So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15483Visninger
AA

8. Kapitel 7.

 

Jeg vendte mit ansigt mod Mel, og kiggede hende ind i øjnene. Selvom hun ikke sagde noget, vidste jeg hun havde følt alle omgivelserne på samme måde som jeg havde. Det var utroligt hvor anderledes det her var. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, det var virkelig underligt at være sammen med nogle der havde samme drøm som man selv havde. Vi stod roligt ved siden af hinanden et stykke tid, inden en mand kom hen og hentede os.

Vi fulgte efter ham, og ente ved kanten af scenen. Jeg lagde forsigtigt mine arme om Mel, og trak hende ind i et tæt kram. ”Held og lykke, Mel,” sagde jeg. ”Lige over over, stump, ” svarede hun.  Endnu en ting jeg havde fundet ud om Mel, var at hun virkelig nød at drille mig med at jeg var yngre end hende. Jeg lavede en irriteret grimasse af hende, som gengæld. Vi var virkelig barnlige, men på den anden side ville alt andet være kedeligt!

Der kom en af scenefolkene og førte Mel om på den anden side af scenen. Vi skulle nemlig komme ind fra hver sin side af scenen. Der kom en fra crewet og lagde en hånd på min skulder. Da han havde talt ned fra fem, skubbede han mig ind på scenen. På den anden side af scenen, kunne jeg se Mel blive skubbet ind. Med faste og beslutsomme skridt, gik jeg ind på scenen. Det samme gjorde Mel. Jeg sendte hende et anstrengt smil. Det var nu det var alvor. Selv hvis en af os var gode nok til at gå videre, var der meget lille chance for at vi begge to ville gå videre. Det var virkelig irriterende.

Mit blik vandrede hen over dommerne, idet jeg forsøgte at læse deres humør. De så forventende ud, men lignede virkelig også nogle der trængte til at høre noget ordenligt. Jeg håbede virkelig at vi var gode nok til at få dem til at smile igen. Gerne et smil der ville holde resten af dagen, selvom der vidst skulle ret meget til for at det ville ske. Det her var en af de optrædener hvor dommerne ikke ville sige et eneste ord. De ville måske smile til en, men de måtte ikke sige et ord. Endnu en grund til at det her virkelig gjorde alle nervøse.

Mel’s skrøbelige stemme kunne tydeligt høres i den ellers stille hal. Eller melodien var der jo også, men det var hendes stemme jeg fokuserede på. Jeg skulle jo følge med i hvornår det var min tur. Hun holdt tonerne helt rigtigt og jeg kunne faktisk ikke lade være med at føle mig en smule stolt. Hun havde flere gange haft store problemer med at ramme nogle af tonerne, så det at hver eneste af dem var perfekte var virkelig fantastisk! Jeg trådte et skridt frem på scenen, idet jeg begyndte at synge. Jeg rynkede koncentreret panden, men efter et par linjer blev jeg mere selvsikker og gav til sidst helt slip på mig selv. Jeg levede mig virkelig ind i den sang, fordi den betød en hel del for mig. Derudover var den også utroligt smuk, så den fortjente at man havde respekt for den. ”It will rain…” sang jeg, og afsluttede dermed vores optræden.

”Tak, piger,” sagde Harry. Vi nikkede begge med et smil, mit noget mere anstrengt end hendes, inden vi gik ud fra scenen. Da vi kom ud fra scenen gik vi begge hen og afleverede mikrofonerne til de næste deltagere. Hvis man sammenlignede deres nervøsitet med vores, lignede de ærligtalt nogle små hunde der var udenfor første gang.  Vi fulgtes ad ud til de andre deltagere igen. Som altid provokerede vi dem lige, ved at sende dem et overlegent og overskudsrigt smil. Den virkede hver eneste gang. Vi kunne endda høre et par enkelt irriterede suk og støn rundt omkring. Jeg blinkede for sjov til Will, da jeg passerede ham. Det plejede egentlig at være ham jeg gjorde det her med, og ikke Mel. Jeg savnede Will en smule, fordi vi begge havde haft så travlt med at øve, men det måtte vi jo ændre på hvis vi begge gik videre til judges houses.

