We're In Too Deep | One Direction I (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
At et simpelt One-Night stand (med ikke hvem som helst), skulle vende hele min verden på hovedet, var ikke hvad jeg, Alivia Triumph, havde regnet med. Mit hår er rødt, fregnerne er spredt tilfældigt over det hele, og så er jeg evigt den jeg er, for alt andet ville være underligt. Jeg er typen, som ikke forelsker mig, til gengæld siger jeg da ikke nej til en god omgang i sengen. Og en god omgang i sengen, det var præcis hvad den britiske charmør, Harry Styles, gav mig efter en vild bytur. Selvfølgelig slår jeg det hen, da jeg dagen efter vågner, og han er væk, men så uheldig som jeg nu engang er, så slutter historien da ikke bare her. Hvad gør drengen? Han flytter da ind i huset ved siden af mig, inviterer på Housewarming og opfører sig som om, vi har kendt hinanden i årevis. Om jeg orker? I think not.

108Likes
112Kommentarer
6106Visninger
AA

5. That awkward moment, you absolutely can’t remember a thing

Med slingrende skridt, der knap nok kunne fungere som skridt, nok nærmere sjuskede bevægelser med mine ben, kantede jeg mig selv vej over mod Harrys bås. Hans blik forlod på intet tidspunkt min krop, og hvis det ikke var fordi, at jeg havde fået for meget at drikke, så ville jeg uden tvivl havde knaldet ham en på trynen. Hvis man ser bort fra, at mine armen mindede mere eller mindre om kogt spaghetti…

”Hvad laver du her?” hvæsede jeg mellem sammenbidte tænder, da jeg endelig var kommet op til krøltoppen. En hæs, lav latter forlod hans lyserøde læber, som derefter blev trukket op i et skævt smil.

”Må jeg nu ikke gå i byen og have lidt sjov med mine venner?” spurgte han uskyldigt og klappede på sædet ved siden af ham, som tegn til, jeg skulle sidde ned, men fandme nej om jeg skulle sidde ved siden af den stalker. ”Og desuden, så er jeg vist ikke den eneste, som har det sjovt med mine venner.” Han hævede og sænkede sine øjenbryn, mens han lod sin tunge fugte sin underlæbe.

Mundlam måbede jeg en anelse og trak mine plukkede bryn sammen, så jeg uden tvivl ville have en forfærdelig rynke i panden, men jeg havde ikke tid til at bekymre mig om sådan noget nu. Hvordan kunne han bare tillade sig, at sige sådan noget? Det var direkte uhøfligt! Og selvom jeg inderligt prøvede at fortælle ham det, så forblev min mund åben og min hals tør – vel og mærke uden nogen form for verbale lyde, som forlod den.

 

”Okay, farvel!” fik jeg endelig fremstammet, mens jeg sendte Harry det sureste blik, jeg lige umiddelbart kunne præstere. Harry grinede endnu en gang af mig og rystede på hovedet, så en af hans krøller slap fri og faldt ned foran hans øjne. Han fjernede den langsomt, men så snart han havde givet slip på den igen, faldt den dvask tilbage på sin plads i hans pande. Jeg fnisede af ham, men stoppede hurtigt mig selv, da jeg opfangede, at det var Harry jeg stod overfor.

Hurtigt vendte jeg om på hælen og havde allerede taget mit første skridt, da Harrys stemme bremsede mig.

”Kommer i til min Housewarming i næste uge, eller hvad?” råbte han løst efter mig, lige akkurat så højt, at jeg kunne høre det for den pumpende musik, der undslap de kolossale højtalere fra DJ’ens podie. Med tøvende skridt snurrede jeg langsomt rundt på hælen og kiggede på Harry med et løftet øjenbryn, der meget gerne måtte opfattes flabet. Jeg hvilede min vægt på mit ene ben og satte en hånd i siden lige over hoften, så min skjorte posede en smule rundt om min hånd.

”Det ved man aldrig,” svarede jeg kækt og for at understrege, hvor helt igennem cool jeg var med hele situationen (mærk ironien), kørte jeg en hånd igennem mit løse hår. Harry kiggede intenst på mig med hans smaragdgrønne øjne, og fik af en eller anden grund gåsehud til at sprede sig rundt på mine arme. En let kuldegysning løb igennem min krop, men jeg rystede den hurtigt af mig, for jeg er ikke typen, der bliver påvirket af sådan noget.

