So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15595Visninger
AA

6. Kapitel 5.

 

 

Vi sad nu, alle deltagerne, rundt omkring på den scene hvor vi en efter en skulle synge den sang vi havde forberedt til i dag. Efterhånden som flere og flere havde sunget begyndte jeg at blive en smule nervøs. Hvad nu hvis den sang jeg havde valgt, ikke var udfordrende nok for min stemme? Eller jeg sang falsk? Nogle af dem der havde sunget, havde virkelig været gode!

Uanset hvor nervøs jeg var, vidste jeg jo godt at jeg havde øvet mig alt det jeg kunne uden at blive hæs. Jeg vidste godt at jeg inderst inde var hundrede procent tilfreds med den sang jeg havde valgt, fordi den afspejlede så meget af mit liv. Måske var det ikke den mest stemmeudfordrende sang, men de havde sagt at de ville have en sang som betød noget for os og det gjorde den her. Så måtte jeg bare vente og se hvad de sagde til det. Selvom jeg var godt nervøs nu, var jeg sikkert på at det kun ville blive værre når jeg havde optrådt og ventede på at få afvide om jeg var videre eller ej.

”Den næste der skal synge er… Julie Valentine,” sagde Simon nede fra bordet af. Jeg stivnede kort, inde jeg lukkede mine øjne og tog en dyb indånding. Jeg kom op og stå, inden jeg gik hen til midten af scenen, hvor jeg skulle synge. Tonerne til ’You’re Not Sorry’ strømmede ud gennem højtalerne. Jeg løftede mikrofonen op foran min mund og lod min stemme omfavne hver eneste person i lokalet. Alt nervøsiteten forsvandt som dug for solen, og jeg følte mig utroligt selvsikker i det øjeblik.

Jeg holdte den sidste tone præcis som jeg havde øvet det, åbnede mine øjne og kastede et blik på dommerne. Bevidst undgik jeg at kigge på Harry. Vi havde allerede set mere end rigeligt til hinanden på det seneste. Mit gæt var at det var gået godt, eftersom de alle fire sad med et smil på læberne. Demi havde endda en tåre løbende ned af kinden. ”Man kunne godt høre at den sang betød meget for dig. Man kunne næsten føle din smerte, da du sang,” sagde Demi. Det var jo det der var meningen med at synge, man skulle vise hvordan man havde det. Udtrykke sig gennem sin sang, og det var, ifølge Demi, det jeg havde formået at gøre. Det var jo fantastisk. Jeg nikkede bare med et smil, og et lavt ”tak”, inden jeg gav mikrofonen til den næste deltager. Han så også virkelig nervøs ud, det var meget værre end hvad jeg havde følt tidligere.

 

***

 

Den sidste deltager havde lige sunget, og vi alle sammen ved at komme op og stå igen (skal på ingen måde misforstås). Jeg havde da fundet ud af at både Marie og Angelina kunne synge, men efter min mening var de ikke ligefrem nogle man ville kunne huske i morgen. Der var intet specielt over dem, hvilket var synd, for de var enormt søde begge to!

Jeg var stadig ikke helt sikker på hvordan jeg havde klaret mig, men mit gæt var at det faktisk var gået rigtig godt. Ligenu skulle jeg bare tilbage til hotellet, så jeg kunne sove lidt inden vi skulle spise. Efter vi havde spist, ville vi få afvide om vi var gået videre. Det betød at jeg muligvis skulle sige farvel til, enten både Marie og Angelina, eller kun den ene af dem. Altså på den måde, at det også kunne være dem begge to der gik videre og mig der røg ud. Det håbede jeg virkeligt ikke. For selvom jeg kun havde været her i to dage, så elskede jeg allerede stedet. Jeg ville virkeligt gerne blive her et par dage længere. Selv hvis jeg gik videre, skulle jeg endnu en gang imponere, denne gang mod bl.a. amerikanerne, og det ville blive svært.

Jeg fulgtes med Marie og Angelina op på vores værelse. Hele vejen måtte jeg høre på, skiftevis Marie og Angelina, som bekymrede sig om, om de nu gjorde deres bedste. Der gik dog ikke mere end højest to minutter før jeg opgav at høre efter, og bare lukkede af for dem.

Vi nåede hurtigt vores hotelværelse, og endnu en gang fløj jeg nærmest hen til min seng, for at smide mig i den. Dynen var som altid dejlig blød og fantastisk at ligge med. Jeg sparkede min sko af på gulvet, og ignorerede Maries brok over det, inden jeg puttede mig ned i min dyne.

Jeg havde ingen intentioner om rent faktisk at falde i søvn, jeg frøs bare. Der havde nemlig været ret koldt på scenen, og jeg havde ikke ligefrem tænkt på at tage en trøje med til pauserne. Heldigvis havde jeg da fået fat i et tæppe, da vi var nået omkring halvvejs. Det havde hjulpet lidt på min kolde krop. I hvert fald indtil det blev min tur til at optræde. Jeg var jo nødt til at lade tæppet ligge, mens jeg sang. Da jeg så kom tilbage bagefter, havde en eller anden taget det.

