Resterne af mascara ~#~ One Direction

Scar lever i en penthouselejlighed midt i hjertet af London - lige i øjeblikket med hendes bedste veninde Nova som er flyttet ind hos hende på grund af svigt fra hendes (ifølge Scar) sindsyge on&off kæreste Cliff, som hun ellers boede med. Dette tvinger Scar og Nova til, at være meget mere sammen end de plejer, og det bliver hurtigt for meget. For hvordan er det muligt at sige det rigtige hele tiden uden at ramme nogen ømme punkter?
Scar beslutter sig for, at Nova trænger til at møde en rigtig mand og er opsat på at finde ham til hende. I mellemtiden støder de ind i den charmerende Zayn Malik, der viser sig at være mindst ligeså problemskabende, som han er berømt. Og med hemmeligheder i luften er det svært at holde fødderne på jorden.
Så er spørgsmålet bare, hvor lang tid der går, før ballonen springer og får alting til at kollidere, så det eneste der stadig er som før vil være resterne af mascara.


22Likes
44Kommentarer
1266Visninger
AA

9. Someone is Keeping Secrets...

Scars synsvinkel:

Da jeg har fået åbnet døren ind til lejligheden er jeg mere end bare hurtig til at smide indkøbsposerne på gulvet, humpe hen til sofaen og kaste nøglerne over på sofabordet. Jeg har arbejdet 12 timer i streg, kun afbrudt af en frokostpause og det kan godt blive lidt ensformigt at være sekretær når den eneste opgave man har, er at holde øje med bestillinger på computeren og tage imod kunder og andre vigtige personers opkald. Det føles som om det har været en virkelig lang dag og jeg føler mig fuldstændig mørbanket. Det svier i mine øjne af at have kigget på en computerskærm i så lang tid og det både prikker og gør ondt i mine lårmuskler efter cykelturen hen til arbejdet, over til den nærmeste brugs, og hele vejen hjem igen. Lige nu er det svært ikke at være lidt irriteret over at jeg ikke har en stinkende rig kæreste som kunne have foræret mig en splinterny bil, i stedet for min halvrustne cykel. Men kærligheden synes ikke ligefrem at hænge på de træer jeg kommer forbi, og det gør pengene desværre heller ikke.

Det er først da jeg har ligget på sofaen et par minutter at jeg lægger mærke til duften af mad, der så småt bevæger sig hen imod mig. På mine trætte ben får jeg bevæget mig hen imod duften, da jeg alligevel er for nysgerrig til bare at blive liggende på sofaen. I køkkenet møder jeg et syn som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet skulle blive en realitet – foran komfuret står Nova med mit forklæde bundet rundt om livet, i færd med at skære en agurk og to gulerødder i skiver. Hun er så optaget af at lave salat, at hun slet ikke opdager mig, og jeg ser mit snit til bare at stå og nyde synet lidt. Pludselig er der noget der vibrerer rimelig højlydt ved siden af hende, og hun smider straks kniven og den nu halve agurk fra sig for at tage sin mobil op fra bordet. Der går ikke mere end et par sekunder før hun smiler begejstret af hvad der nu end er på displayet på hendes mobiltelefon. Hun fniser tøset og vender sig om for at åbne køleskabet da hun får øje på mig. Et øjeblik ser hun helt forskrækket ud, som er hun en lille pige der er blevet opdaget i at gøre noget hun ikke må, så jeg skynder mig at smile til hende. Men helt ærligt, hvad kan der være forkert i at hun laver mad? Det er virkelig noget jeg sætter pris på når jeg har haft så lang en arbejdsdag, og det er da vildt sødt af hende at hun gider bruge noget af sin fridag på det.

Jeg løfter mig selv op på køkkenbordet så jeg sidder og dingler med benene. Nova står stadig helt mundlam og kigger på mig med et virkelig mærkeligt ansigtsudtryk.

”Er du syg Nova?”.

Mine øjenbryn rynker sig sammen og pludselig giver det hele mening. Når man er syg har man for det meste lyst til mad (med mindre man har kvalme selvfølgelig) og nu hvor jeg ikke har været hjemme har hun jo været nødt til at forsøge at lave det selv.

Nova ryster afvisende på hovedet og mine argumenter for hvorfor hun pludselig står og laver mad falder til jorden.

”Men hvad er der så galt?” spørger jeg undrende.

Hun trækker munden op i et smil og ryster på hovedet.

”Jeg fik bare lige lyst til at lave mad, nu hvor du har arbejdet så længe” svarer hun og trækker på skuldrene, inden hun vender sig om og åbner låget ind til ovnen. Den dejligste duft af kylling breder sig i køkkenet og jeg glemmer helt at spørge ind til hvorfor hun havde set så mærkelig ud da hun fik øje på mig. Det er ligesom om at sulten kommer snigende ud af det blå og jeg skynder mig at dække køkkenbordet med to tallerkner, bestik og iskoldt vand fra køleskabet – det har altid været Novas foretrukne væske, nok fordi det er sundere end det meste andet.

