We're In Too Deep | One Direction I (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
At et simpelt One-Night stand (med ikke hvem som helst), skulle vende hele min verden på hovedet, var ikke hvad jeg, Alivia Triumph, havde regnet med. Mit hår er rødt, fregnerne er spredt tilfældigt over det hele, og så er jeg evigt den jeg er, for alt andet ville være underligt. Jeg er typen, som ikke forelsker mig, til gengæld siger jeg da ikke nej til en god omgang i sengen. Og en god omgang i sengen, det var præcis hvad den britiske charmør, Harry Styles, gav mig efter en vild bytur. Selvfølgelig slår jeg det hen, da jeg dagen efter vågner, og han er væk, men så uheldig som jeg nu engang er, så slutter historien da ikke bare her. Hvad gør drengen? Han flytter da ind i huset ved siden af mig, inviterer på Housewarming og opfører sig som om, vi har kendt hinanden i årevis. Om jeg orker? I think not.

108Likes
112Kommentarer
6079Visninger
AA

3. Wicked Willy-Wonka style

Et kvarter tilbage, og jeg kunne kalde mig selv for et frit menneske! Mrs. Feather pylrede som en høne, mens hun vandrede rastløst rundt oppe foran den grå-blå tavle og pegede irrelevante stedet hen med hendes tykke fingre, der ivrigt fløj rundt i alle retninger. Var der noget, jeg ikke kunne fordrage, så var det pæreformede historielærere med krøllet pagehår, der altid formåede at gøre en kæmpemæssig verdenssensation ud af selv den mindste hændelse.

Tungt lænede jeg mig tilbage i stolen, smækkede mine fødder op på kanten af min skrivepult og pustede en lille boble med mit lyserøde tyggegummi i bedste Willy-Wonka stil. Dagen i dag havde været den længste, jeg længe kunne erindre, men det var trods alt også fredag, og det var trods alt også den første fredag i det nye år. Mine nytårsforsæt var så godt som glemt, da de havde gået ud på, at forbedre mine karakterer – og med den opmærksomhed jeg gav min lærer, var det ikke meget jeg forbedrede dem.

Desuden, så var det hele godt for tiden. Dakota var som hun plejede, hvorimod Tyson rent faktisk formåede at hjælpe til i huset og ikke være den irriterende nar, han til tider (altid) var. Lærerne var som de plejede (helt og aldeles utålelige), og min mor havde allerede bagt hendes berømte småkager, som jeg så fint havde fået en bøtte af med hjem fra min mini juleferie hos dem.  

”Mrs. Triumph, vil de være så venlig at læse afsnit tre på side 23?” Fraværende sukkede jeg, hvilket fik flere blikke til at hvile på mig. Mrs. Feater hostede en enkel gang, inden jeg sløvt kiggede op på hende, og pustede endnu en boble med mit tyggegummi, som gav et lille smæld fra sig, da den sprang. Hendes grå briller hvilede på hendes spidse næsetip, og gjorde udsynet til hendes krystalblå øjne større, mens hun sigende hævede et øjenbryn.

”Kan du ikke vælge en anden? Jeg har lidt ondt i halsen,” for at gøre opmærksom på, at jeg rent faktisk havde ondt i halsen, pegede jeg mod den og skød underlæben lidt ud. Mrs. Feater rullede med øjnene og satte en hånd i siden på sig selv, hvilket kun fik hendes umenneskeligt store bagdel til at se endnu større ud – og med den lille torso og det store hoved, var det bare ikke en god kombination.

”Jeg er sikker på, at det ikke kan være så slemt. Læs så,” snerrede hun, mens hendes ene næsebor bevægede sig i takt med, at hun snakkede. Utilfredst rynkede jeg på næsen og skulle lige til at læse, da klokken redede mig. Et lettet suk fløj igennem mine læber, da jeg lod mine fødder glide tilbage på gulvet og klappede mine bøger sammen, så også de gav et lille smæld fra sig.

