Lyset

Endnu en skoleopgave. Denne er helt fra ottende klasse, hvor vi skulle skrive et eventyr. Vi skulle slå med en terning der skulle afgøre hvilke elementer det skulle indgå i historien. Mine elementer var; hovedperson - en pige, begyndersted - et lille bondehus, hjælper - en gammel kone, fjenden - en sort ridder, hjælpemidler - en fløjte, problemet - kærlighed, man kan ikke få hinanden.
Jeg har trukket inspiration fra Harry Potter, og på et tidspunkt har jeg endda stjålet en replik fra en Harry Potter film.
Jeg vil gerne indrømme at det her måske er en af de historier jeg har skrevet, som jeg er mest stolt over. Der er sikkert nogle småfejl rundt omkring, men bær over med det.
Kom gerne med ris og ros, det bliver taget imod med åbne arme :-)

1Likes
0Kommentarer
293Visninger

1. Lyset

 

Der var en gang en pige, der hed Frida. Hun boede langt ude på landet i et lille bondehus. Huset havde engang været et hyggeligt lille hus, men nu var det meget faldefærdigt. Der boede hun sammen med sin mor og far og sine søskende. Hendes familie var engang meget lykkelig, men det stoppede, da Morke blev konge for tre år siden. Han var Fridas onkel og han havde forvandlet hele kongeriget til et mørkt sted. Alt levende var blevet mørkt og vissent, men ikke Frida. Hun blev på en eller anden måde ikke påvirket af den stærke mørke magi, som Morke stadig udsendte. Frida havde altid været meget lys. Hendes hud var som perlemor og hendes hår var blondt, ja næsten hvidt, og det var formet i de fineste krøller, som gik til midten på ryggen. Hendes øjne havde farve, som den lyseste blå i hele verden.

En dag da Frida sad på en sten lidt væk fra huset og pillede ved en vissen blomst, råbte hendes mor: ”FRIDA! Kom herind og lav dine pligter din forpulede møgunge!” Frida sukkede, rejste sig og gik indenfor. ”Hvad skal jeg gøre, mor?” spurgte Frida. Moren smilede lumskt og sagde: ”Du kan starte med at gøre hele hytten rent, imens jeg går ind til byen og henter din far og søskende. Hvis du ikke er færdig, når vi er hjemme, så kan du godt forvente at få bank.” Frida nikkede for at vise, at hun havde forstået og gik udenfor, hvor hun fandt rengøringsudstyret, bestående af en spand, en kost og en klud, lænet op af hytten. Hun så sin mor gå hen ad den snoede sti til byen og tænkte, at det var uretfærdigt, at hun skulle gøre rent, imens de var inde byen. Hun puttede kluden i spanden og hankede op i den og tog kosten under armen og skulle til at gå indenfor igen, da en tanke slog ned i hende. ”Hvorfor stikker jeg ikke bare af, lige nu og her? Der er ingen hjemme og jeg får nok aldrig en chance, som den her til at flygte igen,” tænkte hun. Efter en smule betænkningstid blev hun enig med sig selv om, at det var nu, hun skulle flygte. Hun smed alt, hvad hun havde i hænderne og løb så alt, hvad hun havde lært. Væk fra den forfærdelige hytte der engang havde været hendes hjem. Mens hun løb, erindrede hun, dengang hytten havde været et godt sted at være. Dengang hendes familie smilede og aldrig skældte ud. I det øjeblik hun tænkte det, svor hun, at hun ville skaffe de tider tilbage. Lige meget hvad der skulle til. Hun løb mod skoven og da hun kom til udkanten af den, vendte hun sig om og tog et sidste kig på hytten og opslugte hele billedet og tænkte, at det forhåbentlig var sidste gang, hun så huset, som et mørkt sted. Hun vendte sig igen og gik modigt ind i skoven.