Mel og jeg skiltes ved lobbyen i hotellet. Vi gik i hver vores retning, hun mod hendes værelse og jeg mod mit. Den dumpe lyd af mine skridt fyldte mine ører, da jeg gik hen ad gangene. Mine hænder gled fra mine bukselommer og op i mine jakkelommer i stedet for at tage nøglekortet frem. Et lille grønt lys tændtes, da jeg låste op. Min jakke blev smidt på gulvet, det samme med mine sko. Jeg fortsatte ind i soveværelset, hvor jeg satte mig på min seng.

Der var sket virkelig meget, både i dag men også de andre dage, som jeg slet ikke havde haft tid til at tilpasse mig. Det hele var så nyt og anderledes for mig. Selvom jeg elskede det, kunne jeg ikke lade være med at længes efter mine venner og familien derhjemme. Jeg havde bare ikke tiden til at snakke med dem alle sammen, selvom jeg virkelig gerne ville. Det blev højest til et par sms’er til mine veninder og nogle opkald til mine forældre og brødre. Det var virkeligt frustrerende, når jeg var vand til at snakke med så mange af mine venner hver eneste dag. Nu var jeg heldig hvis jeg kunne nå at snakke med en af dem hver anden dag. Inderst inde var jeg faktisk begyndt at tvivle en lille smule på om det her virkelig var det hele værd. Dog blev den tanke hurtigt smidt væk igen. Selvom mine venner betød meget for mig, så var det her virkeligt også vigtigt for mig. Det var jo ikke fordi jeg ville glemme dem, til fordel for en eller anden kendt person, var det? Jeg håbede virkeligt ikke at jeg nogensinde skulle være sådan. Med spredte arme, lagde jeg mig ned og lod mine øjne falde tungt i.

 

***

 

Mine øjenlåg glippede et par gange, inden jeg slog dem op. Der gik endnu fem minutter inden min, stadig trætte, hjerne registrerede at jeg var blevet vækket af en der bankede på døren. Med sløve skridt, gik jeg over mod døren. Jeg var stadig fuldt klædt på, men jeg havde en fornemmelse af at mit hår lignede en høstak.

Døren knirkede svagt, på den der hyggelige måde, da jeg åbnede den. Foran mig stod Will og smilede friskt. Jeg havde en underlig lyst til at slå ham i gulvet, for at være så frisk, når jeg følte mig som en død fisk. Fed sammenligning! Uanset hvordan jeg ser ud, ville jeg da foretrække at blive sammenlignet med stort set alt andet end en død fisk!

”Hej Will,” sagde jeg træt. Min stemme var virkeligt hæs, hvilket nok havde noget at gøre med at jeg havde sunget ekstremt meget på det sidste. I hvert fald i forhold til hvad jeg normalt gjorde. ”Hej Sunshine!” svarede han, med et drillende smil på læben. Jeg kunne seriøst kværke ham! Dog nøjedes jeg med at sende ham et dræberblik, inden han fortsatte. ”Jeg ville bare sige at du skal være i lobbyen om et kvarter, fordi vi skal over i hallen og høre hvem der er gået videre,” sagde han. Jeg nikkede bare kort, inden jeg smækkede døren i, i hovedet på ham. Det virkede til at han havde forstået min besked, for jeg kunne med det samme høre hans dæmpede skridt på vej væk.