Omkring mig skrabede stolene mod gulvet, og folk begyndte hurtigt at forlade det gullige klasseværelse, men hvis i havde været der, så kunne i også forstå hvorfor – Mrs. Feather var ikke noget nær rar at være i selskab med længere tid af gangen. Det var også grunden til, at jeg adræt fik pakket mine ting sammen i min taske, svunget den over skulderen og travede mod udgangen af rummet. På vejen nåede jeg lige at fange lærerindens blik, der mest af alt mindede om en drages.

”Måske en anden gang,” hviskede jeg, idet jeg gik forbi hende, og gav hende et lille klap på skulderen. Hun fnøs blot af mig og rystede på sit store hoved, hvilket fik mig til at smile som aldrig før, for var der noget dejligere end at pisse sin lærer af? Personligt syntes jeg, at det var herligt.

På den smalle gang lugtede der af en forfærdelig blanding mellem yoghurt og røræg, så jeg kunne ikke lade være med at rynke på næsen, mens jeg satte kursen mod mit skab, der desværre lå i den ende af gangen. På vejen passerede jeg adskillige kliker, formåede at støde ind i adskillige folk på min vej, som alle sendte mig adskillige dræberblikke. Hver eneste gang måtte jeg sukke, undskylde og fortsætte min gang, selvom jeg kraftigt overvejede at stikke halen mellem benene og spæne ud til Tysons bil, der så fint ventede på mig på parkeringspladsen. Det var noget af det værste ved Universitetet – stemningen. Der var så mange forskellige mennesker, og alligevel syntes alle at have mindst en person, de bare ikke kunne med. I mit tilfælde var det Brasill – skolens mær, om man vil, men jeg prøvede så vidt muligt at komme over det, som det modne individ jeg nu er (rettelse: gerne vil være).

”Alivia!” Ved lyden af en skinger, velkendt stemme, drejede jeg mig hurtigt om, for at se Dakota komme rendende i sine høje stilethæle mod mig. Hendes blonde hår flagrede efter hende, og selvom hun havde ført pandehåret om bag hendes hoved og fæstnet det med talrige hårnåle, så var hun alligevel kapabel til at få noget af det i hovedet.

”Hej, mus,” hilste jeg og gav hende et lille vink. Hurtigt var hun oppe på min side, og i fællesskab begyndte vi at gå mod mit skab, som jeg nu kunne se. Også selvom jeg ikke stødte ind i nogen mennesker denne gang, fik jeg alligevel høstet en del blikke fra piger jeg passerede, og jeg vidste skam også godt hvorfor. For selvom jeg desperat prøvede at glemme det, så var det sku da svært, når der lå billeder af en, med en såkaldt Harry Styles lige i hælene, over alt på nettet.

”Seriøst, jeg flår snart hovedet af en eller anden,” mumlede jeg vredt, og stønnede frustreret, da en person stødte ind i min skulder. Uden at tænke over det, spyttede jeg mit tyggegummi ud, så det landede lydløst på skolens plettede gangareal.

”Det er altså også vildt, at alt det med Harry stadig kører rundt,” bekræftede Dakota hurtigt fra min side, imens jeg fumlede med at få hængelåsen op, så jeg kunne åbne mit grønne skab. Af en eller anden grund, havde jeg fået en grøn skabslåge, hvorimod resten af skabene på gangen var malet blå, og det så egentlig utroligt kikset ud.

”Ja, lige præcis. Jeg knaldede med en verdenskendt – big deal!” Jeg gjorde et voldsomt kast med hånden, så jeg næsten fik ramt Tyson, jeg ikke havde set stå bag mig. Først da han grinede lavt og sænkede min arm, gik det op for mig. ”Hej,” mumlede jeg vredt, og smækkede arrigt min skabslåge i.

