Resterne af mascara ~#~ One Direction

Scar lever i en penthouselejlighed midt i hjertet af London - lige i øjeblikket med hendes bedste veninde Nova som er flyttet ind hos hende på grund af svigt fra hendes (ifølge Scar) sindsyge on&off kæreste Cliff, som hun ellers boede med. Dette tvinger Scar og Nova til, at være meget mere sammen end de plejer, og det bliver hurtigt for meget. For hvordan er det muligt at sige det rigtige hele tiden uden at ramme nogen ømme punkter?
Scar beslutter sig for, at Nova trænger til at møde en rigtig mand og er opsat på at finde ham til hende. I mellemtiden støder de ind i den charmerende Zayn Malik, der viser sig at være mindst ligeså problemskabende, som han er berømt. Og med hemmeligheder i luften er det svært at holde fødderne på jorden.
Så er spørgsmålet bare, hvor lang tid der går, før ballonen springer og får alting til at kollidere, så det eneste der stadig er som før vil være resterne af mascara.


22Likes
44Kommentarer
1321Visninger
AA

2. Prolog

Hun stirrede tomt på mig, uden den mindste smule medfølelse. Ikke fordi hun burde have noget af den slags tilbage.
Siden Cliff kom ind i hendes liv har hun været så tom som pakken med Kleenex, dér ligger under hendes seng. Så tømt for følelser at der ikke kommer andet end tørre hulk ud af hende, hver gang hun forsøger at græde.

"Han pisser på dig Nova!" råbte jeg ophidset, men det eneste jeg fik tilbage var endnu et af hendes tomme blikke. Da jeg lagde mærke til at hendes vejrtrækninger blev hurtigere, vendte hun sig om og forsøgte at skjule et hulk.

"Pisser på dig. Skider på dig" forsøgte jeg. Hun begyndte at gå mod gæsteværelset, som hun har sovet i de sidste par dage.

"Han kunne ligeså godt have tørret sine klamme smøger af i dig, nu når han alligevel er så godt i gang med at bruge dig som askebæger. Han kunne have skyllet dig ud i lokummet. Brugt dig som toiletpapir. Brugt dig som..." jeg stoppede brat op, af mangel på ord. Måske fordi jeg selv måtte hoste, for at kunne dække over mine egne hulk. Måske fordi jeg vidste at hun alligevel ikke lyttede, og at alt jeg havde sagt var forgæves.

Jeg nåede lige at høre et hjerteskærende, svagt, opgivende skrig, før den tykke egetræsdør smækkede, og lukkede lyden ude.
Så småt begyndte jeg at mærke hvordan det manglende nærvær af min bedste veninde fik den dunkle stue til at føltes så tom, og luften så tam. Gåsehuden prikkede i mine bare arme, som stak ud af bluseærmerne på min højt elskede morgenkåbe. Den blodrøde morgenkåbe, som jeg købte på en bytur i sidste uge, og som jeg havde sparet sammen i flere måneder for at få råd til. Det føltes pludselig så ligegyldigt. Underligt at noget kan gå fra at være årets vigtigste køb, til det mest ligegyldige, og åndsvage i rummet.

Sukkende smed jeg mig ned i sofaen og lukkede øjnene.
Det sidste af det som skulle være en god gammel hygge aften med den bedste veninde man kan tænke sig, endte ud i noget af et tabu, som langsomt forvandlede sig til en eksplosion af høje, uenige stemmer, trods vi kun var to mennesker i lejligheden.
Det havde været en fiasko. Hele aftenen havde været en fiasko.

Og hvis skyld var det? Min.
Og hvorfor mon? Fordi jeg var så pissehamrende åndsvag at bringe Cliff på banen.

Gode gamle Cliff, som Nova blev ved med at holde fast i. Den Cliff som jeg kunne banke flad med en hammer, hvis jeg havde en i nærheden. Den Cliff som tog det dyrebareste jeg havde lige for tiden, fra mig. Min bedste veninde. Han stjæler min bedste veninde.
Og hvad får jeg tilbage?
Ikke en skid. Ikke en skid, andet end en grådkvalvt veninde som nær havde druknet i sine egne tårer hvis ikke jeg havde været der for hende. Den veninde som forsøger at samle skårerne af hende og Cliffs ødelagte forhold, uden at ligge mærke til at skårerne er skarpe. Og hun skærer sig på dem. Det har hun gjort så mange gange.

Det gør ondt at være forelsket, siger hun. Og hun har ret. Selvfølgelig gør det ondt, når det hele ramler ned om ørerne på hende. Men at Nova, så naiv som hun er, vælger at rejse forholdet igen, og stille sig ind under det, bare for at mærke det ramle ned over hende igen, det kan jeg ikke... Det kan jeg ikke forstå.

Jeg kan ikke forstå hvordan det er muligt at synke så dybt. Jeg kan ikke forstå hvordan en så elskværdig person som Nova, er blevet til sådan et ynkeligt bundt af knuste følelser, og tørre tårer.

Hun havde det hele før hun mødte Cliff. Jeg har altid været så misundelig på hende. Så smuk, så flink, så imødekommende. Men alligevel så naiv...
Så naiv at tro, at bare fordi de sidste ti mænd hun mødte har været nogle fjolser, så er alle mænd det.

For jeg er sikker på at hun godt ved hvordan Cliff er. Hun har hørt det, set det og sikkert også mærket det. Hun er udmærket godt klar over at Cliff ikke er den rette for hende. Måske tror hun, at det er det hun må nøjes med. Måske tror hun, at der ikke findes nogen anden mulighed, end at have en kæreste som slår op, mindst en gang om måneden, og smider hende ud foran min hoveddør, såret og ødelagt. Måske er det dét hun tror. Ellers er der ingenting der giver mening. Ellers giver hun ikke mening...

Det værste er at det var mig der præsenterede hende for Cliff. Det var mig der hoppede på hans charmerende ydre, og satte dem sammen som det jeg troede ville være et perfekt par. Mig som ødelagde det hele, og tog min veninde med i faldet.

Men jeg er for længst kommet over det. Jeg fandt hurtigt ud af at han ikke var den samme indeni. At hans glatte, pæne ydre, bare var en maske der dækkede over hans rådne, hullede indre.
Det gjorde hun ikke. Det er det der er den store forskel. Mens hun er fanget nede i et dybt hul, som er lukket helt af for omverdenen, må jeg se på at hun bliver mere og mere ødelagt, og mindre og mindre af den Nova jeg kendte før hen. Det er min skyld at hun bliver ødelagt sådan, og derfor er det også mig der må rette det op.

Jeg skal vise hende at hun tager grueligt fejl, i forhold til mænd. Hvordan ved jeg ikke. Jeg ved bare at hun er nød til at møde en anden, inden hun igen bliver desperat, og går tilbage til Cliff. Sådan er det bare.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...