So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15398Visninger
AA

9. Kapitel 8.

 

Alligevel var vi langtfra tilfredse endnu. Hver især havde vi en enorm sult, efter at nå endnu længere, hungrende indeni os. Den gnavede os op indenfra og nogle af os var allerede bukket under for presset, forventningerne og det høje niveau. De der var bukket under blev sendt hjem, ikke fordi de bukkede under, men fordi de havde glemt teksten af ren nervøsitet. Det var langtfra en god ting, hvis man ikke kunne sine ting ordenligt. Det sendte ekstremt dårlige sinaler til dommerne.

I morgen fik vi afvide hvilken af dommerne der skulle være vores. Der var fire kategorier: Grupper, teenagere, 20-30 årige og 30+. Jeg ville selvfølgelig være i teenagerkategorien. Der var andre deltagere i alderen tretten til nitten. Det var som altid den kategori de bedste var i, og derfor var konkurrencen ekstra hård i min kategori.

Jeg håbede på at det blev Demi jeg fik som mentor, fordi jeg så virkelig meget op til hende. Jeg havde en enorm respekt for alt det hun havde været igennem og den måde hun alligevel holdt hovedet højt. Det var virkelig noget jeg havde respekt for. Jeg vidste jo godt at man langt fra kunne forvente at alle kunne lide en, så jeg var også forberedt på at få noget hate. Specielt fra dem der var røget ud, og syntes de var bedre end mig. Et andet ord for det, ville være jalousi. Jeg håbede ikke at jeg ville få meget af det, for selvom jeg normalt var nogenlunde god til at tackle sådan noget, så kunne man sagtens have en dårlig dag hvor man tager alt til sig.

Jeg stod for mig selv i et hjørne og lod tankerne fare, mens jeg kastede et lykkeligt blik rundt i lokalet. Det var tydeligt at alle var langt mere glade for at være gået videre denne gang, end de andre gange. Det svarede jo egentlig bare til at alt ens nervøsitet bliv lavet om til den glæde man følte ligenu. Selvfølgelig ville den være blevet lavet om til skuffelse og sorg, hvis man var røget ud. Det var dog heldigvis ikke sket, for nogen af os i dette rum. Det siger vel sig selv, eftersom vi ikke ville få lov til at gå direkte ud til de andre, før der var gået noget tid.

 

***

 

Alle deltagerne havde nu fået besked om, om de var gået videre. Til min store glæde var både Mel og Will også gået videre. Det var fantastisk, selvom det betød at jeg allerede havde to enormt dygtige konkurrenter. De fleste af de andre, vidste jeg ikke helt hvem var, men det kunne jeg jo lave om på, senere. Ligenu ville jeg bare gerne hjem, og ringe til min mor. Det var virkelig dejligt at jeg ville kunne få lov til at tage et par fridage, hvor jeg eventuelt kunne få besøg af familie og venner, inden vi skulle videre med konkurrencen.

Allerede senere i aften, ville jeg finde ud af hvilken af dommerne der blev min mentor. Simon Cowell var også virkelig dygtig, og med et blik på One Direction kunne man nemt se hvor god han var til at udvikle stjerner. Taylor og Harry var da sikkert også dygtige, men de andre to havde meget mere erfaring i at være dommere og at guide andre. Dog var jeg ikke i tvivl om at både Harry og Taylors deltagere ville nå langt, uanset hvem det var de endte med at have. Jeg vidste egentlig ikke helt hvordan jeg ville reagere, hvis jeg endte med at få Harry som mentor. Jeg ville nok have brug for lige at lade det sive ind.

 

***

 

Elevatoren sagde den sædvanlige ’pling’ lyd da den stoppede ved min etage. Jeg fik sagt et hurtigt farvel til Will, som jeg havde fulgtes med hjem, inden vi gik i hver sin retning. Begge med kurs mod en dejlig, og forhåbentlig lang, nattesøvn. Jeg var endnu en gang virkelig udmattet, jeg havde en tendens til at skyde skylden på alt nervøsiteten. Tankerne om min dyne fik mig næsten til at falde i søvn midt på gangen. I det mindste indtil jeg kom i tanke om et jeg jo skulle et smut hen og møde min dommer, for første gang ansigt til ansigt. Selvfølgelig medmindre det var Harry, ham havde jeg allerede set en smule for meget til. Selvom det virkelig ikke burde bekymre mig, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på om han havde været i seng med andre piger end mig. Det var jo langt fra en hemmelighed at drengen var meget pigeglad. Jeg var jo slet ikke i et forhold med ham, langt fra, så jeg kunne jo være totalt ligeglad med ham. Især når det kom til det emne.

