So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15486Visninger
AA

33. Kapitel 30. - Part 2

Der var gået to dage siden mit sammenstød med Harry, hvilket betød at det var blevet tirsdag. Tre dage til finalen, og min mentor nægtede at tale med mig. Han var blevet ekstremt pigesur, og selvom jeg flere gange havde forsøgt, nægtede han at tale til mig. Han gik bogstaveligtalt væk, hvis vi endte i det samme rum, og det drev mig til vanvid.

Niall, var der ingen der rigtigt havde set noget til på det sidste. Liam havde tilbragt flere timer sammen med ham. Det lod til at Louis var den eneste af One Direction-drengene, som ikke bebrejdede mig for det der skete med Niall. Selv Liam, som ellers aldrig dømte en bog på dens omslag, havde sendt mig nogle skuffede blikke.

Sophie var ikke blevet mindre populære, eller berømt, på det sidste, eftersom ingen vidste hvorfor hende og Niall ikke længere var sammen. De fleste troede sågar, at det var Niall der havde knust hendes hjerte, og at hun derfor havde brug for ekstra omsorg. Af samme grund havde jeg modtaget endnu flere bebrejdende blikke, fordi jeg ikke ligefrem tog mig af Sophie. Jeg selv, havde ikke tilgivet hende, og havde ingen planer om det foreløbigt.

Alt i alt forløb det ikke så fantastisk her på team ’ungesolister’. Det var ikke noget der havde vækket den store opmærksomhed, men jeg havde da fået et par undrende blikke, når jeg sad og spiste alene. Normalt spiste jeg sammen med alle fem 1D-drenge, og Sophie.

Vi var alle ude i O2 arenaen igen. Stemningen var anspændt, og for en gangs skyld sad Liam og Niall ikke og hjalp mig med min stemmetræning. Det var kun Helene og mig, ikke engang Harry havde modet til at møde op.

”Hvor har du gjort af resten af dit slæng i dag, Julie?” Spurgte Helene, halvt jokende, men bekymret.

”De gider mig vidst ikke for tiden,” mumlede jeg nedslået.

Helenes ansigtsudtryk skiftede til et overrasket et, ”hvad? Det ligner da ikke drengene..”

Jeg trak bare på skuldrene, som respons på hendes konstatering.

”Kom her,” hun lavede en inviterende gestus, over mod den bløde sofa i hjørnet. Jeg gik over til hende, med hængende skuldre.

”Hvad så? Fortæl mig hvad der er galt.” Hun nussede kort mine skuldre, for at gøre mig mere tryg. ”Jeg har kendt de drenge i et par år nu, så jeg burde da kunne give et acceptabelt råd.” Hun blinkede smilende til mig, da hun sagde det sidste, men end ikke det kunne løfte mit humør.

”Altså det hele startede med at jeg fandt ud af at Sophie, min bedste veninde fra Danmark, kun var sammen med Niall fordi det ville gøre hende berømt. Jeg prøvede at tale hende fra det, det gjorde jeg virkelig!” Min stemme steg et par oktaver, fordi jeg var ved at bryde grædende sammen igen. ”Så fortalte hun sandheden til Niall, plus at jeg vidste hvad der foregik. Han må så have fortalt hvad der skete til Harry, som så konfronterede mig med det. Jeg forklarede ham hvad der skete, men han var for rasende til at høre efter hvad jeg sagde. Harry var virkelig sur, da han gik. Og som du kan se, så er der ingen der gider tale med mig lige for tiden.”

Jeg var meget omhyggelig med at nævne hvad der skete tidligere på dagen, med Lucy. Der var ingen grund til at blande endnu flere personer ind i Harrys og mit drama end højst nødvendigt.

”Jeg tror..” Helene så tænksomt ud i luften. ”At det bedste du kan gøre, er at få snakket ud med Harry. Hvis du kan få ham overbevist, klarer han resten af drengene. Det er jeg ikke i tvivl om. Hvis ikke du kan knække Harry, så gå efter Liam.”

