So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

109Likes
227Kommentarer
14741Visninger
AA

23. Kapitel 22.

 

Både mandag og tirsdag forløb uden panik. Onsdag var dagen der stod og bankede på min dør, eller var der rent faktisk en der lige havde ødelagt min nattesøvn. Besværet slog jeg øjenlågene op, og kiggede direkte op i loftet. Mine grønne øjne, kiggede træt ud i luften. Jeg lyttede koncentreret efter lyden af en der bankede på min dør. Da jeg ikke rigtigt kunne finde kilden til den bankende lyd, gik jeg ud fra at det nok havde været Harrys dør der var blevet banket på.

Efter omkring fem minutter, ringede min alarm. Jeg havde selvfølgelig sat en alarm til, så jeg ikke kom alt for sent op. Det var jo meningen at vi skulle øve, øve og øve til på fredag. Der var jo ikke ret lang tid til mere! Man kunne tydeligt se at folk allerede var begyndt at få nerver på, rundt omkring. Jeg tog det endnu meget roligt, men jeg regnede med at jeg ville begynde at få sommerfugle i maven torsdag aften, eller tidligt fredag. Jeg plejede jo at få nerver på, dog ikke så mange som de fleste af de andre.

 

***

 

Min telefon blev grebet i forbifarten, da jeg gik ud på gangen. Mine jeans var i dag blevet matchet med en bordeauxfarvet sweater. De hvide converse, var som altid på fødderne. Selvom de var en smule for kolde at have på, var de en del nemmere at have på, når jeg skulle hoppe og danse rundt. Et par støvler var bare ikke lige så praktiske. Desuden var det også kun hvis jeg gik udenfor, at det blev koldt ved fødderne.

Idet jeg smækkede døren i bag mig, og lige nøjagtig havde drejet nøglen om, trådte en krøltoppet skikkelse ud fra sit værelse et par meter fra mig. Jeg sendte ham et blidt smil, inden jeg gik hen mod ham. De svage antydninger af sorte rander under hans øjne, gjorde det tydeligt at han ikke havde fåret sovet meget i nat. Det var noget, som fik mig til bekymret at lægge hovedet en smule på skrå og hæve det ene øjenbryn. Det tog ikke lang tid for Harry at regne ud hvad jeg havde fået øje på, dog gjorde han ikke noget særligt ved det. ”Ikke nu, Julie,” lød hans simple svar på mit spørgsmål.

Vi fulgtes ad ned til lobbyen, uden at veksle et eneste ord med hinanden. Selvom alle de der superromantiske bøger og film altid siger at stilheden er behageligt, mellem to forelskede mennesker, var det ikke ligefrem den betegnelse jeg ville bruge. Ordet akavet ville være en del mere passende.

Jeg rakte armen frem mod den knap der ville tilkalde elevatoren, men nåede ikke at trykke, før en anden, og noget større hånd, gjorde det for mig. Jeg kiggede forvirret på Harry, men han sendte mig bare et stort smil. Vi trådte ind i elevatoren, og kørte ned mod lobbyen.

Da vi trådte ud, var der næsten tomt. Kun Liam og Louis sad i hver deres sofa overfor hinanden og ventede. Der var overraskende stille, hvilket undrede mig, eftersom Louis ikke ligefrem skulle være den stille type. Ikke efter hvad jeg havde hørt eller erfaret selv.

Vi slog os ned, Harry ved siden af Louis og jeg ved siden af Liam. Det undrede mig lidt at Harry virkede så fraværende. Han plejede kun at have øje for mig, når vi var sammen. Alene os to, eller sammen med flere andre. Ikke for at lyde selvglad eller noget, men jeg savnede hans opmærksomhed. Det var rart at have nogen omkring sig, som bekymrede sig for en. Noget min mor ellers altid havde gjort, ikke at jeg sammenlignede Harry med min mor, på nogen måde. De to var to meget vigtige personer i mit liv, men de kunne på ingen måde sammenlignes.

Liam kiggede betænksomt mellem Harry og mig. ”Hvorfor fulgtes I herned? Ikke at I ikke må, men tja…” sagde Liam, undrende. Det var tydeligt at han langsomt, ganske langsomt, var ved at lægge to og to sammen. Derfor måtte der handles hurtigt. ”Vi bor på samme etage, så vi stødte bare ind i hinanden og begyndte at snakke om min sang til fredag,” sagde jeg smilende. Jeg kunne ikke benægte at mit smil var en smule falskt. Vi havde slet ikke snakket sammen, og det gik mig en smule på nerverne. Jeg hadede den der følelse af at man havde gjort et eller andet forket, uden at vide hvad.

 

***

 

Vi var lige ankommet til O2, og havde smidt vores vandflasker, og hvad vi ellers havde med os, på de efterhånden sædvanlige pladser. En knitrende lyd blev frembragt, da jeg lynede min guitartaske op. Guitaren blev placeret på skødet af mig, inden jeg begyndte at spille akkorderne til min sang. Da jeg havde spillet det lille forspil, begyndte jeg at synge.” I took my baby on a Saturday bang. Boy is that girl with you? Yes we’re one and the same. Now I believe in miracles, and a miracle has happened tonight.”

