So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

109Likes
227Kommentarer
14703Visninger
AA

25. Kapitel 24.

Fredag morgen var stresset. Alle farede rundt som hovedløse kyllinger, og ingen ænsede andre problemer end deres egne. Os deltagere sad i klumper rundt omkring, mens vi forsøgte at berolige hinanden. Panik, var ordet der beskrev scenariet omkring os.

Lydprøven foregik i går, men det var kun lidt over halvdelen, deriblandt mig, der fik gennemført prøven. Alle burde havde nået det, men vi løb ind i problemer da al strøm pludselig gik ud. Der havde været nogle meget paniske minutter der, for ingen vidste hvor lang tid det ville tage at få alt op og køre igen. Faktisk vidste ingen om man kunne sende showet i aften, eller om strømmen stadig ville være væk. Heldigvis gik der kun en til to timer, inden alt kørte igen.

De sidste var ved at være færdige med deres lydprøve. Lydprøven var også vores generalprøve, så alle dansere, tøjet og sceneeffekter var i brug en sidste gang inden i aften. Der havde været et par stykker, der havde klaget over deres tøj. Blandt andet en af Taylors deltagere, Alice, havde brokket sig gevaldigt fordi hun mente at hun ikke kunne gå i de sko hun havde fået. Jeg ville da give hende ret i at hælene var en smule høje, men de var kun halvt så høje som Ambers var. Jeg måtte så også indrømme at jeg beundrede Ambers evne til at gå så godt i hæle. Jeg lignede en and på afveje. Ikke et kønt syn.

Mit eget tøj var bare noget enkelt, fordi seerne skulle fokusere på min tekst. Det var enormt vigtigt at de lagde mærke til mig, og min stemme, så derfor var der ikke rigtigt nogen dansere. Der var lidt effekter til sidst, med sådan nogle stjernekaster i kæmpestørrelse og sådan, men ikke noget enormt. Den sang jeg skulle synge repræsenterede jo også mig, og mine meninger, idet jeg mente hvert ord jeg sang. Jeg ville gerne have alle til at lægge mærke til teksten.

 

***

 

Og jeg som troede der var panik i morges! Det kunne slet ikke sammenlignes med den kaotiske tilstand alt og alle befandt sig i lige nu. Jeg var den tredje der skulle ind på scenen og synge. En af Demi’s grupper var, som de første, på scenen nu. Med lidt hjælp fra Helene, havde jeg også fået varmet min stemme op. Jeg kunne huske teksten, og den simple koreografi. Så kunne jeg ikke rigtigt gøre andet, end at håbe på at alt ville gå vel inde på scenen også. Live. Foran hele verden. Nervøs? Åh jo, det troede jeg nok jeg var.

Jeg lagde slet ikke mærke til at gruppen, inde på scenen, var blevet færdige. Pludselig kom der bare en mand og tog fat i min overarm, for at hive mig med sig. Med en let hovedrysten, blev jeg bragt tilbage til denne verden. Jeg kunne se Harry der sad inde på scenen, da jeg stak hovedet en smule fremad. Han sendte mig et hurtigt smil og en tommelop, inden han vendte sig mod værten, for at introducere mig.

Jeg begyndte at småtrippe nervøst. Det blev værre og værre. Jeg fik stukket en mikrofon i hånden. Den var dekoreret med sølv sten, der kildede svagt mellem mine rystende hænder. Der blev talt ned fra tre ved siden af mig. Idét han nåede en, puffede han mig et par skridt til højre, så jeg stod lige ved den der portagtige tingest der åbnede så jeg kunne gå ind på scenen.

Langsomt gled de to plader fra hinanden, og afslørede en udsolgt London O2 arena for øjnene af mig. Woaw. Selvom jeg stadig var hundenervøs, kunne jeg ikke skjule det enorme smil på mine læber. Det var det her jeg havde drømt om lige fra starten. Nervøsiteten dalede langsomt, og da trommeslagerens første slag lød, forsvandt den sidste smule det var tilbage.

Jeg tillod mig at give helt slip og bare leve mig ind i sangen. Dog huskede jeg at bevæge mig rundt på scenen som jeg skulle. De kraftige projektøre blændede mig kraftigt i øjnene, og gjorde det svært for mig at se nogen andre end lige mig selv. Jeg kunne lige skimte Louis på forreste række, ved siden af mine forældre. Louis hoppede op og ned, mens han heppede. Jeg kunne ikke lade være med at smågrine ind i mikrofonen.

Musikken stilnede af, og jeg kunne ikke forstå at det allerede var ovre. Jeg ville bare gøre det igen og igen og igen, for hold da fast det var fedt det der! Nu var det så tid til at høre dommernes meninger. Dadadadum…

Mine fingre legede forsigtigt med armbåndet på mit venstre håndled. Mikrofonen havde jeg også i venstre hånd, mens jeg forsøgte at lade være med at trippe af nervøsitet. Jeg vidste jo godt at dommernes mening langt fra betød alt, men seerne havde det altså også med at lade sig påvirke af dommernes mening. Hvis dommerne ikke kunne lide mig, så var der heller ikke så stor chance for at alle andre kunne. Desværre.

