Grace

Denne Movella er lidt gammel, men da jeg hjemme har fået en del ros for denne, ville jeg gerne ligge den, så jeg kunne få lidt feedback. Den er så bare 2 år gammel. Men vær sød at skrive jeres ærlige mening.
Historien handler om pigen Grace som helst vil være alene. Hun kan ikke lide opmærksomhed, og da hende og hendes mor så flytter ud til et stort tomt hus hvor ingen mennesker er, ser hun hvor vigtigt det er at passe på med hvad man ønsker sig.

1Likes
2Kommentarer
583Visninger
AA

7. Kap 6

Sikke et sted at bo. Det er 14 dage siden vi flyttede ind og det er først holdt op med at regne i dag. Min mor kom hjem dagen efter, det med lynet. Der holdt regnen en pause på en time, men ellers har det regnet lige siden. Det samme havde trangen til at spise råt kød. Og at gå udenfor. To ting jeg ellers aldrig ville. Kun som lille ville jeg ud. Jeg kan huske engang jeg ønskede at blive en ulv. Bare løbe mellem de høje mørke træer. Lugte lugten af fyr, træer og jord. Hører lyden af poter mod jorden og de andre ulve et sted i nærheden. Bare mærke naturen helt ind i hjertet. Den drøm havde jeg ikke mere. Jeg er blevet for voksen til at ønske, at være et dyr. Jeg så ud af det store vindue. En bevægelse bag fra et af træerne, vækkede min opmærksomhed. Jeg gik ud i gangen og trak i sko og jakke. Jeg gik igennem stuen, og åbnede terrassedøren. Jeg gik med listende skridt hen mod træerne. Et dyr kom til syne længere inde. En stor sort han ulv kom til syne bag et stort fyr træ. Den kiggede på mig, med sørgmodige brune øjne. Jeg gik et par skridt nærmere, men den flyttede sig ikke. Jeg ved ikke hvor længe jeg stod her. Den var så smuk. De store muskler dækket med den store sorte pels. De store øre, der lyttede til både mig og lyde længere inde i skoven. Vi stod bare her i regnen. Pludselig begyndte jeg at nyse. Han ulven satte i løb ind mod skoven. Mine ben satte automatisk efter den. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ville vide hvorfor den bare sad og kiggede på mig. Den måtte jo være tam. Vilde ulve ville da flygte ved synet af et menneske. Selvom den løb med fuld fart indhentede jeg den hurtigt. Ulven stoppede da den hørte mig. Jeg stoppede og satte mig ned på den hårde jord. Jeg frøs ikke. Ulven satte sig en meter fra mig. En hviskende lyd så tynd som vinden, hviskede mit navn. ,,Grace?’’. Jeg kiggede mig rundt, men der var ikke andre end mig og den store ulv. Jeg hørte mit navn igen, men denne gang tydeligere. Jeg kiggede op mod huset, men jeg viste godt at min mor først kom hjem klokken 22:15, men hvor ellers skulle det komme fra. Jeg begyndte at tænke over hvorfor at jeg sad her. Med en ulv. Et stort dyr. Jeg burde være bange, men det var jeg ikke. Mit navn kom igen, men så tydligt, at jeg kunne hører at det kom inde i mit eget hoved. Jeg hørte mit navn igen og igen og igen. Ulven lagde hovedet på skrå, og havde et spørgende ansigtsudtryk. ,,Grace… Grace… Grace…’’. Ulven lagde sig ned så, tæt på at vis jeg ville kunne jeg rører den. Jeg fattede ingenting. Jeg som hader natur, dyr og den kolde luft. Og nu sidder jeg her ved siden af en stor han ulv. Og jeg elsker det. Jeg ville blive her for evigt vis jeg kunne. ,,Grace’’. ,,jah...’’ svarede jeg. Ulven satte sig op. Jeg fattede ingenting .,,Er du ramt af lynet?’’ kom stemmen fra mit hoved. ,,jah…’’ jeg fattede ingenting. ,,Hvem er du’’, spurgte jeg. ,,Det er mig. Tyler’’. ,,Hvor?’’. ,,Her, foran dig’’. Hvad? Det eneste der var foran mig var den sorte ulv. ,,ulven?’’ spurgte jeg alligevel. ,, Jahh… kan du ikke huske mig’’. Huske mig, jeg kunne ikke huske nogen talende ulv. Jeg har drømt om en sort ulv der hed Tyler. Eller, min mor sagde det var en drøm. ,,Dyr kan ikke tale’’. ,, Jo, det er bare mennesker der ikke kan hører os. Jeg har prøvet at tale til dig før, men du kunne ikke hører mig’’. Jeg tænkte tilbage, måske havde mine drømme om ulve været virkelige. Et spørgsmål poppede op. ’’Hvorfor kan jeg så hører dig nu?’’. ,,Lynet. Den må have opfyldt dit ønske, om at blive en ulv. En del af en klan. Det fortalte du mig selv, da du sad på min ryg som lille og jeg red af sted med dig. Da du flyttede til byen, glemte du alt om mig. Men fordi du ønskede dig dette så højt, er det ved at gå i opfyldelse. Du er ved at blive en ulv’’. Jeg var helt stum. Mig… Blive til en ulv. Jeg nev mig i armen, men der skete ingenting. Det var ikke en drøm. Det var virkelighed.  Jeg kiggede mig omkring. Det var ved at blive mørkt. Det blevet koldere, men jeg frøs ikke. Jeg lænede mig bagover, og ned på jorden. Jorden føltes dejlig at ligge på. Jeg viste ikke om jeg skulle være glad eller trist. En lille del af mig (nok den lille del af mig, der var blevet ulv) jublede af glæde. Men den menneskelige del, var helt forvirret. ,,Hvor mange dage vil der gå?’’ spurgte jeg så. ,,Omkring 10 døgn mere’’, svarede Tyler. ,,Hvornår vil man kunne se det på mig?’’. ,,På den sidste dag’’.  Jeg tænkte tilbage. Min barndom havde været dejlig. Men da vi flyttede til byen, forsvandt næsten alt glæden. Jeg havde et par venner, men jeg gad dem ikke. Jeg har heller ikke prøvet at have en kæreste. Nu var vi så flyttet her til. Ingen venner. Kun mig og min mor. Mit liv var ikke lige en fest. Alt var trist.  At blive en ulv ville nok ikke være så slemt. Den menneskelige del i mig jublede også nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...