So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15500Visninger
AA

10. Kapitel 9.

 

Det var mandag i dag. Jeg hadede mandage. Det havde jeg altid gjort. Jeg tænkte i korte sætninger lige nu. Jeg var bange for korte sætninger. Ej, dog ikke. Det ville være underligt, i en helt ny dimension. Ligesom den der Phineas og Ferb film! Der rejste de også gennem dimensionerne. Det var mega sejt! Jeg er nødt til at sige at Perry er min ynglingskarakter! Han er simpelthen så sej! Og så har det måske også lidt at gøre med Perry Edward. Eller skulle jeg sige Perry The Platypys Edwards? Jep, det skulle jeg! (A/N: No hate, jeg elsker Perry :D -Hun synger fantastisk!) Nok snak om næbdyr og Phineas og Ferb. Jeg gik da ud fra, at I alle sammen kendte dem i forvejen? Det håbede jeg, ellers var I virkelig gået glip af nogle sjove ting. Eller også var det kun mig og små børn der syntes det var sjovt? Niks, SÅ dårlig humor havde jeg altså heller ikke. Læg lige mærke til mit ’så’. Kun af den ene grund at alle andre sagde min humor stank. De løj, min humor var genial, der var bare ikke nogen der forstod den. Jep, det var derfor.

Tilbage til at jeg, ligesom Garfield, hadede mandage. Det var tid til at komme ud fjerene, og i gang med at slappe af. Det ville nok også være en god idé, hvis jeg øvede lidt. Ellers skulle jeg lære det hele i morgen, og onsdag formiddag. Det ville blive alt for stresset og jeg kunne ikke lide stress. Faktisk kunne jeg bedre lide mandage, end at være stresset! Og det sagde altså en hel del, til jeres information.

Efter yderligere ti minutter under dynen, fik jeg taget mig sammen og slyngede dynen til side. Desværre med så meget kraft at den røg ned på gulvet. Great. Med sløve bevægelse stak jeg hovedet ud over kanten af sengen for at kigge efter dynen. Jeg langede besværligt ud efter den, og fik fat i det bløde stof ved første forsøg. Alt andet ville være direkte pinligt. Efter lang tids møven rundt, fik jeg dynen op i sengen igen. Derefter drejede jeg benene ud over gulvet og med et lille hop, landede jeg på gulvet. Det kolde gulv. På bare fødder, tøffede jeg ud på badeværelset. Min krop gav et lille spjæt fra sig, da jeg så mit spejlbillede. Jeg lignede en død fisk. Fantastisk, så kunne jeg være sammen med mig selv, i stedet for Krølle. Fåret! Det kunne jeg kalde ham! Får havde jo krøller, det samme havde han! Jeg var og blev en genialt, men død, fisk.

Der lød et blidt dump, da jeg smed mit rene tøj på badeværelsesbordet. Derefter lod jeg mine tøjstykker glide af mig, inden jeg trådte ind i brusekabinen. Vandet tegnede våde streger ned af min krop. Det var en smule koldt, så jeg fik langsomt gåsehud. Da temperaturen langsomt blev varmere, mærkede jeg min krop slappe mere af. Det lyserøde skum blev langsomt maseret ind i mit hår, og hovedbund. Jeg lod endnu engang det varme vand omfavne min krop, for at skylle sæben ud igen. Da jeg var færdig, trådte jeg ud på et lille håndklæde der lå foran mig. Jeg havde lagt det der for at gulvet ikke skulle blive for vådt. En ting vi også altid havde gjort derhjemme. Med forsigtige skridt, trådte jeg ud af badet. Gåsehuden spredte sig øjeblikkeligt på min krop, da kulden igen kunne mærkes. Med en snuptag, fik jeg fat i mit håndklæde og begyndte at tørre min våde krop.

 

***

 

Min hånd smuttede hen over alle tasterne på min mobil, da jeg igen sad i min seng. Denne gang med tøj på. Jeg havde et par vinrøde, højtaljede bukser på, en hvis skjorte og en sweatshirt udover. Mit hår var samlet i en knolde, og jeg havde en smule mascara på vipperne. Jeg havde sagt det før, og jeg ville sige det mange flere gange endnu: Jeg brugte stort set aldrig make-up, og hvis jeg gjorde var det meget lidt. Jeg kunne godt lide at være naturlig, og følte mig ærlig talt mere fri uden. Hvis man havde mascara på skulle man hele tiden passe på med et gnide sig i øjnene når man var træt. En vane jeg havde haft så længe jeg kunne huske. Man skulle helst ikke have vand i hovedet, med mindre man var hundrede på at den var vandfast. Man skulle også huske at fjerne det igen, inden man gik i seng. Det var nok den største grund til at jeg ikke gik med mascara; man skulle tage det af igen, og det var jeg alt for doven til at gøre hver aften.

