Find mig - One Shot

"Hjælp mig. Please, hjælp mig. Find mig. Inden jeg gør noget dumt. Eller noget godt. Hjælp, please. xxxxxxxx"

5Likes
0Kommentarer
463Visninger

1. Find mig

Alexander sad på toilettet - som drengene og pigerne delte, for der var ikke råd til andet - med benene trukket op under sig, og kiggede på den brune trædør, som var overskrevet med forskellige tekster. Sort sprittusch, gul sprittusch, blå maling. Helt forskellige farver. Det var det, der gjorde den dør så speciel. Den var den eneste dør på toilettet, hvor farverne rent faktisk passede sammen. Det var derfor, at det var Alexanders yndlingsbås at sidde i, når de store drenge var efter ham, lige efter 10-frikvarteret var slut. Han turde ikke gå ud, fordi så skulle han krydse skolegården, og der stod de og røg cigaretter, selvom timerne var i fuld gang. Hver gang de pjækkede, pjækkede Alexander også. Det var han nødt til, ellers ville han få tæv. Hellere pjække, tænkte han og lagde hovedet på sine knæ, end at blive ydmyget offentligt. 

Nogle gange ville han ønske, at hans far ville tage ham seriøst, når han spurgte om, de ikke kunne flytte væk. Men i stedet kiggede hans far bare sløvt på ham, og drak endnu en stor slurk af hans øl. Det var det samme hver dag. Måske var det derfor mor skred, tænkte han, måske var hun træt af det altid var det samme, træt af rutinerne. Det var Alexander også træt af. 

Han sukkede dybt og hvilede panden på sine knæ, imens han lukkede øjnene og prøvede at forestille sig et andet liv. Et liv hvor mor ikke var skredet. Et liv hvor far ikke havde mistet sit job og var begyndt at drikke mindst 5 øl hver dag. Et liv hvor drengene fra niende klasse ikke var efter ham hele tiden. Et liv hvor det hele bare var, som det var engang. 

Alexander løftede hovedet igen og så lige ind i en besked, han aldrig havde lagt mærke til før. Den var ny, det var helt sikkert. Måske var den fra i dag? Den havde ikke været der, da han havde siddet ude på toilettet i går. Han kunne ikke helt tyde, hvad der stod, han kunne bare se, at det var et mobilnummer, der var skrevet op. Hvem ville dog skrive sit mobilnummer på en toiletdør? Hvem var dog så desperat? Alligevel kunne Alexander ikke lade være med at rejse sig op for, at tjekke hvad der stod på trædøren.

"Hjælp mig. Please, hjælp mig. Find mig. Inden jeg gør noget dumt. Eller noget godt. Hjælp, please. xxxxxxxx" 

En lille rynke dannede sig i Alexanders pande, da han kneb øjenbrynene sammen, og læste beskeden igennem ti gange i træk. Hvad mente personen, som havde skrevet beskeden? Og hvorfor havde personen skrevet sit nummer? Han tænkte, bogstaveligt talt, så det knagede. Så slog det ham pludselig, og det var ikke længere svært, at tage en beslutning om han skulle gå ud af toiletbåsen. Han tastede nummeret ind i sin egen mobil, og slog - med et brag - døren op. Han var nødt til at finde personen. Nødt til at stoppe personens handling. 

Da han åbnede døren ud til gangen og kiggede rundt, var der ikke et øje at se. Selvom det var en lille kommuneskole, var det en sjældenhed, at der ikke rendte rundt på gangen og så stressede ud. Præcis ligesom frk. Horn altid gjorde. De kaldte hende Hornuglen, fordi hendes øjne var åbne hele tiden og hendes briller altid sad i panden. Når de så faldt ned, udstødte hun en uglelignende lyd. Det var hylende morsomt, da hun gjorde det, dengang hun var vikar i Alexanders klasse. 

Alexander listede ned af gangen og ind i computerlokalet, hvor han tastede mobilnummeret ind på krak. Han var ufattelig glad for, at hans far havde lært ham alt sådan noget, inden hans mor var skredet og havde efterladt dem. Det gik et stykke tid før nettede gad at virke ordenligt, og Alexander begyndte utålmodigt at tromme med fingeren på skrivebordet. 

Hjemmesiden lyste op og viste et navn. Cassandra Jensen. Pludselig vidste han godt hvem det var, og måske også hvor hun kunne befinde sig. Han havde set hende før. Trods at hun var 2 årgange over ham, hun gik i 9. og han gik i 7., havde han set hende flere gange på gangene og på taget. Hun havde været meget populær i en årgang, fordi hun havde været kæreste med Tobias, men så havde hun slået op med ham og alle hendes venner havde forladt hende. Sådan lød historien i hvert fald. Alexander gøs ved tanken om at miste alle sine venner.

Han skubbede stolen ud bag sig, og gik mod døren for at finde hende. Han vendte sig ikke engang om, da stolen væltede bag ham. I stedet løb han bare mod trapperne, som første op til 3. sal og taget. Pludselig føltes turen derop meget længere end den plejede at gøre, når han sad deroppe. Det var derfor, at han vidste, at hun var deroppe. Han havde set hende der før. Han havde set hende græde og brænde sig selv med cigaretter. Men hun lyttede aldrig når han bad hende lade være. 

"Du er bare en uvidende 7. klasser, Alexander," havde hun sagt. Men der havde altid været en vis taknemlighed i hendes øjne. Fordi han var den eneste der prøvede at stoppe hende. Ligesom han var den eneste, der prøvede at stoppe hende nu.

Alexander nåede tag etagen og slog døren op. I en film ville der have været dramatisk musik i baggrunden, men det eneste han kunne høre, var lyden at hans hjerte der pumpede afsted og hans anstrengte vejrtrækning. Dunk, dunk, dunk, dunk lød det i hans ører, da han vendte og drejede hovedet for at spotte hendes lange blonde hår, indtil det gik op for ham, at hun ikke længere var langhåret. Hun var blevet klippet helt korthåret i sidste uge. Noget andet gik op for ham i det øjeblik; hun havde prøvet at give hendes computer til ham. En helt ny Macbook Pro. 

"Jeg har ikke brug for den længere," havde hun sagt. Alexander burde have set det komme.

I det øjeblik spottede han hendes tynde skikkelse på tagets kant. Han begyndte at løbe, imens han råbte hendes navn. Men hun rørte sig ikke ud af flækken. Vendte sig ikke engang for at se på ham. Men han kunne høre tårerne i hendes stemme, da han nåede helt hen til hende og var så tæt på, at han kunne røre hende . 

"Tak, Alexander," hviskede hun, hendes stemme tyk af tårer, "tak fordi du altid bekymrede dig."

Og med de ord kastede hun sig udover kanten og ned mod skolegården, hvor Tobias og de andre store drenge sikkert stadig stod og røg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...