Da kyllingen og skålen med salat er sat på bordet sætter vi os ned og spiser som har vi ikke fået mad i flere dage. Det er virkelig lang tid siden at vi sidst har fået ordentlig aftensmad. Tit gider jeg ikke gøre det store ud af madlavningen, fordi jeg altid er så træt efter arbejde, og jeg synes at det virker forkert at sætte Nova til at lave mad, selvom hun arbejder mindre timer end jeg gør. Men når hun nu selv tager initiativet så kan jeg da ikke beklage mig.

Omkring halvdelen af min tallerken er allerede tømt efter 5min og den værste sult er ved at være stillet. Jeg benytter derfor muligheden for at snakke lidt med Nova. Så kan jeg også få tjekket om hun stadig er ovenpå med hensyn til Cliff. Selvom det er ved at være et stykke tid siden de rigtigt slog op, så ved jeg at det tager lang tid at komme sig over sådan et forhold. Jeg har ikke fortalt Nova det endnu, men før jeg mødte hende var jeg sammen med en fyr som jeg virkelig godt kunne lide. Han var den første (og måske også den eneste) dreng jeg nogensinde har åbnet mig op for på den måde, og det var også ham som tog min mødom. Det endte med at han efter 4 måneder bare sådan slog op med mig, og det føles som at få en overraskende men hård knytnæve lige i ansigtet. Senere fandt jeg, via en veninde, ud af at hans eks var begyndt at vise interesse for ham, og at hun havde bedt ham om at droppe alt kontakt til mig hvis de nogensinde skulle have en chance for at blive et par igen.

Det var virkelig sårende at han bare sådan valgte mig fra, til fordel for hans tidligere kæreste, men på den anden side var det også en øjenåbner som på en eller anden måde var nødvendig. Nu ved jeg i hvert fald hvor åndsvage fyre kan være, og hvordan de kan male glansbilleder med ord og løfter, som alligevel ender med at krakelere. Måske er det også grunden til at jeg ikke har datet nogen siden. Det var engang hvor jeg troede på ægte kærlighed, og selvom jeg virkelig ville ønske at jeg stadig kunne tro på det, så kan jeg bare ikke. Alle historierne om den ægte kærlighed virker så opdigtede og falske og jeg føler mig naiv og godtroende hvis jeg begynder at tro bare en lille smule på at prinsen på den hvide hest findes derude et sted. Nova kalder mig pessimistisk, men hun skulle bare vide hvor meget jeg misunder de folk som kæmper for at finde den eneste ene, og som blindt tror på at der er lys for enden af tunnelen, lige meget hvor mørkt der så ser ud.

Jeg kan ikke helt finde ud af om Nova stadig kæmper, eller om det bare er en facade hun holder oppe. Bruddet med Cliff har virkelig slået hende ud, på alle tænkelige måder – jeg ved godt at jeg har sagt det mange gange før, og at det så småt må være gået op for dig at jeg mener det, men Cliff betød alt for Nova. Hun var overbevidst om at de to engang ville flytte på landet i et idyllisk bindingsværk med tilhørende have, og blive gift og få børn – hun var endda sikker på at de ville være et af de par der elegant smøg sig uden om den deprimerende skilsmisse-statistik og levede lykkeligt sammen, til deres dages ende. Men sådan blev det bare ikke, og nu er hun nødt til at indrømme over for sig selv at hun enten har været forblændet så voldsomt af kærlighed at hun mistede sin dømmekraft, eller at den eneste ene bare ikke findes. For hvis han gjorde, hvorfor endte hun så med Cliff i stedet?

Jeg rejser mig pludseligt op og skubber stolen væk under mig, inden jeg tager min skrabede tallerken i den ene hånd og det tomme glas i den anden hånd. Tallerkenen og bestikket ryger i opvaskeren men glasset beholder jeg. Novas uendelige snakken om alt og intet giver mig en følelse af at jeg er nødt til at have noget at pille ved. Jeg ved godt at det var mig selv der lagde op til en samtale med hende, men jeg har været så optaget af mine egne tanker i for lang tid til at jeg kan nå at opfatte hvad det overhovedet er hun er ved at fortælle. Jeg har også lidt på fornemmelsen at Nova bare snakker for at holde sig vågen, for ærligt talt så ser hun fuldstændig smadret ud – næsten mere end jeg gør.

Hendes hår kan umuligt have været gennem en børste til morges, og er sat op i en sjusket ting på toppen af hendes hoved som ligner et dårligt forsøg på en ballerina-lignende knold. Klumper fra hendes mascara sidder som en sort klat i hendes øjenkroge og den jordfarvede øjenskygge er i løbet af dagen drysset ned under hendes øjne, så de har lagt sig i de dybe, mørkeblå rander som hun har rendt rundt med i flere måneder nu.

Hun trænger til et kurophold, og det gør jeg egentlig også. Men vi må nøjes med den chokoladeis der er i fryseren, og som vi altid har været enige om, så er is den geniale løsning på alting – eller i hvert fald indtil dagen efter, når man vågner op i sofaen, med resterne af smeltet is på mere end bare hagen og føler sig så klistret at ikke engang et bad kan gøre det godt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...