Jeg gik ind på twitter, for at tjekke verdenssituationen ud. Man kunne seriøst finde alt på twitter, og jeg syntes det var ret så skræmmende til tider. Alligevel var jeg næsten sikker på at jeg brugte det mere end facebook, hvilket sagde en hel del. Jeg brugte nemlig facebook ret meget. Specielt nu, hvor den enten stod på facebook eller skype, hvis jeg ville snakke med mine venner hjemme i Danmark. Jeg troede ikke ord kunne beskrive hvor meget jeg allerede savnede dem. Eller det var uden tvivl værst med mine tætte venner, men det var også dem jeg gjorde mest for at holde kontakten med. Jeg havde nogle virkelig tætte venner i Danmark, og det flåede mit hjerte itu at jeg ikke kunne snakke med dem. Det var som om der var et stort hul inden i mig, som end ikke Mel eller Will kunne fylde ud. Forklarligt, eftersom jeg faktisk kun havde kendt Mel i tre dage. Det var da helt vildt så hurtigt tiden gik? De tætteste af mine venner, havde jeg kendt siden jeg var fem år gammel og begyndte i skole.

Der skete ikke så meget på twitter, så jeg besluttede mig for at jeg lige hurtigt ville ligge et tweet ud. ”@Julie_Valentine: Chillin’ with my friends! We’re having fun! See you all soon. xx” Den besværlige del kom ved at ingen måtte vide hvor langt man var kommet. Faktisk måtte jeg ikke engang fortælle mine venner at jeg var gået videre til min audition. Jeg havde derfor kun fortalt det til de allermest nødvendige. Alle de andre troede at jeg var på ferie hos min farmor eller noget. Det meste af min familie vidste det også. Eftersom alle mine fætre og kusiner var dybt engagerede i musik, fik de det afvide som nogen af de første. Jeg ville ikke kunne lyve for dem. Specielt ikke når jeg nu havde fortalt alle at jeg var på ferie hos min farmor, som boede ret tæt på nogen af dem. Så ville de måske komme for at besøge mig, hvorefter de ville opdage at jeg ikke var der, og jeg var sikker på at ingen af dem ville tage det særlig pænt hvis de fandt ud af at jeg havde løjet for dem. Det var slet ikke en mulighed.

Jeg låste min mobil, rejste mig op og lagde den i min baglomme. Lalleglad, hoppede jeg hen og tog mine elskede converse på. Efter en lettere akavet dans, åbnede jeg døren og halvt dansede, halvt løb, ned af gangen. Jeg havde nogle planer om at komme et smut ud i London. Ikke det helt store, af to simple grunde: Et; jeg havde ikke plads i min kuffert til at shoppe ret meget. To; endnu engang ville jeg foretrække at være helt frisk til judges houses, desuden gad jeg ikke bruge hele min fridag på at rende rundt i London. Der skulle i den grad slappes af, når jeg nu ikke lavede andet end at beklage mig til jer over hvor træt jeg er. Det ville være utrolig tåbeligt hvis ikke jeg slappede af på min fridag.

Jeg nåede lynhurtigt ned i lobbyen, hvor jeg fik øje på Fåret som jeg sendte et stort smil. Jeg fortsatte med glade, nærmest hoppende, skridt udenfor. Den halvkolde luft slog mig i ansigtet, men det var ikke nødvendigt med en jakke. Ergo havde jeg ikke fejlbedømt vejret, inden jeg gik udenfor. Det ville have været pinligt at skulle gå hele vejen indenfor, og forbi Fåret igen, for at hente en jakke efter min dramatiske udgang.

Med et enormt smil, gik jeg ned af gaden. Jeg nød at jeg for én gangs skyld passede ind i mængden og ikke blev dømt af nogen. Jeg nød at jeg bare kunne gemme mig, og at ingen bemærkede at jeg var nogen speciel person. Jeg havde på fornemmelsen at der højest ville gå nogle måneder, inden jeg ikke kunne gå uden for en dør uden at blive genkendt. Det var trodsalt hele verden der fulgte med i det her show. Lige fra dronning Magrethe til præsident Obama. Det betød blandt andet også, at jeg skulle til at passe på med min mærkelige opførsel i offentligheden. Uden tvivl en af de sværeste ting ved det her. Uanset hvor mange underlige og besværlige ting det her ville betyde, så fortrød jeg ikke et sekund, at jeg stillede op. Det her var det jeg ville lave resten af mit liv. Jeg havde da også et par eksamener jeg skulle have klaret i den pause der var mellem judges houses og liveshowene. Hvis jeg altså nåede så langt. Ellers ville jeg da have masser af tid til mine prøver.

