So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

109Likes
227Kommentarer
14702Visninger
AA

29. Kapitel 27

”Fisk!” Råbte Sophie triumferende. Det var torsdag aften, og vi sad på mit værelse og spillede kort. Jeg var bag ud, og det irriterede mig voldsomt. Jeg havde altså det der konkurrencegen, som gjorde at jeg ikke kunne tåle at tabe.

”Arrgh! Hvorfor er du så god til det her?” Muggede jeg frustreret, ”og hvorfor er jeg så dårlig?”

”Julie, Julie, Julie… Den slags tager tid. Øvelse gør mester, ved du nok,” sagde hun belærende.

Jeg rakte bare tunge af hende, inden jeg kiggede ned i mine kort igen. Jeg fik et stik med det kort jeg trak op fra bunken før, så nu sad jeg tilbage med en enkelt hjerter fire. Eftersom Sophie sad med tre kort på hånden, og der ellers ikke var flere tilbage, kunne jeg godt regne ud hvor det her ville føre hen. Det skete da også altid!

Sophie kiggede drillende på mig, ”tja, nu mangler jeg et sidste kort, for at få et stik til. Må jeg be’ om din fire?”

Irriteret kneb jeg mine øjne sammen. ”Fint!” fnyste jeg, ad hende. Endnu en gang vandt hun. Det drev mig, ærligt talt, til vanvid! Og hvad så om jeg var bedre end hende til alt muligt andet, jeg hadede at tabe i sådan noget her.

***

 

Mit spejlbillede var en smule dugget, efter det varme bad jeg lige havde taget. Mine tænder blev skrubbet rene, med den blå tandbørste jeg havde haft med hjemmefra. Mine lyse lokker faldt ned i øjnene på mig. Irriteret pustede jeg en tot væk, kun for at lade den falde tilbage igen, sekunder efter.

I morgen skulle vi bare have de sædvanlige lydprøver, kostumeprøver og generalprøver. Alt i alt, stod den altså på diverse prøver i morgen. En sidste klat tandpasta blev spyttet ud, inden jeg satte tandbørsten i sit krus, og gik tilbage mod mit soveværelse.

Der var blevet redt op til Sophie, i den anden halvdel af min dobbeltseng. Ingen af os havde noget imod at dele seng, det var langt fra første gang.

Sophie lå allerede i sengen, puttet godt ned i sin dyne. Hun løftede hovedet en smule, da jeg kom. ”Hvad var det egentligt for en sang du skulle synge i morgen?”

Jeg rystede på hovedet af hende, og grinte kort af hendes glemsomhed. ”Jeg skal synge ’Elephant’ med Mads Langer. Du ved.. Temaet er jo nationale hit. Altså et hit fra vores hjemland.”

”Okay, nå… Godnat Jules! Ses i morgen. Jeg går ud fra vi skal tidligt op?”

”Jep, du har helt ret. Godnat, Soph.”

 

***

 

Turen i bussen mod O2 var interessant på mange måder. Blandt andet fordi Sophie, Will og jeg skrålede løs hele vejen. Selvfølgelig var det danske børnesange! Det var så grunden til at alle de andre ikke forstod et pip. Forresten kørte vi i en normal bus, i stedet for de små taxaer, fordi det var billigere for bosserne. Eller noget i den stil, det måtte jeg indrømme at jeg ikke kunne huske!

One Direction drengene sad helt oppe foran og snakkede med buschaufføren. Sophie, Will og jeg sad i mellemtiden, som de bagerste. Alligevel fik vi sendt adskillige undrende blikke efter os, på den tredive minutters lange køretur. Et velkendt grin indikerede at Hr. Horan havde valgt at høre på vores sang endnu en gang. Det gjorde bare det hele meget mere komisk, at Sophie overhovedet ikke kunne synge.

Langt om længe, rullede bussen ind på parkeringspladsen. En masen brød ud mellem deltagerne, fordi alle ville ud i den friske luft. Eller væk fra de sindssyge, skrålende danskere på bagsædet. Det kunne selvfølgelig også være, at det var derfor de skyndte sig væk?

