Black rose

Kionna har altid levet et fattigt liv. Det eneste hun ejede var hendes slidte kjole og den sorte amulet med en rose på. Hun lever af at være stjæle og denne evne hjælper hende ind i et farligt fællesskab hvor man ikke kan stole på nogle. I et forsøg på at finde hendes fars morder og at gøre hendes afdøde bror stolt.

Ville være rigtig glad hvis i gad at smide en kommentar, da dette er min første 'rigtige' movella, som jeg skriver selv. Vil også gerne have kritik :)

8Likes
4Kommentarer
754Visninger
AA

4. Kap 3

En følelse af at være overvåget, fik mig til at stoppe min sang og vende mig om. Jeg kunne ingen se. Jeg begyndte at synde igen. Jeg kiggede op imod det lille vandfals der tilførte den lille skovsø vand. Vandet var utrolig klart og blåt, i det ellers rødlige lys fra solnedgangen. Jeg fik følelsen igen, og denne gang bøjede jeg mig sammen i det lune vand og vendte mig. En raslen mellem bladene fangede min opmærksomhed. ,,Hallo. Er der nogen?". Ingen svarede. Det eneste man kunne høre var lyden af en lærke i et træ i nærheden og den den stille lyd fra vandet i vandfaldet. Jeg skyndte mig at vaske mit hår. Det havde sikkert bare været et dyr, men jeg var alligevel ikke tryk ved tanken om at nogle stod og kiggede på mens jeg badede. Jeg sang lidt videre. Sangen var en blanding af en vuggevise og noget af den melodi lærken sang. Nogle ildfluer var begyndt at flyve omkring ude på søen. Himlen var begyndt at blive mere lyserød. Alt var helt eventyrligt.

Jeg hørte igen nogle raslende blade, men ventede med at vende mig om. I det at jeg gjorde dette, fik jeg så taget personen på fersk gerning. En dreng på min egen alder stod og kiggede på mig. Da han fik øjenkontakt med mig, for han sammen. Jeg var lige så overrasket som han var, selvom det var mig selv der kiggede efter en. Jeg havde ikke regnet med at der ville stå en person. Drengen kiggede op igen. ,,Undskyld", pibede han. ,,Vend dig om", befalede jeg. ,,Og kig ikke før jeg giver dig lov". Han skyndte sig at vende sig. Jeg løb op på stranden. Jeg greb den røde kjole og hev den over mig. Den passede perfekt. Jeg havde gemt den, men jeg var ude og 'købe lidt ind'. Stoffet faldt pænt ned af mig. Jeg bandt korsettet bag på. Jeg behøvede ikke at have hjælp da det ikke behøvede at være stramt. De lange år uden for meget mad, havde gjort mig meget slank. Ikke skelet agtigt. Mere naturligt. Jeg greb den lille pose penge og bandt den fast til korsettet i den ene side. Jeg satte mig på en træstamme der lagde ved kanten af søen nær drengen. Jeg kiggede på ham. Han havde kort lyst har, som lidt i lokker, faldt ned i den solbrune nakke. ,,Vend dig". Det var tydeligt at havde respekt for mig. Han var nok ked af at jeg opdagede ham, og ville ikke modstride mig, for ikke at jeg skulle blive sur. Jeg vidste ikke om jeg var sur. Drenge vendte sig. Da han så at jeg sad, satte han sig også ned. Men ikke på stenen som ville være det oplagte valg, men på jorden ca. 1,5 meter foran mig. Han sendte mig et forsigtigt smil, som afslørede en række perfekt hvide tænder. Jeg smilte tilbage. Han grinte lidt af situationen, kløede sig i nakken og klemte øjnene sammen. Da han åbnede dem igen, så jeg ind i de øjne jeg allerede en gang havde haft øjenkontakt med. Men slet ikke på denne måde. Han havde dybtblå øjne. Øjne så blå og varme at de fik dette eventyragtige sted til at ligne.. ligne hvad.. det vidste jeg ikke. Øjnene gjorde mig forvirrede. De førte mig ind i et andet univers følte jeg. Jeg følte mig ikke til stede. Jeg følte mig bare som en del af alt det blå. Et spørgsmål fik mig tilbage til virkeligheden. ,,Hvad hedder du?", spurgte jeg. Han smilte igen, men denne gang større. Så åbnede han munden og sagde med en dyb men blød stemme: ,,Dyami".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...