Jeg kom længere og længere ind i London, og menneskemylderet blev værre end før. Sjovt nok, fordi jeg nærmede mig centrum. Indtil videre havde jeg ikke rigtigt set noget specielt. Jeg havde godt nok været her en enkelt gang før med min mor, men der burde da være noget der var værd at se endnu en gang. Jeg bestemte mig for at gå ind på en af de små caféer for at få noget morgenmad, da det gik op for mig at jeg havde glemt det. Hvordan det lykkedes mig at glemme at spise morgenmad, vidste jeg virkelig ikke. På den anden side havde jeg et eller andet for at glemme de underligste ting. Det var både heldigt og uheldigt generelt. Jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg skulle syntes om det. Det var vel irriterende at glemme sine ting, men hvis man skulle bruge det til noget man ikke gad, var det ret smart ikke at have sine ting med.

Efter kort tids søgen, fik jeg øje på en café der var perfekt til mig. Den var ikke for dyr, og maden så god ud. Spørgsmålet var bare om den også smagte godt? Ej, det gjorde den jo nok, ellers ville den ikke blive serveret. Det håbede jeg da ikke. Jeg maste mig gennem mængden, hen til caféen, hvor jeg satte mig og kiggede på menukortet. I et hurtigt tempo, gled mine øjne ned ad kortet. Jeg havde altid været hurtig til at læse og når jeg, som nu, kun skulle skimme teksten gik det endnu hurtigere. Jeg bestemte mig for at bestille en jordbærsmoothie og nogle vafler med flormelis. Det var virkelig længe siden jeg sidst havde fået vafler selvom jeg elskede dem overalt på jorden. Men ikke ligeså meget som jeg elskede chokolade. Det var så også gud!

Tjeneren kom hurtigt, og der gik højest ti minutter fra jeg havde bestilt til min mad var klar. Det blev stillet på disken til mig, på en sød lille bakke. Jeg betalte, takkede og tog bakken op i mine hænder. Mine fødder ledte mig vej ned til et ledigt bord nede bagved i nogle bløde sofaer. Der sad kun en anden person, med hætten trukket godt op over sit ansigt. Det var næsten umuligt at se hvem det var. Indtil mit blik faldt på en løssluppen krølle. Oh god. Hvordan lykkedes det mig, i hele enorme London, at støde på ham og vælge den samme café? Jeg fattede det virkelig ikke!

Vores blikke mødtes kort. Jeg gik videre hen mod mit bord, mens jeg lod som om jeg ikke havde genkendt det. Jeg havde kun lige sat mig ned, da jeg kunne høre en stol skrabe mod gulvet. Den dumpe lyd af skridt fangede øjeblikkeligt min opmærksomhed, og jeg var ikke i tvivl om at det var Harry der kom. ”Må jeg godt sidde sammen med dig?” spurgte han med hans sædvanlige hæse stemme. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke fandt den tiltrækkende! Den var virkelig sexet. Jeg gav bare et kort nik fra mig, som svar. Uden at bekymre sig yderligere om at jeg ikke havde vist specielt stor interesse i ham, satte han sig ned overfor mig.

”Behandler du de andre deltagere på samme måde, som du behandler mig?” spurgte jeg direkte. Jeg var virkelig ikke i humør til at pakke det ind i alt muligt. Jeg var nysgerrig, selvom jeg allerede kendte svaret. ”Næh, hvorfor skulle jeg det?” spurgte han dumt om. Jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene af ham. ”Måske fordi du skal behandle alle ens? Fordi det er hundrede procent forbudt at have noget kørende med en deltager?” vrissede jeg tilbage til ham. Jeg fattede ikke hvordan han kunne undgå at have opdaget en så vigtig regel. Som om nogen af de andre dommere kunne finde på det, den regel var speciallavet til ham.

Vi sad lidt og spiste i stilhed, Harry virkede en smule trist over det jeg sagde til ham før. Vidste ikke helt om jeg skulle tage det som en god eller dårlig ting.

Harry’s Point Of View:

Jeg havde virkelig ikke lagt mærke til den regel, da jeg sagde ja til det her. Selvfølgelig anede jeg heller ikke med at nogen som hende ville stille op. Hun var gudesmuk, og jeg havde følte mig utroligt tiltrukket af hende, fra dag et. Da vi havde sex… Det var simpelthen magisk. Jeg plejede ikke rigtigt at have lyst til at have faste forhold, men hende der. Woaw. Hun var en af de første piger jeg ikke ville gå i seng med, jeg ville langt hellere vågne op med.     ______________________________________________________________________________

A/N:

Så fik I også lidt fra Harry's synsvinkel...

Ses næste gang! :D

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...