So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15496Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 

Jeg vågnede omkring klokken ni, ved at der var en der bankede på min dør. Rettelse, der var en der lavede ’knock knock knock Penny’ på min dør. Mit gæt var at det var Mel, der kom for at øve. Da jeg åbnede døren var det første jeg så da også Mel, med et kæmpe smil på læberne. Typisk hende! Selvom jeg ikke havde kendt hende ret længe, havde jeg allerede fundet ud af at hun, ligesom mig, altid var glad og en smule hyper. Lige en jeg kunne blive venner med, weee.

Hun nærmest hoppede ind i armene på mig, så snart jeg havde sagt hej til hende. Hun var ligeså overgearet nu, som altid. Vi gik sammen ind og satte os på min seng. Vi nåede ikke at sidde der ret længe, før Mel begyndte at gå frem og tilbage i stedet for at sidde ved siden af mig. Det var tydeligvis af ren nervøsitet, hun gjorde det. ”Rolig nu Mel,” mumlede jeg beroligende til hende. Det virkede dog ikke som om det havde den mindste effekt på hende. Med et irriteret suk, fandt jeg min tekst frem. ”Skal vi komme i gang?” spurgte jeg stille om. Mel kom med et lille nik, inden hun foldede sine ark ud.

Mel’s sarte sangstemme lød ud i rummet. Jeg havde allerede i går foreslået hende at synge en smule kraftigere. Hun havde dog ikke valgt at høre efter, og gøre noget ved det. Da det blev min tur til at synge, valgte jeg dog at lytte til mit eget råd. ”Cause there’ll be no sunlight, if I lose you baby. There’ll be no clear skies if I lose you baby. Just like the clouds, my eyes will do the same. If you walk away everyday it will rain.”

Den sidste tone lavede de perfekte bølger i forskellige toner, præcis som jeg havde øvet det. Jeg havde ubevidst lukket øjnene i, da jeg sang, så jeg åbnede dem hurtigt igen da jeg var færdig. Mel stod og kiggede på mig med et stort smil. Jeg smilede lige så stort tilbage. ”Det her bliver så godt Mel,” sagde jeg begejstret. Vi havde øvet så godt vi nu kunne efter min mening. Så måtte vi se hvad dommerne ville sige til det.

 

***

 

Jeg var nu på vej ned til Will’s værelse. Jeg glædede mig til at se om han stadig var her. En lille klump af angst og bekymring på hans vegne, begyndte at forme sig i min mave. Det kunne godt være at vi havde mødt hinanden for lidt over en uge siden, men vi var allerede ret tætte venner. Vi havde skrevet en hel del sammen og sådan. Den velkendte, mørke, trædør kom til syne længere nede ad gangen.

Med faste skridt, fortsatte jeg mod den. Det burde ikke være så svært, han var jo dansk ligesom mig, så vi kunne nemt holde konktakten. I modsætning til mig og Mel, når den ene eller begge to røg ud, ville det være ret svært. Delvist på grund af tidsforskellen, som gjorde at en af os skulle blive oppe til omkring midnat, hvis vi ville skype med hinanden. Det pissede mig af, men der var intet jeg kunne gøre ved det, desværre.

Mine tre lette bank, indikerede at jeg var fremme. Der var ingen vej tilbage nu, medmindre jeg havde tænkt mig at spurte væk fra døren. Efter lidt ventetid, kunne jeg høre skridt på den anden side af døren. Altså var en eller anden på vej her hen. Forhåbentlig for at åbne den og lukke mig ind.

Døren blev åbnet på klem, og en dreng på omkring tyve stak sit hoved ud. ”Halløj med dig,” grinte han, mens hun kiggede ned på mig. Det kunne godt være at jeg ikke var en giraf, men jeg var altså ikke lav! ”Jeg ville bare besøge William? Hvis han altså stadig er her,” sagde jeg, lettere nervøst. Det skulle nok gå.  Dyb indånding, Valentine. Det er bare en dreng. Drengen fra døren nikkede kort, inden han åbnede munden. ”Han er herinde, vil du med ind?” Spurgte han. Woaw, kunne han også være høflig? Det var nok bare fordi han havde fundet ud af at jeg kendte Will. Will virkede også ret beskyttende omkring sine søstre, så det var egentlig ingen overraskelse at Dørdrengen frygtede ham. Haha, jeg havde lige døbt drengen der åbnede, Dørdrengen. Genialt.

