Du kommer for sent

Denne historie skrev jeg til min niende klasses afgangsprøve i 2012. Opgaven gik ud på at man fik et lille del af en historie af en forfatter, som jeg ikke husker navnet på lige nu. Men man skulle så fortsætte historien udfra det lille stykke tekst vi havde fået. Dette er midt resultat, og endnu engang har jeg altså ikke kigget den igennem efter fejl, så bær over med mig :-) Håber I kan lide den!

Ps. hvis jeg ikke tager meget fejl er det allersidste afsnit det stykke tekst jeg havde.

1Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

1. Du kommer for sent

 

John løftede armen og tog sigte. En halvtredser hvis du rammer, sagde Sebastian. Hold din halvtredser klar, svarede John kækt tilbage. John ramte altid. Sebastian vidste det, og det gjorde de andre, der kiggede også. Men det gjorde det altid sjovere, når Sebastian satte penge på spil. Tilskuerne kom med tilråb, opmuntrende såvel som nedladende. Men John lukkede dem ude af sin verden lidt efter lidt. Han forberedte sig på flugten, han ville indlede bagefter, når han selvfølgelig ramte ruden i Grise-Olsens gamle skrammel af et hus. John tog tilløb, svang armen, og lod stenen flyve op. Ruden var smadret og de løb væk så hurtigt, som deres ben ville bære dem.

John åbnede køleskabslågen, kun for at opdage, at der ingen mad var. Din far og jeg tænkte, at vi kunne tage ud og spise sammen i aften. Alle sammen, sagde Stephanie. Han sendte hende et vantro blik og sagde til hende, at han spiste ved Sebastian. Nå, sønnike skal du med ud at spise i aften?, spurgte far, idet han kom ind af døren. John rystede på hovedet og gik sin vej, og sørgede for at smække døren lidt hårdere end normalt. Han hørte et hulk, og nogle trøstede ord fra sin far. Og gik så ud af hoveddøren.

John sad på Sebastians værelse. Malene spørger tit ind til dig, at du ved det, sagde Sebastian. John havde høretelefoner i ørene, så han hørte ham knap nok. Mhm, undskyld hvad?, spurgte John. Sebastian rev høretelefonerne ud af hans ører. Malene er vild med dig, okay?, sagde han og lød lettere irriteret. Nå, bare det. Men så må du jo bare fortælle hende, at jeg ikke er interesseret, sagde John. Sebastian sendte ham et irriteret blik. Det kan du sgu selv sige til hende, sagde Sebastian. Først nu mærkede John Sebastians irritation. Slap af makker! Hvorfor er du så sur?, spurgte John. Først rystede Sebastian bare på hovedet, men bestemte sig tilsyneladende alligevel for at sige noget. Det er dig mand. Du er så kold, at man skulle tro, at man ville få forfrysninger af at røre ved dig. Hvad sker der med dig?, spurgte han, og lignede så en, der havde talt over sig. John vidste ikke, hvad han skulle sige. Han følte sig forulempet. Så han gik sin vej.

John sad i den bløde lænestol, han kendte så godt, og pillede lidt i syningerne. Hvordan har du så haft det i den her uge John?, spurgte dr. Kristensen. John skulle lige overveje spørgsmålet, inden han vidste, hvad han skulle svare. Blandet, sagde han. Dr. Kristensen kiggede bare på ham, og afventede en nærmere forklaring. Nogle dage har været gode, andre dårlige, og så igen har der været nogle helt neutrale dage, sagde han så. Han kunne ikke uddybe det nærmere. Hvad med der hjemme? Hvordan går det med din stedmor? Er du begyndt at acceptere hende?, spurgte hun. Nej. Nej det var han ikke. Men han vidste, at hvis han fortalte sandheden, skulle han bevæge sig ud i en længere samtale om hvordan og hvorledes, og ditten og datten. Det går meget bedre, løj han. Vi var ude at spise sammen alle tre her den anden aften, tilføjede han så. Løgn. Det hele var en stor fed løgn. Så du har ikke gået din vej fra nogen, siden vi sidst snakkede sammen?, spurgte hun. Nej, svarede han. Dr. Kristensen nikkede anerkendende, og skriblede lidt på sin notesblok. Er vi så færdige her?, spurgte John. Hun nikkede, og John gik.