”Slår du dig ikke ned her?” Harrys direkte spørgsmål kom bag på mig, og endnu en gang kunne jeg mærke blodet stige til mit hoved, og mine kinder blive røde. Jeg trak på skulderen, for i princippet havde jeg ikke bedre at tage mig til, nu hvor både Dakota og Tyson havde gang i det modsatte køn.

”Så giver du også en drink,” befalede jeg koldt og stavrede med så sikre skridt som muligt hen ved siden af Harry. Han rykkede med det samme ud fra sin plads, så jeg kunne komme inderst på sofaen vi sad i, og hurtigt forsvandt han op til baren, hvilket vil sige, at han efterlod mig alene i klubbens hede.

Rastløst lænede jeg mig tungt tilbage i sædet og skuede ud over de mange mennesker. Et sted i mængden kunne jeg genkende Dakotas karakteristiske kjole, dansende tæt op af en trimmet mandsperson i sort skjorte, og de stod praktisk talt med tungen i halsen på hinanden. Jeg rynkede på næsen og skulle lige til at gå hen til hende, ruske hende og fortælle at der her fandme var min aften, da en flot herre, også kaldet Harry Styles, satte sig ind ved siden af mig igen.

”Kan den bruges?” Han stillede en orange og rød drink foran mig, sandsynligvis en Filur, og jeg nikkede ivrigt, for bruges, det kunne den i hvert fald. Harry smilede til mig og afslørede et par dybe smilehuller, placeret på hver sin kind.

Hastigere end hvad godt var, fik jeg drukket væsken, og jeg bed da også hurtigt mærke i, at der var kommet en del mere vodka i end normalt. Med et hævet blik kiggede jeg på Harry, der sad og åbenlyst tjekkede mine krydsede ben ud. Et grin forlod mine læber, og da jeg lænede mig længere hen mod Harry, så jeg kunne hviske i hans øre, spændte hans kæbemuskel straks.

”Fik du ikke nok sidst?” hviskede jeg tykt med den mest forførende stemme, jeg umiddelbart kunne fremkomme. Harry trak sig væk fra mig med et ryk, så han nærmest faldt ud over kanten af sofaen, hvis det ikke var fordi, at han havde taget et godt greb om bordkanten. Jeg havde åbenbart pludselig fået en åbenbaring – Harry var måske ikke så slem igen. Godt nok var det Harry Styles, kvindebedårer og manwhore, men ud over alt det, så var han sku god nok. Bortset fra, at han snakke ulideligt langsomt med en ulidelig tyk, brittisk accent.  

Jeg blinkede med øjet og rettede mig tilbage på min plads, hvor mine hænder blev foldet oven på bordet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Harry rette sig op og rette lidt på sin halvkrøllede T-shirt, inden han rømmede sig diskret.

”Jeg fik rigeligt sidst, Alivia,” mumlede han hæst og fangede nervøst sin underlæbe mellem sine tænder. Jeg grinede højlydt af ham og lagde forførende en hånd på hans lår, for når jeg var fuld, så blev jeg noget så trængende – Harry var bare uheldig, at han havde valgt mig, til at købe drinks til. Harry rykkede sig uroligt under mine berøringer, og da jeg drillende lod min pegefinger og langfinger danse længere op af hans jeans, tog han hårdt fat om min hånd.

”Giver du ikke en drink mere?” spurgte jeg frisk og trak igen min hånd til mig. Harry kiggede skævt på mig, men nikkede så stift, rejste sig, og banede sig vej op til V.I.P-baren i den anden ende af lokalet. Det her, det skulle nok alligevel blive en hyggeligt aften – så længe Harry gav mig gratis drinks.

 

***

 

En stærk solstråle havde fundet et smuthul igennem mine persienner, og det var også den eneste grund til, at jeg var oppe lige nu. Eller, i princippet var jeg ikke oppe, jeg var egentlig bare vågen, men det var for fanden da næsten det samme! Som situationen så ud, kunne jeg ikke huske en skid fra i går. Det sidste der stod nogenlunde klart for mit indre blik, jeg så inderligt ville ønske var synsk, var, at jeg havde mødt Harry.

Og at jeg havde flirtet for voldsomt med ham. Efter de første tre drinks, han havde købt til mig, var alt stort set også en sløret sump, der helst skulle gemmes langt væk. En kvalme lå og ulmede faretruende i min hals, min alkohol-opblødte hjerne føltes som gele, og jeg kunne på ingen måde tænke klart lige nu.

