We're In Too Deep | One Direction I (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
At et simpelt One-Night stand (med ikke hvem som helst), skulle vende hele min verden på hovedet, var ikke hvad jeg, Alivia Triumph, havde regnet med. Mit hår er rødt, fregnerne er spredt tilfældigt over det hele, og så er jeg evigt den jeg er, for alt andet ville være underligt. Jeg er typen, som ikke forelsker mig, til gengæld siger jeg da ikke nej til en god omgang i sengen. Og en god omgang i sengen, det var præcis hvad den britiske charmør, Harry Styles, gav mig efter en vild bytur. Selvfølgelig slår jeg det hen, da jeg dagen efter vågner, og han er væk, men så uheldig som jeg nu engang er, så slutter historien da ikke bare her. Hvad gør drengen? Han flytter da ind i huset ved siden af mig, inviterer på Housewarming og opfører sig som om, vi har kendt hinanden i årevis. Om jeg orker? I think not.

108Likes
112Kommentarer
5861Visninger
AA

6. Slutty Zoey, superior Jeffrey and brainless me

Harry var langt om længe forsvundet fra mit hus, og jeg var endelig kommet af sted hjemmefra for at tage på arbejde. Som landet lå, var jeg umådeligt stresset, for jeg nåede ikke min bus, hvilket ville sige, at jeg endnu engang ville komme for sent på arbejde. Noget sagde mig, at min chef var godt og grundigt træt af mig – det var tredje gang, jeg var komme for sent, inden for en alt for kort tidsramme.

Med et suk hev jeg bagdøren op til cafeen og tumlede nærmest ind igennem den lille døråbning, så jeg nær havde stødt ind i Zoey, der så ud til at have ligeså travlt som jeg selv. Hastigt sendte jeg hende et venligt smil, inden jeg fik hevet jakken af mine skuldre, og derefter smidt den op på knagerækken.

”For helvede, han bliver tosset,” mumlede jeg for mig selv, og rettede hurtigt på mit hår i spejlet. En ting jeg i den grad ikke kunne overskue lige nu, var Jeffreys ih og åh så fantastiske (forfærdelige) sindsstemning, og at mit hår sad dårligt. Der skulle ingenting til, før han ville gå amok, og hvis det var rigtig slemt, kunne han finde på at sende os hjem. Det havde vi begge oplevet en gang, og det var helst ikke noget, vi ville opleve igen.

”Nåh, tror du virkelig?” svarede Zoey flabet, fordi sådan var hun. Jeg kiggede mindst ligeså flabet på hende, men rystede så på hovedet med et smil.

”Hvad er din undskyldning så denne gang?” spurgte jeg lavt, mens Zoey kørte en hånd igennem hendes blonde hår, hvor spidserne var farvet pink. Alting ved hende virkede så perfekt, men hvis man kendte hendes indre inde, hvilket jeg tilfældigvis gjorde, så ville man tænke på hende som noget nær sindssyg. Ikke, at det var på en sindssyg måde, hun var sindssyg, hun gjorde bare tit nogen uventede ting – som for et eksempel at male væggene i hendes lejlighed neongrønne, bare fordi hun havde lyst, eller lave en næsepiercing på sig selv, fordi hendes nål var træt af at være jomfru.

”Min mors kat døde.” Hun grinede smørret over hele femøren, mens jeg ikke kunne lade være med at fnise tamt over hendes undskyldning.

”Din mors kat døde?” gentog jeg mistroisk, da Jeffrey på ingen måde ville acceptere sådan en undskyldning. Og fordi det var lørdag, var der sandsynligvis rimelig travlt i den lille biks, hvor jeg lige nu befandt mig, så hvis hun blev smidt hjem var jeg noget nær dødsdømt. Mine tømmermænd bankede stadig på indersiden af min hjerneskal, som om de havde en større bygningsprojekt i gang.

”Jada – den betød alt for hende, og hun havde haft den siden hun flyttede hjemmefra sammen med min far. Han købte den til hende, og siden han døde, så var det det eneste minde, hun havde om ham,” forklarede hun som om det gav sig selv og begyndte at gå hurtigt ind mod vores fælles omklædningsrum. Jeg fulgte grinende efter hende, uden at tage blikket væk fra mine fødder.

