Resterne af mascara ~#~ One Direction

Scar lever i en penthouselejlighed midt i hjertet af London - lige i øjeblikket med hendes bedste veninde Nova som er flyttet ind hos hende på grund af svigt fra hendes (ifølge Scar) sindsyge on&off kæreste Cliff, som hun ellers boede med. Dette tvinger Scar og Nova til, at være meget mere sammen end de plejer, og det bliver hurtigt for meget. For hvordan er det muligt at sige det rigtige hele tiden uden at ramme nogen ømme punkter?
Scar beslutter sig for, at Nova trænger til at møde en rigtig mand og er opsat på at finde ham til hende. I mellemtiden støder de ind i den charmerende Zayn Malik, der viser sig at være mindst ligeså problemskabende, som han er berømt. Og med hemmeligheder i luften er det svært at holde fødderne på jorden.
Så er spørgsmålet bare, hvor lang tid der går, før ballonen springer og får alting til at kollidere, så det eneste der stadig er som før vil være resterne af mascara.


22Likes
44Kommentarer
1257Visninger
AA

10. No Turning Back Now

Novas synsvinkel:

Jeg kan ligeså godt indrømme at selvom dagen i morgen er dagen hvor jeg skal på arbejde igen, så er det også dagen der giver mig sommerfugle i maven og røde kinder bare ved tanken. Zayn svarede tilbage på min noget så uopfindsomme sms og insisterede på at vi skulle mødes. Jeg tænkte så at det kunne blive en gang i næste uge, men han mente at det ville være bedre i morgen. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan vel ikke andet end at håbe på at det er fordi han ikke kan vente med at se mig. Det er en latterlig tanke, det ved jeg godt, for vi kender stort set ikke hinanden, men måske findes kærlighed ved første blik alligevel. Scar tror ikke på det, men jeg er overbevist om at det findes og jeg tror at når man bliver forelsket i en person ved første blik så er det fordi skæbnen vil have at sådan skal det være. Og selvom tanken får mig til at føle mig som en naiv lille skolepige så håber jeg på at skæbnen har bestemt at Zayn og mig skulle mødes den dag på natklubben, og senere hen på isbaren.

Det eneste problem, som i øvrigt ikke er helt lille, er, at Scar ikke må finde ud af at jeg mødes med Zayn. Hvis hun finder ud af det vil der gå lang tid før hun kan tilgive mig, og vores forhold er i forvejen så skrøbeligt, så jeg vil ikke risikere det. At fortælle Scar om Zayn ville være ligesom at lege russisk roulette, med pistolen peget direkte mod vores venskab, og det kunne jeg aldrig finde på. Jeg har aldrig været den vågede type. Og dog. Man er vel egentlig nødt til at være lidt våget hvis man våger sig ud i det som jeg er ved at gøre med Zayn og Scar. Normalt ville jeg aldrig gøre sådan noget, men det er som om Zayn får min fornuft til at fordufte lige så langsomt. Og hvis det her kun er starten af min manglende fornuft, så vil jeg helst ikke vide hvordan det ender.

Klokken er kun et par minutter fra tolv og jeg kan ikke falde i søvn, selvom jeg ved at jeg har en lang dag foran mig i morgen, og jeg vil helst ikke ligne noget der er løgn på min første date med Zayn – han kaldte det en kaffedate i telefonen så jeg regner med at man godt kan kalde det en date. Jeg prøver at bilde mig selv ind at det er den næsten fulde månes lys der afholder mig fra at sove men inderst inde ved jeg godt at det er sommerfuglene i min mave der holder mig vågen. Det vil sige at al den tid jeg har brugt på at hænge et tæppe op på det gardinløse loftvindue og tage natbriller på hovedet, er spildt tid. Scar sover heldigvis næsten livløst ved siden af mig. Hvis hun var blevet vækket af mine forsøg på at afskærme for månelyset ville hun helt sikkert have troet at jeg er blevet sindssyg, for sådan nogle bagateller som måneskin generer mig normalt aldrig.

