We're In Too Deep | One Direction I (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
At et simpelt One-Night stand (med ikke hvem som helst), skulle vende hele min verden på hovedet, var ikke hvad jeg, Alivia Triumph, havde regnet med. Mit hår er rødt, fregnerne er spredt tilfældigt over det hele, og så er jeg evigt den jeg er, for alt andet ville være underligt. Jeg er typen, som ikke forelsker mig, til gengæld siger jeg da ikke nej til en god omgang i sengen. Og en god omgang i sengen, det var præcis hvad den britiske charmør, Harry Styles, gav mig efter en vild bytur. Selvfølgelig slår jeg det hen, da jeg dagen efter vågner, og han er væk, men så uheldig som jeg nu engang er, så slutter historien da ikke bare her. Hvad gør drengen? Han flytter da ind i huset ved siden af mig, inviterer på Housewarming og opfører sig som om, vi har kendt hinanden i årevis. Om jeg orker? I think not.

108Likes
112Kommentarer
5871Visninger
AA

9. Now with hair as red as fire

Jeg vågnede næste morgen og kunne for en gangs skyld huske, hvordan jeg var kommet hjem. Harry havde ikke hjulpet mig denne gang, nej, jeg var ganske simpelt gået den helt ufatteligt lange tur (mærk ironien) fra hans hus til mit eget. Fordi jeg havde været nogenlunde ædru, da jeg gik hjem, var jeg så skide heldig, at jeg ikke var i besiddelse af tømmermænd – til gengæld var jeg i besiddelse af en komfortabel følelse, der hæderligt lå plantet i min mave.

Harry og jeg havde snakket i går – grin i bare, men vi snakkede rent faktisk, og intet andet end det. Jeg fik gjort det klart for ham, at han ikke skulle ligge noget som helst i det kys, jeg uheldigvis var kommet til at give ham og, at jeg syntes, vi bare skulle være venner. Det havde han i starten grinet af, sandsynligvis fordi han syntes, det ville blive akavet, men til sidst var det rent faktisk lykkedes mig at overtale ham.

Og derfor havde vi en frokost aftale om lidt – som venner, vel og mærke.

Træt greb jeg ud efter min mobil, der lå på mit natbord ved siden af mig. Harry havde insisteret på, at han ville komme forbi og hente mig klokken lort, for så var chancen for fans og paparazzier mindre, mine bare baller. Jeg kom hjem klokken 04.00 om natten, og drengen forventer rent faktisk, at jeg er udhvilet til klokken 11.30, hvor jeg blev nød til at stå op?

Så ja. Klokken var nu 11.30, jeg skulle i bad, fråde morgenmad og lige gøre lidt ved mit udseende, fordi jeg desværre ikke var en af de piger, der stod op om morgenen og lignede en million, og så ville Harry komme klokken 13.00 og hente mig. Suk.

Efter et par minutter, hvor jeg havde ligget og stirret op i mit sygeligt grimme loft, fik jeg endelig taget mig sammen og stod op. Min mave begyndte at rumle som en gal, så i stedet for at tage et bad, som jeg ellers havde planer om til at starte med, satte jeg kursen ud mod køkkenet. Jeg kunne høre stemmer derude fra, så jeg vidste med det samme, at Dakota og Tyson var stået op – hvilket egentlig var rimelig underligt, fordi hvis man kendte dem godt nok, hvilket jeg tilfældigvis gjorde, så vidste man også, at Tyson foretrak at sove til klokken 17.00 i weekenderne og gå i seng klokken 07.00 om morgenen.

”I er sku da tidligt oppe,” noterede jeg fraværende, da jeg gik forbi dem, for i stedet at stikke hovedet ind i køleskabet, så jeg kunne finde noget mad. Til min store frygt var der ikke mere mælk. Der var fucking ikke mere mælk, jeg havde sku da behov for mælk (vær så elskværdig ikke at misforstå den, tak).