Et støn forlod mine læber, da jeg fik rejst mig op i sengen, og svunget benene ud over kanten. Hårdt faldt jeg tilbage i sengen igen, så mine ben dinglede over kanten og næsten ramte jorden, men jeg havde det for satan da også forfærdeligt. Det var lang tid siden, jeg havde haft så voldsomme tømmermænd, men med tanken om, at jeg skulle på arbejde senere på dagen, fik jeg alligevel slæbt mig selv ud på badeværelset.

På vejen havde jeg grebet min mobil, der af en eller anden grund lå på mit natbord, selvom jeg aldrig plejede at pakke min taske ud efter en bytur, når jeg lige var kommet hjem. I hvert fald ikke, når jeg ikke engang havde nogen ide om, hvordan fuck jeg var kommet hjem. Klokken var umiddelbart halv et, jeg skulle have et bad, noget at spise og så skulle jeg være på mit arbejde klokken halv 4. Jeg følte mig enormt stresset, men det var kun fordi, at jeg sikkert stadig var bagstiv som en anden vagabond.

Sløret fik jeg hevet mit undertøj af og smidt det er vasketøjskurven, og da det var det eneste, som jeg havde sovet i, var jeg hurtigt inde under bruseren. Med vilje havde jeg undgået at se mig selv i spejlet på vej ind i brusekabinen, for en ting var sikkert, og det var, at jeg med garanti lignede en dårlig parodi på en zombie blandet med en panda.

Mens jeg stod under bruseren, prøvede jeg håbløst på at huske, hvad der var sket om aftenen. Hvordan jeg var kommet hjem, fordi både Dakota og Tyson havde endt hjemme hos deres kandidater, mens jeg på en eller anden fucked måde var havnet i min seng, med undertøj, telefon i opladeren og en kjole der var lagt pænt sammen, og derefter lagt oven på min kommode. Jeg mener, hvilket creep ville ikke lige gøre det?

Og selvom jeg virkelig prøvede, så fik jeg ikke andet end få, sumpede glimt frem for min nethinde. Vilde neonlys, svedige skjorter og fulde mennesker, der var virkelig irriterende, men jeg skulle nok nødig snakke, for jeg var sikkert lige så slem. Jeg prøvede at huske videre, fra da jeg havde siddet med Harry i den lille bås, men det eneste jeg kunne huske, var måden han veg tilbage på, da jeg havde hvisket i hans øre.

Et lille grin slap igennem mine læber, da jeg tænkte på det. Han havde virkelig, virkelig reageret underligt, så det skulle nok blive sjovt, når jeg begyndte at være mere sammen med ham. Hvis drengen ikke kunne tage lidt gas, så skulle det nok gå godt, hvis vi engang rent faktisk kom på talefod. Mens jeg masserede balsam i mine hårspidser, som  jeg desuden lige havde vasket med shampoo, fokuserede jeg udelukkende på at mindske ubehaget, der susede rundt i min krop.

Med de allersidste dråber varmt vand i brusehovedet, slukkede jeg for vandet og var hurtigt til at tørre min krop. Jeg trak det rene sæt undertøj på, som jeg havde taget med mig fra mit værelse, og traskede derefter tilbage på mit værelse. Der var alligevel ingen mennesker hjemme, så jeg lod mit filtrede hår tørre af luften, og hev derefter noget af det mest afslappende tøj på, som jeg ejede.

Det endte så op med et par mørke joggingbukser, som jeg havde betalt alt for meget for, og min elskede Jack- Daniels tanktop. Godt nok skulle jeg skifte tøj, når jeg skulle på arbejde, men indtil da skulle jeg fandme bare pleje tømmermænd med pandekager. Og ja, jeg havde dybfrosne pandekager, for så langt tænkte jeg, når det gjaldt mad.

Langsomt luntede jeg ud mod køkkenet, hvor jeg til min store skræk, kunne høre nogen fumle med pander – det lød i hvert fald sådan. Det var ikke fordi, at jeg var direkte bange (læs: rædselsslagen), jeg havde bare altid haft mareridt om, at en fremmed mand ville bryde ind i mit hus, stjæle alting jeg ejede og derefter kvæle mig i en pude. I skal ikke tænke nærmere over det, og da slet ikke spørge ind til det, for jeg havde ingen anelse om, hvor det kom fra.