 

***

 

Jeg havde besluttet at føre Helenes råd ud i livet. Derfor var jeg lige nu på vej ned ad gangen, mod Harrys værelse. Jeg var lige kommet hjem fra arenaen, og jeg havde fået at vide, at alle fem drenge ville befinde sig på hans værelse. Desuden havde jeg fået overtalt receptionisten til at give mig et nøglekort, så jeg ikke behøvede at vente på at de lukkede mig ind.

Da jeg nåede hen til døren, trak jeg nøglekortet frem fra min lomme, og kørte det igennem maskinen. Efter et sekund, lyste den lille knap grøn, og jeg åbnede døren, og listede indenfor. Det lod ikke til at drengene lagde mærke til noget. Jeg fortsatte forsigtigt indenfor, mens jeg opmærksomt lyttede til deres lavmældte samtale.

Deres uændrede toneleje, indikerede at de stadig ikke havde opdaget mig. Da jeg kom til døråbningen, stod jeg stille i et par sekunder. Jeg tog et par dybe indåndinger, for at berolige mig selv. Derefter skubbede jeg døren til side, og trådte indenfor. Der gik omkring ti sekunder, inden Louis fik øje på mig. ”Julie..” Startede han.

Det fik Harry til at dreje hovedet mod mig. ”Hvad laver du her?” Hans kolde stemme, ribbede op i mine halvt helede indre sår.

Meget filosofiske tanker, Julie.. Problemet var bare at dette ikke ligefrem var det rette tidspunkt. ”Harry, kan jeg lige låne dig et øjeblik?”

Han stirrede bare koldt på mig, og gjorde ingenting for at svare mig. Mit blik fandt Louis’, og han forstod hurtigt hvad jeg ville. Uden tøven, gav han Harry en albue i siden. Harry nikkede til sidst mut, og rejste sig langsomt fra den komfortable sofa.

Vi gik ind på hans værelse, hvor han stillede sig afventende overfor mig. ”Nå?” Sagde han spørgende.

”Harry jeg, jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg fandt ud af det med Sophie en time før du gjorde.” Begyndte jeg tøvende, men fast besluttet på at fortælle ham hvad jeg ville.

”Drop det nu bare, Julie. Vi ved jo alle sammen godt at Sophie er din bedste veninde, og I deler alt med hinanden.” Afbrød han opgivende. Mumlende tilføjede han, ”I har sikkert siddet og planlagt hvordan I skulle knuse både Niall og mig..”

”Nu er du simpelthen for langt ude! Jeg freaking elsker dig! Jeg kunne aldrig gøre sådan noget mod dig!” Min stemme var så tæt på at knække over, for jeg vidste ikke hvilken gang i dag.

”Er jeg langt ud? Har du hørt dig selv?” Råbte Harry ind i hovedet på mig. ”Det nok nu, okay! Jeg gider ikke mere, vi er ovre.”

”Hv-hvad?” Stammede jeg.

”Du hørte mig godt. Ud!” Hans øjne lynede, men jeg kendte ham godt nok til at se, at han var dybt skuffet, inderst inde. Bare en skam at han ikke havde noget som helst at være skuffet over.

Tårerne formede sig lynhurtigt i mine øjne, men end ikke det, fik ham til at vise nåde. Han skubbede mig brutalt ud ad døren, ligeglad med de andre drenges, og specielt Louis’, overraskede udtryk.

 

***

 

Jeg havde brugt dagen igår på at græde mine øjne ud, selvom det ikke var lykkedes endnu. Hvilket var trist, for jeg orkede virkeligt ikke noget lige nu. Det betød også at det var torsdag i dag. Det var stadig ekstremt urealistisk at jeg var i finalen.

Jeg havde haft travlt de sidste par dage, selvom jeg slet ikke have haft mit hjerte med i det jeg lavede. Harry var begyndt at opføre sig en smule mere professionelt, og kunne nu tåle at være i samme rum som mig. Louis og jeg havde talt en smule, men han havde også brugt uendelige timer på at forsøge at muntre Niall op. Det syntes at være umuligt at få, den ellers altid smilende, Niall til at være glad igen. Sophie havde virkelig knust ham.