Skoven var et deprimerende sted at være. Der var ingen blade på træerne og det lille smule planteliv der var udover det, var bare visne buske og blomster. Ingen farver eller fuglesang. Dyrelivet var også minimalt, der levede kun mørke og farlige dyr i skoven. Den tætte mørke i skoven virkede trættende på Frida og hun besluttede at finde et sted at hvile sig. Hun fandt et godt træ, hun kunne sidde op ad. Da hun havde sat sig, kunne hun mærke sulten melde sig. Hun havde ikke tænkt på at få vand eller mad med. ”Det her var måske alligevel en dårlig idé,” tænkte hun. Men hun tænkte ikke et øjeblik på at vende om. På trods af sulten faldt Frida alligevel i søvn. Hun blev vækket midt om natten, da der var et skarpt lys i nærheden. Hun åbnede øjnene og søgte undrende efter lyset. Hun fandt det og opdagede, at det var en ung lysende pige, der stille gik gennem skoven. Omkring hende var der liv. Fugle fløj tæt op ad hende og græsset og blomsterne omkring hendes fødder fik farve og rejste sig fra deres mørke søvn. Når hun rørte ved træerne, sprang bladene ud igen og gav dem de flotteste kroner. Det var det smukkeste, Frida nogensinde havde set og det fyldte hende med håb. Frida rejste sig og fulgte efter pigen. Efter noget tid vendte pigen sig om og sagde: ”Godaften Frida, du behøver ikke følge efter mig i skjul. Kom du bare herop ved siden af mig.” Hendes stemme skabte en smuk melodi af klokker. Da hun så, at Frida tøvede, sagde hun igen noget med hendes fine stemme. ”Jeg er ikke farlig. Jeg er Helaine. Jeg tror du og jeg har noget til fælles og jeg vil med glæde hjælpe dig med at fuldføre den mission, der står foran os,” sagde hun. ”Hvorfor lyser du?” var det eneste, Frida kunne få frem. Helaine grinede. Hendes latter var meget smuk. Med ét blev hendes ansigt sørgmodigt. ”For fire år siden var jeg en smuk ung pige på sytten. Jeg boede tæt på slottet og jeg var meget betaget af den nydelige unge prins Charles, der boede der. En dag stødte vi på hinanden og vi endte med at blive meget forelsket. Charles skulle have været konge efter hans far, men det ændrede sig, da Morke kom til og dræbte Charles’ far. Morke sagde til hele kongeriget, at det var Charles, der dræbte kongen. Selvfølgelig var der ingen, der ville have Charles, som konge nu. Derfor besluttede man nu, at Morke skulle være konge. Det er den største fejl folket nogensinde har lavet. Morke forvandlede hurtigt kongeriget til dette mørke sted. Slottet man plejede at kalde Det Hvide Slot blev nu kaldt Det Mørke Slot. Han forvandlede Charles til en sort ridder, der til evig tid er dømt til at adlyde hans ordre. Og så er der mig. Han vidste, at jeg var den eneste, der kendte sandheden om mordet på den rigtige konge. Han besluttede derfor at forvandle mig til en gammel grå kone. Han vidste, at ingen ville tro på mig, når jeg var en gammel kone. Man ville bare tro, at jeg var blevet skør på grund af den høje alder. Men der var stadig nok håb i mig til, at jeg kunne blive til mit 21-årige jeg hver tredje dag, når den syvende stjerne lyser,” fortalte Helaine. ”Dog med nogle få ændringer,” tilføjede hun og blinkede til Frida. Frida var målløs og fuld af skyldfølelse over, at det var hendes onkel der havde dræbt den rigtige konge og forhindrede Helaine og Charles i at være sammen. Men det var ikke kun dem, der ikke kunne være sammen. Der gik historier om, at alle der var forelsket, før Morke kom til, ikke kunne være sammen længere. Det var kun par, der var gift eller havde børn sammen, der stadig kunne være sammen, efter Morke var blevet konge. Men selvom de kunne være sammen, elskede de ikke længere hinanden på samme måde. Frida havde set det med sine egne øjne. Hendes forældre elskede ikke hinanden længere. Det pinte hende at tænke på det, så hun rev sig løs fra sine tanker og kiggede på Helaine og spurgte: ”Hvad er det for en mission, vi skal på?” Helaine smilede. ”Først skal vi finde en gammel fløjte,” svarede hun. Frida undrede sig over, hvordan en fløjte skulle kunne hjælpe dem. ”Hvad er det for en fløjte?” spurgte hun. ”Historierne siger, at fløjten kan omstøde al mørke til lys, hvis bare man benytter den rigtigt, men problemet er, at ingen ved hvordan man benytter den rigtigt,” svarede Helaine tålmodigt. ”Og hvor finder vi så denne fløjte?” spurgte Frida og tænkte, at det var en umulig opgave. Helaine svarede: ”Den gemmer sig et sted i denne skov, men ingen ved hvor. Det siges at kun den med rene intentioner kan finde fløjten.” Hun kiggede op på himlen og tilføjede så: ”Det ser ud til, at stjernerne snart bliver usynlige igen. Hvis det er i orden med dig, så vil jeg følge dig på afstand, da jeg vil blive forvandlet til den gamle grå kone om lidt, når stjernerne bliver usynlige. Jeg vil slutte mig til dig om tre dage, når den syvende stjerne lyser på himlen. Du ved, hvad du skal kigge efter.” Med disse ord vendte Helaine sig og gik længere og længere væk fra Frida. Frida var løbet tør for ord og begyndte bare at gå, imens hun tænkte, at hun lige så godt kunne gøre et forsøg på at finde fløjten. Hun anede ikke, hvor hun skulle lede, men hun havde en fornemmelse af, at hun skulle gå mod hjertet af skoven. Frida gik og gik, men hun syntes ikke at komme nærmere hjertet af skoven. Hun var ved at blive desperat, det eneste hun kunne tænke på var, at hvis hun ikke fandt fløjten, ville ægte kærlighed aldrig vende tilbage til kongeriget og Helaine og Charles ville aldrig kunne være sammen. I samme øjeblik hun tænkte dette, begyndte et brat lys at tage form foran hende. Imens lyset udviklede sig, begyndte en lille blomst at spire og den blev større og større og til sidst var den meget større end Frida. Blomsten bøjede sig så dens hoved, der stadig var lukket, var på niveau med Fridas hoved. Blomstens hoved åbnede sig og der lå fløjten, pænt og ventede. Fløjtens hvide maling var krakeleret, men den var stadig umådeligt smuk. Frida rakte hånden frem og tog fløjten. Den føltes godt i hendes hånd og hun blev fyldt med håb. Hun vidste, at nu var tiden kommet til at gå mod slottet. Hun gik målrettet mod udkanten af skoven og vidste, at hendes handlinger herfra alle ville være afgørende for hele kongeriget. Det ville tage nogle dage at komme til slottet, men det gjorde bare Frida gladere, for hvis hun var heldig, ville det passe med, at hun igen kunne få Helaine ved sin side.

