Resterne af mascara ~#~ One Direction

Scar lever i en penthouselejlighed midt i hjertet af London - lige i øjeblikket med hendes bedste veninde Nova som er flyttet ind hos hende på grund af svigt fra hendes (ifølge Scar) sindsyge on&off kæreste Cliff, som hun ellers boede med. Dette tvinger Scar og Nova til, at være meget mere sammen end de plejer, og det bliver hurtigt for meget. For hvordan er det muligt at sige det rigtige hele tiden uden at ramme nogen ømme punkter?
Scar beslutter sig for, at Nova trænger til at møde en rigtig mand og er opsat på at finde ham til hende. I mellemtiden støder de ind i den charmerende Zayn Malik, der viser sig at være mindst ligeså problemskabende, som han er berømt. Og med hemmeligheder i luften er det svært at holde fødderne på jorden.
Så er spørgsmålet bare, hvor lang tid der går, før ballonen springer og får alting til at kollidere, så det eneste der stadig er som før vil være resterne af mascara.


22Likes
44Kommentarer
1290Visninger
AA

12. Date-night

Scars synsvinkel:


Da jeg åbner øjnene har jeg det forfærdeligt. Jeg må være faldet i søvn på sofaen, selvom jeg normalt aldrig gør den slags. Det har jeg alt for travlt til. Jeg sukker, og trækker det tykke tæppe af mig. Hele min krop er fugtig af sved og jeg har det som om at mit hoved koger. Da jeg får rejst mig op banker det voldsomt i mit hoved og det svimler for mine øjne. Jeg stavrer vaklende ud i køkkenet og fylder et glas med vand. Da jeg har drukket det fylder jeg det op én gang til og dumper en hovedpinespille ned i det. Imens jeg venter på at den opløser sig, sætter jeg kaffe over. Jeg kan mærke at kaffe er mere end højest nødvendigt hvis jeg skal holde mig vågen resten af dagen. Selvom det kun er tirsdag, kan jeg ikke vente til det bliver weekend. Mit arbejde er ved at tage livet af mig.


Det lille ur på køkkenbordet fortæller mig at klokken er 19:30, hvilket forklarer hvorfor der er så dunkelt i lejligheden. I dét jeg tænder for køkkenlyset går det op for mig at der er noget jeg har glemt. Engang i sidste uge lovede jeg den her aften væk til en af mine kollegaer - sågar en mandlig en af slagsen. Han havde egentlig insisteret på at hente mig men jeg fik ham overbevist om at det var bedst hvis vi nødtes på restauranten. Hvis nu han slet ikke er som jeg tror, vil jeg nødigt have at Nova skal bekymre sig om det. Men nu er det altså 30 min. siden jeg skulle have været der… 


Jeg haster målbevidst ind på badeværelset og får fjernet min udtværede hverdagsmakeup og lagt en ny i løbet af fem minutter. Mine stramme sorte bukser beholder jeg på, men den cremehvide, blonde-top lander hurtig i vasketøjskurven. Efter at have trukket en turkisblå silketrøje over hovedet spæner jeg ud i gangen og træder i mine støvletter, hvorefter jeg griber min pung og er hurtigere ude af døren end jeg nogensinde har været. Det føles i hvert fald sådan. Men hvis der er noget jeg er god til så er det at skynde mig i nødvendige situationer. Det lærer man hurtigt når man, som mig, har tusinde ting der skal gøres samt et meget tidskrævende arbejde.


På de fem minutter det tager mig at løbe fra min lejlighed og over i restauranten når jeg at komme i tanker om at Nova overhovedet intet ved om at jeg har den her date og at jeg faktisk ikke aner hvor hun er lige nu, selvom hun burde have været hjemme for længst. Jeg skubber tanken væk for et kort øjeblik, samtidig med at jeg skubber restaurantens store dør op. Lige nu er jeg nødt til at koncentrere mig om min date. Hvis han altså stadig er her. 
Duften af milde krydderier rammer min næse og restaurantens varme omfavner mig så snart jeg træder over dørtærsklen. Selvom jeg har været her et par gange før er det ligesom om at det er helt anderledes nu. Måske fordi at det første jeg gør, er at møde en af tjenerne med et desperat blik, og spørge om han kan vise mig hvor hr. Millers reservation er. Det føles som varer det en evighed inden jeg står ved det rigtige bord, og da jeg endelig ser at min kollega stadig er der, er jeg så begejstret at jeg helt glemmer at sige tak for hjælpen til tjeneren.