Jeg trådte et skridt forbi Dørdrengen, og gik videre ind på værelset. En enorm hørm af forskellige mandeparfumer og aftershaves mødte mig. Det var lige før man besvimede af den lugt, og jeg var altså ikke specielt sart normalt. Efter at rynket endnu en gang på næsen, kastede jeg et blik på de enorme bunker af tøj og affald de tre drenge havde smidt rundt omkring sig. Det var ikke det helt store at der var ryddet. Mit værelse var da heller ikke ligefrem ryddeligt efter de andre var rykket ud. Da de stadig var her, var der rimelig pænt, da de ikke kunne lide rod. Mental hovedrysten af dem. Der var da intet galt med en smule rod hist og her!

Et par stærke, og alligevel bløde, arme blev lagt omkring mine skuldre. Ud fra duften kunne jeg nemt gætte mig til at det bare var Will. Jeg lænede mit hoved lidt bagud, så jeg kunne sende ham et smil. Hans greb løsnedes en smule, for til sidst at give helt slip på mig. Han tog dog hurtigt fat i min arm, og trak mig afsted mod mit eget værelse igen.

Jeg rystede hans arm af mig, og satte i løb. Vi havde flere gange fået streng besked på at vi ikke måtte løbe indenfor. Alligevel løb vi nu, side om side, skraldgrinende gennem hele hotellet, eftersom mit værelse lå i den anden ende af det.

Vi skubbede forpustede til hinanden, i vores kamp om at være den første der kom ind. Som de fleste af jer nok havde forventet, var han klart stærkere end jeg. Noget der irriterede mig grænseløst. Da han havde fået sin enorme bagdel med sig ind på mit værelse, trådte jeg elegant efter ham. Eller elegant, og elegant. En flodhest ville nok være mere elegant end jeg nogensinde ville blive. Jeg var virkelig dårlig til at være piget. Jeg kunne da godt gå i høje hæle og sådan, men det var virkelig ikke noget jeg gjorde frivilligt.

Hvis blikke kunne dræbe, havde Will været død i det øjeblik jeg trådte ind i mit soveværelse. Idioten havde smidt sig i MIN seng, med sko på og det hele. Han havde, på højest fem minutter, formået at gøre et rodet værelse endnu mere rodet. Fantastisk! Kan I føle ironien her? Tving mig ikke til at uddybe den endnu en gang!

”Will, let din fede røv fra min seng, eller jeg skal personligt få dig til aldrig nogensinde at turde snakke til mig!” Min truende stemme var desværre langt fra nok til at han ville rykke sig foreløbig. Faktisk lagde han bare hovedet bagover og begyndte at grine hysterisk. Sjovt, jeg troede kun det var piger der kunne grine som han gjorde det der. I skulle seriøst have hørt det! Hvert andet grin var et grynt. Jeg var ved at kvæles i mit eget grin, udelukkende fordi han ikke kunne grine uden at lyde som en gris der havde slugt en grib. Der var noget alvorligt galt med den knægt.

Da vi var faldet til ro igen, satte han sig op og smilede uskyldigt til mig. Jeg himlede med øjnene af ham, inden jeg satte mig på sengen overfor den han sad på. ”Vas’ Happening? Er du klar til senere i dag?” spurgte jeg, med mit sædvanlige hyper humør. ”Jeg er vel nogenlunde klar. Man kan ikke undgå at blive nervøs,” svarede han. Selvom hans stemme lød begejstret, var nervøsiteten ikke til at skjule for nogen. Jeg nikkede fraværende til ham.

