So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15347Visninger
AA

28. Kapitel 26.

Et par uger var gået siden det første liveshow. Der var røget yderligere tre deltagere ud. Heldigvis ikke nogen fra min egen kategori, endnu. Jeg havde lige været i bad, og stod nu på mit badeværelse. Mit spejlbillede viste en sløret version af den syttenårige pige, jeg nu engang var. Mit lyse hår, var pjusket og krøllet. Noget det havde det med at være, efter et bad.

Med stor omhyggelighed fik jeg lagt de sidste lag mascara. Jeg viklede håndklædet af mit hår, og tørrede lige mine lokker en sidste gang. Der var ikke noget jeg hadede mere end når min trøje blev våd, fordi mit hår ikke var helt tørt. Håndklædet blev hængt henover tørrestativet, og vinduet åbnet. Spejlet var helt dugget til. Det var også derfor jeg blev nødt til at gå ind i stuen, for at se mit spejlbillede.

Jeg gik ind i mit soveværelse, hvor mit tøj lå klar på sengen. Vi havde fået lov til at holde en fridag i dag, for at slappe lidt af. Både vores stemmer og ben var også godt trætte efter den intensive træning i går. Min mobil bimlede på natbordet ved siden af mig. Jeg droppede at hive mine strømper på i et øjeblik, for at kigge på skærmen. Hej Jules, jeg er lige landet i Heathrow lufthavn, og forventer lidt at du kommer og henter mig! Jeg vil jo gerne være lidt sammen med min veninde, når hun endelig har tid! Bahaha. Ses. Soph x.

Aha, det var Sophie der havde skrevet til mig! Og hun var åbenbart også i London? Nå, jamen okay da! Så kunne jeg vise hende lidt rundt, og præsentere hende for Mel, Amber og Will. Sophie og jeg havde næsten samme smag i venner, og samme underlige humor, så hun ville nok godt kunne lide dem. Jeg svarede hende med et ’ok, jeg kommer!’ Derefter fik jeg bakset mine strømper på, mens jeg hoppede rundt på et ben. Jeg kunne simpelthen ikke sidde ned, mens jeg tog tøj på. Det gik bare ikke!

Døren smækkede efter mig, da jeg hastede ned ad gangen. Et par gange blev jeg mødt af at ’hej’ fra en af mine meddeltagere, men der var ikke nogen der stoppede op for at snakke. De fleste virkede, ligesom mig, som om de bare gerne ville slappe af. Helst med nogen de kendte godt, så de lige kunne slå kendislivet helt fra. Sophie blev min redning i dag, for selvom Mel var en god veninde, så var hun en jeg havde mødt under X-Factor. Og ligenu havde jeg mest af alt brug for en der havde kendt mig fra før alt det her. Det mindede mig om at jeg heller ikke havde set mine forældre siden det første liveshow. Jeg havde knapt nok haft tid til at ringe eller sms’e min mor.

 

***

 

Heathrow lufthavn var proppet. Overfyldt, ville nogen sige. I hvert fald stod vi som sild i en tønde. Det var umuligt at finde hinanden, for mig og Sophie, i det her menneskemylder! Frustreret trak jeg min mobil op af min baglomme, og ringede hende op, mens jeg bevægede mig hen mod en af væggene. Her var der heldigvis ikke så meget mylder.

”Hallo?” Sophies stemme druknede halvt på grund af den enorme baggrundsstøj.

”Hej, Sophie! Det er Julie. Jeg står ved den der informationsskranke. Kan du komme herhen?” Spurgte jeg. Mit blik gled spejdende henover de mange mennesker, men jeg kunne ikke få øje på Sophies mørke hår.

”Jep, jeg kan se dig nu! To sekunder, så er jeg der, ” annoncerede hun, inden hun lagde på.

Hun kunne se mig? Det var temmelig godt gået, for jeg kunne overhovedet ikke få øje på hende! ”Julie? Herovre!” Jeg vendte mig om, for at få øje på kilden til den pludselige lyd. Et par meter fra mig, stod Sophie og vinkede som en gal. Jeg grinte kort af hende, inden jeg gik derover.

”Jamen halløj! Du spræller da mere end en fisk på land i dag?” Mit elendige forsøg på at være sjov, fik et par folk til at dreje hovedet med et hævet øjenbryn. De genkendte mig vist fra X-Factor. Endnu flere fulgte trop, da både Sophie og jeg brød ud i en hulkende latter over min joke. Det sagde vist lidt om vores humor. Der var ingen af os der gad bekymre sig om hvad alle andre tænkte om os. Hallo, det var da vores liv?