Mine fødder fortsatte hen mod mit værelse, hvor den lille lås ved siden af døren lyste grønt, da jeg låste op. Døren gik op med den, efterhånden, velkendte knirkende lyd. Det var næsten blevet som mit andet hjem, det har værelse. Alligevel savnede jeg dog min egen seng, noget så forfærdeligt. Jeg havde fået fortalt at jeg skulle være på værelse nummer 476, præcis klokken ni. Det ville sige at jeg skulle være der om en halv time. Great, jeg havde virkelig ikke tid til at snuppe bare en lille lur. Selvom jeg langtfra kunne tillade mig at klage over noget, kunne jeg ikke lade være med at være en smule muggen da jeg tøffede rundt på værelset.

Jeg skulle jo ikke noget specielt, så jeg skiftede min tynde cardigan ud med en stor, dejlig hættetrøje. Der var ingen grund til at gøre alt muligt ud af mig selv, min mentor kunne ligeså godt finde ud af hvem jeg var med det samme.

 

***

 

Vi stod alle og talte lavmeldt, men begejstret, med hinanden på værelset. Vi havde forsøgt at gætte hvem det var, og selvom nogle af pigerne mente af de havde hørt Taylor snakke om det var os hun skulle havde, så havde vi ingen idé om det endnu.

Håndtaget blev trykket langsomt ned, og al snak forstummede. Det var som om vi alle holdt vejret, mens vi ventede. Døren åbnede sig langsomt, og ind kom ingen anden end Harry Styles. Jeg følte min kæbe skrave hen ad gulvet, da jeg måbede. Mine øjne var uden tvivl større end hundene fra Fyrtøjets. Det sagde altså ikke så lidt. Jeg mærkede en hånd om min kæbe, der forsigtigt lukkede munden på mig. Jeg rystede på hovedet, for at komme til mig selv igen. Hvordan, af alle de fire muligheder der var, endte det med at blive ham? Det var så unfair, at jeg ikke fik en af de andre. Den dreng tænkte med det han havde i bukserne, og det var langtfra et kompliment! Han smilte stort og charmerende til os alle. Selv et par af drengene fangirlede en smule over ham. Will deltog for sjov i det, men stoppede hurtigt igen, da han så mit ansigtsudtryk. ”Hvad er der galt Sunshine?” spurgte han. Jeg skulle til at stikke ham en spydig kommentar om, om han dog ikke kunne se hvor anti-begejstret jeg var for vores mentor. Mentor er egentlig et sjovt ord, det minder mig om mentos. Mentos er gud! Specielt de gule og orange. Jeg kunne ikke lide lakrids, og ja jeg vidste godt at det var underligt, fordi alle åbenbart elskede det. Det havde jeg hørt på at alle sagde gennem hele mit liv. Jeg var ret sikker på at den var fesen ind nu. ”Ikke så meget. Jeg havde vel bare håbet på en af de andre dommere,” svarede jeg til sidst.

Harry gik hele værelset rundt, for at sige hej til alle. Will og jeg havde trukket os tilbage, og stod nu helt ovre i det ene hjørne. Vi måtte virkelig se ensomme ud. Jeg orkede bare virkelig ikke Krølle ligenu. Jeg vidste godt at jeg virkede utroligt dobbeltmoralsk lige nu, men uanset hvor mange gange han havde været i mine tanker de sidste par dage, så var jeg træt og gad ikke hans flirteri nu. Han kunne da bare charmere sig ind på en af de andre piger. Lige i dag, og kun i dag, var jeg totalt ligeglad med hvad knægten fortog sig. Han var trodsalt bare en dreng, og sådan nogle havde jeg mødt før.

Til sidst kom han dog desværre alligevel over til Will og mig. Efter et dybt suk, krammede jeg ham igen, efter at han havde krammet mig i et stykke tid hvor jeg bare stod stille. Jeg vidste godt at jeg burde behandle ham bedre, specielt nu hvor jeg risikerede at skulle tilbringe to-tre måneder med ham. Alt efter hvor langt jeg ville komme. Jeg var nok også en smule bange for at han ville tænke på vores hede øjeblikke, når han traf sine beslutninger. Det kunne både være til min fordel, og omvendt. Selv hvis det var til min fordel, ville jeg foretrække at det var fordi jeg havde talent jeg gik videre og ikke af andre grunde. Det ville virkeligt være unfair over for alle de andre.