”Du er for meget, Zoey” mumlede jeg for mig selv og fik hurtigt skiftet til den uniform, vi var tvunget til at bære under arbejdstiden. Den bestod af ikke mindre end et miniskørt, høje knæstrømper og en lyserød polotrøje med cafeens logo på. Som prikken over i’et, Ross’en til Rachel’en og snørebåndede til mine Allstars, så toppede hele outfittet af, med en kæmpe, lyserød hårbølje med en kæmpe, lyserød sløjfe tilføjet.

Hvorfor jeg havde valgt dette job frivilligt, var mig stadig en gåde. Okay, det var en løgn, hvis jeg ikke havde dette job, ville jeg være ligeså fattig som en vagabond – og med mit alkoholforbrug i weekenderne, ville jeg sikkert også lugte som en.

En hård banken på døren, fik mig med det samme til at kigge derover, mens jeg rettede på hårbøjlen i spejlet. Jeg havde hurtigt sat mit hår op i en stram hestehale, der sørgede for at trække så meget i min hud, at mine øjne var på bredde med en asiats, og mine kindben blev underligt fremhævede.

Jeffrey kiggede forsigtigt ind, men så snart han så, at både Zoey og jeg var fuld påklædt, ændrede hele hans ansigt sig. Hans øjenbryn trak sig sammen i panden, og hans mund faldt let åben, dog ugen at se alt for uintelligent ud. Desværre kunne man ikke sige om mig, for jeg stod flovt – imod min vilje, og kiggede mod mine lyserøde strømpesokker. Blodet steg langsomt i mit hoved, og jeg kunne mærke, hvordan jeg desperat prøvede at stå stille, for når jeg blev nervøs, så trippede jeg noget så grusomt.

”Hvorfor kommer i for sent?” hvæsede han mellem sammenbidte tænder, med øjne der sikkert ville klæde Mrs Feathers ganske udmærket. Nervøst sank jeg en klump, mens jeg ventede på, at Zoey ville fyre sin latterlige undskyldning af, som forhåbentligt ville få ham til at forsvinde. Og ganske rigtigt, så gik der ikke mere end ti sekunder, før hendes viljestærke stemme fyldte det lille omklædningsrum.

”Min mors kat døde,” svarede hun bestemt og styrede direkte forbi mig, i retning af døråbningen og vores chef. Jeffreys ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt til et forvirret et af slagsen, og det blev kun endnu mere forvirret, da Zoey lige akkurat strejfede det øverste af hans lår med sine fingerspidser.

Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var Jeffrey en liderlig, 35-årig mand, der alt for nemt kunne manipuleres med, hvis man bare knappede de øverste af sin lyserøde polo op, struttede lidt med sine meloner og befamlede hans egoistiske krop en smule– dog ville jeg ikke synke så dybt, så jeg sukkede kun lavt og fulgte endnu en gang efter Zoey, inden Jeffrey kunne nå at sige en ting mere.

 

***

 

Dagen var gået langsomt. Og med langsomt menes der ikke, at tiden bare gik en smule langsommere end normalt – den gik meget langsommere end normalt. Der var knap gået to timer siden, jeg havde mødt ind på arbejdet, og som jeg havde forudsagt, fordi jeg næsten var synsk, så havde der været skide travlt. Zoey lullede lige nu lidt frem og tilbage i cafeen, da hun ikke rigtig havde andet og tage sig til, og jeg selv stod foran en massiv stabel tallerkner, som ventede på at blive vasket op.

Fordi jeg ikke havde lyst til at blive fyret, sukkede jeg dramatisk højt og gik i krig med at stille tallerkenerne på en bakke, og derefter skubbe bakken ind i den store industriopvaskemaskine, der hurtigt begyndte at summe, brumme og sige underlige lyde, mens den vaskede servicet op.

”Hvorfor står du der og hænger?” Skræmt snurrede jeg rundt, og mødte med det samme Jeffreys hårde blik. Den mand var den en af de få, jeg nogensinde havde haft respekt for – spørg mig ikke hvorfor, jeg ikke havde respekt for så mange, det havde jeg bare ikke. Og Jeffrey havde så formået at give mig et så fantastisk dårligt førstehåndsindtryk, at jeg altså havde haft respekt fra ham fra begyndelsen.