Mel og Will hujede for sjov, da jeg nåede omkvædet. ”So if you’re thinkin’ about my baby, it don’t matter if you’re black or white.” Jeg sluttede af med for sjov at lave sådan en “oh oh oooh, yeah,” tone. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg var færdig. Jeg måtte nok indrømme at jeg stadig var en smule genert omkring min stemme, så det der med at holde en tone på den måde var ikke lige mig. Endnu.

Jeg sad lidt bare og klimprede på min guitar. Ikke nogen bestemt melodi, bare de strenge der lige var under min finger på det tidspunkt. Jeg bekymrede mig ikke om, om det lød godt. Det var bare mig, min musik og intet andet.

To stemmer lidt fra mig fik mig til at kigge op fra mit, ellers dybt, koncentrerede guitarspil. Omkring ti meter fra mig, stod Harry og Taylor Swift og talte sammen. Jeg sendte et lille smil i deres retning, selvom ingen af dem bemærkede det. Jeg kunne ikke undgå den stikkende fornemmelse der opstod inden i mig. Harry og Taylor havde før datet, og det var jo svar nok på om hun var hans type.

Taylor lagde en blid hånd på Harrys brystkasse, og begyndte at tegne små cirkler på den. Selv jeg havde fundet ud af at det var en af de ting, Harry virkeligt fandt tiltrækkende og dejligt. Alligevel syntes han ikke rigtigt at reagere stort på hendes berøringer. Han var påvirket, det var tydeligt, men han var ikke helt væk i hende.

Taylor lagde sit hoved i hulningen mellem Harrys skulder og hoved. De to snakkede stadig livligt sammen. Min mave snørede sig stadigt mere og mere sammen. Da Harry sendte hende endnu et charmerende smil, blev det ligesom lidt for meget for mig. Vandet steg i mine øjne, for selvom jeg ikke havde kendt Harry ret længe, var det her nok til at såre mig. Det føltes som om noget indeni mig blev revet midt over.

Lige idet, jeg skulle til at vende mig om for at gå væk herfra, fangede jeg Harrys blik. Hans ansigtsudtryk ændrede sig med det samme, og han småløb over mod mig, uden at bekymre sig det mindste om Taylor. Selvom jeg var på grådens ran, kunne jeg ikke lade være med at føle det som en sejr, at han havde været totalt ligeglad med hende.

Han tog fat i mit håndled og trak mig med sig. Vi småløb ud på toilettet. Efter Harry havde sikret sig, at der ikke var andre, lagde han begge hænder mod mine kinder. Ganske forsigtigt, lod han sine tommelfingre følge mine tåres spor ned af mine kinder. Han tørrede dem blidt væk, selvom jeg ikke helt kunne holde de næste inde.

Jeg begyndte at hulke svagt, så han trak mig ind i et beskyttende kram. ”Stol på mig, Julie. Der er intet mellem mig og Taylor. Hun er kun en ven, vi har prøvet det andet og det fungerede slet ikke. Desuden så er du jo min egen lille stjerne,” sagde han trøstende. Jeg knugede ham indtil mig, som var jeg bange for at han ville efterlade mig her.

Han lænede sig blidt ind mod mig, for at kysse mine læber. Et lille fyrværkeri gik af indeni mig. Jeg kom i tanke om første gang vi kyssede. Min eneste tanke dengang var at selvom han kyssede godt, så var der intet fyrværkeri der gik af. Der var en del der havde ændret sig siden dengang.

Han træk sig en smule væk fra sig, dog stadig med begge sine hænder på mine kinder. Et par beroligende ord forlod hans læber, idet han fortsat forsøgte at trøste mig. Jeg vidste virkeligt ikke hvorfor jeg reagerede så kraftigt. Han havde overbevist mig om at de kun var venner. Det var sikkert bare chokket der sprang min lille boble af lykke. Inden i min boble var der nemlig ingen chance for at han nogensinde ville forlade mig. Den illusion var jo væk nu. Det var nok bare chokket der gjorde at jeg stadig var så oprørt.

En diskret rømmen fra døren, gav os begge et chok. Harrys hænder faldt ned langs han sider, da vi drejede hovedet. Det var ingen ringere end Taylor selv, der lige havde fanget os i at stå en smule for tæt sammen. Shit.

”Eh..” lød det fra Harry. Jeg derimod, tænkte en smule hurtigere end ham. Det var trodsalt også min karriere der stod på spil her. ”Jeg savnede min familie, så jeg begyndte at græde. Harry trøstede mig bare,” sagde jeg. Jeg lavede med vilje min stemme en smule mere grødet, end den egentlig var. Harry skyndte sig at nikke sig enig.