Jeg småløb tilbage til mit soveværelse, for at hive min kuffert frem. Jeg havde afgjort ikke tid til et bad, så jeg måtte vel bare tage noget deodorant på? Det kunne jeg jo blive nødt til. Jeg hev en af mine ynglings T-Shirts frem, og et par hullede jeans, inden jeg styrtede ud på badeværelset for at gøre mig klar. Med vante bevægelser, satte jeg mit hår op i en pjusket knold. Derefter hoppede jeg, hurtigt som en ninja, i mit tøj. Med et tryk på flasken, fik jeg en smule deodorant på. Lynlåsen på min make-uppung drillede, da jeg ville åbne den. Til sidst fik jeg den dog op, så jeg kunne tage min mascara ud. Et par tynde lag blev lagt på, og så var jeg klar til at gå.

Jeg smed en jakke over mine skuldre, inden jeg løb ud af døren. Jeg var ret sikker på at jeg var sent på den, så jeg løb hele vejen ned til lobbyen. Til mit held nåede jeg det lige, de andre var ved at gå udenfor til busserne da jeg kom derned. Dermed kunne jeg blande mig ind i mængden for en stund, og bare følge strømmen udenfor.

 

***

 

Der lugtede slemt af sved og gamle mennesker i bussen, da vi kørte afsted. Jeg kunne allerede nu, ikke lade være med at længes efter den friske luft der ventede på os udenfor. Den sædvanlige lyd af summende stemmer, var fuldstændig forsvundet nu. Der var intet spor af den, normalt, spændte og nysgerrige stemning. Den var blevet erstattet af en anspændt stemning, der var fuld af panik. Ingen var sikre, og det vidste alle. De andre gange kunne man gætte sig nogenlunde til om man havde en chance, udfra dommernes kommentarer, om man var gået videre. Denne gang var der ingen der vidste noget. Jeg kunne også selv tydeligt mærke nervøsiteten, selvom jeg ellers normalt var nogenlunde rolig. Jeg håbede på at den ville lægge sig, når vi nåede frem.

 

***

 

Den friske luft slog mig i hovedet, da jeg trådte ud af bussen. Vinden fik mit hår til at blafre omkring mit ansigt. Der var blevet halvmørkt udenfor, så jeg kunne kun svagt skimte de andre deltagere. Månen lyste klart fra himlen over os, og de første stjerner kunne svagt ses på aftenhimlen. Det var halvkoldt udenfor, så jeg trak min jakke en smule tættere om mig. Vi fulgtes ad, alle sammen indenfor. Da vi kom indenfor, smed man sig rundt omkring i stole og på gulvet. Alle ville gerne nå at slappe lidt af, for at fjerne nervøsiteten, inden vi skulle ind foran dommerne.

Jeg fandt hurtigt Will, som jeg så satte mig sammen med. Vi sad nu og diskuterede halvt med hinanden. Vi var begge sikre på at den anden af os gik videre, men ret usikre på os selv. Jeg var ærlig talt rimeligt fraværende, da mine tanker lå på alt andet end vores samtale lige nu. Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg udelukkende tænkte på hvordan jeg ville klare mig, men det ville være løgn. I stedet blev en krølhåret person ved med at svæve ind og ud af mine tanker. Det drev mig til vanvid, at jeg ikke kunne holde mine tanker på det væsentlige.

 

***

 

Vi stod nu i den gruppe vi skulle ind på scenen i. Vi var de næste til at få vores skæbne afvide. Vi ville ikke komme tilbage til de andre deltagere. Hvis vi gik videre, skulle vi ud af en dør, mens det var en helt anden hvis vi ikke gik videre. Først når alle havde fået deres skæbne afsløret, kunne vi tage tilbage til hotellet.

Vi gik samlet ind på scenen, hvor vi stillede os op skulder om skulder. Demi åbnede munden og tog mikrofonen op foran sig. ”Lad mig ikke pine jer længere. I er videre!” Glæden eksploderede inden i mig. Jeg kunne ikke tænke på andet end det. JEG VAR GÅET VIDERE!

Vi gik alle grinende og storsmilende ud fra scenen, og ind i rummet ved siden af. Latteren og glædesudbryd hørtes fra hvert et hjørne. Der var ingen tvivl om at vi var glade alle sammen. Det var virkelig stort at nå hertil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...