Min mobil lyste endnu en gang op, men som alle andre gange orkede jeg simpelthen ikke at tage den. Det var sikkert min mor der ringede for at høre hvordan det gik. Jeg var virkelig udmatter, selvom jeg ikke havde lavet det store. Mit gæt lå på at det var fordi det hele var så nyt og spændende, at jeg brugte alle mine kræfter på at undersøge det hele.

Efter en lang indre kamp, fik jeg bakset mig hen til mit natbord hvor min mobil lå. Da den endnu en gang lyste op, tog jeg den op til øret med et lavt ”Hallo?” ”Hej Julie! Det er bare mor, jeg ville lige høre hvordan det gik?” Man kunne tydeligt høre nysgerrigheden i hendes stemme. ”Hej mor, det gik fint. Vi får jo ikke afvide hvem der er gået videre før efter vi har spist aftensmad,” sagde jeg med en træt stemme. ”Okay skat! Så ringer du vel i aften igen? Vi vil gerne vide om du kommer hjem, selvom vi selvfølgelig håber at du bliver! Jeg skulle også hilse fra de andre,” sagde hun med ekstremt meget energi i stemmen. God, hvordan kunne man undgå at være træt. Jeg var ved at dø. ”Jo, selvfølgelig mor! Så ses vi…” Jeg lagde på, inden jeg smed min mobil tilbage på bordet.

Jeg havde på fornemmelsen at det snart var aftensmadstid, så derfor hoppede jeg i et par sweatpants og en bluse. Det skulle bare være ren afslapning, selvom flere af de andre kom derned og var helt dullet op. Vi skulle jo ikke andet end at have afvide om vi var gået videre, og så selvfølgelig spise først. Mit hår var bare sat op i en afslappet hestehale, så der var heller intet fancy der.

Som altid fulgtes jeg med pigerne ned til restauranten, hvor de fleste allerede sad. Der var ikke ret mange der kunne sidde stille. De fleste sad og bankede i bordet med enten en gaffel eller deres finger. Der var også en del der bare sad og trippede. Jeg fik et par hævede øjenbryn, da jeg bare smilede stort til dem alle, inden jeg gik hen og satte mig ved vores bord.

 

***

 

Vi stod nu sammen i små grupper, på omkring tyve mennesker, mens vi ventede på at få afvide om vi var gået videre. Jeg kunne ærlig talt ikke tænke klart lige nu. Luften var anspændt, og nervøsiteten sitrede i mine fingerspidser. Det var nu jeg begyndte at tænke over alle de små fejl jeg havde lavet. Jeg vidste endnu ikke om de ville komme til at betyde noget, eller om jeg ville gå videre alligevel. Det var ekstremt frustrerende bare at stå dér, uden at vide noget. Jeg tror virkelig ikke at du ville forstå det, medmindre du selv havde stået i situationen. Det var helt vildt.

Jeg hævede min vandflaske op til munden, før jeg tog en tår af den. Jeg var begyndt at blive en smule svimmel, af den varme luft omkring os. Jeg fik pludselig et puf i ryggen, og det gik op for mig at det var tid. Tid til at finde ud af om man var gået videre, eller ej.

Vi trådte ind på scenen, og fordelte os på en lige linje langs kanten. Dog selvfølgelig med afstand, så vi ikke faldt ned. Det ville være utrolig dumt af os. Simon åbnede munden. Alles opmærksom hed rettedes mod ham. Ikke én anden lyd end hans stemme kunne høres i lokalet. ”I er videre. Tillykke!” Sagde han med hans sædvanlige dybe, alvorlige stemme. Glæden eksploderede inden i mig, og alligevel var det som om det ikke rigtigt var gået op for mig endnu. Tænk at jeg var gået videre! Det var så vildt! Vi fik også afvide at vi inden vi gik hjem, skulle gå forbi en mand og få en seddel med navnet på den deltager vi skulle synge en duet med i morgen. Vi skulle derefter finde den person, så vi kunne få øvet til i morgen. Jeg hørte dog kun efter med et halvt øre, for jeg var stadig fulkommen målløs.

Så snart vi var kommet uden for scenen, gik alt i kaos. Alle krammede tilfældige folk, omkring dem. Alle var glade. Da det hele var faldet lidt til ro, gik jeg hen og fik min seddel. Jeg gik lidt væk fra de andre, inden jeg kastede et blik på den. Jeg fik hurtigt øje på navnet. Jeg skulle synge med en pige der hed ’Melissa Wilson’ og var fra Amerika. Fantastisk! Nu skulle jeg bare finde ud af hvilket af værelserne hun boede på.

