Black rose

Kionna har altid levet et fattigt liv. Det eneste hun ejede var hendes slidte kjole og den sorte amulet med en rose på. Hun lever af at være stjæle og denne evne hjælper hende ind i et farligt fællesskab hvor man ikke kan stole på nogle. I et forsøg på at finde hendes fars morder og at gøre hendes afdøde bror stolt.

Ville være rigtig glad hvis i gad at smide en kommentar, da dette er min første 'rigtige' movella, som jeg skriver selv. Vil også gerne have kritik :)

8Likes
4Kommentarer
758Visninger
AA

5. Kap 4

Himlen var helt sort nu. En ugle tudede i det fjerne. Der lød puslen fra nogle buske i nærheden. Det var sikkert en ræv der var vågen. Lyset fra bålet bekræftede min teori, da en rævs hoved kom til syne lige overfor mig. Den kiggede på mig i nogle lange sekunder, og vurderede at jeg nok ikke var farlig. Den gik et par skridt frem og satte sig foran bålet. Den tog sig ikke af at jeg sad og betragtede den, og mere ligeglad var den med Dyami der lage lidt væk fra hvor jeg sad. Han vendte sig lidt i søvne, men ræven tog sig ikke af det. Den kiggede op på mig, og lagde hovedet lidt på skrå. Jeg kunne se flammerne spejle sig i dens øjne. Dens røde farver, blev næsten mere glødende i ildens skær. Den lignede at den stod i flammer. Den gabte lidt. Den havde nok været på jagt om dagen, i stedet for at sove. Den rejste sig og gik rundt om bålet, og helt tæt på mig. Den kiggede da lidt på mig, og drejede sig så rundt om sig selv og lagde sig som en kugle ved min side. Den lagde der ikke ret længe før jeg kunne høre et dybt suk fra den. Den sov nok nu. Jeg kiggede ud over søen. Der var stadig små ildfluer der fløj rundt der ude. Dyami nyste, åbnede øjnene lidt. "Sover du ikke endnu Kionna?". Det lød så sødt den måde han sagde mit navn på. "Næ. Jeg er rigtigt træt". Han satte sig op og kiggede lidt på mig. Han rystede lidt på hovedet og gned sine øjne. "Du ser sød ud når du sover", grinte jeg. Han smilte til mig, og grinte lidt selv. "Du ser også sød ud", svarede han. Han lukkede øjnene og samlede knæene op til sig, lagde armene om dem, og støttede hovedet på armene. "Du har da ikke set mig sove?". Han grinte lidt, og der gik lidt inden jeg forstod hvad han mente. Vi sad lidt og grinte sammen. " Det er en sød ven du har fået dig der", han nikkede over imod ræven der stadig sov. Den var ikke fuldvoksen kunne jeg se, da den var så tæt på mig. Jeg kiggede og smilte. Jeg kunne tænkte lidt og spurgte så: "Hvad betyder Dyami egentlig?". Jeg var sikker på at det måtte betyde noget, og da han lignede en der godt kunne komme fra et af skovfolk der boede i nærheden, var jeg sikker på at han også vidste hvad det betød. Han grinte lidt og jeg havde ret. Ørn betød det. Et typisk skovfolks navn. Eller det troede jeg. Jeg kendte ikke meget til skovfolket. "Ved du så hvad Kionna betyder?". Jeg rystede på hovedet. Jeg havde aldrig vidst at mit navn havde en betydning. Han grinte lidt og sagde så: "Modig". Jeg grinte. Jeg havde aldrig mødt nogen der ville sige det til mig. Kun min bror. Han sagde altid at jeg var modig. Han sagde at det var modigt af mig at jeg turde at jage selv. Han havde lært mig at skyde med bue og pil da jeg var lille. Da han blev syg måtte jeg gøre det selv. han havde også lært mig hvordan man selv lavede en bue, men da jeg normalt holdt til i byen, havde jeg ikke brug for dette. "Jeg er ikke særlig modig", svarede jeg så. Han grinte. "Du er en af de modigste jeg nogensinde har mødt". Jeg forstod ikke hvorfor. Han så mit undrende blik og sagde så: "Du lod mig blive. Jeg er en vildt fremmed og i stedet for at jage mig væk, lod du mig blive. Du virker ikke engang genert. Jeg er næsten helt sikker på at den kjole er stjålet. Hmm... Du lader en ræv ligge ved siden af dig. Du... Du er en pige på, hvad 17 år? og du ligner en der ved hvad du vil med dit liv. En der altid vil tage chancen for hvad du tror på. En der har været igennem meget. Du har livs erfaring. Jeg ved det lyder dumt, men det klæder dig". Jeg grinte lidt, men så så på hans blik at han havde ment det i fulde alvor. "Øhm tak". Han smilte så og grinte. "Hvad så med dig? Hvorfor hedder du ørn?". Han trak lidt på mundvigen. "Jeg ved det ikke helt, men måske fordi jeg ser alting. Eller at jeg blev født som en halvt adelig person i vores folk. Jeg er fra skovfolket" -Jeg vidste det-"Og min far var leder". Jeg nikkede; "Hvorfor bliver du ved med at sige 'var'?". Hans smil forsvandt lidt fra hans læber. "Jeg løb væk. Det er ved at være flere år siden nu"."Hvad bor du så nu?", spurgte jeg. "Det vil jeg helst ikke snakke om nu. Jeg vil ikke ødelægge den gode stemning". Han smilte og sagde så; "Fryser du ikke? Vil du ikke her ned af ligge under det her 'store dejlige varme' tæppe?". Han lagde sig ned og tog tæppet om sig, men holdt alligevel armen ude og tæppet, som i at jeg skulle lægge mig ved siden af ham. Og han havde ret. Jeg var nok modig. Ellers var der nok ikke en anden forklaring på, hvorfor jeg rejste mig og lagde mig ind til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...