Hope - (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2013
  • Status: Igang
Nicoles lillesøster, Hope, på 7 år, blev konstateret kræft sygdommen AML (akut myeloid leukæmi) en blodkræft, der er den almindeligste kræftsygdom hos børn, da hun blev født. Uden behandling er akut leukæmi dødelig i løbet af få måneder. Kemoterapien gik fint, men efter nogle år begynder det igen at gå ned ad bakke. Hope har været stor fan af One Direction, siden 2010 da hun ikke var andet end 6 år, og har elsket dem lige siden, og da Nicole finder ud af at hendes lillesøsters kommende 8 års fødselsdag, vil blive hendes sidste, skriver hun til selveste One Direction, og beder dem om hjælpe, så hendes søster kan få sit livs bedste og sidste fødselsdag. Vil drengene møde op? Vil der komme romancer i mellem dem? Og hvad med Hope? Overlever hun? Læs med her!

3Likes
0Kommentarer
470Visninger
AA

1. Concert in my heart..

  Nicoles synsvinkel

''Navn?'' 

''Nicole Scott..''

''Du ved godt at det er for sent at få biletter.. Ikke?''

''Jeg beder dig! Min lillesøster har brug for det her.. Hun er kun 6? En helt speciel pige.'' Damen sukker stille, og sender mig et irriteret blik.

''Hvor mange er I?'' 

''Kun to.. Der må da være plads.'' siger jeg utålmodigt og banker fingrene stille ned i bordet.

''Det kan være vi kan mase jer ind..'' begynder damen, og åbner op for sin computer. Jeg smiler stort.

''Du er heldig i dag.. Der er plads til to på torsdag i næste uge, klokken 19:30.'' Jeg springer op af stolen.

''Før du bliver for glad, skal vi lige have nogle ting på plads,'' jeg nikker og sætter mig ned på min plads igen.

''Har du eller din lillesøster nogen som helst form for sygdom, der kan være dødbringende?''  Jeg kigger ned på mine lår. Hvorfor lige Hope? De ville på ingen måde lukke os ind nu, jeg vidste der ville komme et eller andet i mellem.

''Min lillesøster er blevet helbredt for kræft, men det gælder da ikke.. Gør det?'' Hun kigger interreseret på mig, og læner sit hoved i sin hånd.

''Hvor lang tid varede kemoen?'' 

''Tre år.. Jeg ved det er unormalt, men.. Min søsters største ønske er at se drengene.. Vil du ikke nok? Hun er helt frisk, sådan.. Altså cirka!'' siger jeg og kigger på hende med store øjne. Det kan godt være jeg plejer at være tålmodig, men på det her tidpunkt, er jeg virkelig det stik modsatte. Damen med det store hår ryster på hovedet, og rejser sig op fra sin stol.

 

''Jeg vil lige spørge chefen, to sekunder,'' mumler hun og begynder at gå imod en dør bag hende, Jeg sukker højt og kigger mig over skuldrene. De hvide vægge gør rummet meget større end det faktisk er, og for enden af det lille rum, er en glasdør, der viser de mange mennesker der står i kø, for at få billetter til forskellige koncerter. Vi har alle været for dovne, for langsomme eller bare forsinkede af specielle grunde. Jeg nåede ikke at købe billet, på grund af kræftens bivirkninger, der havde ramt min søster ret slemt, da vi skulle købe billetter. 

''Jeg er ked af det,'' lyder en stemme fra den anden side af rummet. Jeg vender min opmærksomhed på damen i døren, og sukker dybt.

''Det kan da ikke passe.. Hun er helbredt og hendes hår er på vej ud igen! Altså.. Nej det er det ikke, men.. Hendes smerter er næsten helt væk!'' Ordene vælter ukontrolleret ud af mine mund, og jeg holder tårerne inde. Hun sender mig 'blikket' der viser hvor ked af det hun er, men ikke har mere tid til at hjælpe mig. Jeg griber fat i min lysebrune lædertaske, og går en smule fornærmet ud af døren. Hvorfor? Hvorfor?! Vi har ikke gjort noget galt, og alligevel må hun ingenting! Hendes største drøm er at se drengene spille en koncert, om jeg så skal dræbe mig selv for en billet, jeg vil gøre alt.

***

 

''Fik du dem overtalt, skat?'' jeg ryster på hovedet og sender min mor et meget trist blik. Hverken min mor eller søster skal se mig græde. Min søster har gennemgået ting i de seneste 6 år, som ikke engang en fuldvoksen kvinde er gået igennem endnu, og jeg vil ikke virke som en slapsvans, selvom jeg gør det her for min søster. Jeg elsker hende over alt på jorden.

''Hvordan har Hope det? Jeg vil gerne selv fortælle det til hende..'' spørger jeg, og tørrer stille en tåre væk fra min kind. Min mors øjne var tomme, og man kunne se hun havde grædt. Jeg er træt af ikke at være der for min mor, når min lillesøster har det skidt.

''Hun ligger i sengen, og tegner en tegning.. Jeg tror hun har det bedre, men hun har haft voldsom feber, og har kastet op et par gange..'' Jeg kysser min mor på kinden, og krammer hende blidt.

''Jeg.. vil ikke mere..'' mumler hun, og krammer mig hårdere. Jeg kan mærke hendes tårer, der lander på min skulder, og får virkelig meget skyldfølelse. Jeg har ingen idé hvorfor. Det kan bare være noget der hører med til at have en kræftpatient som lillesøster, og ikke kunne være der hos hende, når hun har det skidt.