 

***

 

Jeg stod lige nu uden for Melissa’s dør og ventede på at hun åbnede døren. Jeg overvejede lidt at lave den der ’knock knock knock Penny’ fra The Big Bang Theory, men jeg ville lige give hende lidt længere tid til at åbne. 3…2…1…Okay! Nu gør jeg det altså! Så ser man lige mig være Sheldon! Bank. Bank. Bank. ”Penny?” Bank. Bank. Bank. ”Penny?” Bank. Bank. Bank. ”Penny?” Døren åbnede lige efter jeg havde banket sidste gang. Pigen der stod foran mig hævede et øjenbryn af mig, inden hun begyndte at grine. Yay, hun virkede da okay. Hun lignede også en på min egen alder, så alt var jo perfekt! Hun var ret lav, med pjusket mørkebrunt, næsten sort, hår der var samlet i en fletning i siden. Hendes øjne var grønne og udstrålede venlighed.

”Såeh… Hvad laver du her?” spurgte Melissa, som stadig havde et stort smil over hele ansigtet. ”Det er mig du skal synge en duet med, i morgen! Jeg tænkte vi kunne begynde at øve og vælge en sang nu?” sagde jeg. Melissa nikkede bare. Vi udvekslede hurtigt navne, aldre og hvor vi kom fra. Jeg fandt også ud af at hun var nitten. Altså var hun to år ældre end mig.

Der gik ikke ret lang tid inden vi havde valgt en sang. Efter en lille diskussion var vi blevet enig om at synge ’It Will Rain’ med Bruno Mars. Derefter begyndte vi at øve. Vi aftale at hun skulle synge verset, og at jeg skulle synge omkvædet. Det var vi til gengæld enige om! Hun var allerede blevet godkendt som en af mine venner. Det mindede mig om at jeg også måtte se at komme hen til mit eget værelse. Jeg skulle jo finde ud af om Marie og Angelina stadig var med i konkurrencen! Hvis de var røget ud, ville de allerede være taget hjem. Så skulle jeg bo alene, indtil tirsdag hvor man skulle videre til judges houses hvis man var nået så langt. Ellers skulle man faktisk tage hjem fra hotellet allerede mandag morgen eller søndag aften. Jeg udvekslede et kram med Mel, mit kælenavn til Melissa, inden jeg gik. Jeg havde selvfølgelig husket at give hende nummeret til mit værelse, så hun kunne komme i morgen for at øve videre. Vi skulle heldigvis først synge igen søndag aften eller eftermiddag. Det kom an på om man var nogle af de sidste eller første.

Alle disse forvirrende tanker fløj gennem mit hoved, mens jeg gik ned gennem de tomme gange på hotellet. Selvom jeg vidst havde givet udtryk for mange gang hvor meget jeg elskede min seng, så tror jeg endnu ikke det var lykkedes mig at længes meget efter den. Ny rekord, yay!

Mine fredelige tanker fortsatte indtil, jeg stødte ind i en, der med høj hastighed havde bevæget sig ned af gangene. Det var altså ikke kun mig der var oppe så sent. Hans store krøllede hår sad i uorden som altid. De grønne øjne strålede ikke som de plejede, men så ret udmattede ud. Hans charmerende smil kom dog tilbage i dét øjeblik han så hvem han lige var gået ind i. ”Hej Harry.” Som I nok kunne høre, så havde jeg ikke den store lyst til at snakke med ham ligenu. Faktisk, ville jeg gerne have haft undgået at støde ind i nogen som helst lige nu. Jeg var træt og ville bare i seng, så jeg kunne blive frisk igen. God, jeg sov egentlig meget for tiden! Jeg fik da også sovet en lille smule i eftermiddags. Og en hel del i går!

Inden Harry nåede at svare var jeg allerede fortsat videre ned af gangen og ind af døren til mit værelse. Hverken Marie eller Angelinas ting var her mere. Woaw, godt nok havde jeg ikke forventet at vi alle tre ville gå videre, men at jeg var den eneste. Det var altså lidt overvældende! Hey, jeg havde jo totalt glemt Will! Jeg måtte lige et smut ned forbi hans værelse i morgen, og se om han stadig var der. Hvis han var så ville jeg da lige sige tillykke. Ellers, måtte jeg sms’e ham i morgen. Nu skulle jeg i hvert fald bare i seng. Og sove. Godnat!

________________________________________________________________________________

A/N:

Hejsa! Så kom det nye kapitel. Jeg kunne virkeligt godt tænke mig at I skrev hvad I synes om movellaen, for jeg aner det virkelig ikke hvis I ikke skriver det :) Derfor vil jeg stærkt opfordre ALLE til lige hurtigt at smide en kommentar, så jeg ved hvad I synes :)

Husk at smide et like også ;)

Ses næste gang, folkens.

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...