Black rose

Kionna har altid levet et fattigt liv. Det eneste hun ejede var hendes slidte kjole og den sorte amulet med en rose på. Hun lever af at være stjæle og denne evne hjælper hende ind i et farligt fællesskab hvor man ikke kan stole på nogle. I et forsøg på at finde hendes fars morder og at gøre hendes afdøde bror stolt.

Ville være rigtig glad hvis i gad at smide en kommentar, da dette er min første 'rigtige' movella, som jeg skriver selv. Vil også gerne have kritik :)

8Likes
4Kommentarer
811Visninger
AA

2. Kap 1

Jeg åbnede øjnene. Jeg troede først at der var tåget, men da jeg havde blinket et par gange kunne jeg se at det var rummet der var fyldt med støv. Man kunne se støvet danse omkring i luften når man kiggede på det igennem de få solstråler der havde fundet vej ned mellem det utætte loft. Jeg kiggede mig omkring. Jeg var alene. Da jeg havde fundet vej til dette loft natten før, havde der ligget en lille pige. Hun havde set lige så alene ud i verden som jeg havde. Det var nok derfor hun nok kun kiggede da jeg havde sprunget ind af vinduet. Efter lidt tid havde hun lukket øjnene og jeg kunne høre på hendes vejrtrækning at hun sov. Hun havde ikke Været ældre end da jeg mistede mine familie som 13'årig. Det var nu nogle år siden. 3-4 måske. Jeg tænkte ikke rigtigt over det. Jeg rejste mig. Der havde lagt et tæppe på gulvet jeg havde sovet på. Det var længe siden jeg sidst havde sovet så godt. Jeg kiggede ned af mig selv. Min kjole var utrolig krøllet. Jeg prøvede at glatte den lidt ud. Også som et desperat forsøg på at få noget af alt det snavs og støv af den. Men jeg måtte opgave. Intet kunne få min kjole til at se mere præsentabel ud. Man kunne se langt væk at jeg var hjemløs. Man kunne se hvordan nogle mennesker væmmes ved mig, og hvordan de at holde hånden på deres lommer. De troede alle jeg var tyv. Og de havde ret. Hvis jeg ikke skulle stjæle maden, havde jeg intet valg. Og jeg stjal næsten kun fra mennesker der sikkert havde penge nok. Jeg kiggede mig omkring. Loftet var lille. Det var kun lavet som opbevaringsrum. Men ejerne havde sikkert ikke været her oppe længe. Flere års støv lage overalt på gulvet, og i støvet kunne man se flere spor fra vinduet og ud forskellige steder i rummet. I nogle af hjørnerne lage der andre tæpper. Loftet var sikkert blevet brugt af andre hjemløse. Det var nok derfor der havde stået en stige så tæt ved vinduet. Men nu var jeg alene. Der stod en masse kasser rundt omkring i rummet. Jeg begyndte at lede. Ikke efter noget bestemt, men man kunne jo være heldig. Jeg ledte i den stor kasse. Kassen var fyldt med ting som sikkert bare skulle være smidt ud. I bunden fandt jeg et halvknust spejl. Det sad stadig i den lille ramme, så man kunne stadig spejle sig i det. Jeg studere mit ansigt i det. Min ansigt var beskidt. Jeg så næsten helt mørk ud. Jeg spyttede på hånd og prøvede at kratte noget af alt jorden af. Inde bag mudderet, gemte der sig stadig min næsten mælkehvide hud. Mit mørke har indrammede mit ansigt og gjorde at jeg lignede en pige i sort-hvid. Hvis man så bare så bort fra i rosen røde læber og de store grøn-brune øjne. Hendes bror havde altid kaldt hende smuk. Men det var dengang. Jeg trængte til et bad. Og en kam. Og nyt tøj. Men jeg havde ikke rigtigt mulighed for nogle af delene da jeg ikke havde råd. Kun et bad. Men da jeg ikke havde noget hjem, måtte hun altid gå ud i skoven til den lille sø for dette. Og de steder jeg alligevel sov, gjorde mig hurtigt beskidt igen. Jeg kiggede sig omkring igen. En stor trækiste stod i det bagerste hjørne. Tæt på var den lille loftlem. På mærkerne i støvet på gulvet, kunne jeg se at den var blevet stillet derop for nyligt. Jeg åbnede den forsigtigt. Jeg var bange for at vække dem nedenunder. I kisten så noget der lignede en gammel dug. Jeg kiggede lidt videre. En mørkerød kjole lagde i bunden. Den måtte have tilhørt en lidt finere kvinde. Jeg holdt den op foran mig. Jeg burde kunne passe den. Kjolen var dekoreret med små forskellige mønstre i sort og guld. under brystet og ned til hofterne, så der noget lignede et korset. Det var lignede sort læder og bagpå kunne man binde den med fine bånd der lignede silke. Jeg lukkede kisten og lagde kjolen fra mig, oven på mig. Jeg satte mig ned i skrædderstilling på et tæppe der lå lidt bag ved mig. Jeg kiggede på kjolen. Den var alt for fin til en som mig. Den ville se helt forkert ud på hende, sådan som jeg så ud nu. Jeg lagde hovedet lidt på skrå. Hvad vis kunne ændre på hvad jeg var. Og hvem jeg var. Ændre på at jeg var en lille ussel tyvetøs. Måske kunne jeg blive en rigtigt kvinde. En stolt kvinde. En tyv med ære. Jeg rejste mig, og i en bevægelse drejede jeg mig og tog kjolen, og løb imod vinduet. Jeg svingede mig ud over vindueskanten og landede perfekt på jorden, som ellers havde været flere meter nedenunder. Jeg begyndte at løbe ud imod de travle gader, mens den samme tanke igen og igen blev ved at dukke op i mit hoved. Jeg måtte gøre min bror stolt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...