Hurtigt fik jeg vendt mig om mod mine to samboer. Mine arme blev korslagte og mine øjenbryn blev trukket sammen i panden, så jeg umuligt kunne se specielt intelligent ud. ”Hvem af jer to amatører har nakket det sidste mælk?” spurgte jeg hårdt. Først da jeg havde spurgt, lagde jeg mærke til det store glas mælk, der stod ved siden af Dakota.

Langsomt kiggede jeg hen på Dakota, der stadig ikke havde sagt noget, i al den tid jeg havde været inde i køkkenet. Tyson havde sådan set heller ikke sagt noget, men det undrede mig bare, at Dakota ikke havde sagt noget, fordi hun kunne edermandme snakke som et vandfald. Dog opdagede jeg hurtigt, at hun sad med hele overkroppen lagt ind over spisebordet, mens Tyson blidt kørte en hånd op og ned af hendes ryg.

”Hvad er der galt?” spurgte jeg nysgerrigt men med en forsigtighed i stemmen. Tyson sendte mig et uroligt blik, mens Dakota begravede hovedet i sine hænder, så hendes lyse lokker faldt som et tæppe over hendes skjulte ansigt.

En urolighed begyndte at gnave i min mave, da ingen af dem sagde noget. ”Hey, hvad sker der?” Denne gang var min stemme mere emsig efter et svar. Min bedsteveninde sad overfor mig, sammen med min bedsteven, og ingen af dem sagde noget. Det så ud som om, at Dakota enten var ked af det, eller også var hun syg. Jeg håbede ærlig talt på det sidste, for jeg var overraskende elendig til at håndtere depressive scener.

Jeg smækkede køleskabslågen i med min hofte, og fik banet mig vej igennem køkkenet, for til sidst at stå ved siden af Dakota. Jeg stod ved siden af hende i et par minutter, ingen af os sagde noget, man kunne kun høre vores alles vejrtrækninger. Jeg havde lyst til at kramme hende, eller ae hende på håret, men ville det ikke være underligt? Sådan, mor-agtigt? Hvad fanden skulle jeg stille op i sådan en her situation!?

Det endte dog med, at jeg satte mig på hug, så mit ansigt var på samme niveau som Dakotas. Akavet strøg jeg hende en gang over håret, men da det simpelthen føltes for underligt, nægtede jeg at gentage den bevægelse.

”Alivia…” Tyson sukkede ved siden af mig, hvilket fik mig til at kigge derhen. Med let sammenknebne øjne bedte jeg ham om at fortsætte sin snakken. ”Vil du ikke med hen til Tom og Elisa i dag? Dakota har rimelig ondt i maven, og hun vil gerne hen til sin familie, men helst ikke alene,” spurgte han lavt, inden han fortsatte med at stryge vores veninde over ryggen.

Jeg sank en klump, da jeg jo blev nød til at afslå Tysons planer for dagen. Godt nok var Tom og Elisa, Dakotas noget så britiske tante og onkel, ikke altid lige forstående overfor hende, men det plejede aldrig at være noget problem for hende, at hun selv tog derhen. Desuden, så havde jeg jo lagt nogen andre scenarier for dagen, som hun forhåbentlig ville kunne forstå, jeg ikke bare sådan kunne aflyse.

”Jeg skal altså ud og spise med Harry. Pardon darling, men vi aftalte det i går, og jeg kan simpelthen ikke afmelde,” mumlede jeg, mit svar rettet mod Dakota og i hvert fald ikke Ty. Han havde virket så… underlig hele morgen. Og da jeg kastede et blik på ham, sad han med et helt-ærligt-mener-du-virkelig-det-blik, så jeg, indlysende nok, skulle få dårlig samvittighed. Undskyldende kiggede jeg på ham, inden jeg greb et æble fra frugtskålen, kyssede Dakota på håret og ønskede hende god bedring, inden jeg var ude af køkkenet.

