Resterne af mascara ~#~ One Direction

Scar lever i en penthouselejlighed midt i hjertet af London - lige i øjeblikket med hendes bedste veninde Nova som er flyttet ind hos hende på grund af svigt fra hendes (ifølge Scar) sindsyge on&off kæreste Cliff, som hun ellers boede med. Dette tvinger Scar og Nova til, at være meget mere sammen end de plejer, og det bliver hurtigt for meget. For hvordan er det muligt at sige det rigtige hele tiden uden at ramme nogen ømme punkter?
Scar beslutter sig for, at Nova trænger til at møde en rigtig mand og er opsat på at finde ham til hende. I mellemtiden støder de ind i den charmerende Zayn Malik, der viser sig at være mindst ligeså problemskabende, som han er berømt. Og med hemmeligheder i luften er det svært at holde fødderne på jorden.
Så er spørgsmålet bare, hvor lang tid der går, før ballonen springer og får alting til at kollidere, så det eneste der stadig er som før vil være resterne af mascara.


22Likes
44Kommentarer
1328Visninger
AA

5. Feeling Guilty

Scars synsvinkel:

Jeg bliver ved med at stirre ned i cafébordets bordplade af frygt for at menneskerne omkring mig stadig kigger på mig. Sådan har jeg siddet lige siden Nova forlod caféen og efterlod mig med en klump i halsen. For hun har jo ret. Jeg kan ikke tillade mig at sidde og stirre på ham med de brune øjne når jeg sådan har forbudt hende at gøre det. Det er ikke engang fordi jeg nød at kigge på ham, men mine øjne frøs ligesom bare fast på ham. Der var ikke noget jeg kunne gøre. 
Og nu er min veninde smuttet på grund af ham. Jeg burde hade ham for at have ødelagt det mellem Nova og mig hele to gange, men det gør jeg ikke. Der er et eller andet over hans forsøg på at ligne en badboy der giver mig en slags medfølelse. Han minder mig på en eller anden måde om Nova, og tanken om hende giver mig lyst til at finde ud af hvad det er han skjuler. Når jeg nu ikke kan nå at rede hende, kan jeg måske nå at rede ham i stedet…

Mens jeg ryster på hovedet af mine latterlige tanker rejser jeg mig op og går hen mod cafédøren så jeg kan komme ud af den trykkede atmosfære og trække noget frisk luft. Jeg kommer i tanker om alle poserne lige inden jeg får åbnet døren, og vender irriteret om for at samle dem op. Hvilket viser sig ikke at være så let. Hvis ikke det var mig der havde betalt ville der have været minus på Novas kreditkort lige nu.


Udenfor er luften varm og solen i gang med at skinne sine sidste stråler, inden den store sky ved siden af får overtaget dens plads. Jeg må indrømme at det gør mig i en smule bedre humør end jeg var i før. Sol og varme kan altid få mig til at vågne op fra mine depressive tanker. Hvilket minder mig om at jeg burde tage hjem og give Nova en undskyldning, for hun fortjener det virkelig. Det er hende der er ødelagt og har brug for omsorg. Ikke mig. Selvom jeg nogen gange narrer mig selv til at tro det. 


~


Jeg smækker hoveddøren op og da den rammer væggen runger det i hele lejligheden. Jeg får en underlig fornemmelse af at Nova slet ikke er kommet hjem endnu, og det får mit hjerte til at banke panisk. Frygten for at hun går hvileløst rundt i gaderne og ikke kan finde hjem på grund af mig får mig til at fryse fast i mine bevægelser mod stuen. Nova har altid haft en forfærdeligt dårlig stedsans, og det faktum at jeg bare efterlod hende midt inde i London flere kilometer væk fra min lejlighed giver mig så dårlig samvittighed at jeg knap nok kan holde det ud. Da jeg endelig får taget mig sammen til at bevæge mig rundt i lejligheden og lede efter hende må jeg til sidst konstatere at hun ikke er her. Jeg forsøger at tage min mobil op ad bukselommen men mine fingre ryster så meget at det næsten er umuligt. 
Imens jeg venter på at Novas velkendte stemme lyder gennem røret forsøger jeg at berolige mig selv. Det nytter ikke noget at jeg lyder som en der lige har løbet et halvmaraton når jeg skal snakke med Nova. Det er jo meningen at jeg skal kunne berolige hende, hvis hun nu er gået i panik fordi hun ikke kan finde hjem.

”Det er Nova”
Jeg sukker lettet ved lyden af hendes stemme og glemmer næsten at svare hende. 

”Nova! Hvor er du?” 

Hendes stemme er så rolig at hun næsten lyder overlegen sammenlignet med min rystende skrøbelige stemme som truer med at knække over.
Hun lyder lettere irriteret da hun forklarer mig at hun bare render lidt rundt i byen, men det er intet sammenlignet med hendes irritation da jeg kommer til at spørge hende om jeg skal komme og hente hende.

”Scar, hvor mange gange skal jeg sige det?!”

Jeg når lige at sende et suk ud af mine læber inden hun fortsætter sin talestrøm om hvorfor jeg ikke skal bekymre mig så meget om hende.
Hun slutter af med ordene ’Jeg er ikke den samme naive teenager som jeg var en gang’ og lægger så brat på at jeg sidder et stykke tid med mobilen i hånden og lytter til de mange bib-lyde. 

Jeg overvejer lidt at ringe til en veninde. Måske er det godt at være sammen med andre end Nova en gang i mellem. Efter mange minutters overvejelse, hvor jeg sidder og stirrer ud i luften, beslutter jeg mig for at ringe til May og bede hende om at tage vaniljeflødeis med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er pludselig kommet i is-humør. Måske fordi jeg slet ikke er vant til alt det drama. Jeg har det egentlig bedst når jeg bare ligger på sofaen og spiser is.


~


Filmen på fjernsynet kører derudaf og selvom det er min yndlingsscene så kan jeg bare slet ikke koncentrere mig om den. Maya ligger ved siden af mig og kigger betaget på den store fladskærm mens jeg giver mig til at nusse hendes fødder. Det irriterer mig faktisk lidt at Nova ikke er kommet hjem endnu. Hun burde da vide at jeg er ved at dø af samvittighedsplager når min bedste veninde - uden stedssans - stadig bevæger sig rundt inde i centrum af London klokken 22:30. 
Jeg kan ikke lade være med at gruble over om hun stadig er sur på mig. Et eller andet sted synes jeg at det er for strengt hvis hun stadig er det, for det er jo ikke min skyld at mine øjne absolut skulle fryse fast på Zayn. Det skete ligesom bare.

Jeg lukker mine øjne i håb om at få tankerne til at forsvinde men det eneste jeg ser, er Zayns chokolade brune øjne der beder om hjælp. Af refleks åbner jeg mine øjne igen og kommer vist også til at undslippe en lille lyd der mest af alt minder om et suk. Maya rykker på sig og drejer til sidst sit hoved væk fra fjernsynet og over mod mig. 

”Hvad er der Scar?”

Hendes stemme runger underligt tomt i lejligheden og det minder mig om at Nova mangler. Jeg har undladt at fortælle hende om min situation med Nova. Faktisk ved hun ikke engang at jeg nu bor sammen med Nova, selvom Maya og mig har været veninder lige siden folkeskolen. Vi har heller ikke set hinanden siden jul hvilket er ved at være et godt stykke tid siden da vi nu er godt inde i foråret. Følelsen af at jeg har forsømt Maya giver mig bare endnu værre samvittighedsplager, og jeg ville ønske at Nova gad at komme hjem. Ja, hvis bare Nova ville komme hjem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...