We're In Too Deep | One Direction I (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
At et simpelt One-Night stand (med ikke hvem som helst), skulle vende hele min verden på hovedet, var ikke hvad jeg, Alivia Triumph, havde regnet med. Mit hår er rødt, fregnerne er spredt tilfældigt over det hele, og så er jeg evigt den jeg er, for alt andet ville være underligt. Jeg er typen, som ikke forelsker mig, til gengæld siger jeg da ikke nej til en god omgang i sengen. Og en god omgang i sengen, det var præcis hvad den britiske charmør, Harry Styles, gav mig efter en vild bytur. Selvfølgelig slår jeg det hen, da jeg dagen efter vågner, og han er væk, men så uheldig som jeg nu engang er, så slutter historien da ikke bare her. Hvad gør drengen? Han flytter da ind i huset ved siden af mig, inviterer på Housewarming og opfører sig som om, vi har kendt hinanden i årevis. Om jeg orker? I think not.

108Likes
112Kommentarer
5863Visninger
AA

7. Awkward turtle

Jeg faldt nærmest ind af døren, da klokken var kvart over fire om eftermiddagen, og jeg skulle være hos Harry om tre kvarter – i de tre kvarter skulle jeg så nå i bad, nå at ordne hår, makeup og tøj, fordi jeg nægtede simpelthen at komme for sent. Min uge havde i forvejen været forfærdelig, for der var sluppet utallige billede ud af Harry og jeg fra byturen – selvfølgelig var der da det. Så kan i selv regne ud, hvordan blikkene havde set ud, når jeg gik på gangene.

Jeg smed hastigt min læderjakke på gulvet i entreen og sparkede mine støvler af, inden jeg gik videre mod stuen. Tyson sad inde i stuen, med den dyreste jakke han ejede, og som han kun brugte til specielle seværdigheder, hvilket det her i den grad ikke var.

”Hvorfor fanden kommer du først hjem nu!? Vi skal af sted om tre kvarter!” Han fik rejst sig op fra sofaen og gik med abnormt lange skridt hen til mig, så han spærrede for vejen til badeværelset. Et eller andet sted i huset kunne jeg høre en nynne, og fordi vi ikke ligefrem plejede at have tilfældige, nynnende mennesker rendende rundt på vores grund, og fordi Tyson stod overfor mig, kunne det ikke være andre end Dakota.

Jeg rullede med øjnene af ham og skubbede ham hårdt på brystet, så han vaklede et par skridt tilbage, men han gevandt dog (desværre) fatningen. ”Hvad skulle det nu til for?” spurgte han surt, og gjorde gestus mod sig selv med sine hænder.

”Jeg har pisse travlt, fordi en hvis fedterøv, også kaldet Zoey, fik tidligere fri fra arbejde, og efterlod på den måde al rengøring af cafeen til en stakkels rødhætte, også kaldet mig,” hvæsede jeg hårdt af ham. Overvældet veg han et par skridt tilbage fra mig og tog hænderne op foran sig, som om jeg ville angribe ham. ”Og du stod i vejen, så undskyld mig, mens jeg går i bad og gør mig klar, til en ordinær Housewarming, der alligevel ikke er så ordinær, for nåh ja, Harry Styles iværksætter den!”

Måske var jeg hård, men Tyson spurgte sku da selv. Er vi enige? Godt, vi er enige.

Jeg satte min kurs mod mit værelse, hvor jeg fik åbnet mit skab, hev et sæt undertøj ud og en badekåbe, for som om jeg havde tid til at finde mit outfit nu. Det måtte blive bagefter, for jeg havde bare en anelse travlt lige nu. Jeg passerede Dakotas døråbning, der stod åben, og sendte hende et lille smil som hun lige akkurat gengældte, inden hun kom i tanke om, at hun stod med et varmt krøllejern rundt om håret, og så fik hun ellers travlt med at redde sit hår fra at futte af. 

Badet blev ikke længere, end jeg lige nåede ind og skylle mig over kroppen, barbere mig hvor der nu trængte til at blive barberet (ja, mere detaljeret får i det altså ikke), hvorefter jeg hurtigt fik tørret min krop. Undertøjet tog jeg lidt for hurtigt på, for da jeg skulle få vredet mig ned i den sorte g-streng faldt jeg næsten, og den matchende BH blev i starten knappet skævt på ryggen. På en eller anden formåede jeg at holde mig oprejst og rette BHen, og bagefter kan man rolig sige, at jeg fik kastet en badekåbe på i en rasende fart.