Stemningen var mellemfornøjet derinde, og da jeg i forvejen havde en anelse travlt, fandt jeg absolut ingen grund til, at jeg skulle tilbringe mere tid end højst nødvendigt derinde. I stedet satte jeg kursen mod badeværelset, så jeg langt om længe kunne få det forbandede bad. Dog nåede jeg ikke særlig langt, da jeg blev holdt tilbage af en hånd, der havde fundet et godt greb om mit håndled. Jeg var lige ved at falde på røven, men fordi jeg kunne, blev jeg stående.

”Hvad fanden Tyso-” jeg afbrød hurtigt mig selv, da jeg så Tysons ansigtsudtryk. Hans kæber var spændte og hans øjne var smalle, irettesættende og skræmmende at se på. Jeg sank en stor klump, mens jeg ventede på, at Ty sandsynligvis ville komme med sin prædiken – det var vel derfor, han havde valgt at fucking stoppe mig.

Da han ikke sagde noget, men blot stod og stirrede irettesættende på mig, fik jeg endelig hevet min arm fri fra hans jerngreb. ”Seriøst,  hvad fanden laver du!?” vrissede jeg af ham, mens jeg veg et skridt tilbage fra ham, da hans store figur af en eller anden grund gjorde mig pisse bange.

”Hvorfor helvede skal du ud og spise med Harry?” snerrede han mellem sammenbidte tænder og tilbagelagde den afstand, som jeg netop havde taget væk fra ham. Hans høje skikkelse tårnede sig igen op foran mig, mens de smalle øjne borede sig ind i mit blik. Jeg havde aldrig, aldrig set Tyson sådan her før, og lige meget for lidt jeg ville indrømme det, så havde jeg lyst til at pisse i bukserne af skræk.

Efter han havde stået og nedstirret mig i samtlige sekunder, fik jeg dog endelig taget mig sammen. Han skulle fandme ikke bestemme, om jeg skulle ud og spise med Harry eller ej – hvem fanden troede han egentlig, han var? Min far? Bare tanken fik mig til at træde et skridt frem mod Ty, så der stort set ingen afstand var mellem os. Belærende løftede jeg min dirrende pegefinger og stak den helt op i fjæset på ham, så han umuligt kunne undgå at se den.

”Ja, og du skal fandeme ikke prøve at tale mig fra det, for det kommer aldeles ikke til at ske! Du er ikke min far, hvis din lille, ineffektive hjernekapacitet, ikke havde registreret det! Vi ses i aften, Tyson,” bed jeg tvært, og med de ord snurrede jeg rundt på hælen, gik direkte ind på mit værelse og smækkede døren så hårdt, at hele dørkarmen knirkede. Jeg havde oplevet Ty sådan her før, men det havde aldrig været så voldsomt, som det var nu. Det var dybt seriøst som om, at han troede, han var min far – at når han bedte mig om noget, så skulle jeg med garanti adlyde ham, som en anden hund. Men fandeme nej, om det var den stil, jeg kørte.

 

***

 

Gemytligt sprang jeg ned af vores lille trappe, vi havde foran vores hoveddør, mens en lille melodi forlod mine læber. Jeg nægtede ganske enkelt at lade Tysons opførsel gå mig på, så jeg havde tænkt over det i badet, men så havde jeg heller ikke skænket det én fucking tanke inden for den sidste halve time, hvor jeg havde gjort mig klar.

Måske var det ikke det smarteste tøj, jeg havde på, hvis man kiggede på vejret. Den tynde læderjakke, den hvide top, nederdelen og nylonstrømperne varmede ikke så meget, som jeg et eller andet sted havde håbet på – for at sige det på en anden måde, så frøs jeg som en i helvede.