Luften var, til vores forsvar, temmelig kvalm. Vores eneste måde at distrahere os selv på, og vedligeholde vores nationalitet, på var at synge med på de bedste børnesange for fulde gardiner. Helene havde et par gange smilt til os, det var sikkert også rart for hende at få lidt dansk ind i sin hverdag. Se! Vi gjorde faktisk nogen en tjeneste! Woaw, den havde I ikke set komme, hva’?

Nå, men vi kom i hvert fald frem til O2. Det styrtede ned, så alle skyndte sig indenfor. Jeg havde altid godt kunnet lide regnvejr, så derfor gik jeg lige så roligt mod indgangen. Selv Sophie var bare smuttet fra mig. Faktisk, var jeg den sidste der kom indenfor.

Harry fik hurtigt samlet tropperne, altså vores kategori, og gav os nogle instruktioner. ”Okay… I skal alle lige starte med at gå hen forbi Helene. Hun sørger for at jeres stemmer er varmet op, til generalprøven. Derefter skal i hen til hår og make-up. Forstået?”

Da vi havde nikket os enige med ham, vendte han om på hælen, og gik hen mod Simon. De skulle nok snakke om et eller andet med showet. På den anden side, hvad i alverden skulle de ellers snakke om?

Will slog hænderne sammen, og kiggede rundt på os andre. ”Nå, skal vi komme afsted?”  Igen nikkede vi andre os enige, med ham.

Jeg vendte mig mod Sophie, ”skal du med, eller finder du noget andet at lave?”

Hun tænkte sig kort om, inden hun svarede, ”jeg tror jeg finder en eller anden at snakke med. Vi ses vel senere?”

”Jep, vi ses!” Jeg smilte en sidste gang til hende, inden jeg småløb efter de andre. Gad vide hvad hun ville få tiden til at gå med?

 

***

 

Med humøret højt, efter en halvtimes stemmeopvarmning, gik vi mod tøjafdelingen af arenaen. Altså omklædningsrummene. Der mødte vi alle de sædvanlige ansigter. Stylisterne havde altid lyst til at snakke om alt muligt, gerne sladder, så akavet stilhed var der ikke noget af.

Jeg gik hen og satte mig i min sædvanlige stol. Lou Teasdale var navnet på en af de sødeste kvinder jeg nogensinde havde mødt! Derudover var hun selvfølgelig enormt dygtig, hvilket var klart når hun til hverdag arbejde for One Direction. Det ville ligesom være lidt trist, hvis hun arbejdede med dem, uden at være dygtig?

”Hey Lou!” Jeg satte mig, som altid, godt tilrette i stolen. Den var ikke ligefrem behagelig, eftersom det var sparertider, men det gik an.

”Hej Julie! Godt at se dig igen. Hvordan går det?” Med sin lyse stemme, hilste hun glad tilbage. Og derefter flød snakken bare derudad. Som altid!

 

Sophies POV

Hans læber føltes silkebløde mod mine. Min ene hånd fløj op i hans hår, hvor jeg rodede rundt i det. En svag fnisen forlod mine læber, da jeg så hans pjuskede hår. Det var virkeligt nuttet. Hans klare øjne, skinnede lystigt ind i mine, og sendte alle mulige signaler rundt i min krop.

Hans hånd gav min hofte et blidt klem, for at få mig til at slappe en smule af. Men helt seriøst, enhver ville flippe ud, hvis de stod og, undskyld mit sprog, råsnavede med ham her…

 

 

 

________________________________________________________________________________________________

A/N:

Heeej! Endelig kom der et nyt kapitel! :O

 

Nå, men hvem er den mystiske fyr Sophie kysser med? Nogen idéer?

 

Husk at like, kommentere osv.

 

OG TAK FORDI I GIDER LÆSE MIN HISTORIE! :D

 

 

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...