Til sidst sviger mine øjne så meget at jeg er lige ved at opgive at falde i søvn. Når jeg først er blevet overtræt er jeg heldig hvis jeg overhovedet får noget søvn. I stedet for at give op, beslutter jeg mig for at give søvnen et sidste forsøg på at overtage min krop. Jeg lister på tæer ud i køkkenet og sørger for ikke at larme da jeg finder et skærebræt og en kniv frem og åbner køleskabet. Jeg får skåret to tynde skiver agurk som jeg tager med ind i dobbeltsengen og placerer på mine lukkede øjenlåg, da jeg endelig får lagt mig under dynen igen. Jeg har aldrig prøvet at sove med agurkeskiver, men de gange jeg har brugt det i en ansigtskur har skiverne virket dejligt forfriskende og afslappende på samme tid. Derfor er det med krydsede fingre at jeg forsøger at ligge mig til rette, og håber på at min kreativitet vil give mig noget søvn.

Nyt afsnit (indsæt fancy tegn)

Jeg vågner med et sæt og springer op af sengen med den her velkendte følelse af at der er et eller andet der er helt forkert. Jeg skal lige til at kigge på klokken da jeg får øje på den tomme plads ved siden af mig, men mit blik lander på to agurkeskiver. Den ene ligger splattet ud på hovedpuden mens den anden på en eller anden måde er røget ned på gulvet. Langsomt begynder gårsdagens hændelser at dæmre for mig. Et lavmælt grin undslipper mine læber. I det mindste virkede det med agurkerne, selvom det ikke er så lækkert at vågne op med agurk i sengen. Jeg aner ikke hvornår jeg faldt i søvn i går, men jeg kan ikke have fået mange timers søvn. Alligevel føler jeg mig frisk som en havørn og glæder mig faktisk til at komme i gang med arbejdet igen. Heldigvis er mit job som kassedame i det nærmeste blomsterbinderi lidt mere spændende end Scars job som sekretær – i hvert fald hvis man spørger mig. Til gengæld tjener Nova mere end det dobbelte af hvad jeg gør, hvilket også er grunden til at hun har råd til at have mig boende i sin rimeligt luksuriøse penthouselejlighed.

Pludselig ringer vækkeuret insisterende og flår mig ud af mine tanker med et sæt. Klokken er allerede halv syv og jeg skal være i blomsterbinderiet klokken 7 så jeg har travlt. Efter et kvarter er jeg i arbejdstøjet og har spist morgenmad og børstet tænder. Det eneste jeg mangler er et skvæt parfume og at sætte mit hår op i arbejdsposition. Da jeg er på vej ud af døren får jeg igen følelsen af at jeg har glemt noget, men jeg finder ikke ud af hvad det er før jeg står prustende udenfor den store lejlighedsblok efter at have løbet ned af alle de mange trapper – trapperne er den eneste ulempe ved at have en penthouselejlighed som Scars. Desværre er elevatoren i øjeblikket ubrugelig og bliver ikke fikset før viceværten kommer hjem fra ferie om et par uger.

Min mobil vibrer i min pung og jeg rynker brynene i et forsøg på at gætte hvem der har lagt en besked uden at jeg behøver til at åbne min pung og fiske min mobil op af den. Der går lige lidt tid før jeg kommer i tanker om hvem jeg skrev med hele dagen i går men det da går op for mig er jeg også mere end hurtig til at løbe endnu mere forpustet op ad trapperne og åbne døren til Scars lejlighed på vidt gab så jeg kan pakke noget til min kaffedate med Zayn. Det er ikke fordi jeg skal have noget fint på og se fuldstændig perfekt ud, for det ved jeg godt ikke er en realitet, men det går nok ikke at jeg møder op med arbejdstøj på. Fordi jeg er så stresset ender det med at jeg bare hiver noget tilfældigt ud af skabet som jeg i det paniske øjeblik synes passer fint sammen. Jeg får proppet min makeup-pung i en pose sammen med mine yndlings hverdagsstøvletter og smækker hoveddøren efter mig inden jeg løber ned af de mange trapper for anden gang i dag. Det eneste positive ved situation, som jeg kan komme i tanker om lige i øjeblikket, er at trappe-træning er godt for lårmusklerne og konditionen.

