So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

109Likes
227Kommentarer
14698Visninger
AA

24. Kapitel 23.

 

Mine tanker var stadig et stort rod, torsdag formiddag. Jeg sad i en bil på vej mod O2 arenaen. I morgen skulle jeg optræde, men al min energi og lyst til at synge og gøre det jeg elskede var væk. Taylor havde sørget godt og grundigt for at ødelægge min optræden. Jeg vidste at hun mente hvert et ord hun havde sagt, og det rev mig itu hver gang jeg tænkte på det.

Jeg havde endnu ikke haft hverken tid eller overskud til at få snakket ud med Harry om alt det der skete i går. Både det at Taylor havde fanget os i at stå en smule for tæt, men også det hun gjorde senere på aftenen. Det smertede mig virkeligt, men jeg havde ikke rigtigt haft den store tiltro til Harry. Selvfølgelig var det sikkert bare Taylor der havde sagt et eller andet der ikke passede i kampens hede, men jeg var alligevel usikker. Jeg ville ikke leve min drøm ud, hvis jeg ikke havde fortjent det. Hvis det i virkeligheden burde være en anden person der burde stå her, i mit sted.

 

***

 

”Kom så, en gang til!” Helene stod overfor mig, og forsøgte at få mig til at synge min sang ordenligt. Problemet var bare at mine tanker var et helt andet sted, og derfor kunne hun ikke nå ind til mig. Harry og de andre drenge sad op af væggen, en smule i baggrunden. Harry havde et opgivende udtryk i sit ansigt, mens Louis kiggede opmuntrende på mig.

Jeg forsøgte at sende Louis et lille smil, men det mislykkedes totalt, og endte i en grim grimasse. ”But if you’re thinking bout my baby it don’t matter if you’re black or white,”  sang jeg. Mit hoved vendte ned mod gulvet, i et ynkeligt forsøg på at blive usynlig. Helene gav mine skuldre et klem, inden hun bad mig om at tage en dyb indånding inden vi fortsatte.

Jeg åbnede svagt munden for at gøre som hun sagde, da jeg hørte noget fra drengenes hjørne, der fik mig til at dreje hovedet mod dem. Harry lod et opgivende suk slippe ud mellem hans læber, inden han himlede med øjnene af mine dårlige forsøg.

Tårerene steg på ingen tid op i mine øjne, og gjorde mit syn sløret. Den første tåre nåede at trille ned ad min kind, inden jeg vendte om på hælen og smækkede døren efter mig. Mine ben løb og løb, mod udgangen fra arenaen. Bag mig kunne jeg høre fodtrin, så jeg indså hurtigt at nogen var fulgt efter mig.

Jeg håbede inderligt at det ikke var Harry, eftersom jeg havde besluttet mig for ikke at fortælle ham om det Taylor gjorde i går. Problemet var bare at jeg heller ikke kunne lide at lyve overfor ham, hvilket jeg jo ville blive nødt til hvis han spurgte hvorfor jeg ikke kunne koncentrere mig derinde. Sandheden var jo at jeg ikke kunne lade være med at tænke på det. Jeg var virkelig blevet skræmt.

Da jeg nåede udenfor, fortsatte jeg rundt om bygningen. Der var nemlig en lille park, som hørte til arenaen, hvor vi måtte gå ud for at trække lidt luft. Jeg satte mig under et træ, mens jeg kastede et blik hen mod udgangen. Ikke længe efter kom Louis’ krop frem. Han kiggede søgende rundt, indtil hans blik låste sig fast på mig. Han bevægede sig målrettet hen mod mig.

Han satte sig ved siden af mig, med et bump. Vi sad et stykke tid, uden at sige noget, bare og stirrede på omgivelserne. ”Dine koncentrationsevner er ikke de bedste i dag?” sagde Louis roligt. Jeg rystede bare på hovedet. ”Der er vel meget at tænke på,” svarede jeg afvisende tilbage. ”Som hvad?” spurgte han interesseret.

”Tayor Swift.” Han kiggede opgivende på mig. ”Hvad har hun nu gjort?” spurgte han irriteret. ”Jo, for det første braste hun ind på toilettet, i går, mens Harry og jeg stod en smule for tæt. Altså, vi kyssede ikke, men han stod med hænderne på mine kinder. Vi fik vist afledt hende, med at han bare havde trøstet mig fordi jeg savnede min familie,” startede jeg. Louis nikkede opmuntrende til mig, som et tegn på at jeg skulle fortsætte. ”Da jeg kom tilbage til hotellet, trak hun mig til side. Hun stillede sig helt oppe i hovedet på mig, og begyndte på alt muligt med at jeg skulle holde mig fra Harry. Hun var faktisk ret skræmmende,” sagde jeg, mens jeg kiggede lidt genert ned i græsset.

”Du skal ikke høre på hende, hun er bare jaloux på jer. Du ved, Harry dumpede hende jo for at par år siden,” mumlede Louis beroligende. Han lagde sin ene arm omkring min skulder, og jeg lod mit hoved falde ned på hans skulder. ”Det er bare så forvirrende det hele, lige nu. Man skal lige vænne sig til at blive overfaldet af folk der vil have autografer hver morgen. Specielt når man føler sig mere død, end en friturestegt reje.” Louis kunne ikke holde sit grin inde, da jeg forklarede min sammenligning.

 

***

 

Vi sad der og kiggede, og snakkede, et stykke tid. Louis kastede et blik på hans ur, inden han rejste sig op med begejstring. Han rakte galant en hånd ned mod mig, for at hive mig op og stå igen. Sammen gik vi indenfor igen, hvor vi blev mødt af Liams bekymrede blik. Daddy Direction, huh?

Louis var dog en smule hurtigere end Liam, ”rolig Liam, vi snakkede bare lidt. Vi er tilbage og i god behold nu!” Han kunne ikke lade være med at grine højt, hvilket overbeviste mig om at det ikke var nyt at det var Liam frem for en bodygard, der stod og ventede på os. Liam nikkede tvivlende, han sendte mig et spørgende blik. Det var ikke svært at regne ud at det var fordi han ikke helt stolede på Louis. Jeg sendte ham dog bare et kæmpe smil, og nikkede til ham. Han trak sukkende på skuldrende, mens han for sjov rystede på hovedet af os.

Selvom jeg ikke havde i sinde at fortælle Harry hvad der skete mellem Taylor og mig, blev jeg nødt til at finde ham. Jeg havde to vigtige ting at snakke med ham om. Både hvorfor i alverden han sukkede af mig tidligere, og også et par smådetaljer om min optræden. Jeg var endnu lidt usikker på et par af de trin vi skulle lave.

Det var også i dag vi skulle have kostumeprøve! Vi skulle jo have et eller andet på, og jeg glædede mig virkeligt til at se alt det tøj de havde her på showet. Jeg var trodsalt en pige! Jeg havde snakket med Mel og Amber om det, og det var også begge to ekstremt begejstrerede for det. De uendelige rækker af sko, stativer med kjole, de endeløse linje med bukser på rækker. Grib mig, jeg troede jeg ville besvime.

 

 

 

_______________________________________________________________________________________________________

A/N:

Hej allesammen!

Jeg vil gerne lige starte med at forklarer hvorfor det her kapitel er så kort! Egentlig skulle I have haft et kapitel i mandags, men da jeg var syg mandag og tirsdag, og stadig ikke er helt på toppen, besluttede jeg mig for at det var bedre at I fik et kort kapitel, end at der gik hundrede år mere :)

Igen, tak fordi I er så dejlige, husk at like, kommentere, o.s.v.

 

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...