”Miller” udbryder jeg og får min kollega til at kigge op. 


Han sidder med venstre albue på bordet og hovedet støttende på håndfladen, mens hans højre arm hænger slattent ned af siden på ham. Jeg kan ikke lade være med at få enormt ondt af ham. At sidde og vente opgivende på sin date i en halv time, sikkert begravet i tanker om at være blevet brændt af, må absolut ikke være sjovt. Og at vide at det hele er min skyld giver mig lyst til at grave mig ned. Normalt glemmer jeg aldrig aftaler, lige meget hvor vigtige de er, og om jeg gider dem eller ej.


I dét øjeblik det går op for min date at han ikke er blevet brændt af alligevel, retter han sig straks op og fjerner albuen fra bordet. Hans ansigt lyser op i et smil som får mig til at slappe lidt mere af. Det er altid noget at han ikke er sur på mig.


”Scar! Så kom du alligevel”.


Hans stemme er virkelig begejstret og jeg får en følelse af at han virkelig har set frem til den her date. Enten dét, eller også er han bare glad for at han kan gå herfra med værdigheden i behold.


”I øvrigt kan du bare kalde mig ved fornavn. Jeg håber det er i orden at jeg også gør det ved dig” tilføjer han smilende.


Jeg smiler og skal til at sætte mig ned, men han kommer mig i forkøbet og nærmest farer op af sin egen stol for at trække min ud for mig. Imens prøver jeg at komme i tanker om hvad det nu helt præcist er at han hedder til fornavn. Jeg har ikke ligefrem det tætteste forhold til mine arbejdskollegaer, og min chef mener at det er bedre og mere professionelt at kalde kollegaer ved efternavn. Til sidst giver jeg op og beslutter at det er nemmere at forsøge at undgå at skulle sige hans navn, end rent faktisk at kunne huske det.


”Jeg er altså virkelig ked af at du har skullet vente i så lang tid. Det har været en ret så hård dag i dag og inden jeg vidste af det var jeg faldet i søvn på sofaen. Jeg vågnede først klokken halv otte men jeg kom her selvfølgelig så hurtigt jeg kunne” undskylder jeg og forsøger at fange hans blik, der er låst fast på et eller andet bag mig.

Da han endelig kan fokusere på mig igen smiler han bare og begynder at skænke resten af den så godt som tomme rødvinsflaske op i mit glas.


”Det gør ikke så meget. Jeg var her alligevel lidt for sent” svarer han, men jeg kan se på ham at det ikke passer. Desuden så er han, i hvert fald hvad jeg ved af, ikke typen der kommer for sent, men derimod altid en smule for tidligt. Han har altid været en af chefens yndlings, og har flere gange modtaget prisen som ’månedens medarbejder’. Og selvom jeg overhovedet ikke bryder mig om sådanne priser, så sætter det alligevel et plus på min mentale ’+/÷ - liste’. Til gengæld ved jeg ikke helt hvad jeg synes om det faktum at han tydeligvis næsten har drukket en hel flaske vin, men stadig er i stand til at snakke uden at snøvle eller spytte. Jeg kender kun få der besidder den egenskab og fælles for dem alle er at de nyder et glas vin eller en øl til ethvert måltid – og enhver anden lejlighed.  


Pludselig undskylder han sig selv og rejser sig igen op for at gå hen til en tjener, i det jeg vil gætte på er et forsøg på at skaffe en ny vin.