Stadig grinende, bevægede vi os udenfor igen. Vi fik prajet en taxa, og satte os ind i den. Jeg fortalte manden adressen, og så gled vi ellers gennem Englands landskaber. Turen var ikke så lang som jeg huskede den, hvilket nok havde noget at gøre med at jeg ikke kørte alene denne gang. Sophie og jeg havde en livlig samtale kørende, og selv chaufføren brød ind med sin mening et par gange!

Snart kunne vi se hotellet forude. Taxaen stoppede ude foran hovedindgangen, og satte os af. Jeg betalte ham hans penge, og så kørte han igen.

”Han var pænt sej, ham der! Synes du ikke?” spurgte Sophie, med en falsk begejstret stemme. Som et lille barn, der havde spist alt for meget slik, på alt for kort tid.

”Sophie? Hvor meget sukker har du fået i flyet? Du er temmelig overgearet.” Min stemme lød en smule for bekymret, hvilket fik mig til at ryste smilende på hovedet af mig selv. Jeg havde været for meget sammen med Liam.

”Måske lidt for meget?” svarede hun, mens hun holdt to fingre tæt sammen, for at understrege at hun mente lidt.

”Åh jo!” Sagde jeg, mens jeg lavede store øjne af hende for sjov. ”Kom! Du skal hilse på alle de andre,” hvinede jeg begejstret.

Jeg hev fat i Sophies arm, og så trak jeg ellers bare med mig derudaf. Ikke én gang vendte jeg mig, for at se om hun var med. Sådan var det bare; jeg trak afsted med Sophie, mens hun fulgte efter uden et ord. Nogen gange var det omvendt, men det var mest hvis hun havde set nogle fede sko. Sophie og sko… Hvad skulle jeg sige? De havde bare et tæt forhold. Og JA jeg var jaloux. Lidt, altså… Ej, Sophie hun var bare skøn. Skøn, med et sært forhold til sko. Men på den anden side, hvorfor ikke?

Vi gik ind ad den store svingdør, og idet vi trådte ind i hallen, tabte Sophie sin kæbe. Bum! Lide der, midt i det hele og så døde hun. Slut prut finale på min historie. Snøft! Ej, selvfølgelig ikke! Men, helt seriøst, hun blev målløs. Ligesom mig… Ups. Der var dog ikke nogen der lagde mærke til det. I modsætning til mig. Nogle mennesker var bare heldige, og jeg var ikke et af dem.

 

***

 

Vi havde lige stillet Sophies kufferter på mit værelse. Hun ville blive her til lørdag, så hun kunne se showet. I dag var det jo onsdag, så vi havde nogle dage. Hun måtte bare tage med ud i arenaen, når jeg skulle øve. Surt for hende for der var, undskyld mit sprog, røvsygt hvis ikke man havde noget at lave. Men så måtte hun huske det næste gang. Eller snakke med nogle af drengene, altså Liam, Zayn, Louis eller Niall. Harry havde nok travlt med noget andet.

”Så, hvor går vi hen?” spurgte Sophie nysgerrigt.

Jeg kiggede på hende, ”jeg tænke at du kunne hilse på de andre deltagere? Eller i hvert fald dem fra min egen kategori. Jeg viser dig også lige hvor de andre bor, men jeg orker ikke at skulle til at finde dem også.” Jeg sukkede for sjovt opgivende efter de sidste ord.

”Okay, lad os gå!” Svarede Sophie friskt.

Side om side, gik vi ned ad gangen. Den første dør vi nåede til var Harrys. Det var jo klart, da han boede lige ved siden af mig. Jeg stoppede og pegede på hans dør, ”dér bor Harry Styles.”

Sophie nikkede som svar. Derefter gik vi videre. Efter et stykke tid, nåede vi hen til det område hvor grupperne boede.

”Det er her de fire grupper bor. Eller, to af grupperne er jo røget ud, men de to andre bor her endnu.” Fortalte jeg. ”Der boede ’Lily og Rose’. De blev sendt hjem i det andet liveshow. Her, ved side af, bor ’Si Yung’. De er her endnu. Det er tre koreanere, to piger og en dreng, det er derfor deres bandnavn er lidt specielt. De er vildt søde! Ved den næste dør boede ’Angels’. De røg hjem i sidste weekend, altså det fjerde show.”

Sophie forblev tavs, da jeg fortalte hende hvem der boede hvor. Ikke fordi det ikke interesserede hende, men der var ingen grund til at svare hver gang. Hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg helst ville have dette gjort hurtigt. Jeg var bare ikke typen der stoppede op i flere timer, for at snakke om en dør.