”Dakota, må jeg ikke nok låne dine sorte Litas?” råbte jeg igennem lejligheden, mens jeg fandt min vej tilbage på mit værelse. Dakota stak hovedet ind på mit rum, mens hun smilede stort, og havde sin makeup halvt lagt færdigt.

”Jo, du kan bare tage dem. De står i mit garderobeskab sammen med mine andre Cambells,” svarede hun med et smil og forsvandt fra døråbningen. Jeg rettede min opmærksomhed mod mit klædeskab, hvor der hang et par kjoler på nogen bøjler, og ellers lå der utallige bukser, t-shirts, skjorter og sweatre lagt sammen på forskellige hylder. Jeg havde aldrig været den store tilhænger af kjoler og nederdele, men til tider kunne jeg sagtens gå i det.

Til tider var dog ikke nu, for det endte med, at jeg fik hevet et par hullede, sorte jeans ud og en turkis, let skjorte. Inden under mine jeans tog jeg et par blomstrede blonde-strømpebukser, sådan så blomsterne ville kunne ses igennem hullerne på bukserne. Til tøjet fik jeg tilføjet et par sølv smykker, der passede rimelig godt til det. Håret nåede jeg ikke rigtig at gøre så meget ud af, jeg nåede lige at toupere det en smule, inden jeg satte det op i en høj, rimelig rodet hestehale.

”Er du klar?” Tyson stak hovedet ind på mit værelse, og til hans held var jeg klar, for hvis han havde fanget mig i undertøj og intet andet, så blev det sku værst for ham selv.

”Jep,” sagde jeg og poppede p’et, mens jeg gav mig selv et sidste blik i spejlet. Jeg greb min mobil og puttede den i min lomme, og fordi det kun lige var nede af vejen, kunne jeg ikke overskue at tage en taske med, så derfor lod jeg være. ”Tager du nøglen med?” spurgte jeg i det jeg gik forbi Tyson, som nikkede til mit spørgsmål. ”Og hvad med Ted? Har han fået mad?” Dakota råbte ude fra mellemgangen, at hun var i gang med at give ham mad, og svarede på den måde mit spørgsmål.

Jeg greb hendes sorte Lita’s fra gaderoben, hvor hun havde sagt de stod, inden jeg fortsatte igennem den smalle gang. Jeg skulle lige til at tage dem på, da det højt hvin lød fra mellemgangen, efterfulgt af et: ”Av, for fuck i helvede!”

”Dakota, er du okay?” råbte jeg forvirret og fik stablet mig selv op og stå, selvom det var rimelig svært, fordi jeg i øjeblikket ikke havde andet end en enkel højhælet sko på. Tyson styrtede forbi mig og ud til Dakota, mens jeg humpede lige efter ham. Dakota stod med sin hånd under vasken vi havde derude, og havde et enormt forpint udtryk malet i ansigtet.

”Hvad fanden skete der?” spurgte Tyson omsorgsfuldt, og var hurtigt henne ved siden af hende, mens jeg desperat prøvede at binde min sko uden af falde. Dakota vred sig lidt under Tysons arme, som han havde lagt rundt om hende skuldre, men da han ikke havde i sinde at flytte sig, droppede hun at ryste ham af sig. I stedet slukkede hun for vandet, der havde løbet ned over hendes hånd, og tørrede hånden af et viskestykke, som hang ved siden af vasken.

”Den skide kat bed mig sku,” mumlede hun irriteret og kiggede op på mig gennem hendes øjenvipper. Undskyldende smilede jeg til hende, for det var trods alt mig, som havde tigget om at få en kat, og Dakota der havde været utroligt meget imod det. Tyson havde været ligeglad, og fordi jeg var rødhåret, hvilket er et udmærket argument, havde jeg fået min vilje og Ted blev en del af vores lille fællesskab.

”Skal vi komme af sted? Jeg gider ikke kommer for sent,” sufflerede Dakota lavt, mens hun ømmede sig på sin hånd. Jeg trak på skulderen og gik ud i gangen, hvor jeg gav mig selv et sidste tjek i det spejl, der hang ved hoveddøren, inden jeg åbnede den.