”Nogen er da i godt humør i dag, huh?” drillede han og smilede smøret i hele hans perfekte ansigt. Jeg vendte mine øjne mod loftet og begyndte i stedet at gå mod udgangen til parkeringspladsen, uden på noget tidspunkt at se, om mine to bedstevenner fulgte med mig. Hvis de ikke gjorde, var det desuden værst for dem selv, for jeg mindede nok mest af alt om Mrs. Feather lige nu – gjorde de ikke som jeg sagde, eller som jeg hentydede til i mit tilfælde, så ville de i den grad ikke slippe velset fra det.

Bevidst styrede jeg direkte mod den gamle spand af en Ford, som Tyson havde købt for sine surt opsparede penge. Hvordan nogen nogensinde ville købe en bil som den, forstod jeg ikke, men jeg brokkede mig aldeles ikke! Var det ikke for den skrotbunke, skulle vi alle tre tage metro og bus i skolen, og metro er ikke noget, jeg gør i – det er det simpelthen ikke. Det er direkte uhumsk at køre med den, og siden jeg var løbet tør for håndsprit, tiltrak det ikke specielt meget.

Da Tyson havde været ovre ved førersiden af bilen, låst døren op og selv hoppet ind, gjorde Dakota og jeg ligesom ham – mig på passagersædet og Dakota på bagsædet, hvor hun med det samme begravede hovedet i sin mobil. Jeg sukkede tungt og smed hovedet tilbage mod nakkestøtten, som protesterede mod det pludselige tryk, der var kommet på den.

”Tyson, hvis det ikke var fordi, du var min bedsteven, ville jeg bede dig om at kyle denne her lortebil af helvedes til,” stønnede jeg med lukkede øjne. Ved siden af mig kunne jeg høre ham grine af mig, mens han baksede med at køre ud af den smalle parkeringsbås.

”Lad din Harry-vrede gå ud over nogen andre, skat,” grinede han hæst, og klappede mig nogen gange på mit bukse-beklædte lår, som desværre havde fået en uheldig plet fra kantinens karry-kylling. Jeg sukkede og åbnede mine øjne, for kun at møde Dakotas blå øjne i bakspejlet, der stort set udstrålede hvor utrolig blank, hun til tider kunne være.

”Ja, undskyld, men det pisser mig seriøst af. Kunne man ikke bare slette alle de billeder af os, og komme videre? Jeg mener, menneskeheden burde efterhånden være så socialiseret, at de kunne lade to unge individer have sex i fred, uden tusindvis af paparazzier skulle rende i røven på dem, altså,” sagde jeg hårdt, mens jeg studerede de mange bygninger uden for bilen.

”Jeg kan godt følge dig,” mumlede Tyson, koncentreret om at køre bilen. Det var jeg nok i og for sig meget glad for, for at køre galt bare fordi, jeg brokkede mig til ham, ville være rimelig uheldigt.

”Du kan slette det her billede!” Før jeg vidste af det, fik jeg stukket en mobil helt op i snudeskaftet, af en ivrig Dakota bag mig. Lidt overrumplet fjernede jeg mobilen, og fokuserede på billedet på den lille, firkantede skærm, som egentlig ikke var så lille igen, fordi hendes stenrige far havde sendt hende en iPhone 5 i julegave.

”Dakota, det fungerer ligesom ikke på den måde,” sukkede jeg, og vristede mobilen fri fra hendes greb. På billedet kunne man tydeligt genkende min kjole og man ville sikkert også kunne se mit ansigt, hvis ikke det var fordi, at Harry stod og åd mig – forstå mig ret, jeg åd skam også ham. Altså, vi kyssede, hvis i ikke lige havde opfanget den.

”Nåh, på den måde,” mumlede hun bag mig, som om det først nu var gået op for hende, at man ikke kunne slette et billede fra Twitter, man ikke havde lagt ind. Da jeg langede mobilen tilbage til hende, grinede jeg lidt og tilføjede så: ”Ja, på den måde.”