Ud af min øjenkrog, så jeg Sophie, som var på vej herover. Helt ærligt, ville jeg hellere være alene, end at være sammen med hende. Hun var grunden til at jeg sad alene. ”Hej Julie!” Hilste hun begejstret, inden hun gav mig det sædvanlige kram. Jeg sad helt stille, uden at kramme hende tilbage.

”Hvorfor så muggen?” Spurgte hun drillende, som altid.

Jeg sendte hende et dræberblik, ”du kommer lige med mig.”

Jeg kom på benene, og rev hende med mig. Vi gik ud på toiletterne, tjekkede om der var nogen i båsene, og låste til sidst døren. ”Hvad fanden tror du egentlig selv, du har gang i?!”

Hun droppede sin facade, nu hvor hun ikke længere var et sted hvor andre kunne se hende. ”Jeg lever livet, hvad ligner det?”

”Du hvad!?” Jeg lod et lille skrig af frustration slippe ud, ”du ødelægger mit liv!”

”Hvordan det? Det er jo ikke fordi jeg har ødelagt dit forhold, vel?” Spurgte hun sukkersødt om.

”Selvfølgelig ikke,” jeg sank, og tog en dyb indånding. Jeg måtte ikke afsløre noget. ”Men de fem drenge er mine eneste venner her, og nu gider de ikke tale med mig.”

”Ups,” hun holdt sin hånd op foran sin mund, for at signalere at hun var overrasket. ”Beklager men du kan ikke hænge ud med mig mere. Jeg hænger kun ud med berømtheder, og du, min kære ven, er udelukkende et flop, der ved et helt er endt i finalen. Hvis du en dag vinder en MTV Award, så vil jeg overveje min beslutning, men indtil da kan du enten kysse mine fødder, eller passe dig selv.”

”Fint! Så er vi vel ikke veninder mere?” Råbte jeg.

”Fint.” Råbte hun.

”Godt.” Råbte jeg.

”Godt,” sluttede hun.

 

***

 

Jeg slæbte mine fødder hen ad gangen, mod sceneindgangen. Det var min tur til at synge, og jeg var så udmattet. Jeg havde haft noget der mindede om den værste uge, i hele mit liv. Jeg ville gerne bare hjem og sove, og drukne mig i chokolade is. Okay jeg indrømmede det.. Jeg havde altså en strange obsession med chokolade is. Bare is, i det hele taget. Is er godt!

Anyways, jeg var på vej mod mit livs drøm med hundrede kilometer i timen. Fuld fart fremad, og så videre! Jeg skulle synge Jar Of Hearts med Christina Perri. Jeg elskede den sang! Det gjorde jeg med stort set alle de sange jeg havde sunget, men det er jo bare godt!

”Julie!” Råbte en forpustet stemme bag mig.

Jeg snurrede rundt, lige i tide til at se en krøllet manke hoppe rundt om ansigtet på.. Harry. ”Hvad så? Kommet for at gøre mig endnu mere til grin?” Spurgte jeg spydigt.

”Nej! Prøv lige at hør på mig!” Sagde han desperat.

Jeg nikkede forstående, ”aha.. Ligesom du lyttede til mig?” Jeg hævede det ene øjenbryn, inden jeg vendte om, og fortsatte med at gå mod scenen.

”Vent lige!” Råbte han.

”Fint! Jeg lytter!” Jeg sukkede af irritation, ”men kun fordi jeg er et så meget bedre menneske end dig, for du lod ikke mig tale ud.”

”Undskyld, okay? Gider du nu høre på mig?” Han kiggede bedende på mig. Jeg gav ham bare et godkendende nik, for at få ham til at fortsætte. ”Sophie fortalte mig hvad der skete. Det hele, også at du først fandt ud af det et par timer før mig..”

Jeg sendte ham bare et ’hvad-sagde-jeg’-blik.