”Eh… Uhm, ja, jeg venter på, at opvaskeren bliver f-færdig,” stammede jeg kikset og kørte utallige gange min hånd igennem min hestehale og blinkede febrilsk med mine lange øjenvipper, i håbet om, at det ville bløde herren en smule op. Det eneste han gjorde var at fnyse nedladende af mig, og pege på mig med en stiv pegefinger, der havde et knæk lige over knoen, så den så højst mærkværdig ud.

”Hvis du bare venter på opvasken, så gå ud og hjælp Zoey!” kommanderede han hurtigt, mens den deforme pegefinger ivrigt blev kastet hen mod mig, som om det var en tryllestav fra Harry Potter. Lydløst gled jeg hen over klinkegulvet i køkkenet, smøg mig forbi ham i døråbningen ud til selve cafeen, inden jeg hurtigt stillede mig ved siden af Zoey bag baren.

Efter mig kunne jeg høre døren smække, og da jeg tungt åndede ud, fulgte der et lille bandeord med, for gud hvor jeg trængte til det. Zoey puffede til min skulder, og inden jeg kunne nå at se mig om, var hun forsvundet væk fra baren, der også fungerede som en bestillingsskranke, og svævede hen over det mørke parketgulv, for at tage imod nogen nyankommende kunder. Jeg selv lagde mig lidt ind over skranken, mens jeg begyndte at tegne kruseduller bag på en gammel kvittering.

Det var lørdag, og jeg var pisse træt. Mit liv var rodet, det havde det været siden Harry Styles kom ind i det, og jeg havde i ufærdig matematikaflevering for til på mandag. Bare tanken om, at jeg skulle hjem og lave den, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen – jeg hadede matematik omtrent ligeså meget, som jeg hadede Brasill, Mrs. Feather, og bare generelt alt, der havde noget med skolen at gøre.

Hvis man skulle se noget på den lyse side, så kunne mine karakterer umuligt blive lavere, så hvis jeg endte med at få 00 for en af mine afleveringer, ville det ikke gøre den store forskel. Desuden skulle man ikke have synderligt høje karakterer for at blive frisør – ergo skulle jeg ikke bruge dem til specielt meget, da mine tanker i øjeblikket lå fastlagt på at blive frisør.

En klokke fra døren, fik mig hurtigt til kigge op fra kvitteringen, der nu var overdækket mere eller mindre med blæk fra kuglepennen. En dreng kom gående ind, nok omkring de 18 år, og så bar han en grøn kaster, der fik hans blege hud til at fremstå endnu hvidere end normalt. Et par mørkeblå bukser smøg sig om hans ben, der endte i et par hvide, store gummisko, og hans fødder bar ham elegant ind over dørtærsklen, uden han på noget tidspunkt faldt eller snublede.

Hurtigt fik jeg kantet mig ud fra baren og tog på vejen to menukort med. Der var noget velkendt over ham, men da jeg efter et par sekunders stirren stadig ikke var kommet frem til, hvad det mon var, droppede jeg det, og gik i stedet med beslutsomme skridt over til ham.

”Et bord?” spurgte jeg venligt og kiggede op på drengen, som hurtigt vendte sit blik mod mig. En selvsikkerhed strålede ud fra ham, og jeg måtte bide mig utrolig hårdt på indersiden af kinden, for ikke at sige smile genert til ham. Han nikkede roligt og gav mig et åbenlyst elevatorblik, inden hans blik endnu en gang havnede på midt.

”Til tre,” mumlede han bag mig, idet jeg begyndte at føre ham igennem cafeen. På vejen passerede jeg baren, hvor Jeffrey nu stod klinet op af Zoey, der med garanti fedtede for at få tidligere fri. Endnu en gang bed jeg mig i indersiden af kinden og stoppede op ved et kvadratisk bord, og derefter vendte jeg mig mod kunden igen.

”De kan sidde her.” Han smilede endnu en gang til mig, men denne gang fik jeg øje på, at han også havde bøjle på. Ikke, at det var voldsomt nødvendigt, for han havde virkelig pæne tænder – måske havde bøjlen siddet på i lang tid i forvejen, men lad og vælge, at se bort fra den mulighed. Den hvide, snorlige række tænder blev blottet i et lidt større smil, da jeg opdagede, at jeg havde stået og stirret.

”Jeg kommer tilbage om lidt og henter Deres bestilling,” mumlede jeg flovt og bakkede et par skridt bagud. Da jeg vendte mig om, kunne jeg ikke komme mig over, hvor meget han mindede mig om en eller anden – jeg havde bare ingen anelse om, hvem fanden det kunne være, og for helvede hvor var det frustrerende.