 

***

 

Resten af turen hjem til vores hus foregik egentlig i stilhed, bortset fra radioen som spillede højt ud af de forfærdelige højtalere. Ingen af os sagde noget, men hvis en af os havde sagt noget, ville vi nok også været blevet bedt om at holde kæft af Tyson, for han har denne her ting med, at når han hører musik, så skal ingen, og jeg gentager ingen, forstyrre ham. Den fejl har jeg begået en gang, og tro mig: det gør jeg aldrig igen.

Hårdere end hvad der egentlig var meningen, smækkede jeg døren bag mig, så man skulle tro, at den ville falde af. ”For helvede, Alivia, pas dog lige på!” Vrissede Tyson surt, men jeg rullede bare med øjnene af ham.

”Ja, det er jo ikke ligefrem fordi, at den kan blive mere ødelagt, vel?” svarede jeg hårdt igen, hvilket kvitterede i et muggent blik fra Tyson, der hurtigt havde vendt ryggen til mig, og voldsomt traskede op af vores grussti til hoveddøren. Vi boede helt ude i udkanten af London, imellem utallige rækkehuse og villaveje, men det var hyggeligt. Det mindede meget om hjemme i USA, hvor vi alle tre oprindeligt kom fra, og på den måde formindskede det chancerne for, at vi ville få hjemve.

Huset havde Dakotas far betalt for os, da han som sagt svømmede i penge, og det kunne man i den grad også se på hans datter. Hun havde altid det fedeste tøj, den nyeste mobil og de flotteste møbler – en skam, at hendes hjernekapacitet ikke fyldte meget mere end en ært. Og ja, det var måske lige lovlig hjerteløst sagt, men Dakota var altså ikke lige den skarpeste kniv i skuffen, og hun vidste det skam udmærket også selv.

Målrettet trådte jeg ud af mine sko og smed min lædertaske på gulvet i entreen. Jeg havde virkelig brug for noget kaffe, for ellers ville jeg sku falde i søvn over den bograpport, min lærer gavmildt havde givet os for, dagen inden den skulle afleveres – hvilket ville sige, at jeg nu skulle til at lave en rapport på fem sider, om en novelle på ti sider, til i morgen og jeg havde ikke engang bogen at kunne læse i. Til mit held, var min lærer Mr. Smith, og han var typen, man bare skulle flirte lidt med og så, vupti, så havde man afleveret, selvom man egentlig ikke havde.

”Er der nogen andre, der også skal have kaffe?” råbte jeg igennem huset, mens jeg fyldte vand i vores kaffemaskine, som var noget nær det eneste til en rimelig pris i huset. Jeg fik ikke noget svar, derfor rullede jeg bare med øjnene og satte kaffen over.

Mens jeg sad og ventede på, at kaffen ville blive færdig, gik jeg ind og kiggede på min mobil. Utallige mentions var tikket ind på min twitter-profil, men det kom ikke som nogen stor overraskelse for mig. Min profil var mildest talt gået amok, efter Harry og jeg var blevet set sammen, og lige nu fortrød jeg ikke noget mere, end jeg fortrød det forbandede one-night-stand. Det var bare startet ud, som en ganske normal tur i byen sammen med Tyson, som godt nok hurtigt fik en trunte og se til, og det var så der, at jeg faldt i snak med en gut fra V.I.P-lougen.

Senere viste det sig så, at det var Harry Styles’ ven, og at stakkels Harry Styles var pisse liderlig, og derfor valgte at forføre mig. Måske var jeg også selv en smule trængende, men det var en helt anden sag, som jeg slet ikke syntes, vi behøves at komme ind på.

Tyson kom kort efter valsende ind i køkkenet, med en stak bøger under armen og hans penalhus svingede fra hans hånd, da han holdt fast i en påsat læderlykke. Han styrede direkte hen til køkkenbordet, hvor han smed det hele ned, og selv slog sig ned på en stol overfor mig.

