Kolde sommerbarn

Elena straffer sommerbarnet, Rae, for hendes kærlighed til Luke. Men hvad sker der, når et sommerbarn bliver tvunget til at leve som selve kulden? Og hvad er kærlighed egentlig? Temaet i dette one-shot er umulig kærlighed. En umulig kærlighed der også lægger lidt over i fantasy-genren. - Alt efter hvordan man tolker og læser historien.
Dette er min første movella. Jeg håber at min tekst inspirerer, og at den måske kan efterlade jer med nogen nye tanker. I er mere end velkomne til at smide noget respons, eller et like. - Det ville være fantastisk. :D

Mit one-shot er med i konkurrencen om umulig kærlighed.

1Likes
1Kommentarer
269Visninger

1. One-shot

 

Jeg vendte mig om på siden. Bag mine øjenlåg var der lige så mørkt som i værelset. Men i mørket bag mine øjenlåg sprang farverne ud. Grøn, blå, lilla, gul. Men mest lilla. Fyrværkeri, lidenskab, spænding. Bag mig kunne jeg mærke Luke, der rykkede på sig. Med dynen tæt pakket omkring mig, rykkede jeg tættere på ham. Den kølige luft fra rummet krøb ind under dynen, da han forsigtigt kom ind i varmen, og lagde sin hånd om livet på mig. Min t-shirt var krøbet op, og jeg gispede stille; både på grund af kulden, men også fordi jeg pludselig var bevidst om, hvor tæt jeg lå puttet ind i Lukes favn. Mit hjerte hamrede, og jeg kunne mærke at hans gjorde det samme. Dunk, dunk. Dunk, dunk.     Jeg havde altid elsket Luke. Han havde altid elsket mig. Vores kærlighed havde været enkel, lige indtil natten blev mørk, og stjernerne sladrede. Først kom regnen, så kom sneen. Så kom isen, og så kom Elena. Lige så ødelæggende som regn, smuk som sne, kold som is. Og lidt mere til.      Den kolde Decemberaften var ikke mere speciel end alle andre. Men den var planlagt, ikke som de andre dage. Uheldigvis havde jeg ikke været med til at planlægge den. Jeg vidste ikke hvordan, jeg var endt i samme værelse som Elena og Luke. Jeg vidste ikke hvor jeg var, vidste ikke hvad der skulle ske. Jeg lå der bare, var pludselig blevet proppet ind i noget. Noget jeg ubevidst og forgæves havde prøvet at undgå. Ved siden af Luke lå Elena og sov, og hendes stille og yndige snorken gnavede sig ind i min bevidsthed. Den pinede mig, nagede mig. Den lyd der kom fra Elena, den lyd der spillede så smukt i mit øre. Så smukt som djævlens værk. Den lyd der fik jalousien til at blomstre og angsten til at fylde min krop. Angsten for at miste. Jeg vidste, at når Elenas stille snorken stop-pede, ville Luke ikke længere være min, men alt, alt ved ham ville tilhøre hende. Og jeg kunne allerede mærke ham flyde langsomt væk fra mig. Det eneste jeg kunne beholde, var minderne. Jeg kunne famle ud efter dem, klamre mig til dem. Forvirret og rastløs. Holde dem tæt ind til mig og forgæves håbe, til jeg forsvandt ind i dem. Ind i minderne, den verden, det eneste sted der gav mening for mig at være. I Lukes favn.      Forstår du, jeg elskede virkelig Luke. Jeg var et sommerbarn, afhængig af solen. Luke var min sol.      En varm tåre havde fundet sig vej til min øjenkrog. Et øjeblik troede jeg på, at jeg ville få lov at slippe af sted med det. Gøre krav på min sorg. Men Elena stoppede sin snorken, trak den sidste lyd til sig, Lukes hænder omkring mig væk, og den varme tåre tilbage. Kulden krøb nu ikke kun ind under dynen; den kravlede ind under huden på mig, gled ned i min hals, og satte sig fast i alt hvad den kunne komme til. Nu kunne jeg ikke engang græde mere. Mine tårer var blevet til istapper, der for evigt ville hænge skjult bag mine øjne.     