Resterne af mascara ~#~ One Direction

Scar lever i en penthouselejlighed midt i hjertet af London - lige i øjeblikket med hendes bedste veninde Nova som er flyttet ind hos hende på grund af svigt fra hendes (ifølge Scar) sindsyge on&off kæreste Cliff, som hun ellers boede med. Dette tvinger Scar og Nova til, at være meget mere sammen end de plejer, og det bliver hurtigt for meget. For hvordan er det muligt at sige det rigtige hele tiden uden at ramme nogen ømme punkter?
Scar beslutter sig for, at Nova trænger til at møde en rigtig mand og er opsat på at finde ham til hende. I mellemtiden støder de ind i den charmerende Zayn Malik, der viser sig at være mindst ligeså problemskabende, som han er berømt. Og med hemmeligheder i luften er det svært at holde fødderne på jorden.
Så er spørgsmålet bare, hvor lang tid der går, før ballonen springer og får alting til at kollidere, så det eneste der stadig er som før vil være resterne af mascara.


22Likes
44Kommentarer
1256Visninger
AA

6. You Know that i'm Sorry

Vreden pumper i mit blod, som jeg går ned ad den sidste gade ved Scars lejlighed. Mine pupiller er udvidede og mine hurtige og lange skridt er farligt vaklende på de tårnhøje stiletter jeg har købt. Jeg hader at indrømme det, men mine øjne er blanke af tårer. Jeg ved ikke hvad der går af mig for tiden. Det er lige som om at lige siden jeg gik fra Cliff, har følelserne siddet helt oppe i halsen på mig - klar til at komme frem, bare der sker det mindste. Jeg hader det så inderligt. Scar kigger på mig som om jeg er lavet af porcelæn og kan smadre mod jorden og gå i stykker når som helst. Hvis bare jeg kunne gøre som hende, og holde tårerne inde til jeg ved jeg er alene. Men jeg er tydeligvist svag, og sådan er det bare.

 

Det prikker på mine fingre da jeg trykker dørhåndtaget ned og træder ind i opgangen. Hurtigt får jeg kæmpet mig selv op ad trapperne, og ender til sidst helt oppe på sidste sal hvor Scar sikkert sidder og venter på mig.

 

Efter at have talt til tre, flår jeg døren op, og stiller mig i dørkarmen med hænderne dinglende hjælpeløst ned langs siden. Scar sidder på sofaen og er lige ved at tabe den kop hun har i hånden. Jeg kigger ned i jorden og forventer at skældsordene vil komme haglende ned over mig, men i stedet er der så stille at det er lige før man stadig kan høre ekkoet fra da døren hamrede mod væggen og smækkede í lige tidsnok til at jeg nåede at træde ind i lejligheden.

 

Jeg forstår det ikke. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at få hende til at flippe ud på mig, men det eneste hun kan tage sig sammen til, er blot at åbne munden.

 

Mit hår er blevet farvet lyst, og min krop er proppet ned i en stram lyserød bandaue kjole.

Og så er der selvfølgelig mine syle tynde stiletter som får mig til at rage så langt op i rummet at jeg kun er en hanekam fra at røre loftet. Jeg går ellers aldrig i stiletter, og tætsiddende kjoler har jeg ikke turde bære i lang tid. Jeg har altid været ret tynd, og hver gang jeg hopper i en stram top eller kjole, kigger folk på mig med skrøbelige blikke, som havde jeg anoreksi. På en eller anden måde synes jeg bare at min smalle talje og den smule af mine ribben som kan ses gennem kjolen passer perfekt til det image som jeg besluttede mig for at gå efter, da jeg for et par timer siden sad hos frisøren og fik farvet mit hår lyst, fordi det var det som ifølge hende ville klæde mig bedst. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig hvad det er folk vil have. Og det har jeg så sørget for at de nok skal få.

 

Endelig rejser Scar sig op, og går hastigt mod mig. Hendes øjne kører febrilsk rundt på mit hår, min kjole og mine stiletter og til sidst kan jeg ikke holde det ud længere. Det er for sårende at se sin bedste veninde stå og betragte én, som var man hendes dyreste ejendel, sprængt i atomer. Derfor knækker mine ben også sammen under mig da hun tager fat om mit ansigt, og ikke længe efter sidder vi begge to på gulvet med mascara løbende ned af kinderne. Jeg ligger mit hoved på hendes skulder og hun knuger mig hårdt ind til sig. Det går op for mig at jeg har været forkert på den hele tiden. Den eneste grund til at Scar har behandlet mig så skrøbeligt, er jo at hun har været bange for at miste mig. Det er ligesom om at brikkerne pludselig falder på plads i mit hoved og jeg giver mig selv lov til bare at lukke øjnene et øjeblik.

 

Den eneste lyd der fylder rummet, er blandingen af vores snøft, da jeg pludselig bryder stilheden og hvisker et ord jeg i så lang tid har holdt inde. Et ord der skulle have været gledet over mine læber for lang tid siden.

 

”Undskyld”

 

Hun ryster stille på hovedet og hulker let.

 

”Nej det er mig der siger undskyld”

 

Mine øjne stirrer ind i hendes, og pludselig begynder jeg også at hulke. Sådan sidder vi lidt indtil Scar pludselig rejser sig op, og får mig op ad stå også.

 

”kom” siger hun beslutsomt og trækker mig med ind på badeværelset.

 

Jeg når kun lige at træde ind på klinkerne, da hun tænder det skarpe lys, og får mig placeret foran spejlet. Jeg ved ikke helt hvorfor hun gør det, og jeg kan heller ikke finde ud af hvordan jeg skal reagere. Pludselig mærker jeg hendes kolde fingre på mine bare skuldre og kan høre at hun begynder at fumle med lynlåsen til min kjole. Hun får lynet den ned, og jeg træder automatisk ud af mine stiletter i dét hun trækker kjolen af mig. I den nærmest kliniske belysning kan jeg ikke lade være med at sammenligne mine stiletter og min kjole med en barbiedukkes påklædning. Det hjælper ikke lige frem på mine tanker da jeg ser mit lyse fehår i det store spejl der hænger på den råhvide væg.

 

”Vi kigger på det i morgen” kommenterer Scar, som kunne hun læse mine tanker, og jeg nikker, imens jeg bevæger mig ind mod min seng. Vi udveksler et grødet godnat til hinanden og mørket omslutter os endnu en gang. Urets tikken får mig til at lukke øjnene og jeg er nærmest halvt i søvn da jeg mærker Scar tage min hånd under dynen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...