Først da jeg var kommet ud, gik det op for mig, at det var Harry vi skulle hjem til. Dakota og Tyson havde ikke mødt ham endnu, ikke som sådan i hvert fald, og det gjorde mig nervøs på en yderst ubehagelig måde. Tyson havde det med at være overbeskyttende, det kunne han i hvert fald godt være, hvis han gad, og nogen gange gad han. Oftest gad han på de mest ubelejlige tidspunkter, som når han var inviteret til fest hos min flirt, og han vælger at fyre så meget lort af op i hovedet på min flirt, så min flirt bliver bange og går (flygter for livet).

Udefra kunne vi se Harrys hus, som dybt seriøst var det største på hele vejen. Førhen havde der boet en gammel dame der, som hed Dorith og som lugtede af fiskehandler døgnet rundt – dybt seriøst, man kunne ikke gå forbi hendes hus, uden at opfange et snert af torskerogn eller røget ål i en eller anden form. Hun var så flyttet, fordi hun mødte en kraftig mand med rødvinspatter, der havde sin egen fucking ø. Og siden har vi ikke set meget til Dorith her på vejen, til gengæld får vi altså Harry. Happy days.

Metallågen op til Harrys indkørsel stod åben, og allerede inden vi var kommet ind på hans grund, kunne man høre folks snakken. Folk stod ude ved trappen til hans hus, med champagneglas i hånden, nogen med øl, og børn rendte rundt og legede i stenene. Alt i alt, så kunne det her forveksles med en form for kliché overklasse-film.

”Hej!” en velkendt, hæs stemme fik mig til at kigge direkte op i et par grønne øjne, der gled skiftevis hen over Tyson, Dakota og jeg. Harrys blik dvælede kort ved mine øjne, før han vendte tilbage til Ty, som han pænt rakte hånden frem til.

”Tyson, nr. 34,” præsenterede han hurtigt sig selv. Harry smilede til ham, inden han gik over til Dakota, der med det samme rettede ryggen og på den måde struttede lidt ekstra med sin front. Jeg kunne ikke engang overskue at rulle med øjnene af hende, for det var så typisk hende at gøre sådan noget.

”Dakota. Hyggeligt at møde dig, Harry,” sagde hun fedtet, mens hendes ene hånd fandt en vej igennem det løse, krøllede hår. Et lavt grynt slap igennem mine læber, ved synet af Dakota der i øjeblikket bagte grotesk meget på Styles. Mens de præsenterede hinanden, kunne jeg ikke undgå at bide mærke i, hvor utrolig godt Harry så ud i dag. Han havde en plain sort blazer på, en hvid skjorte, sorte, stramme jeans og et par brune skindsko, der tydeligvis var blevet brugt meget. Den hvide skjorte var løst knappet op ved halsen, og under det tynde materiale kunne jeg svagt antyde den sølv halskæde, han havde haft på de andre gange, jeg også havde mødt ham.

Harry fortsatte sin vej over til mig, men i stedet for bare at give mig hånden, hev han mig ind i et tæt kram. Forbløffet kom jeg til at gispe højt, da hans stærke arme lagde sig som en jernlås omkring min hofte, så jeg ingen steder kunne gå. Hans stemme lå lige ud for mit øre, og da han sensuelt hviskede noget så simpelt som hej til dig også, løb en kuldegysning hele vejen fra min hovedbund, til fingerspidserne, til tåspidserne.

Hurtigt rystede jeg følelsen af mig og fik puffet Harry væk fra mig, hvilket kun fik ham til at le dystert. ”Der er drikkevarer og pindemadder i baghaven,” sagde han derefter, inden han forsvandt væk fra mit synsfelt, sandsynligvis ud for at finde nogen nye mennesker at sige hej til.

Hans opførsel havde i været underlig. Vi havde ikke rigtig snakket sammen siden den morgen, hvor han havde sovet på min sofa, og nu kom han og gav mig kram, som om det faldt ham fuldstændig naturligt. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke nød det, for jeg elskede at kramme – specielt folk der var højere end mig, (vær venlig ikke at spørge ind til det). Harry havde ikke engang mit nummer, han havde ikke kunnet skrive/ringe til mig, og det var alt sammen bare underligt.