Vores kærlighed var blevet umulig. Elena havde gjort den umulig. Kærlighed. Kærlighed, hvad var det egentlig? Man kunne lige så godt bytte ordet ud med besættelse… afhængighed. Medicin eller stoffer. Men havde de ord samme betydning som kærlighed? Det ville være dumt; så ville kærlighed være et overflødigt, ligegyldigt ord. Jeg kunne ikke forklare kærlighed, det var ikke bare et ord eller en teori. Jeg havde oplevet kærligheden. Jeg havde elsket et andet menneske højere end mig selv. For når det kom til stykket, blev kærlighed først ægte, når kærligheden til et andet menneske var større, end den man havde til sig selv. En anden ting vidste jeg også; hvad end jeg ville det eller ej, vidste jeg at man kunne leve uden. Og når kærligheden først var blevet trukket væk fra en, var himlen malet grå, og stjernerne hårde sten på himlen. Elena lærte mig forskellen på kærlighed og besættelse. Hvis i undrer jer, så gav hun mig varmen tilbage. Med al den kærlighed hun kunne skyde ud af sine kolde hænder, gav hun mig den tilbage. Men hun kunne aldrig gøre mig til sommerbarn igen. Forstår i, jeg havde levet så længe med kulden, at det ikke nyttede noget mere. Jeg ville aldrig få mine tåre tilbage, og Elena vidste det. Hun var lige så død indeni, som jeg var udenpå. Hun var så kold, at hendes kærlighed til Luke var blevet udskiftet med besættelse. Elena var ikke i stand til at elske.      Den kolde Februaraften var ikke mere speciel end alle andre. Jeg var træt, men kunne ikke sove. Nattehimlen lå som et skinnede lag silke udenforan mit vindue. Stjerne efter stjerne kiggede ned på mig, kaldte på mig. "Vi har siddet heroppe og beundret dig. Set hvordan du har bevæget dig så yndefuldt gennem livet; spredt dine vinger og ladet folk komme ind i varmen. Du har altid været så strålende, smilende, levet højt på lykken. Men for godtroende. Tillid til livet det havde du. Men hvad nyttede det? Du hører til hos os, kom herop. Oppe på himlen hvor det kun er det dyrebareste, skøn-neste, der får lov at blive beundret. Oppe på himlen hvor du kan skinne om kap med os, altid være i selvskab." Og hvis istapper kunne tø, ville månens lys, havde spejlet sig i mine øjne.    Jeg pressede mit hoved ned i puden, og blev mødt af Lukes duft, der havde sat sig fast. Men Luke var der ikke. Jeg krummede mig sammen, som jeg havde gjort det i Lukes favn. Men Luke var der ikke. Mit hjerteslag mindede mig om Lukes, der havde banket så perfekt under mit øre den December aften. Men Luke var der ikke.    Da mine øjne gled i, bød stjernerne mig indenfor. Jeg trådte ud på nattehimlen, dansende og lysende. I blandt de smukkeste stjerner fandt jeg mig til rette. Jeg havde kun få sekunder til at føle mig som den klareste stjerne på himlen, få sekunder til at dele det samme syn som menneskerne der så os på afstand. Så blev alt revet ned foran mig. Kulden overfaldt mig, kvalte mig. Lys blev skiftet ud med mørke. Nuancer af grå udspillede sig foran mig. Jeg havde fået syn som en stjerne. Mine øjne var døde. Jeg var nu ikke andet end en kold og grå sten, præcis som alle andre stjerner der hang spredt omkring mig. Så mange forladte sjæle deroppe. Stjernerne havde narret mig. Men det betød ikke længere noget nu, jeg var blevet lige så kold og hård som dem. De havde misbrugt min tillid til verden; nu kunne jeg hænge deroppe, for evigt og altid. Efterladt i stjernemængden blandt de andre forladte sjæle.  For Luke var der ikke. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...