”Hvaså, har du set, at vi har fået ny nabo?” spurgte han fraværende og fik fisket en blyant op fra penalhuset, som han omhyggeligt lukkede efter sig. Han stak den med den samme i munden og begyndte at gnave på den, mens han så afventende på mig, derefter ned på sine notater og så på mig igen.

Lidt ligeglad trak jeg på skulderen, hævede mit ene øjenbryn og lod min telefon ligge på den hvide bordplade. ”Næh, har vi da det?” mumlede jeg og rejste mig fra stolen, da kaffen lige i det øjeblik var blevet færdig. Uopmærksomt åbnede jeg et af vores skabe, hvor jeg hurtigt fandt en kaffekop og derefter hældte noget kaffe op i den.

”Ja, jeg aner ikke hvem det er, men der holder flyttebiler ovre ved huset. Og har du ikke lavet noget til mig?” spurgte Tyson bag mig og refererede til den skoldhede, brune væske som nu var tilsat lidt mælk. ”Jeg spurgte og der var ingen der svarede,” henåndede jeg indifferent og pustede lidt på kaffen. Tyson skød såret underlæben ud og lavede sine øjne store, og hvis det ikke var fordi, at jeg havde kendt ham i over tre år, så ville jeg uden tvivl syntes, at han var umådelig pæn og utroligt nuttet når han gjorde det.

Han havde kroppen i orden, håret i orden, personligheden i orden (det troede man i hvert fald ved første øjenkast), og så fejlede hans længde da overhoved ingenting. Og det ved jeg kun fordi, at vi rent faktisk lærte hinanden at kende til en fest, hvor vi endte sammen, stangstive, på et badeværelse hos værten. Siden da holdte vi kontakten, og nu var han en af mine bedstevenner.

”Jamen, jeg har lyst til kaffe,” ynkede han sørgeligt, mens han førte sine knyttede hænder op under hans lukkede øjne, som om han rent faktisk græd. Jeg grinede blot af ham og vendte ryggen til ham, idet jeg begyndte at gå mod mit værelse.

”Bare ærgerligt, Ty. Lav en kop selv, og du vover på at forstyrre mig, for nu vil jeg sætte mig til at se på min kommende ægtefælde, også kaldet Johnny Depp” råbte jeg over skulderen og bag mig kunne jeg høre ham sukke højt af mig, efterfulgt af et: ”Fint, i det mindste lever jeg ikke i en fantasiverden, hvor jeg er forelsket i en fucking skuespiller!”

Jeg ignorerede hans kommentar fuldstændig og fortsatte min gang ind på mit værelse. På vejen igennem stuen fik jeg lige et glimt af Dakota, som åndsfraværende sad og så How I Met Your Mother, mens hun nynnede en eller anden sang, som jeg ikke lige umiddelbart kunne sætte navn på. Hårdt rev jeg døren op til rum, og gik med det samme en helt forfærdelig varme i møde.

”For satan, hvorfor er her så varmt herinde?” spurgte jeg mig selv om og gik hurtigt hen til et af vinduerne, som jeg åbnede. Derefter tjekkede jeg på radiatoren, og lagde mærke til, at den var skruet op på det maksimale varme. Frustreret stampede jeg i gulvet med mine ene fod, skruede hurtigt helt ned for varmen, og stormede så ud i stuen igen, hvor Dakota stadig sad.

”Seriøst, Orleans? Hvorfor fuck i helvede har du skruet helt op for min radiator?” knurrede jeg af hende, mens jeg stod med knyttede hænder ned langs mine sider. Mit røde hår var sat op i en rodet knold, men alligevel formåede jeg at få noget af det ind foran mit synsfelt.