Harrys sorte Land-Rover var til at kende på lang afstand, så da jeg så en bil, der var magen til Harrys, holde ind nede ved vores indkørsel, satte jeg farten lidt mere op. Mine sorte Dr. Martin fik stenene til at knirke under mine fødder, mens min taske dunkede gentagne gange ind i min hofte – egentlig tog jeg mig ikke af det. For første gang, i nok noget der hedder evigheder, hvor jeg havde været ædru, glædede jeg mig til at være sammen med Harry.

”Hej, du,” hilste jeg smilende, da vi var kommet inden for hørevidde. Harry nikkede som en hilsen mod mig, inden han trak mig ind i et tæt kram, der tilfældigvis endte enormt akavet, fordi jeg ikke var helt forberedt på et kram. Kender i ikke det? Hvor man tror, at man bare lige vinker kejtet eller giver hånd, men så ender det med, at ens modpart krammer en? Don’t reject, det har vi alle prøvet.

”Hvor kører vi hen?” spurgte jeg nysgerrigt, da vi begge havde sat os i bilen. Harry drejede nøglen, så motoren begyndte at brumme højlydt. Et lille smil spillede om mine læber ved lyden af bilmotoren, for jeg havde altid haft en svaghed for biler og den lyd, motoren skænker friheden, når den bliver startet.

”Jeg kender en lille Nandos, der ligger et godt stykke væk fra centrum, hvis det er? Der er sandsynligvis ikke så mange mennesker,” svarede Harry fraværende, da han skulle koncentrere sig om den tætte trafik, der altid var på stykket mellem hvor vi boede og London centrum. Da jeg kiggede over på ham, så jeg, hvordan hans lyserøde tungespids svagt kunne antydes imellem hans spændte læber, og at hans mørkebrune øjenbryn var trukket sammen i panden – han var virkelig koncentreret.

”Det lyder godt,” fik jeg sagt et godt stykke efter, at Harry havde stillet spørgsmålet. Det var så typisk mig at falde i staver over et eller andet, og så først svare på spørgsmålet minutter efter.

”Undskyld, hvad lyder godt?” hørte jeg Harry spørge om, idet han gassede op, så bilen kunne nå over lyskrydset, inden der blev rødt. En svag rosa farve havde med garanti indtaget mine kinder, for selvfølgelig kunne han ikke huske, hvad han selv havde spurgt om – fordi jeg var så lang tid at svare. Jeg gentager; typisk. Genert kiggede jeg mod mine hænder, der lå foldet sammen i mit skød, indtil det forhåbentligt ville gå op for Harry.

Efter yderligere et par minutter, hvor ingen af os havde sagt noget, udbryd Harry pludselig et forstående: ”Nååååh, nu forstår jeg.” Et højt grin forlod mine læber ved hans ord, for jeg var i det mindste ikke den eneste, der var helt blank.

”Ja, på den måde,” fik jeg fremstammet, mens Harry sad og kluklo. Hans lange fingre trommede mod rattet i takt til det rædselsslagne musik, som spillede ud af bilradioen. Noget sagde mig, at han kendte sangen, for hans læber mimede med til teksten. En af hans krøller havde fundet vej ned i hans pande, hvor den hoppede blidt op og ned, når bilen kørte over et lille hul i asfalten eller hvis Harry nikkede med hovedet i takt til musikken. Han var så… smuk. Det var helt vildt, hvordan noget væsen kunne være så velproportioneret og alligevel formå at være flink. Før i tiden ville jeg nok sætte kendisser i bås, som dumstolte eller blaserte, men jeg havde lært noget nyt – man skal sku ikke dømme bogen på dens omslag.

Endnu en gang var der stilhed i kabinen. Akavet stilhed. Og akavet stilhed var rimelig ubehageligt, når man kunne mærke den, men ikke kunne gøre en flyvende fis for at fjerne den. Normalt plejede jeg at kunne snakke mig ud af de fleste situationer, men denne her syntes umulig.