Min mistanke om at han er en af dem der er lidt for god til at drukne sorgerne i alkohol, gør det umuligt for mig at lade være med at bemærke hvordan hans gang vakler. Hvis det ikke gjorde det før, står det i hvert flad helt klart for mig nu hvad han har brugt sin tid på imens han ventede på mig. Selv mener jeg ikke at alkohol løser noget som helst, men jeg bebrejder ham ikke. Hvis jeg skulle bruge en halv time på at sidde og tro at jeg var blevet brændt af, ville jeg nok også have skyllet mine sorger ned med den flaske vin der stod på bordet. Hvad har man ellers at lave når man er alene ved et tomandsbord?


Jeg bliver kastet ud af mine tanker da han, uden at jeg har lagt mærke til det, har sat sig ned igen rømmer sig for at spørge om vi skal få bestilt noget mad. Hurtigt får jeg nikket mig enig og tager imod det menukort han holder op foran mig. Der er kommet en ny ret på kortet siden sidst jeg var der, så jeg beslutter mig hurtigt for bare at vælge det. Indtil videre har jeg kunnet lide alt hvad jeg har smagt herinde så jeg er ikke så bange for at tage chancen.


Da jeg kigger op fra menukortet igen er hans lyseblå øjne gledet ned på min turkise silkeskjorte – eller nok nærmere den del af min kavalergang som er synlig – og jeg fornemmer at det bliver en lang aften. Hvis der er noget jeg hader mere end lange arbejdsdage, så må det være fulde, nærgående kollegaer. Men jeg kan jo så til gengæld kun bebrejde mig selv for at jeg er havnet i den her situation.


Det er først da tjeneren har taget imod vores bestilling at jeg kommer i tanker om Nova. For at være helt ærlig så er jeg rimeligt bange for at hun har opdaget at jeg ikke er der og er gået i panik hjemme i lejligheden, så jeg får mig hurtigt undskyldt og går så hurtigt, at det er lige før jeg løber, ind på toilettet og kaster mig ind i den nærmeste bås, inden jeg låser og tager min mobil op af min clutch. Underligt nok har Nova hverken haft ringet eller skrevet, men egentlig burde det vel være et godt tegn. Det virker bare underligt at hun overhovedet ikke har tænkt over at jeg er væk…


Først anden gang jeg ringer tager hun den endelig og jeg slipper et lettet suk ud over mine læber.


”Nova! Endelig tager du den. Jeg har været så bekymret”


Der er helt stille i den anden ende af røret da jeg beslutter mig for bare at snakke videre:


”Du må altså virkelig undskylde at jeg ikke har fortalt dig hvor jeg er men jeg har bare fuldstændig glemt det”
Endnu engang er der helt stille for enden af røret. Det eneste jeg kan høre er en svag puslende lyd, og det får mig til at rynke undrende med brynene.


”Nova?”.


”Ja?”.


Novas stemme er kun lige høj nok til at jeg kan nå at høre den og hun lyder underligt tvivlende. 


”Hørte du hvad jeg lige sagde?”


Om muligt står jeg nu med endnu mere rynkede bryn end jeg gjorde før. 


”Øh, ja ja”


Der er stilhed i et kort stykke tid, imens jeg står og undrer mig over hvad der sker. En kvinde i båsen ved siden af mig hoster højlydt og skyller ud. Først da lyden af rindende vand forsvinder, fortsætter jeg min ikke særligt nærværende samtale med Nova.


”Nova hvor er du?”


Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke lade være med at lyde en smule anklagende. Jeg kender Nova ind og ud, og jeg er ret sikker på at hun enten har haft endnu et ’Cliff-sammenbrud’ eller også at der er et eller andet hun ikke vil fortælle mig.


”Jeg øh… Er i køkkenet”


”I køkkenet?” spørger jeg undrende.


”Ja. Der hvor man laver mad, du ved” svarer hun ligeud, som er det fuldstændig logisk at hun lige nu opholder sig i køkkenet – og det ville det måske også være for enhver anden person men efter at have boet med hende i alt for lang tid, ved jeg at de eneste tidspunkter hun er i køkkenet på, er når jeg slæber hende derud for at få hende til at spise.


”Hvorfor er du i køkkenet?”


”Jeg fik lige lyst til at æble. For at være sund, du ved”.