Jeg nåede lige akkurat at stille mig tilbage til baren, da dørklokken endnu en gang lød, og døren blev svunget op. To højrøstede drengestemmer fyldte den lille cafe, og fordi der ikke var andre mennesker end dem og drengen, kunne jeg ikke tillade mig at sige til dem, at de skulle holde kæft. Dramatisk rullede jeg med øjnene, da jeg tydeligt så, hvordan Zoey tjekkede de to nye kunder ud, da de gik op mod drengens bord. Den ene af de to nyankommende var tydeligvis af anden etnisk baggrund – han havde i hvert fald mørk hud, store mørke øjne og hvis det ikke var fordi, at han havde dækket sit hår med en mørkegrå beanie, så havde han sikkert også kulsort hår.

Den anden var høj, rimelig ordinær af udseende og havde en hætte trukket op over hovedet. Det var umuligt at se hans ansigt fuldkommen, men jeg kunne hurtigt konstatere, at han virkede rimelig pumpet i det – og pumpet kan vi godt lide, så længe det ikke er for meget. De bevægede sig begge over mod ham, som jeg lige havde betjent, men han gjorde ikke det mindste for at sige hej eller gå dem i møde. Noget sagde mig, at de var virkelig gode venner. 

”Alivia!” et anstrengt hvæs lød bag mig, og jeg snurrede forskrækket rundt, i frygt for at jeg havde gloet for meget på kunderne. Jeffrey  stod og så helt forfjamsket ud, og hans øjne var underligt klare, hvilket de på ingen måde plejede at være.

”Jaaaa?” spurgte jeg undrende og kiggede på ham med det ene øjenbryn løftet. Hans blik flakkede mellem gulvet, mig og de tre drenge, og han vred nervøst sine hænder ind og ud af hinanden. ”Hvad er der?” fortsatte jeg, for han var virkelig ikke Jeffrey-agtig lige nu.

”Kan du ikke… de drenge deroppe, kan du ikke gå op med en kop gratis the til dem?” stammede han og nikkede mod drengene, så jeg var helt sikker på, at det var dem han mente. Jeg rynkede på næsen og slikkede mig tænkende på læberne, da Jeffrey aldrig nogensinde ville give noget væk med sine gode vilje. På nogen punkter mindede han om Hr. Krabbe fra Svampebob Firkant.

”Dem der?” jeg kiggede over på dem, mens jeg så Jeffrey nikke febrilsk ved siden af mig. ”Hvorfor dog det?”

”Gør det nu bare!” bed han hårdt og sendte drengene et sidste, diskret blik, inden han hurtigt tullede tilbage i køkkenet af cafeen. Jeg stod og kiggede lidt efter ham, men vendte mig så mod disken, og begyndte at finde kopper frem. Jeg stillede tre, vældig fine porcelænskopper på en bakke, hældte noget the op i en vældig fin tekande, og tilføjede så tre små stykker mørk chokolade. Noget sagde mig, at de her tre rimelig normal-udseende drenge var betydningsfulde – om ikke andet så for Jeffrey.

Langsomt balancerede jeg bakken hen til bordet, og stillede den så elegant som muligt på kanten af drengenes bord. Alle deres blikke rettede sig straks mod mig, og jeg måtte for tredje gang på min vagt, bide mig hårdt i kinden. Langsomt satte jeg en underkop ved hver af drengenes plads og placerede derefter en tekop oven på den. Chokoladerne og tekanden satte jeg på midten af bordet, og først da jeg var færdig med alt det, gik det op for mig, hvor underligt det egentlig var, det jeg lige havde gjort.

”Det er på husets regning,” forklarede jeg med et skævt smil, og de tre drenge sendte hinanden underlige blikke, hvilket fik mig til at føle mig underligt underlig. Måske var jeg ikke helt normal, men jeg var satme da heller ikke underlig!

Lidt fornærmet sendte jeg dem et hævet blik og snurrede hurtigt rundt på hælen, for at se Zoey stå med en så åben mund, at hendes kæbe ville skrabe mod jorden, hvis hun så meget som bevægede sig et enkelt skridt. Jeg nåede dog ikke så langt, før en stemme ramte mine ører, og den stemme var tydeligvis henvist til mig. Hvis jeg ikke tog meget fejl, hørte jeg en af drengene sige, at jeg da sagtens kunne kende dem.