Mine tanker var et helt andet sted. Et sted som de i den grad ikke burde være. Nemlig hos en krølhåret fyr, ved navn Harry Styles. Det var umuligt at jeg havde fået følelser for ham allerede. Jeg kendte ham ikke. Måske et lille chrush, for come on han var da hot. Men heller ikke mere end det. Det var jo heller ikke fordi mit hjerte bankede hårdt omkring ham eller noget. Jeg nød bare at være sammen med ham, som venner, og tænkte måske en smule for meget på ham. Der var da intet der. Altså lige udover det fact at vi havde haft sex. Med hinanden. For et par dage siden. Det måtte under ingen omstændigheder komme ud, det var en ting der blev mellem Krølle og mig.

”Hvad, er du der Julie?” Med et desorienteret blik, og uendelig dumt ansigtsudtryk, kiggede jeg over mod Will. At dømme udfra hans smørrede grin, havde han prøvet flere gange på at få kontakt til mig. ”Huh?” Intelligent svar Julie! Det må jeg give dig. Så vidt jeg husker, var det ikke engang første gang jeg havde sagt det til ham. Jeg virkede jo dummere end en død odder. Oddere var forresten vildt seje! Men ikke ligeså seje som søheste!

Endnu en gang forsvandt jeg fra virkeligheden. ”Jeg ville bare sige at jeg smutter igen nu. Du er jo helt væk,” sagde han grinende. Jeg daskede drillende til hans skulder, inden jeg fulgte ham ud til døren. Jeg skulle jo være sikker på at han ikke ville fare vild på vejen ud til gangen.

 

***

 

Det var efterhånden begyndt at blive mørkt udenfor. Klokken var lidt i seks, og jeg bevægede mig afsted mod lobbyen. Jeg var hoppet i et par jeans, en tilfældig T-Shirt og en hættetrøje. Jeg havde da lært lidt af bootcampen, hvor jeg havde siddet med et tæppe og frosset. Det ville jeg helst ikke lade ske igen.

Lobbyen var næsten fyldt til randen med nervøse deltagere. Angsten stod næsten malet i flere af deres ansigter. Et par af dem lavede store øjne, da jeg som altid, viste mit enorme overskud. Egentlig var jeg ligeså nervøs som de fleste af de andre, jeg havde bare lært at det var bedre at skjule det, da det beroligede de andre en smule. Jeg ville jo nødig gøre dem endnu mere nervøse.

Vi blev proppet ind i nogle busser, og så kørte vi afsted. Jeg var langt fra sikker på om det her var lovligt, men egentlig var jeg ligeglad. Vi skulle jo ikke køre særlig langt.

 

***

 

Vi var nu ankommet til stedet hvor vi skulle synge igen. Det var det samme sted som sidst. Det var bare en eller anden tilfældig hal, vi havde fået lov at låne. Forskellen mellem sidst og nu var at vi denne gang ikke måtte høre hinanden. Ergo havde vi ingen idé om hvor godt de andre ville have sunget.

Jeg gik rundt og ledte efter Mel. Jeg kunne simpelthen ikke finde hende, og det var noget af et problem. Vi skulle nemlig holde os sammen i de grupper vi skulle synge i.

Endelig, efter ti minutters intens søgen, fik jeg øje på hende. Jeg gik med faste skridt over mod hende. ”Mel! Jeg har ledt efter dig! Det er snart os!” sagde jeg, lettere panisk til hende. Hun nikkede hurtigt, og så begav vi os afsted mod de dele af crewet der stod for at sende folk ind bag scenen. Da vi fortalte hvem vi var, lukkede hun os ind. Inde bagved var stemningen en helt anden end hvor vi kom fra. Luften omkring os var anspændt, og enhver deltager, ung som gammel, var ekstremt nervøse.

 

 

 

________________________________________________________________________________

A/N:

UNDSKYYYLD For det korte kapitel. Jeg er så ked af det :( Det næste skal jeg nok skriver ekstra lang til jer :D

 

Husk at like, kommentere og sætte på favorit :P

 

Ses!

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...