Jeg når ned i blomsterbinderiet lidt over syv men mine kollegaer har heldigvis for travlt til at lægge mærke til det. Efter 5 timer har jeg en frokostpause hvorefter jeg betjener kunder i 3 timer mere inden jeg har fri. De fleste af kunderne har været de sædvanlige nyforelskede mænd på jagt efter en buket til den heldige men ind i mellem er der også kommet mænd ind i butikken med en guldring på ringefingeren. Det er sådan nogle kunder der gør mig håbefuld om at den ægte kærlighed findes. Hver gang én af den slags gifte kunder kommer ind i butikken (hvilket ikke sker så tit) sørger jeg altid for at de får den flotteste buket med hjem. For mig er det noget af det smukkeste når gifte par stadig holder liv i gnisten selv efter mange års ægteskab.

Da jeg har fået fri sniger jeg mig ind på personaletoilettet og skifter tøj. Jeg kan ærligt talt ikke huske hvad jeg fik trukket ud af skabet til morges, så jeg er helt spændt da jeg vender posen på hovedet. Ud ryger der en højtaljet nederdel i blomsterprint og en enkel hvid top med sort skrift på. Nederdelen er én Scar købte til mig da vi var ude og shoppe. Normalt går jeg aldrig i blomsterprint men af en eller anden grund synes jeg egentlig at nederdelen passer godt til toppen og da jeg har fået tøjet på ser jeg overraskende godt ud. Mit hår er stadig lyst og det er svært at vende sig til men det er som om at mit outfit passer godt sammen med mit nyfarvede blonde hår og de plukkede øjenbryn. Da jeg finder min makeup-pung frem går det op for mig at det er første gang jeg lægger makeup uden at det har været for at imponere Cliff.  Derfor bliver det kun til lidt mascara og en læbepomade med lidt farve i, men det er i hvert fald fremskridt. Jeg føler mig som en helt anden person da jeg iført mine støvletter og med røde læber træder ud af blomsterbinderiet. Den café, hvor jeg skal mødes med Zayn, ligger kun et par minutter væk, så jeg når at være der fem minutter i fire.

Caféen ser ikke særligt prangende ud når man kigger på den udefra, men ligeså snart man træder ind ad den lille hoveddør kan man fornemme hvordan der emmer af hygge. Selvom solen lyser det hele op udenfor vinduerne er der stadig sørget for en tilpas dunkel belysning og en kølig temperatur. Lokalet er meget større end hvad man kan se udefra, og det er endda delt op i tre forskellige rum. I det første rum, som også er det man kan se udefra, befinder der sig en slags bar med drikkevarer på hylder i væggen, oplyst af et orange skær. Bartenderen, eller måske skulle man kalde ham tjeneren, står og iagttager mig med et stort smil plantet i ansigtet, som var det Paris Hilton der stod foran ham. Jeg får en rar fornemmelse af at personerne bag den her café virkelig gør alt for at kunderne skal føle sig velkommen og tilpas. Da jeg nævner Zayns navn nikker han og går gennem en dør der fører ind til et andet rum, ført fuldstændig i samme stil som det forrige.

Pludselig stopper tjeneren brat op, og jeg når kun lige at stoppe inden jeg går ind i ham. Han fører diskret sin hånd i retning af et bord og nikker til mig som om at jeg skal gå derhen. Så vender han om og efterlader mig alene, kun 2 meter fra en skikkelse der til forveksling ligner den Zayn Malik som jeg tilfældigvis har en aftale med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...