”Jeg er så ked af det, jeg skulle have ladet dig forklare, undskyld. Kan du på nogen måde tilgive mig?”

Jeg kiggede vurderende på ham. ”Så kun fordi du er så nuttet, når du tigger mig om at tilgive dig.”

Han lænede sig ind mod mig, for at få et kys, men jeg holdte en finger op, mellem os. ”Ah-ah! Jeg kysser kun min kæreste..” Jeg bed mig i læben.

”Julie, forhelvede..” Han himlede med øjnene af mig, ”vil du være min kæreste? Igen?”

”Ja, jeg vil!” Hvinede jeg, og sprang op i hans arme.

Han snurrede mig rundt i luften, så et grin undslap mine læber. Da han satte mig ned igen, kyssede jeg ham hårdt på munden. Gud, hvor havde jeg savnet de læber!

”Kom! Jeg skal på scenen nu!” Gispede jeg! Jeg havde mistet pusten af det intime kys, og hev endnu efter vejret, da vi satte af sted i løb.

 

***

 

Si Yung røg ud, da vi var færdige med del et af finalen. Tilbage var mig og Lucy. Vi havde lige optrådt med vores vinder single, og stod nu på scenen og ventede på at vinderen ville blive kåret. Harry havde lagt sin arm rundt om min talje, og trykkede mig beskyttende ind til ham. Nede på første række, kunne jeg se Liam og de andre sende mig tommelop, og smile som sindssyge. Selv Niall stod og smilte svagt til mig!

Dermot rømmede sig for sidste gang i denne sæson, og kiggede ned i sine kort. ”Og vinderen af denne sæso-”

”Vent!” Råbte Lucy, ”jeg har lige noget jeg gerne vil sige!”

Hele salen holdt vejret, og ventede i spænding på hvad hun ville sige. Jeg rynkede kort panden, indtil jeg indså at et af kameraerne filmede mig, og jeg skyndte mig at smile stort til det. Nede ved dommerpanelet sad Demi og Simon også, og var forvirrede.

Taylor og Lucy, derimod, stod og storsmilede til hinanden. Taylor tog et skridt frem, ”ser I, Lucy her opdagede noget, forleden dag. I reglementet står der tydeligt at en dommer ikke må have et forhold med en af deltagerne. Lucy opdagede nemlig et brud på denne regel! Med sine hurtige reflekser, fik hun fanget det på film… Som I kan se.” Hun sluttede af med at vende sig om, og pege på storskærmen.

Mine øjne blev først store som tekopper, for derefter at blive klemt helt sammen. Jeg nægtede at tro det! Jeg var nået så langt, og nu kunne jeg ikke engang finde ud af om jeg havde vundet. Jeg kunne høre et gisp fra publikum, da filmen begyndte at spille. Jeg vovede et blik ned på drengene. Louis stod med en trist mine, og smilte svagt til mig, som en smule opmuntring. De tre andre, stod med åben mund og polypper. Det var lige før de skrabede gulvet med der perfekt formede kæber!

Jeg kunne høre mig selv stamme, ”L-lucy”, oppe på skærmen. Min stemme rungede ud i luften.

Så snart chokket havde lagt sig, talte Dermot igen. ”Nu hvor omstændighederne er sådan her, må jeg desværre sige at Julie er diskvalificeret. Lucy er vinderen af dette års X-Factor! Giv hende en hånd alle sammen!”

Lucy smilte triumferende til mig, inden hun begyndte at synge sin nye single, foran hele verden. Jeg fattede det ikke. Vi havde smidt alting væk. Harry lagde to fingre under min hage, og drejede mit ansigt mod hans. I mit indre, takkede jeg backstagefolkene for at være så geniale. De havde nemlig slukket for alt Lucys musik, og hende mikrofon. De havde i stedet rettet projektørerne mod Harry og mig.

Da vi mødtes i et kys, eksploderede salen. Så var det måske ikke så slemt, ikke at vinde, alligevel? Jeg havde måske ikke vundet konkurrencen, men jeg havde vundet den meste fantastiske kæreste, og nogle venner for livet! Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...