Måden hun siger ordet ’æble’ på giver mig lyst til at grine højlydt og jeg må presse læberne sammen for ikke at komme til at fnise, for hvis der er noget hun hader mere end æbler så må det være at spise sundt, hvilket vel egentlig er lidt af det samme.


”Siden hvornår er du begyndt at gå op i at være sund? Det tætteste du nogensinde har været på at kunne lide æbler var da jeg købte italiensk æble is til dig og bildte dig ind at det smagte af vingummier. Og selv dét er over et år siden” påpeger jeg og må endnu engang holde et fnis inde. Hvad det end er hun prøver at skjule for mig, så er det alligevel ret morsomt at høre hvordan hun panisk leder efter noget at sige.


”Jeg prøver bare at tænke i nye baner. Du har selv sagt at jeg skal blive til en ny og forbedret udgave af mig selv”
Det eneste jeg kan få ud mellem mine læber som svar, er et lille ’oh’. Den idé havde jeg ærligt talt ikke tænkt over, men egentlig er det typisk Nova. Man kan aldrig forudse hvad hun finder på.


”Jamen så… Super!” udbryder jeg så og smiler lidt for mig selv. At hun begynder at tænke på at forny sig selv må da helt klart være fremskridt med hensyn til alt det med Cliff.


”Jep” svarer hun og jeg ligger mærke til at hendes toneleje har ændret sig fra mindre panisk til et nærmest triumferende et af slagsen, men jeg beslutter mig for at lade være med at kommentere på det. 


”Men øh… altså jeg ringede bare for at fortælle dig hvorfor jeg ikke er hjemme. Og så for at sige at jeg nok ikke er hjemme før ved 10-tiden” siger jeg så.


”Og hvorfor er det så helt præcis at du ikke er hjemme?”


”Har jeg ikke sagt det?”


Pludselig er det som om rollerne skifter og i et stykke tid står jeg og bider mig i læben fordi jeg ikke aner hvad jeg skal sige. Egentlig har jeg slet ikke lyst til at fortælle Nova at jeg er på date med en kollega, for jeg er ærligt talt ret bange for hvordan hun vil reagere. På den ene side kan jeg ikke lade være med at føle at det er en smule fejt at mig, bare sådan at være taget på date når jeg ikke engang har kunnet finde en til hende endnu. Men så på den anden side ved jeg at hun vil blive glad på mine vegne – det var trods alt hende der mindede mig om at jeg ikke har været aktiv på kærligheds-fronten i årevis. 


”Jeg er måske på en måde sammen men en mandlig kollega lige nu” får jeg mumlet, uden at kunne skjule nervøsiteten i min stemme.


”Altså hvordan sammen?” spørger hun hurtigt men en tydeligt sjofel undertone.


”Ej helt ærligt Nova, hvad tror du selv?” 


Bare tanken får mig til at rynke på næsen. Jeg må ærligt indrømme at min kollega ikke er specielt attraktiv når han er fuld. 


”Vi er på Benley’s. Du ved den dér restaurant som vi to har været på sammen” indskyder jeg, da Nova bare forholder sig stum i den anden ende af røret.


”Så du er altså på en date?” kommer det fra hende, men jeg har svært ved at tyde om hun er begejstret eller bare overrasket.


”Sådan cirka ja”


”Wauw, den havde jeg ikke set komme. Fedt!”


Jeg lyser langsomt op i et smil, lettet over at hun tager så let på det.


”Så det er altså helt okay med dig?” spørger jeg forsigtigt.


”Ja da. Du bliver bare ude hele natten hvis du har lyst, jeg skal nok klare mig” svarer hun og jeg forestiller mig hvordan hun blinker til mig på den der typiske Nova-måde.


Med et smil på læben får jeg sagt farvel og pakker hurtigt min mobil ned i min clutch igen, hvorefter jeg når at se et glimt af mig selv i toilettets store spejle, inden jeg haster tilbage til min date som sikkert sidder utålmodigt og venter, og bliver mere og mere fuld. Jeg er ret sikker på at det bliver en lang aften.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...