”Undskyld, sagde De noget?” spurgte jeg koldt om og sendte dem et halvflabet smil. Jeg anede ikke hvem de var, de virkede bekendte, ja, men jeg havde i hvert fald aldrig mødt dem før. Den lyshårede kiggede hurtigt ned i sin tekop og lod som om, at han tog en tår, selvom jeg sagtens kunne se, at der slet ikke var noget the i den.

Mit blik  gled rundt på de tre drenge, men den eneste hvis blik jeg kunne møde, var drengen, som havde haft en hættetrøje på. Han havde pæne, brune øjne og et flot ansigt, som jeg nu kunne se fuldkommen. Ubevidst bed jeg mig i læben og tænkte på upassende ting om ham, men da han rømmede sig, kom jeg straks tilbage til mig selv igen.

”Ja, min ven her,” hårdt daskede han til den blondes skulder, så han nær havde kløjes i den the, som han nu havde fået hældt op i sin kop, inden ham den anden fortsatte, ”sagde sådan set bare, at du sagtens kunne genkende os.” Han sendte mig et roligt smil, og afslørede på den måde en tandrække, der var mindst lige så perfekt og hvid som blondinens var. Undrende rynkede jeg brynene endnu en gang, for jeg kunne virkelig ikke huske dem, og det skræmte mig.

Den mørke dreng fangede min opmærksomhed, ved at kigge op på mig. Der gik ikke mere end to sekunder, før jeg nok havde lignet en savlende hundehvalp, for jeg sværger; jeg havde aldrig set nogen så køn før. Hans næse var lige og perfekt, hans kæbe og kæbelinje var markeret på den mest sensuelle måde, og hans øjne var store, varme, brune og omkranset af lange, fyldige øjenvipper.

Jeg måtte synke en klump og koncentrere mig om at lukke munden, for ikke at dryppe savl ned over mig selv. Endelig fik jeg taget mig sammen, og jeg rystede let på hovedet inden jeg kiggede over på blondinen.

”Hvor skulle jeg da kende jer fra?” spurgte jeg enkelt og satte en hånd i siden på mig selv.  Drengene kiggede med et ryk over på Niall, undtagen Niall, for hvis han kiggede på sig selv, uden brug af et spejl, ville det være underligt. Jeg kunne se hvordan den røde farve bredte sig på det øverste af hans kinder, og da jeg mødte hans blå øjne, faldt det hele på plads inde i mig.

Selvfølgelig! Hvordan kunne jeg være så blind? Der var billeder af dem overalt, sammen, alene, i butikken, i indkøbsmarkedet, på gaden, overalt. Det var derfor, at Zoey stod med åbent gab, og selvfølgelig derfor, at Jeffrey ville have, at de skulle have gratis the. Hvorfor havde jeg ikke opdaget det noget før? Hvorfor!?

Den blonde grinede hæst af mig, da jeg forskrækket slog en hånd for munden, så jeg sikkert fik rød læbestift ud over det hele. Langsomt fik jeg fat i en stol, som jeg holdte et stramt greb rundt om, inden jeg fik sat mig ned på den. Jeg havde endda kneppet med en af deres bedstevenner, og jeg kunne stadig ikke genkende dem.

En latterfyldt stemme hviskede bag mig: ”Se selv drenge, jeg sagde jo, at hun godt kunne kende os,” efterfulgt at et par hæse grin. Hårdt sank jeg en klump, inden jeg rettede mig op igen og gik med faste skridt hen til deres bord. De virkede en smule overraskede over min handling, men da jeg professionelt rettede på mit sorte miniskørt, kiggede de afventende på mig.

”Hvad skal De have?” Måske var de berømte, men de skulle ikke slå mig ud af den. 

 

***

(Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive her, så det her bliver bare en underlig plapren.)

Hvad syntes i om hendes arbejde? Hendes kollegaer og om, at hun ikke kan kende Niall, Liam og Zayn? Kommenter rigtig gerne, så jeg kan se, hvad i syntes om det. I må også meget gerne like, hvis i ikke allerede har gjort det x

I kan se hendes uniform i linket, som jeg smider i kommentaren.

//Freja xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...