''Jeg må holde op med at tude, hun er ikke længere bundet til en hospitalsseng, og hun er ude af farezonen.'' Jeg nikker, og slipper hende, imens hun tørrer sine tårer væk fra kinderne, med sine rug håndflader.

Jeg slipper blikket fra min mor, og går op ad trapperne, der fører op til vores stue. Jeg lader mit blik hvile på min søster, der ligger i en stor hvid seng, og tegner en tegning, imens fjernsynet kører. Vores stue er måske ikke som andres. Vi har utrolig meget legetøj, som har hjulpet min søster til at blive den hun er i dag. Noget legetøj hjælper hende igennem hverdagen, og hjælper hende med at lære ting, hun skulle have lært i skolen. Rummet består af en lille læder hjørnesofa, min mor og jeg sidder i når vi bare skal hygge os med min søster, så et stort fjernsyn, Hopes seng, Hopes legetøj, og Hopes udstyr, der vil redde hende i situationer.. Som ikke vil blive nævnt så tit i vores hus. Så en dør der fører ud til en gang, og en trappe der fylder det meste af rummet.

Hendes grønne skinnende øjne, retter sig væk fra papiret, og op på mig. Hun smiler stort, og smider tegningen fra sig. Jeg går med hurtige skridt hen imod hende, og giver hende et stort kram.

''Vil.. du se.. øhm.. hvad jeg.. har tegnet..?'' spørger hun, med sin rolige stemme. Når hun virkelig gerne vil sige noget, må hun virkelig presse sig selv, for at få ordene ud af hendes mund. Endnu en af kemoterapiens bivirkninger, der har ramt Hope. Jeg nikker, og sætter mig ved siden af hende i sengen.

Hun trækker tegningen frem, og viser mig den. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men da jeg så tegningen kunne jeg ikke holde en tåre tilbage. Jeg prøvede at smile for at holde gråden væk, men jeg begyndte bare at ryste hvis jeg prøvede.

På tegningen ser man fem drenge, en med halvkort hår og krøller, en anden med kort blond hår, en tredje med halvlangt brunt hår og pandehår, en fjerde med kort brunt hår, han bar også pandehår, der var blevet skubbet lidt til side, og en femte med en utrolig lækker frisure.. Hans hår var kort, sort og sat op. Bag ved dem kan man se et stort X, hvilket står for X-Factor, under X'et står to piger.. Den ene ikke nær så høj som den anden, og jeg kan straks se at den store skulle forestille mig, og den mindre skulle forestille sig hende. Pigen som er Hope, er skaldet, og ligner faktisk ret godt, i forhold til at det er en 6 årig pige der har tegnet det.

''Hold da op hvor er du dygtig! Hvem er det der?'' Spørger jeg og peger på drengen med krøllerne, selvom jeg udmærket godt ved hvem det er. Hvordan skulle jeg fortælle hende at jeg ikke havde fået billetter?

''Harry.. Harry Styles'' mumler hun og smiler.

''Og hvem er.. Det der?'' Spørger jeg og peger på pigen der forestiller Hope.

''Det er mig.. Hope'' siger hun og holder sin hånd ind til sit hjerte da hun siger, mig.

''Hvem er din yndlings?'' spørger jeg og kigger Hope i øjnene. Hvor meget hun end er syg, er hun og vil altid være den smukkeste pige jeg nogensinde har set. Man behøver ikke hår for at være 'perfekt.'

''Dig'' siger hun og peger på mig. Jeg smiler. 

''Du er også min yndlings.. Men hvem af drengene?'' Hun trækker på skuldrene og kigger ned på sin tegning.

''Jeg skal giftes.. med Harry.. Styles,'' siger hun meget bestemt. Jeg griner stille og aer hendes hovedbund. 

''Og du skal giftes med Louis,'' siger hun og vender tegningen om på den anden side. Der står fire pindemænd, og man kan se at det forestiller Harry og Hope der kysser, og mig og Louis der kysser. Hun tager tegningen op til sin mund, og kysser den tegnede Harry. Jeg smiler, og kysser hendes hovedbund.

''Haha, det kan vi da godt sige,'' siger jeg en smule sarkastisk og smiler.

''Mener.. Du det?'' Jeg kigger på hende og overvejer spørgsmålet i et øjeblik. 

''Ja da.. Så kan vi blive gift sammen, et STORT dobbelt bryllup,'' siger jeg. Hun griner højt og kigger så igen ned på sin tegning.

''Her..'' siger hun, og giver mig tegningen. Jeg kigger på hende med store øjne.

''Er det til mig?'' Hun nikker og smiler.

Jeg kigger nærmere på tegningen og ser så at der står: 'Til Nicole fra Hope' oppe i hjørnet. Jeg krammer hende, og kysser hende flere gange på munden.

''Tak.. Jeg vil gemme den for altid'' Hun smiler og retter sit blik mod fjernsynet. Jeg rejser mig op, og står i et øjeblik og kigger på hende. Den gladeste pige jeg nogensinde har mødt.. Fortjener at se drengene fra One Direction.

Jeg bestemmer mig straks for at fortælle hende i aften at hun ikke kom ind, og nok ikke kommer til det, før vi har fået en lægeerklæring

Hun er det bedste jeg har.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...