Da jeg nærmede mig køkkendøren, var det gjort helt klart for mig, at der i den grad var nogen ude i mit køkken. Jeg greb Tysons boldbat, som han tilfældigvis havde stående inde i stuen, og bevægede mig med langsomme skridt længere ind mod køkkenet. Nu tænker i sikkert: hvorfor fanden går hun derind, hvis der står en sindssyg morder derinde? Hun burde skride, eller gemme sig under sin seng.

Og til det vil jeg bare sige, at i har fuldkommen ret. Men nu stod det sådan til, at jeg var ufatteligt nysgerrig af natur, og i situationer som denne viste det sig, at det selvfølgelig ville give bagslag på et eller andet tidspunkt.

Mine ben rystede under mig, og min vejrtrækning steg i takt med, at distancen til køkkenåbninger blev mindre. Da jeg stod helt henne ved den, trykkede jeg min ryg mod væggen af den ene side, og kiggede overvejende på battet i mine hænder. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg havde taget det. Jeg kunne sku da ikke slå nogen ned, og slet ikke med et bat. Som om, jeg havde kræfter til det…

”Godmorgen.” Et højt hvin forlod mine læber, da en hæs stemme lød ligeud for mit øre. Mine hænder begyndte at ryste, og i frygt for at se hvem det var, lukkede jeg mine øjne hårdt i.

”Tag hvad du vil. Bare, please, lad mig være,” mumlede jeg grådkvalt, og mærkede klumpen i min hals blive større. Grebet om battet blev strammere, da jeg mærkede en ånde tæt på hals, men derefter… et grin? Hvem fanden ville grine i sådan en situation? Hurtigt spærrede jeg øjnene op, for kun at møde et par klare, grønne øjne, som jeg efterhånden havde mødt for mange gange inden for den sidste måned.

”Jamen, tak for tilbuddet, jeg tror dog,  at jeg springer over,” grinede Harry, mens et forfærdeligt smil var tværet ud i hans forfærdeligt perfekte ansigt. Jeg åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, da det gik op for mig, at Harry var i mit hus. Jeg mener, hvad lavede han her? Vi kunne da ikke… havde vi? Nej. Nej, under ingen omstændigheder.

”Kom, jeg har lavet røræg og bacon,” han nikkede ind mod køkkenet og gik selv derud, mens jeg blot stod som forstenet i dørkarmen. Hva… Hvad fanden? Som en forstenet statue, fordi statuer sjovt er forstenede, fulgte jeg rådløst efter ham og slog mig ned på en stol. En pludselig rødmen steg op i mig, da jeg kiggede op og mødte Harrys afventende blik på mig, inden han også selv satte sig ned på stolen overfor mig.

”Her, lad mig give dig. Du ser ikke ud til at have det for godt, huh?” drillede han og kiggede langsomt op på mig, mens han leverede min tallerken retur, nu med bacon, røræg og noget der lignede tomater, påført. Taknemmeligt smilede jeg skævt til ham og begyndte straks at spise, for i drømmer ikke om, hvor utroligt sulten jeg var.

Jeg sørgede for hele tide at kigge ned i min mad, så Harry ikke ville opfatte min usikkerhed eller forvirring. Jeg prøvede endnu en gang at genkalde aftens begivenheder, men intet nyt kom frem. Hvis jeg havde været sammen med Harry, så ville jeg da kunne huske det, ville jeg ikke? Hvis han ville gøre det på samme måde, som sidste gang, så ville jeg i den grad kunne huske det…

Noget sagde mig, at Harry havde læst mit finurlige ansigtsudtryk, for han hostede i hvert fald, sandsynligvis så jeg ville kigge op på ham. Og kigge på ham, det gjorde jeg, hvorefter han sendte mig et skævt, og hvis jeg ikke tog meget fejl, er lidt genert smil.

”Du kan slet ikke huske noget fra i går, vel?” mumlede han lavt, og i det øjeblik, det eneste ene øjeblik, havde jeg hørt Harry lyde sårbar. Jeg kiggede mod min mad, bed mig i underlæben og rystede så på hovedet. Harry sukkede på den anden side af bordet, men da jeg kiggede op på ham, sad han med et djævelsk smil over læberne.