Taylor sendte os et mistroisk blik, inden hun med et fornærmet fnys vendte om på hælen og gik. Harry og jeg, pustede begge tungt ud samtidig. Er du gal, det var tæt på! Vi fangede hinandens blik. Hans øjne udtrykte sammen følelse som mine. Frygt. Frygt fordi det var så tæt på at vi blev opdaget. Hvis hun var kommet ind ti sekunder tidligere, havde hun set os kysse. Hvordan i alverden skulle vi lige havde forklaret os ud af den?

 

***

 

Arenaen var endnu engang ved at blive tømt for folk. Den livlige snak kørte stadig frem og tilbage mellem deltagere, dommere og crewet. Et stort smil var placeret på langt de fleste læber. Alle så frem til på fredag, men ingen ville hjem endnu. Det havde været så fantastisk en uge. Allerede nu kunne jeg sige, at det her blev mit livs oplevelse. Uanset om jeg røg ud på fredag, eller vandt det hele.

”Kommer du, Julie?” spurgte Mel. Jeg nikkede, og sendte hende et stort smil. Vi fulgtes, sammen med Amber og Will, ud til bilerne. Showet havde en masse store, sorte biler med tonede ruder, til at køre os frem og tilbage mellem O2 og hotellet.

I dag var det Wills tur til at sidde omme foran, sammen med chaufføren. Vi havde trukket lod, så det ikke altid skulle være den samme. Nogle af dagene, som for eksempel da jeg skulle, løb alle bare ud og smed sig ind. Så måtte den der kom sidst sætte sig op foran. Det blev så Will, der fik fornøjelsen af en af de tavse sidekammerater. Vi havde lavet lidt sjov med om de overhovedet kunne bevæge sig, for ikke én eneste gang havde de smilet til os. Vi sendte da altid et venligt smil i retning af enhver vi kom i nærheden af.

 

***

 

Turen tilbage havde været hyggelig nok, hvert fald indtil Mel bestemte sig for at begynde at synge. Hun lavede en skræmmende nøjagtig kopi af Rebecca Black’s Friday. Det lød, no hate, forfærdeligt. Det var virkelig ulideligt at høre på den sang om og om igen, hele vejen tilbage til hotellet.

Jeg fik med besvær skubbet den tunge hoveddør op, inden jeg kunne gå indenfor. Knap var jeg dog kommet indenfor, før en eller anden havde taget et fast greb i min overarm. Jeg rynkede forvirret panden. Jeg kom med et klynk, da personens greb strammedes den del om min arm. Smerten bredte sig i hele det område, en eller anden havde fat i.

Da jeg drejede hovedet, så jeg at det var Taylor freaking Swift. You got to be kidding me! Hun var nok det sidste jeg havde brug for lige nu. Jeg var træt, og hun flirtede med min kæreste. Fantastisk blanding, huh? Jeg nåede slet ikke at registrere at vi var holdt op med at gå, før hun havde skubbet mig hårdt op af væggen bag mig.

Hendes hånd knyttede stoffet omkring halsen i min sweater hårdt. Jeg var ærlig talt en smule bange for hende, lige nu. En situation jeg ikke havde set komme, var klart denne her. ”Hvad lavede dig og Harry tidligere?” startede hun ud med. Jeg kiggede skrækslagent på hende. ”Vi-vi… Jeg savnede min familie, han trøstede mig bare,” sagde jeg med en rystende stemme. ”Det lignede det ellers ikke? ” sagde hun, nærmest som om hun snakkede med sig selv. ”På den anden side, hvorfor skulle han dog være sammen med en som dig? Du er intet andet end en lille landsbypige som tror hun kan synge. Du er ingenting, og du bliver aldrig så stort som jeg er.”

Okay, nu var det officielt: Jeg var skrækslagen! Hun var skræmmende, og hendes ord gjorde virkelig ondt. Jeg kunne da godt synge? Ellers ville jeg da ikke være her. Havde Harry alligevel givet mig en fordel? ”Hold dig fra ham, bondetøs!” Var det sidste Taylor sagde, inden hun gik.

Jeg sank ned langs væggen. Var der virkeligt andre der fortjente at sidde her mere end jeg gjorde?

 

 

_______________________________________________________________________________________________________

A/N:

Hej allesammen!

Her er endnu et kapitel!

I dette kapitel, møder vi Taylor Swift! Der kom noget drama, og Julie tvivler nu på hende og Harrys forhold!

Hvad tror I der sker i næste kapitel? Går Taylor til Simon Cowell og afslører alt, eller vælger hun at tro på Harry og Julie? Synes Julie ikke længere at hende og Harrys forhold er noget værd? I er velkomne til at gætte! :)

 

Jeg vil gerne lige have lov til at sige EN MILLION gang tusind tak til alle jer læsere! i er virkeligt dejlige! Det er fantastisk for mig hver gang jeg går ind og kigger i kommentarene, så er de fyldte med beskeder om at I vil have mere! Jeg elsker jer for det! Fortsæt da endeligt med at like, kommentere, o.s.v.

 

Så vil jeg også gerne takke Sophie G. for at have lavet det nye, fantastiske cover! Jeg elsker det virkeligt! Hvad synes I om det?

 

Vi ses næste gang!

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...