Frida gik og gik og til sidst nåede hun ud af skoven. Hun kunne huske, hvordan udsigten engang havde set ud. Græsset havde været grønt og der havde været smukke blomster. Det lidt bakkede landskab havde i det hele taget været meget frodigt. Himlen havde næsten altid været blå med få hvide skyer. Og på en bakketop længere fremme havde slottet lagt, smukt og prægtigt. Men nu var udsigten forfærdelig. Græsset var vissent og der var ingen blomster eller buske. Himlen var dækket af mørke skyer. Slottet var mørkt og deprimerende at se på. Frida syntes, at det var ubehageligt at tænke på, at det var, der hun skulle hen. Hun tog en dyb indånding og gik med målrettede bevægelser mod slottet. Hun knugede fløjten i sin hånd, imens hun gik og forstillede sig, hvordan alting ville blive, hvis hun overvandt Morke. Det var underligt for hende at tænke på, at hele kongerigets fremtid var i hendes hænder. Hun bestemte sig for, at hun ville bruge gåturen til slottet til at samle mod og tænke over, hvordan hun mon skulle bruge fløjten til at vinde over mørket. Da Frida havde gået i lang tid, var hun blevet meget træt. Hun fandt derfor et sted hun kunne lægge sig og sove. Hun tænkte ikke længere på mad eller vand, det var som om, at håbet hun havde fået, havde mættet hende. Da Frida vågnede igen, var hun stadig lige så målrettet som før og hun gik videre mod slottet.