Jeg sendte ham et træt smil, som han besvarede med et kækt blink med øjet. Argh, så smut dog Krølle. Jeg burde virkelig give ham et bedre og mere originalt øgenavn. Et eller andet ondt. Mwurhahaha, det ville være sjovt. Som i virkelig sjovt, for så kunne jeg kalde ham det i offentligheden og så ville hverken han eller nogen andre vide hvad jeg snakkede om. Jeg var og blev genial. Basta pasta, med kødsovs. Masser af kødsovs. Kødsovs var godt, okay?

Jeg var den første der forlod værelset, da vi fik tilladelse til at gå. Jeg var ved at blive sindssyg. Harry tog simpelthen ikke et nej for et nej. Jeg havde hele aftenen forsøgt at komme med hentydninger til at han skulle smutte. Enten var drengen ualmindeligt tungnem, eller også var han totalt ligeglad. Jeg ville nok sætte mine penge på det sidste. Godt nok var han irriterende, men han var ikke direkte dum.

Det var så grunden til at jeg nærmest styrtede væk fra ham, så snart jeg fik chancen. Jeg havde fået hilst på de fem andre deltagere. Altså, vi var otte i alt, men jeg kendte jo allerede Mel og Will. Der var en enkelt dreng udover Will. Han hed Jakob, og virkede lidt for ambitiøs. Sådan en der bare arbejdede og arbejdede hele tiden. Der var ingen tvivl om at han virkelig kæmpede for det her, men nogle gang hang talent og slid ikke sammen. Der var jo så fire piger tilbage. En af dem var virkelig genert og var tydeligvis utryg ved hele situationen. De tre andre var snobbede, hele bundet. Den ene af dem troede hun ejede verden, og de to andre var hendes tjenere. Jeg kunne ikke fordrage dem, og jeg var virkeligt glad for at de var lykkedes mig ikke at møde dem før nu.

Jeg havde fundet det ret sjovt at Mel var den eneste af os der ikke var fra Europa. Hun var jo fra U.S.A. Jeg havde også fået en lang snak med Mel om hendes hjemby, Chicago, som hun kunne snakke i timer om. Jeg slap dog med omkring et kvarter. Det var alligevel nok til at kede mig halvt ihjel. Det første fem minutter var utroligt interessante, men så forsvandt min interesse ligeså stille.

Det havde så efterladt mig med Harry endnu engang, eftersom Will var blevet hængende ovre ved Mel. Det var også der det gik op for mig, hvor nuttet et par de to egentlig ville være! Selvom det ville betyde at jeg ville blive Palle alene i verden, ønskede jeg at de fandt sammen på et tidspunkt. Dog kendte jeg dem begge godt nok til at vide, at ingen af dem var nogle der ville forelske sig efter de to dage de havde kendt hinanden i. Selvfølgelig ville jeg stadig have Harry at være sammen med, men ligenu ville jeg hellere være sammen med en død fisk, end ham.

Jeg ved ikke om I kan mærke at jeg var en smule træt af Harry? Og tja, bare træt i det hele taget. Endnu en grund til at det var fantastisk at der gik nogle dage, inden vi skulle videre til judges houses. Jeg kom til at tænke på hvor henne i verden vi ville ende, når vi skulle til Harrys hus. Jeg var ret sikker på at hans hus bare lå et sted i London, så vi skulle desværre ikke så langt væk som de andre.

Jeg havde i mellemtiden fundet ud af at Simon havde fået 30+, Demi havde fået grupperne og Taylor havde fået de 20-30 årige. Jeg var næsten overrasket over at Simon ikke havde fået grupperne han havde stort set altid held, eller var det uheld, med at få dem. Det var da gået meget godt for ham indtil videre!

 

***

 

Da jeg lå i min seng den nat, kunne jeg ikke lade være med endnu en gang at tænke på alt det der allerede var sket for mig. Det var jo helt vildt. Og jeg kunne ikke vente med at endnu mere snart skulle ske. Mine øjenlåg blev tunge og faldt til sidst helt i.

______________________________________________________________________________

A/N:

Hej igen!

Husk at like, kommentere o.s.v.

VI SEEES :D

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...