”Okay, her bor den sidste grupper! De hedder ’Storyteller’. Jeg har ikke snakket så meget med dem, men de virker helt okay.” Jeg rakte armen frem mod den sidste dør i rækken. Igen nikkede Sophie blidt, inden vi drejede ned ad en anden gang.

”Nu er vi nået til 30+’erne. Det er jo Simons deltagere. Her bor Karen. Hun er den eneste der er røget ud fra den kategori. Det gjorde hun den tredje fredag. Så kommer Carl, Charlotte og Leslie.” Jeg pegede på de pågældende døre, mens vi gik forbi dem. De næste vi nåede til var Taylors deltagere.

”Her kommer så de unge voksne. Du ved, de er mellem tyve og tredive, så de er hverken teenagere eller helt voksne endnu. Intern joke. Nå, men her bor Lucy. Hun er vildt sød, hende skal du også møde. Hun er så til gengæld den eneste af Taylors deltagere jeg kan lide,” jeg grinte kort, ”de andre går mig på nerverne. De er som hendes små tjenere. Mean Giiirls, siger jeg bare!”

”Derinde boede Mary. Hun var jo den første der røg hjem. Hun er så også den eneste af Taylors der ikke længere er her.” Jeg nikkede over mod den næste dør, ”der bor Steve, og ved siden af ham bor Bella.”

 

***

 

Vi havde været et smut nede i restauranten, for at få os en bid mad. Kokken, Jason McBrian, var altid frisk på en lille snak, og var nem at holde en samtale kørende med. Det var ham der havde fået for vane at give mig gratis mad, når jeg kiggedde forbi. En vane han holdt ved, selv da jeg kom slæbende med en veninde.

Samtalen flød stadig let mellem Sophie og mig. Vi manglede kun Amber, Mel og William, og de havde fortalt at de alle sammen ville være hos Mel. Jeg havde nemlig fortalt dem om min veninde hjemme fra Danmark, som var kommet på besøg. Eller rettere; jeg havde sendt dem en sms om at Sophie var kommet på besøg.

Jeg lod min hånd ramme Mels dør tre gange, inden jeg tog et skridt tilbage. Kort efter blev døren åbnet af Will. ”Hej piger! Jeg er for resten William, men du kan kalde mig Will,” smilte han venligt til Sophie.

Vi trådte indenfor, og smed vores sko. Egentlig behøvede man ikke at have sko på, når man bare rendte rundt på hotellet, med jeg havde en tendens til at få kolde fødder. Bogstavelig talt, ikke som et der ordsprog.

Mel var hurtig til at rejse sig op fra sofaen, for at hilse på. ”Hej Sophie! Jeg hedder Melissa, og mig kan du kalde for Mel.”

Som den sidste, rejste Amber sig også op og gik hen til Sophie. De udvekslede et kort kram, inden Amber med et smil, præsenterede sig selv. ”Jeg hedder Amber, og jeg har ikke noget fancy kælenavn du kan kalde mig,” sagde hun, mens hun kækt blinkede med øjet.

Det her skulle nok blive interessant…

 

 

________________________________________________________________________________________________

A/N:

Heeej! Dette kapitel blev ligeså langt som de allesammen burde være xD Bahaha, det sker så ikke... Desværre :( Snøft! Nå, men det er i hvert fald dejligt at have tid og overskud til at skrive til jer igen! :)

Dernæst vil jeg gerne tale om kapitleeet! :D

Hvad synes I om at Sophie møder resten af deltagerne? Tror I måske der kunne opstå en lille romance mellem Sophie og en, eller måske ligefrem flere af de andre bag showet? Om de så hedder William eller Niall Horan, så er Sophie måske ikke så slem? Hvem ved hvad der sker? Eller måske er Sophie bare den støttende veninde for Julie? Og hvad med Jarry? Finder Sophie ud af hvad der foregår mellem hendes bedste veninde, og dennes mentor? :O To be continued.... Dadadadammmm xD

 

Så skal jeg også huske at sige at jeg på næste fredag (d. 26.4) skal konfirmeres, og derfor ved jeg ikke om jeg når at skrive mere inden da C: Måskeee? Jeg ved det ikke :/

 

ATTENTION PEEPS! Jeg har skrevet et 1D Oneshot som jeg MEGET gerne vil have at I lige kigger forbi. I er MERE end velkomne til at smide et like eller en kommentar :) Det ville gøre mig MEEEGET glad :D

 

 

Nå, men hej-hej! :P

 

Julie aka. Jules

<--- Fordi det er min hovedpersons kælenavn. Og hun hedder det samme som mig. Gud hvor er det egentlig akavet at jeg har opkaldt min hovedperson efter mig selv xD Bahaha :P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...