Jeg sukkede lavt, inden jeg selvsikkert hankede op i mig selv og begyndte at trave hen over parkeringspladsen, med Dakota og Tyson lige i hælene. Hurtigt var min veninde oppe på min side, og lidt for hurtigt begyndte hun ivrigt at snakke. Snakke om Harry, og jeg var ikke i humør til at snakke med Harry.

”Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan være så køn, som han er,” mumlede hun for sig selv og sparkede til en sten med sin stilet, så hun nær var faldet på røven. Tyson grinede falskt, hvilket med det samme fik mig til at kigge over på ham med et hævet øjenbryn. Han opfangede tydeligvis min reaktion, for han tørrede det snedige smil af sit fjæs og trak i stedet lidt på skulderen.

”Jeg syntes bare ikke, at det er noget særligt,” forklarede han kort. Nu var det min tur til at trække på skulderen, mens jeg tog en generøs tår af den dåseøl, Ty netop havde langet over til mig. Dakota fejede lydløst hen over græsplanen i sine høje hæle og stoppede op ved et kagebord, med noget der lignede hjemmebagte kager.

”Du, Alivia?” Tysons stemme var meget mere usikker, end hvad der var normalt for ham, så jeg kiggede lidt bekymret på ham.

”Ja?”

”Pas nu på ikke? Hvis den dreng gør dig noget, ikke? Jeg tror ikke, jeg vil kunne styre det… Jeg mener det virkelig, jeg har set dig være så oprevet på grund af alle de billeder, og hvis i begynder at hænge ud, og han bare ender med at… jeg ved det ikke, men det kram han gav dig, og altså – ”

” – Tyson, gider du lige slappe af en gang?” afbrød jeg grinende og tog en slurk af min øl. Jeg trak ham med over til to ledige pladser, hvor jeg slog mig ned på den ene stol og krydsede mine ben så godt, som jeg nu kunne med Jeffrey Cambell på. ”Der foregår skam intet mellem Hasselnød og jeg, det kan jeg roligt informere dig om. Ligner jeg en, der gider hænge ud med blaserte kendisser som ham?” Tyson sank nervøst en klump ved mine ord, der måske kom ud lidt for hårdt, men jeg havde ikke brug for Tysons nervøse faderfigur, og det her var i hvert fald en måde at komme af med dem på.

”Uhm, Alivia, det… kig bag dig,” mumlede han lavt, lige højt nok til, at jeg kunne høre det. Forbløffende drejede jeg min overkrop i den hvide kurvestol, og så en krøllet skikkelse så et par meter væk. Lige akkurat så langt væk, at jeg ikke opfangede han stod der, men tæt nok på, til at han kunne følge med i Tysons og min samtale.

Et sus kig igennem mig, da Harrys smil langsomt falmede og de grønne øjne blev lettere knebet sammen. Hans øjenbryn blev trukket sammen i panden, så han fik den mest bedårende rynke der, men det var nok ikke noget, jeg skulle kommentere lige nu.

Tumlende fik jeg skubbet stolen væk bag mig, og stavrede usikkert hen til Harry, der nu havde gjort mine til at gå sin vej. Selvfølgelig skulle det her ske for mig, for sådan noget kunne kun ske for mig. Alt hvad der ikke skulle høres, det blev hørt, fordi gud hadede mig, og alting gik evigt galt for mig. Harry var for helvede ikke en blasert kendis, hvorfor skulle jeg også sige sådan noget? Hvorfor kunne jeg for en gangs skyld, ikke bare holde min kæft?

”Ha-Harry, vent lige,” stammede jeg bag ham, mens han banede sig vej igennem det opvarmede havetelt, der var blevet stillet op i hans baghave. Han styrede mod terrassedøren, og som en anden hundehvalp fulgte jeg efter ham, for jeg havde den klammeste smag i munden lige nu, og jeg blev nød til at snakke med ham. Han kunne for helvede da ikke bare gå!

Mit hjerte hamrede derud af, da jeg trådte med Harry ind i hans hus, der i den grad var blevet bygget om siden sidst jeg var her – altså, hos Dorith. ”Harry, kan du ikke li –”

”- blaserte kendisser?” Denne gang var det ham der afbrød mig, med et snert af hånlighed og uforståelse i hans stemme. ”Er det sådan du ser mig? Som en blasert kendis, der ikke er værd at bruge tid på, fordi jeg er for arrogant til at kunne se ud over min egen næsetip?” Hans hårde stemme fadede ud i et sarkastisk grin, i det han vendte sig mod vasken.