”Harry… Vi har ikke… du ved,” stammede jeg nervøst, og bandede mit liv langt væk indvendig, for hvem fanden siger ”du ved” om at knalde? Lige præcis – ingen. Harry trak på skulderen men ændrede så sit djævelske smil til et lidt blidere, og han blinkede irriterende med det ene øje. Godt nok havde jeg godkendt Harry i går, men wow, den dreng formåede virkelig at være irriterende alligevel.

”Alivia, tro mig når jeg siger, at du ville kunne huske mig,” han lavede en gestus mod sig selv, inden han tog gaflen i hånden igen, og skovlede røræg ind i hans store kæft, der desværre havde utrolig meget talent – ja, den må i den grad gerne misforstås. Alt i alt, så var der utrolig mange ting ved Harry, der var skide pisse charmerende og sødt, men fandme mig om jeg skulle til at tænke sådan frivilligt om en verdenskendt popstjerne, der først og fremmest knaldede med lige hvem han ville, og som virkede pisse arrogant til tider. Under ingen omstændigheder.

Og så slog det mig – jeg kunne pludselig huske hvordan jeg var kommet hjem. Harry havde hjulpet mig, jeg huskede hvordan han bar mig ind af døren, med mig hængende over hans skulder, sandsynligvis fordi jeg ikke kunne gå på mine egne ben. Det var så også det eneste jeg kunne huske, men hvorfor havde var han her så nu?

”Hvorfor er du her egentlig stadig?” spurgte jeg hårdt og lagde hovedet let på skrå, for bedre at kunne studere hans kæbemuskler når han tyggede. Han sank sin mad, inden han selv lagde hovedet på skrå, og fik mig til at fremstå som en komplet idiot, fordi sådan var Harry – han fik folk til at fremstå ti gange værre, end de i virkeligheden er.

”Jo ser du. Du var så væk, at du bogstaveligt talt faldt i søvn, mens jeg bar dig ind i dit eget hus, vågnede da jeg smed dig på din seng, faldt hurtigt i søvn igen, og vågnede fordi jeg sagde, at du skulle tage dine bukser og trøje af. Det nægtede du, så jeg gjorde det for dig og-”

”Undskyld mig, hvad sagde du?” afbrød jeg, efterfulgt af et voldsomt hosteanfald, fordi jeg fik noget forpulet mælk galt i halsen. Harry grinede kun af mig, men trak så på skulderen, som om det var fuldkommen ligegyldigt, at der sad en ginger overfor ham, og stort set blev kvalt. Da jeg havde fået nogenlunde styr på mit anfald, fortsatte Harry sin snak – denne gang med en underlig, hoverende undertone.

”Du ville ikke skifte tøj, og fordi jeg ved, hvor ubehageligt det er, at sove i jeans, tog jeg dem af for dig. Der er jo ikke noget, jeg ikke har set, vel?” Han løftede sit øjenbryn op i panden kun for, at det kunne falde på plads igen, og den proces gentog han et par gange. Jeg bed mig hårdt i læben, for i princippet havde han jo ret – han havde jo egentlig set det hele, og det var virkelig ubehageligt at sove i jeans.

”Men ja… fordi du var så skide væk, at jeg rent faktisk blev bekymret for dig, valgte jeg at overnatte på sofaen,” afsluttede han kort for hovedet.

”Hvorfor gjorde du det? Du ved da godt, at jeg har to roomies?” Mit tonefald var lidt bebrejdende, uden nogen egentlig grund, lige nu syntes alting bare at gå mig på, for jeg havde kvalme, ondt i hovedet, og Harry Styles sad over for mig.

”Ja, men du fortalte mig, at de havde brændt dig af, og så begyndte du at tude.” Mit blik fløj op til Harry, der sad og kiggede hoverende og velfunderet på mig. En trang til at knalde ham en på låget skød frem i mig, men fordi jeg ikke ville have en slået hånd når jeg skulle på arbejde, droppede jeg det. I stedet fortalte jeg ham, at han desværre blev nød til at movere sin popo andetsteds, da jeg havde andre planer end ham i mit liv.

Til jeres information grinede han blot af det. 

***

Hey yo peeps!

Hvad syntes i om, at Harry tog dig sådan af Alivia? Og at Alivia måske overvejer at give Harry en chance på vennefronten? Kommenter.x

Tøjet smider jeg i en kommentar.

Og jeg vil også gerne takke utroligt meget. Der er 79 favoritlister, og det her er trejde kapitel jeg ligger ud - det er jo sindsygt. Virkelig mange gange tak, og husk gerne at like, hvis du ikke allerede har gjort det x

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...