolade.

Jeg stoppede kun op for at se klokken, som efterhånden var blevet halv ni. Mine bade, blev efterhånden længere og længere, men jeg havde til gengæld også brug for dem lige i tiden. Jeg arbejdede meget, og jeg havde brug for at få musklerne til at slappe af, når jeg endelig kom hjem.

Jeg tog en ske, min mobil og bøtten med is, ind i sofaen. Benene blev foldet i skrædderstilling, og jeg begyndte at fylde den gode is i mig.

Der var stille i lejligheden, hvilket fik mine tanker til at virke høje og nærmest levende. Som om en mand stod med en megafon og råbte alle minder og tanker højt ud af mit øre, og ud i lejligheden, mens melodien fra den sang, jeg ikke havde hørt siden den dag, var baggrundsstøj for de klare billeder.

Alt fra min elleveårs fødselsdag – den sidste dag min mor var i live, til da politiet stod i døråbningen og måtte annoncere, at min mor aldrig ville komme tilbage. Da min far havde overrasket mig på mit værelse præcis et år efter, og gjorde det mest modbydelige en far kunne gøre ved sit barn. Alle de efterfølgende år med den samme tortur. Den dag jeg havde fundet ud af, at jeg var blevet træt af at skrige, hulke og snakke med folk som ikke hørte på mig alligevel. Alle de psykologer, psykiatere og terapeuter som forgæves havde forsøgt at lave diverse undersøgelser og redegørelser, som de i sidste ende måtte slippe. 

Alle minderne blev spillet igennem, mens is bøtten blev tømt og tårernes salt efterhånden sveg på mine gennemblødte kinder.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad sådan, men mine øjne sveg, og jeg undrede mig efterhånden over hvor mange tårer jeg egentlig havde. 

Minderne som jeg nærmere og mere korrekt så som mareridt, blev genspillet og stoppede aldrig. 

Jeg kunne efterhånden ikke mærke mine ben, mit hoved var ørt og jeg havde det som om jeg skulle kaste op. Men jeg blev sidende og holdte mavesyrren i mig.

Jeg vidste ikke hvorfor – jeg vidste ingenting, men min drøm havde vækket alle minderne, som jeg så flygtigt prøvede at undgå i hverdagen, til live. Den havde revet syningerne op på det plejede sår, som sad dyb i mig, og aldrig ville forsvinde. Den havde skubbet mig ud, hvor jeg stod og vippede på kanten til det frie fald.

Jeg vidste allerede hvad det betød. Jeg var på vej ind i en dårlig periode. Perioder alle teenager havde, mine var bare anderledes. 

Jeg vidste at jeg måtte skrive til Joe, at jeg desværre blev nødt til at udsætte vores kaffeaftale. Derfor greb jeg min mobil, og blev chokkeret da jeg så klokken. 

Klokken var syv minutter i elleve, og Joe ville komme hel. Jeg havde altså siddet i sofaen og haft ondt af mig selv i to en halv time.

Jeg gik hurtigt ind i beskeder, og forsøgte at skrive en besked uden for mange stavefejl, men det var svært med sløret syn. 

Grundet det, tog det lidt længere end jeg havde håbet på, at få skrevet en tekst han rent faktisk ville kunne forstå. Dog indså jeg at det ikke var nok, da hoveddøren gik op, og stemmer lød fra gangen.


JOES P.O.V


Jeg skulle lige til at tage min mobil og pung og smutte op for at hente Primdall, da det ringede på døren. Jeg tog tingene og gik ud i entreen, for at lukke op for Primdall.

Dog var det ikke det ildrøde hår, de klare himmelblå øjne og de mange hundrede fregner, der stod i døren. I stedet stod der kort strittende chokoladebrunt hår og et skævt smil.

Louis.

”Øh, hej Louis.” smilede jeg lidt rundforvirret og så spørgende på ham. Han løftede hånden i en gestus, og lod den falde ned langs siden og ned i bukselommen.

”Hey Joe! Jeg tænkte på om vi skulle hænge lidt ud sammen? Jeg er alene hjemme, så jeg tænkte at hvis du ikke skulle noget i dag…?” spurgte han med et selvsikkert smil om læben, og gjorde ikke spørgsmålet færdigt, men lod spørgsmålet hænge i luften.

Jeg kløede mig i nakken. ”Jeg skal faktisk ud og drikke kaffe med Primdall. Hende jeg forklarede om i går, men du kunne jo tage med, hvis du vil?” foreslog jeg og lod min hånd glide ned i min bukselomme.

Jeg vidste at Prim ikke ville have noget imod, at andre tog med, hvis de bare respektrede hende. Hun plejede som regel at stole på mig, og de mennesker jeg præsenterede for hende, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at hænge ud med Louis. Han virkede som en fin fyr.

”Virkelig? Det vil jeg meget gerne, hvis altså du tror det også er i orden for hende.” sagde han med en oprigtig glæde. 

”Det er jeg næsten helt sikker på. Hun plejer ikke at have noget imod folk jeg præsentere for hende, og nu kender i jo hinanden lidt i forvejen. Men hun kan godt være lidt genert.” jeg gik ud af døren og lukkede og låste døren.

”Okay så.” smilede han, og fulgte med op ad trapperne til øverste etage. 

Jeg var overrasket over, at han slet ikke var nervøs eller tilbageholden med hensyn til Prim. Det var de fleste, og jeg havde også selv været det i starten, men Louis virkede ikke utilfreds eller nervøs over at skulle side og snakke med en man aldrig fik konkrete svar fra. Og dog.

”Jeg har et spørgsmål. Hvordan skal man takle, du ved…?” okay, han var alligevel ikke helt så tryg ved situationen alligevel. Der var en nervøs fremtoning i hans stemme, og jeg kunne mærke at tanken om, hvorfor hun var som hun var, ikke gjorde ham godt tilpas.

”At hun ikke snakker? Bare opfør dig naturligt. Snak og fortæl, du får altid et svar – smil, skuldertræk, fingertegn eller en hovedrysten.” forklarede jeg afslappet og håbede at det smittede lidt af.

Han nikkede og så lidt mindre anspændt ud. Jeg gav ham lige fem sekunder, før jeg trykkede dørhåndtaget ned og gik ind i den stille lejlighed.

”Hej Primdall!” råbte jeg gennem lejligheden og gik videre gennem entreen, med mål rettet mod stuen. ”Er du klar? Jeg har taget Lou-” jeg stoppede øjeblikkeligt min talestrøm, da jeg så hende.

Hun sad ubevægeligt i sofaen, og en bøtte Ben & Jerry’s is stod tom på bordet foran. Hendes øjne havde næsten samme farve som hendes hår, tårerne løb ned ad kinderne på hende og dryppede fra hagen, og et forpint udtryk var malet i hendes ansigt.

 

Free Fallin' ~ John Mayer

____________________________

Hej igen!!!

Først vil jeg lige sig TUSIND TAK for jeres søde kommentarer, det betyder SÅ meget for mig, og for alle dem som har favoriseret! Næsten 40, det lyder måske ikke af meget, men det er mere en jeg har haft før, SÅ TUSIND TAk! I må også gerne give et like, hvis i synes den fortjener det! :)xx
Dernæst vil jeg lige informere jer om, at jeg vil skrive sidste kapitel på GHG, derfor vil der gå lidt ekstra tid før der vil komme et kapitel.
Men hvad synes i? Hvad med Joe? Louis? Primdall? Hvad synes i om personerne? :)
Håber i kan klare ventetiden? xx

-Sofie :)xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...