Da der var gået tre dage, siden Helaine havde forladt Frida, og det igen var nat, stod Frida ikke langt fra slottets port. Hun kiggede op på himlen og så, at der var syv stjerner, der lyste og hun vidste, at det betød, at Helaine ville vende tilbage. Og ganske rigtigt kom Helaine gående og standsede ved siden af Frida. ”Godaften igen Frida. Du har fløjten, kan jeg se. Så lad os gå igennem porten og konfrontere mørket, der venter,” sagde Helaine. Frida tøvede lidt og sagde så med en bekymrende mine: ”Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal benytte fløjten.” Helaine smilede og svarede derpå: ”Bare rolig Frida, jeg er sikker på, at det kommer til dig, når du får brug for det.” Frida syntes ikke, at det beroligede hende helt, men hun besluttede sig for at sætte sin lid til Helaines ord. Helaine gjorde en fin håndgestus, der viste, at hun syntes, at Frida skulle gå først. Frida trak vejret dybt og tog det første skridt mod porten, der gemte på et mørke uden lige. Helaine fulgte efter og sammen gik de igennem porten til slotsgården. Slotsgården var helt tom, så Helaine og Frida gik længere frem mod døren til selve slottet. De var næsten fremme, da døren gik op og ud kom en sort ridder. Frida gik ud fra, at det var Charles. Helaine standsede op og det samme gjorde Frida. ”Hvad gør I her?” spurgte han med sin dybe røst. ”Du ved udmærket, hvad vi gør her, Charles,” svarede Helaine. ”Ja, jeg ved, hvad I vil. Kongen har forudset det hele. Men det kommer ikke til at lykkedes. Kongen har sat mig til at forhindre jer i at komme forbi og jeg har tænkt mig at gøre alt, der står i min magt for at udføre hans ordre,” sagde Charles. Helaine sagde sørgmodigt: ”Kære Charles, vil du virkelig skade mig? Eller et barn? Sådan er du ikke Charles og det ved du godt.” Charles brølede af raseri og trak sit sværd og gik frem mod Frida og Helaine. Frida var skrækslagen, men Helaine virkede derimod meget rolig. Hun fremtryllede et sværd til sig selv. Sværdet var lysende og hvidt, ligesom Helaine selv. Charles havde et chokeret ansigtsudtryk. Han havde tydeligvis ikke regnet med at møde modstand. Han fattede sig hurtigt og gik længere frem mod Frida og Helaine. Helaine ventede tålmodigt. Charles var nu mindre end to meter fra dem og han gjorde nu et sving med sit sværd mod dem. Helaine parrede det uden store anstrengelser og råbte samtidigt med, at hun svang sit sværd mod Charles: ”Løb ind i slottet, Frida og befri os fra mørket!” Frida løb alt, hvad hun kunne, forbi Charles og igennem døren til selve slottet. Hun kunne høre sværdklingerne ude i gården mødes gang på gang, men hun tog sig ikke af det, for hun var lige trådt ind i et overvældende rum. Der stod søjler på hver sin side af en bred gang med et mørkerødt tæppe. På den anden side af søjlerne var der et mørke uden lige. Tæppet førte op til en lille trappe, der førte op til en overvældende trone. Den var belagt med guld og udskæringerne var helt fantastiske. Den var polsteret med stof, der matchede det mørkerøde tæppe. Og på tronen sad Morke og smilede ned til Frida. ”Så kom du endelig kære niece. Og du har medbragt en fløjte, kan jeg se. Du vil måske udrydde mig med en smule musik?” spurgte Morke grinende. Frida blev fyldt med vrede, men forholdte sig roligt og sendte blot et lidt anstrengt smil til Morke, som stadig lod til at more sig herligt. ”Nå, så lad mig da høre kære niece. Spil noget for mig!” beordrede Morke. Frida smilede stadig og nejede for ham, hvorefter hun tog fløjtens mundstykke op til munden og begyndte at spille. Til hendes egen overraskelse var de toner, der kom ud af fløjten rene og smukke og de skabte en lys og glad melodi. Frida havde aldrig lært at spille fløjte, så hun undrede sig en del, men blev ved med at spille og prøvede at se ud som om, at hun vidste, hvad hun lavede. Melodien blev mere dyster og mørk og Frida tænkte, at det da ikke kunne være rigtigt, at melodien skulle være mørk og prøvede ihærdigt at få den til at blive lys og glad igen. Men desto mere hun prøvede, desto mørkere blev melodien. Til sidst gav hun op og hendes tanker gik til Helaine der stadig sloges med Charles og hendes familie, der stadig var sure og sikkert ligeglade med, at Frida var løbet hjemmefra og hun tænkte på alle dem, der aldrig ville få hinanden nu, hvor hun havde fejlet i forsøget på udrydde mørket. Hun kunne høre Morke grine og hun følte sig mere ydmyget og vredere end nogensinde. Af ren og skær vrede løftede hun igen fløjten og knugede den hårdere end nogensinde. Hun førte den igen op til hendes læber og spillede nu igen. Denne melodi var sørgmodig, men den tog stille og roligt kraft til sig og Frida gik nærmere og nærmere på Morke, som havde fået et forbavset udtryk. Mørket bag søjlerne syntes at blive mindre tæt og Morkes overlegne skikkelse krympede sig sammen. Frida spillede de sidste toner på fløjten og vidste, at nu havde hun vundet. ”Glæde kan blive fundet, selv i de mørkeste tider, hvis én bare husker at tænde lyset,” sagde Frida, som de sidste ord, inden hun faldt om af udmattelse.

Da Frida vågnede, var hun igen hjemme hos sin familie i det lille bondehus. Over hende var et velkendt smilende ansigt. Det var hendes mor, der igen var glad og kærlig. ”Mor? Gjorde jeg det? Vandt jeg over Morke? Hvor er Helaine? Og hvad med Charles?” spurgte Frida. Hendes mor smilede. ”Ja, du gjorde det. Morke sidder i fangehullet på slottet nu. Dronning Helaine er gift med Kong Charles nu og de har fået rettet op på alting. Og kærlighed eksister igen, alt sammen takket være dig,” svarede hendes mor smilende. Frida smilede og vidste, at alting var godt igen og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...