Værten, Dermot, kom ind på scenen og stillede sig ved siden af mig. Hans blik gled rundt mellem dommerne, inden det landede på Demi. ”Hvad synes du så om Julies optræden, Demi?” spurgte han interesseret. Demi sendte kameraet et kort smil, inden hun svarede. ”Jeg kunne godt lide det. Det var simpelt, men super godt! Jeg savnede noget energi, eftersom det her er en sang man sagtens kan hoppe lidt rundt til, men ellers var det godt.”

”Jeg er enig mig Demi, for engangs skyld, jeg savnede noget energi. Men! Men men men, jeg synes til gengæld at din vocal er virkelig stærk i denne her performance. Det må man give dig! Det er trodsalt også sangtalent og ikke hoppetalent det her program handler om,” sagde Simon. Han grinte svagt til sidst. Nå jo, Demi og ham havde som altid deres små ”magtkampe” som bare gjorde det hele lidt sjovere!

Dermot kiggede på den sidste dommer, som ikke var min mentor; Taylor. Hendes øjne rettedes iskoldt mod mig. Åh nej, det her kunne umuligt være godt. Og jeg fik ret. ”Din stemme er langt fra stærk nok til den sang, den knækker flere steder. Du lever dig ikke nok ind i den, jeg vil føle dig, men det gjorde jeg bare ikke,” sukkede hun dramatisk.

Hun nåede knapt nok at tale færdigt inden Harry, min helt, overtog ordet. ”Der må jeg så sige at jeg er fulkommen uenig med dig, Taylor! Hendes stemme passede godt til den her sang. Nu har du så ikke arbejdet med hende, ligesom jeg har, men hvis du havde, ville du også have set hvor meget teksten betyder for hende. Hvordan du kan undgå at føle hende fatter jeg virkeligt ikke!? Hvad med jer publikum? Kunne i mærke hende derude?” Brølet der steg op fra publikum var øredøvende. Et kæmpe smil prydede mine læber, idet jeg igen kiggede ind i kameraet, mens jeg lavede et ’J’ for at vise seerne hvad de skulle stemme.

 

***

 

Idet Amber kom ud fra scenen, kastede hun sig ind i armene på mig. Vi sad begge med to enorme smil på læberne. Amber var den sidste fra vores kategori, så vi var færdige nu. Både Mel og Will havde også klaret sig godt, men Mel havde fået at vide at hun skulle arbejde lidt med de høje toner. Lige nu var de to andre ude vad snackbordet, men de kom nok tilbage om lidt.

Først kom Will med munden fuld af kage og en vindrueklase i hånden. Omkring ti sekunder efter kom Mel med munden fuld af vindrue og et stykke kage i hånden. Ying og yang, ladies and gentlemen. Mel smed sig mellem Amber og jeg i den ene sofa, mens Will simpelthen satte sig på gulvet. Hvad kunne man sige? Det var William vi snakkede om.

På den ene af væggene, i det lokale vi sad i, hang der en enorm fladskærm. Det var her vi sad og fulgte med i hvordan det gik for de andre deltagere. Vi rundt omkring, nogle sad endda ovenpå hinanden, i de forskellige sofaer der nu var. Alle var temmelig udmattede og det var da heldigvis også den sidste deltager der var på scenen nu. Det skulle nok blive godt med en god nattesøvn.

I morgen skulle vi så vente hele dagen på at få at vide om vi var gået videre. Hvorfor vi ikke kunne få det at vide om formiddagen eller tidligere på dagen var mig en gåde. Det var altså tortur at skulle vente længe på at finde ud af om man var gået videre. Ingen var sikre, så det var virkeligt vigtigt at få så mange som muligt til at stemme på en selv. Jeg havde selv planer om at bombardere Twitter med tweets, så de fans jeg måske allerede havde fået kunne skrive med mig. Så kunne de også stemme på mig, og det ville gøre lille mig mææægtig glad! Mæææh, siger det lille får.

 

***

 

Vi var endnu engang samlet i små grupper. Det var nu endelig blevet søndag aften, og dommerne havde bedt os om at gå hen til hver vores mentor. Derfor sad Amber, Will, Mel og jeg nu i en lille rundkreds sammen med Harry. Han forsøgte tydeligvis at berolige os, men det gik nu ikke så godt. Det endte faktisk med at han begyndte at smågrine, da han indså at ingen af os egentlig gad høre hvad han sagde.

Harry klappede hænderne sammen, inden han åbnede munden igen. ”Nå, tag jer en tår vand. Det skal nok gå, allesammen! Tag et par dybe indåndinger.” Hvordan kunne han være så rolig!? Nå jo, hans karriere var jo i orden, han var verdenskendt og havde overstået det her. Argh, hvor blev man frustreret af alt den ventetid!

 

***

 

Vi stod alle sammen på scenen. Skulder om skulder. Alle var lige så nervøse som sidemanden. Dermot rømmede sig en enkelt gang, inden han læste op fra sine kort. ”I en tilfældig rækkefølge. Den første der er direkte videre til næste uge, er…”

 

 

 

 

__________________________________________________________________________________________________________

A/N:

Heeej! Tak fordi I gad vente så længe på det nye kapitel, undskyyyld :/ Dejligt at I ikke glemmer mig :D

 

 

Uuuuh, hvor spændende, hvem ryger ud som den første? Giv endelig jeres bud på det!

 

Som altid vil jeg bede jer om at huske at like, kommentere, o.s.v.

 

JulieM :D - Vi ses næste gang dejlige mennesker! :P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...