Harry syntes dog at kunne bryde isen, for da han skarpt holdte ind til siden, og jeg gav et gisp fra mig, gik det op for mig, at vi var fremme ved restauranten. For ligesom at lade som om, at jeg i hvert fald ikke var blev forskrækket, sendte jeg ham et særdeles stort smil. Harry kiggede først undret, en anelse anspændt også, hvis jeg ikke tog meget fejl, på mig, men deltog derefter i mit smil. Altså, han smilede tilbage til mig, det var ikke fordi, at han pludselig var inde i mit smil… Så har vi det på plads.

”Skal vi gå ind?” spurgte han venligt og var allerede på vej ud af døren. Jeg nikkede hurtigt og fulgte hans eksempel, hvorefter jeg smækkede bildøren hårdt efter mig – det var en vane, som i måske har luret. Harry virkede dog til at tage det hele lidt mere med ro, da han blot smilede til mig, låste bilen med sin bilnøgle og gjorde gestus til, at vi skulle gå ind på restauranten.

Han havde heldigvis haft ret – der var ikke særlig mange mennesker inde på spisestedet. En varm luft gik mig i møde, i det jeg trådte ind af svingdøren. Det var nok den hyggeligste Nandos, jeg nogensinde havde været på. Store sennepsfarvede gardiner hang ned fra gardinstængerne, der var fæstnet over vinduerne, og gardinerne var så samlet på midten og ført til siden, så de ikke afskærmede for så meget lys. Gulvet lignede sådan noget rigtig gammelt trægulv, sådan noget der aldrig rigtig var blevet slebet, og noget man med garanti ville få splinter i fødderne af, hvis man havde bare strømpesokker på. Jeg elskede det.

En køn, ældre dame, med håret sat op i en sød frisure, kom efter to minutter luntende hen til os. Hendes brede hofter vuggede varmt frem og tilbage, men de stoppede logisk nok, da damen stoppede op foran os. ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte hun med en tyk, irsk accent.

Der gik et par sekunder, før det gik helt op for mig, hvad hun havde spurgt om. Jeg havde altid været en røv til accenter, men Harry havde åbenbart fået fat i det med det samme, for alt imens jeg tænkte på, hvad helvede damen havde spurgt om, var vi allerede blevet vist ned til et bord. Lidt forfjamsket blinkede jeg et par gange med mine øjne, men smilede så venligt til tjenerinden, der smilede hjerteligt tilbage til mig, anbragte to menukort på vores bord og trissede lige så stille væk fra os igen.

Jeg trak den mørkebrune stol ud fra bordet, og lod mig glide ind på den, for derefter at skubbe mig selv ind igen. Under alle mine bevægelser, kunne jeg mærke Harrys intense blik hvile på mig, og da jeg kiggede op for at møde hans øjne, gjorde han ingenting for at skjule, at han havde overgloet mig.

Et lille grin slap igennem mine rødmalede læber, da Harrys kindben begyndte at indtage en svag lyserød farve. ”Har du fået glosuppe, eller hvad sker der?” fnisede jeg ugeneret. Harry trak let på skulderen og begyndte at folde hans bestik ud af servietten, for derefter at placere det perfekt ved siden af tallerkenen.

”Næh, jeg har jo ikke spist endnu,” svarede han mig kækt, mens han stadig havde blikket rettet mod bestikket, som han blev ved med at rette og dreje på. Dumt blev jeg ved med at kigge på ham, og lagde endnu en gang mærke til, hvor fucking flot han var – det var jo for helvede snyd, man. ”Du ser bare overraskende godt ud, taget i betragtning af, at du kom sent hjem og var til fest i nat,” tilføjede han med et skævt smil bagefter.

