Black rose

Kionna har altid levet et fattigt liv. Det eneste hun ejede var hendes slidte kjole og den sorte amulet med en rose på. Hun lever af at være stjæle og denne evne hjælper hende ind i et farligt fællesskab hvor man ikke kan stole på nogle. I et forsøg på at finde hendes fars morder og at gøre hendes afdøde bror stolt.

Ville være rigtig glad hvis i gad at smide en kommentar, da dette er min første 'rigtige' movella, som jeg skriver selv. Vil også gerne have kritik :)

8Likes
4Kommentarer
765Visninger
AA

3. Kap 2

Jeg kiggede mig omkring. Der var mange mennesker på det store tov. Mennesker der handlede med hinanden. Overalt var der små boder og indhegninger med dyr som alt sammen skulle sælges. Det var tid til lidt morgenmad. Jeg kiggede rundt. En mand stod med nogle kurve med friskbagt brød. En kvinde stod og handlede med ham. Brødet så godt ud. Det var længe siden af jeg sidst havde fået frisk brød. Det var dyre, end vis man købte noget der havde lagt flere dage. Det var det jeg plejede at købe. Eller stjæle. Jeg havde endda gået så langt til at jeg engang stjal brød fra de sække som grisene blev fodret med. Brødet var ofte muggent, men jeg havde klaret mig. Det var bedre end at være sulten. Jeg kiggede mig omkring. En mand kom gående imod mig. Jeg begyndte at gå lige imod ham, men jeg kiggede væk. Jeg mærkede et bump, og jeg faldt bagover på jorden. Jeg kiggede frem for mig. Manden var også faldt på numsen. Han kiggede sig forvirret omkring, og så på mig. Han kiggede mig i øjnene og sendte mig et blik der kunne dræbe. Han havde ret fine klæder på, så jeg vidste at han måtte være rig eller måske arbejde for de kongelige. Han var perfekt. Jeg rejste mig hurtigt og undskyldte ham meget. Han så stadig rasende ud. Jeg gav mig hånden, men han tog ikke imod den. Han kom selv på benene, og i det øjeblik han rettede sig op, halede jeg den lille pose med mønter op ad hans lomme. Jeg skyndte mig at gemme den i mit ærme, og kiggede mig omkring. Flere af dem der havde kigget med var gået videre, og dem der var blevet stående, havde intet set. Manden børstede sine klæder af for skidt. Sendte mig et blik, og ud igennem hans sammenbidte tænder, kunne man høre ham sige ,,Djævle yngel". Jeg vendte mig om, og begyndte at gå. Det var ikke klogt at blive på stedet. Han ville sikkert komme tilbage og lede efter hende, når han så at den var væk.

Jeg gik langs boderne og kiggede på de små borde med kurve med forskellige ting, hun aldrig rigtig havde haft råd til. Personen der stod bag boderne råbte efter folk, men ikke til mig. De kunne se jeg var fattig. De dømte mig. Jeg gik hen til en gammel lille mand på et lille hjørne. Han sad i skrædderstilling, bag det et lille tæppe. På tæppet lagde der ting han solgte. Forskellige ting som smykker og redskaber. Jeg satte mig på hug foran ham. Jeg kiggede lidt tingene igennem. Han havde mange forskellige ting. Mine øjne faldt på en lille kam. Jeg tog den op imellem mine hænder. Jeg drejede den mellem mine hænder. Den sølvfarvede overflade glimtede i sollyset. Små mønstre, som snirkler, var ridset ind i den. Jeg kiggede op på manden som smilte til mig. ,,Ja den er flot ikke sandt?". Han snakkede videre uden at ville høre mit svar. ,,Jeg tror faktisk den er lavet i ægte sølv. Men jeg er nu ikke sikker". Han klemte øjnene sammen, og lagde hovedet lidt på skrå. Den var smuk kammen. Jeg lagde den til side, og tog fat i den lille pose mønter. Den var lidt tung. Jeg åbnede den, og kiggede ned i den. Ikke bare kobber mønter lagde der i den. Men også en del sølv og også nogle guld. Jeg havde aldrig stjålet så mange penge på en gang. Jeg kiggede ned på den lille kam. ,,Hvor meget skal du have for den?". Manden rystede på skuldrene, kiggede ned på kammen , og så op på mig. ,,Tjah... 4 sølvstykker er jeg nok nødt til at sælge den til. De slår jo ikke til så meget mere. Jeg tog 4 stykker sølv op ad posen. Man kunne næsten ikke se at man havde taget noget fra den. Jeg rakte manden pengene, tog kammen og rejste mig. Han sendte mig at smil. Jeg begyndte at gå tilbage af. Jeg fandt bageren og købte et brød. Der var mad til hele dagen nu. Jeg gik og små spiste af det. Jeg gik videre og hørte en man råbe et stykke væk ved siden af mig. En masse folk stimlede sammen om en et lille podie, hvor der stod en mand på. Han var nok på min alder. Han havde fine sorte klæder på, og en høj mørk hat.

,,Mine damer og herre. Jeg er den store Marterius. Nu skal i se ting er aldrig er blevet set før. Mine folk, I vil ikke tro jeres egne øjne, når jeg viser at der er mere mellem himmel og jord. Nemlig magi..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...