”Jeg hedder altså ikke Orleans til fornavn, der hedder jeg Dakota!” Hun rejste sig fra sofaen og pegede med mig med en stiv pegefinger. Jeg kneb øjnene en smule sammen og kiggede undersøgende på hende, for at se om hun rent faktisk mente det, hun sagde. ”Dakota, Orleans er dit efternavn?” spurgte jeg undrende. Hun kiggede lidt på mig, og så ud som om, at hun rent faktisk fattede hvad jeg snakkede om.

”Nåååh, men hvorfor kalder du mig mit efternavn? Det er da underligt?” fortsatte hun. Jeg stirrede måbende på hende, og skulle lige til at sige noget, da en høj ringen på døren fik mig på andre tanker.

Kort rystede jeg på hovedet over min umulige roommate, men gik så ud i entreen, hvor jeg flåede døren op. En høj dreng med en grå hue, gik halvvejs nede af vores grussti, som om, at han var på vej væk. Han var iført en sort hættetrøje, sorte jeans og hvide Converse, og jeg måtte sige, at han så aldeles godt ud bagfra. Jeg sukkede en enkel gang, og lagde vægten over på mit ene ben.

”Hey, du der!” råbte jeg efter ham, hvilket med det samme fik ham til at snurre rundt. Et gisp forlod mine læber, og jeg vil vædde med, at mine øjne mest af alt mindede om tekopper, da de mødte hans igen. Han kiggede undersøgende på mig, men endte så ud i at smile stort til mig og gik tilbage i hoveddøren. Jeg var lige ved at sige, at jeg havde råbt til en anden, men siden der ikke var andre på vores vej, og siden han var den eneste, der var inde på vores grund, var den mulighed godt og grundigt udelukket.

Da han kom helt op til hoveddøren, fik jeg endelig vristet mig fri af hans blik. ”Hvad fanden laver du her?” Og jeg sværger, det røg ud af mig! Normalt, er jeg ikke sådan, helt vildt uhøflig overfor fremmede folk (hvis Harry overhoved var fremmed overfor mig), mens på en måde fortrød jeg det egentlig ikke.

Han grinede den præcis samme, hæse latter, som han havde gjort da vi mødtes første gang, og gud tag ved mig for at sige det her, men den var stadig lige så sexet. ”Sikke et sammentræf, Alivia!” Han smilede skævt til mig, mens jeg blot akavet stod og bed mig i læben. ”Jeg er flyttet ind i nabohuset, og inviterer hele vejen til Housewarming,” fortsatte han selvsikkert. Jeg nikkede lidt undersøgende og kiggede mod mine fødder.

”Desværre, jeg kan ikke komme den dag,” sagde jeg hurtigt og smilede undskyldende til ham. Han rynkede på brynene og fugtede sine læber, så jeg fik et glimt af hans lyserøde tungespids.

”Altså, jeg har ikke fortalt dig datoen endnu,” grinede han fortsat, og hvilede håndfladen mod murstenene rund om døren. Selvfølgelig, han havde ikke fortalt datoen – super flot klaret, Alivia. Du burde hedde Failure og ikke Triumph til efternavn!

”Oh,” mumlede jeg forlegent, uden rigtig at vide, hvad jeg ellers skulle sige.

”Jeg har lagt en invitation i postkassen, så kig da gerne forbi.” Selvom mit blik havde ligget alle andre steder end på Harrys igennem vores mere eller mindre akavede samtale, kunne jeg ikke dy mig for at kigge op. Og det viste sig meget hurtigt at være en enorm stor fejl, for de var pæne, og det indrømmer jeg gerne.

***

First chaaapteeer! Hvad syntes i? Kan i lide Alivia, eller er hun for meget? Og hvad syntes i om hendes venner? Personligt er jeg helt vild med Dakota, men jeg ved godt, at i ikke kender personlighederne så ufatteligt godt endnu!x 
(Jeg forestiller mig Alivia som Ebba Zingmark, Dakota som Emily Osment og Tyson som Marcus Butler)

Tjek tøj i kommentaren :)

Tusind tak, fordi i gider læse den! Dont forget to like!x

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...