Jeg sank en stor klump, der havde formet sig i min hals, ved lyden af Harrys ord. Prøvende åbnede jeg munden, men da der ikke syntes at komme nogen ord ud af den, måtte jeg lukke den igen, for ikke at se alt for tåbelig ud. Harry tog et glas ned fra en åben hylde, og tændte for vandhanen. Den brusende lyd af vandet der løb, og ramte den hvide keramikvask, var den eneste lyd i køkkenet. Hårdt bed jeg mig i underlæben, og prøvede endnu en gang at forklare mig ud af den – denne gang med held.

”Det var jo ikke ment på den måde, for helvede,” mukkede jeg. Bag mig fandt mine hænder en bordplade, som jeg hoppede op på, så mine fødder dinglede hjælpeløst et stykke over jorden.

”Hvordan var det så ment? Hvordan kan det menes på andre måder?” spurgte Harry mistroisk uden at værdige mig et eneste blik. Ivrigt prøvede jeg at fange hans blik, men da han ikke syntes at give efter, kiggede jeg stumt mod mine hænder i mit skød. Stemningen imellem os var akavet og trykket, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvordan jeg skulle snakke mig ud af denne her.

”Det er bare Tyson… han kan godt være rimelig overbeskyttende, og den eneste grund til, at jeg sagde, som jeg gjorde, var for at berolige ham. Jeg mente det jo ikke, jeg snakker for helvede bare!” fik jeg endelig fremstammet, og gjorde et frustreret kast med hænderne, så jeg nær havde slået Harry i hovedet med min håndryg.

Han nåede lige at dukke sig, inden han tog den sidste slurk af hans vand, og kiggede op på mig gennem fyldige øjenvipper. De grønne øjne funklede i den begrænsede mængde sollys, der kom igennem vinduet, men alligevel var det så modbydeligt smukke. Jeg prøvede at smile stille til ham, men han rystede bare på hovedet med et skævt træt i mundvigen, der forvirrede mig. Meget.

”Jeg holder en lille fest i aften,” startede han og stillede glasset i opvaskemaskinen. ”Jeg ville egentlig gerne inviterer dig med, for jeg vil rigtig gerne lære dig at kende, Aliva. Vil du også gerne lære en blasert kendis at kende, eller er den mulighed fuldkommen udelukket?” Det lille grin i hans stemme fik mig til at slappe lidt mere af, men alligevel var mit smil anstrengt.

”Det vil jeg meget gerne,” mumlede jeg genert og hoppede ned fra bordet. Harry blinkede kækt til mig med det ene øje, så hans øjenvipper nær ramte det øverste af hans kinder. Jeg kunne mærke hvordan blodet steg mig til hovedet, og hvordan mine kinder langsomt blev rødere og rødere, jo mere Harry kiggede direkte på mig. Den dreng burde have et skilt rundt om halsen, hvor der stod; færdsel inden for ti meter på eget ansvar. Risiko for nedsmeltning på grund af udledende hotness fra Harry kan forekomme.

Men lad os lige få en ting på det rene. Det var jo ikke fordi, at jeg var brændt varm på Harry – jeg brænder mig ikke varm, det gør jeg bare ikke i. Harry var smuk, skide charmerende, men mere lå der heller ikke i det. Han ville sikkert blive en rigtig god ven, men så var det også det, for jeg kunne ikke overskue tanken om en potentiel flirt i øjeblikket.

Harrys hånd strejfede blidt det nederste af min ryg, og på den måde puffede han mig lidt fremad. Hurtigt forstod jeg hans hentydning, og kunne kun prise mig lykke for, at Harry ikke tog ting så tungt. Hvis han var blevet såret over, at jeg havde kaldt ham arrogant, så var det da først gået helt galt.

***

Jeg er egentlig rimelig tilfreds med dette her kapitel - jeg trængte til drama, så i fik lige en lille akavet scene, fordi Alivia er akavet, og det burde i efterhånden havde opdaget. Men tror i der sker noget specielt til den lille fest? Hvis ja, hvad tror i der sker?

Tusind tusind tak, fordi der er så mange favoritlister! I må dog meget gerne like den, hvis i ikke allerede har gjort det!

Link til tøjet (både Alivia, Dakota og Tyson) i kommentaren. 

//Freja xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...