John sad på sin plads i klasseværelset. Malene kom hen til ham. Hej John, jeg tænkte på, om du ikke vil komme til min fest i aften?, spurgte hun, og prøvede på at kigge på ham med søde, bedende øjne. For John så det bare komisk ud. Beklager, jeg må ikke tage til fester på hverdagsaftener, sagde han. Malene kiggede uforstående på ham. Jamen, John, det er store bededag i morgen, så vi har fri, sagde hun. John følte sig pludselig meget udsat. Tja, så kunne jeg måske godt lige tage et smut forbi, sagde han så, tom for undskyldninger. Malene lyste op i et smil. Jeg sms’er adressen til dig, sagde hun og satte sig hen på sin plads. Klokken ringede ind til time og den ringede ud igen. Da dagen var forbi, skyndte han sig at komme ud af skolen.

John sad under piletræet i Grise-Olsens have. Jamen dog, John, hvad laver du her? Det var Grise-Olsen, der havde opdaget ham. Han satte sig ned ved siden af John. John sagde ikke noget, han vidste, at Grise-Olsen vidste, at det var ham, der havde kastet stenen. Hør her John, jeg ved godt at du er følelsesmæssig ustabil, og alt det der psykologiske pladder, men jeg har altså ikke råd til alle de smadrede ruder, sagde han. John nikkede. Han forstod. Men det betød ikke, at han ville lade være. Godt så, fortæl mig så hvordan det går, sagde han. Ikke på den der irriterende måde dr. Kristensen bruger, der får en til at føle sig som et pattebarn. Grise-Olsen var til at snakke med. Og han havde ikke noget imod, at John altid gik, så snart han ikke havde mere at sige. Så John fortalte som sædvanlig alt om sine følelser til Grise-Olsen. Grise-Olsen, det er egentlig et sjovt navn. Og så kun fordi du har en kælegris. Verden er et underligt sted, afsluttede John og gik så.

John tømte postkassen. Han kiggede hurtigt brevene igennem. Der plejede aldrig at være noget til ham, men det var der i dag. En lille konvolut. Johns navn var skrevet på med sirlig håndskrift. Han åbnede konvolutten og læste brevet indeni. Der stod ikke meget, men det fyldte alligevel meget i Johns hoved. Jeg er din mor John, og jeg vil gerne møde dig. Sms tid og sted til mig, stod der. På bagsiden stod et mobil nummer. John var målløs. Hans mor. Han havde en rigtig mor. Han kunne mærke følelserne snige sig ind på ham. De overvældede ham. Præcis som psykologerne sagde, at de ikke måtte. John kunne ikke dy sig. Han skrev tidspunkt og sted. Og gik så sin vej for at tage til Malenes fest.

John sad udenfor Malenes hus. Da han var kommet, var de fleste allerede rimelig fulde. Især Malene selv. John, du er altså bare så sej, og så fuld af mystik, og jeg elsker dig, havde hun sagt. John havde ikke svaret bare skubbet hende væk, da hun prøvede at kramme ham. John følte sig malplaceret blandt festens gæster. Desuden kørte hans følelser rundt, og der skulle ikke meget til, før han ville komme til at gøre noget dumt. Så han besluttede sig for at tage hjem. Lige inden han gik, kom Sebastian. Du må sgu undskylde det der den anden dag. Det er bare, jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du har det svært, men du er sgu så svær at komme i kontakt med nogle gange. Jeg sgu ikke helt, hvad jeg skal gøre af dig, sagde han. Det er okay, sagde John. Det gør jeg heller ikke selv, tænkte han og gik så.

John var på vej mød mødestedet. Hans følelser ræsede rundt, og tårerne trillede. Der var ingen vej tilbage. Han havde besluttet sig. Han hadede sin mor for at forlade ham som lille. Ja, det var den rigtige følelse. Had. Han vidste, hvad han ville gøre. Han havde pistolen med, så det ville ikke blive svært. Så gik han med en beslutsomhed, han aldrig havde haft før.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...