En påtaget sur mine indtog mit ansigt ved hans ord. ”Så du siger, at jeg ikke ville se godt ud, hvis det ikke var for den overdimensionerede mængde concealer og eyeliner jeg har brugt?” spurgte jeg skingert og pegede mod mit ansigt, så drengen forhåbentlig kunne se, hvor fucking meget makeup jeg havde brugt i dag. Da jeg var kommet ud af badet, kiggede jeg mig hurtigt i spejlet, og der gik det ligesom op for mig, hvor forfærdelig jeg så ud. Det var så endt i lidt for meget flydende eyeliner, concealer, og for at fjerne fokus fra den ellers meget markerede makeup i øjenregionen, havde jeg valgt at male mine læber røde med en læbestift – for ser i, jeg tænker ikke specielt langt. Alle og en hver vidste sku da, at man enten lagde fokus på øjnene eller læberne. Papand, det var hvad jeg var.

”Det var ikke det jeg mente, det vidste du også udmærket godt,” grinede han lavt fra den anden side a bordet, og med sine lange abe-lignende lemmer, nåede han over det lille kvadratiske cafebord og daskede mig på skulderen.

Jeg rystede af en eller anden grund på hovedet af Harry, og i stedet for at svare ham tog menukortet op. Allerede inden jeg havde set, hvilket andet udvalg de tilbød, havde jeg besluttet mig, så jeg bladrede med det samme over til den side, der indeholdte drikkevare og andet i den dur. Da jeg havde besluttet mig, kiggede jeg op fra menukortet, fuldkommen synkront med, at Harry gjorde det samme. Jeg smilede til ham, og gav ham min bestilling, så han kunne bestille for os begge to.

”Én nr. 13, én 25, en kande vand og en mellem Cola, tak,” forklarede Harry hurtigt tjeneren, da hun var kommet over til os. Hun forklarede os hurtigt, at drikkevarerne ville komme om lidt, og at maden snart ville være klar, fordi der bogstavelig talt ikke var nogen kø i køkkenet.

”Sååååå,” startede jeg ud, da hun var gået, for at få en samtale i gang.

”Så?” gentog Harry med et grin i stemmen og kørte en hånd igennem hans så irriterende perfekte krøller, så en enkel kom til at sidde i den forkerte retning. Jeg kom til at grine af ham, da han sad og lignede en fortabt hulemand med lidt for fint tøj på. Harry kiggede undrende på mig, hvilket kun fik ham til at ligne en forvirret hulemand endnu mere, og til sidst måtte jeg rejse mig op i stolen, læne mig fremover bordet og blidt rette krøllerne ud med mine spinkle fingre.

Da jeg trak mig væk fra ham igen, var det med et lille smil over læben, der dog straks forsvandt, da jeg så Harrys ansigtsudtryk. Jeg stoppede op halvvejs hængende over bordet, da han tog et solidt greb om mine håndled – noget lignende det greb, som Tyson havde taget på mig tidligere.

De grønne øjne borede sig endnu en gang ind i mine, mens minderne fra aftenen inden langsomt begyndte at hobe sig i min hjerne. Hvad var det lige, den dreng ikke havde forstået? Troede han ærlig talt, at jeg kunne holde mig væk, hvis han blev ved med at fange mig på den måde? Jeg smilede et lille smil til ham, fuld med medlidenhed, og selvom det sikkert lyder utroligt flabet, så virkede det på ham.

Hans greb løsnede sig lidt om mine håndled, men alligevel slap han mig ikke helt. Langsomt åbnede han munden, og fordi han snakkede så forbistret langsomt, gik der et par sekunder før den første verbale lyd forlod hans kæft. I mellem tiden havde en forfærdelig stank noget mine næsebor, og lige da jeg skulle til at pointere det, begyndte Harry ivrigt at klappe rundt om… mit hår?

Og det var i det øjeblik – klokken 13.47, 17 Januar 2013 – at jeg, Alivia Triumph, opdagede, at der var ild i mit hår. 

***

Dakota har ondt i maven, Tyson opfører sig som Alivias far, og Alivia bliver brændt af - bogstaveligt talt.

Whatcha thiiink?

Tøj i kommentar x

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...