So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15489Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Jeg kan da ærligt sige at jeg fik noget af et chok! Harry LILLE BLÅ SØHEST MED SKÆG Styles, sad ved dommerbordet, selvfølgelig ikke alene, og kiggede afventende op på mig. Jeg kunne praktisk talt smage det beskidte gulv, da jeg måbede. Efter et hævet øjenbryn fra en af de andre dommere, kiggede jeg på de andre. Det var så vildt det her! Lige foran mig sad; Harry Styles, Demi Lovato, Simon Cowell og Taylor Swift! Mental fangirling! Jeg kunne jo ikke rigtigt give mig til at hoppe op og ned på scenen foran dem, det ville være direkte upassende. Niks, det var helt klart en dårlig idé. Jeg sendte dem et smil idet jeg var nået ind midt på scenen. Lige der hvor x’et sad. Simon var den første til at udspørge mig; ”Hej, hvad hedder du?” ”Jeg hedder Julie Valentine,” jeg smilede bare venligt til ham, inden jeg tilføjede; ”og jeg er sytten.” Demi nikkede smilende til mig. En hæs stemme fik mig til at stivne kort, inden jeg tøvende vendte blikket mod ham. Og ’ham’, det var så Harry Styles. ”Hvad skal du så synge for os, Love” Love? Kaldte han mig lige for Love? Åbenbart, nå jamen okay så! Jeg sendte ham et flabet smil tilbage inden jeg svarede. ”Jeg vil gerne synge ’Edge Of Glory’ med Lady GaGa, men jeg synger en akustisk version af den.”

Musikken strømmede ud gennem højtalerne, og efter den velkendte intro lod jeg min stemme flyde ud i rummet sammen med musikken. Jeg lukkede bare øjnene og levede mig ind i musikken. Det var det jeg elskede ved musik; det kunne få mig til at glemme alt og alle omkring mig. Derfor fortsatte jeg selvom jeg tydeligt kunne mærke Harrys blik hvile på mig. Et lidt forkert sted. Det var tydeligt at han sad og chekkede mig ud. Dog kunne jeg ikke skjule mit smil, da han lænede sig tilbage i stolen med et tilfredst smil på læberne. ”I’m on the edge with youuu!”

Først nu, da jeg havde sunget færdig, lagde jeg mærke til at stort set hele salen havde rejst sig op og klappede af mig. Et par pift her og der var der da også. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af dem. Der var så surrealistisk at de klappede af mig. Af lille mig, hende pigen fra lille Danmark. Det var nemlig ikke kun publikum der klappede af mig, der gjorde alle fire dommere da også! ”Der er absolut ingen grund til at sidde og tænke i en halv krig. Du er fantastisk! Du får uden tøven et ja herfra!” Jeg smilede lykkeligt til Simon. Både Taylor og Demi havde også erklæret sig enige med Simon. Nu manglede jeg bare krøltoppen. ”Jeg er imponeret over dig Julie. Der er ikke mange der både har udseendet og talentet med sig! Ja herfra også” Han slikkede sig om læberne da han nævnte at jeg så godt ud. Jeg vidste ikke helt om det var bevidst eller ej, men jeg må indrømme at jeg fandt det en smule ubehageligt. Han kendte mig jo ikke? Dog havde jeg på fornemmelsen, at det her ikke ligefrem var det sidste jeg fik set til ham. Desværre. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at lave en lille sejrsdans på scenen af glæde. Tænk at jeg var videre!

Med glædestårerne løbende ned ad kinderne smilte jeg en sidste gang til dommerne, inden jeg løb ud til min familie, hvor jeg blev mødt med kram og store smil. ”Godt gået søs!” Begge mine brødre var fulde af energi og hoppede begge op på ryggen af mig, idét jeg kom ud til dem igen. Det var vel ingen overraskelse at det var Simon der havde talt til mig. Nu stod han så og uglede mit hår. Great.

 

***

 

Regnen silede ned ad bilens ruder, da vi endelig begav os hjemad igen. Det havde uden tvivl været en helt igennem fantastisk dag! Jeg var gået videre, og om præcis en uge var der bootcamp for alle deltagere i Europa. De blev jo nødt til at dele det op, så vi ikke, bogstaveligt talt, stod en million mennesker det samme sted. Det ville ikke være for smart. Til gengæld var de jo nødt til at have dag to af bootcampen samlet, eftersom det jo var der dommerne skulle beslutte sig for hvem der skulle gå videre til judges houses. Det var lidt vildt at der kun gik ti videre til judges houses i hver kategori. Det måtte jo så betyde fyrre deltagere, eller de ti var jo grupper, men I vidste hvad jeg mente! Det håbede jeg da! Blink..Blink..Bli-NEJ! Det havde jeg hørt alt for mange mennesker sige. Det var blevet en smule for kliché til mig! Selvom det var ret nice i starten (indsæt her en smiley med solbriller, tak!)

Selvom jeg egentlig helst bare ville sove, så var der alligevel noget der forhindrede mig i det. Og det ’noget’ kendte I nok bedre som Harry Styles, ikke? Jep, der var en høj, krøltop med grønne øjne der blev ved med at svæve ind og ud af mine tanker. Snøft. Jeg kan godt lide at tænke/sige/skrive snøft, så det burde I nok vænne jer til! Mwurhahaha! Jeg måtte nok indrømme at han ikke ligefrem havde givet det bedste førstehåndsindtryk af sig selv. Alligevel, og jeg anede ikke hvorfor, havde han fanget min opmærksomhed. Om det var hans søde smilehuller eller hans charmerende attitude, vidste jeg endnu ikke. Jeg agtede dog at finde ud af hvad det var der gjorde ham så fandens anderledes end så mange andre!

Efter et hurtigt kig ud af vinduet, kunne jeg konstatere at vi lige var kørt ind i den lille by, jeg boede i. Til jeres information, boede der omkring femtusind mennesker i byen. Det bliver jo enormt at komme til London! Det er jo der de holder både bootcamp for de europæiske deltagere og liveshow’ene.  Jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Jeg skulle rejse til London allerede på torsdag, og så var der bootcamp om fredagen. Allerede fredag aften, efter alle havde sunget en sang, var der nogle der blev smidt hjem. Faktisk en hel del, for det var jo dagen efter alle deltagerne fra resten af verden ville kommer. Om søndagen skulle vi så have sorteret de sidste fra inden ti fra hver kategori ville blive sendt til judges houses. Det var faktisk lidt vildt at der ikke var flere, nu når de havde valgt at lave en international udgave af det velkendte show.

Personligt kunne jeg vel ligeså godt indrømme fra starten af, at jeg håbede på at kunne gå hele vejen til finalen, for derefter at vinde det hele. Det ville da vise de store lande, som USA at der fandtes folk der kunne synge, selv i de små lande? Det kunne da være ret så fedt at slå alle de store lande. Selvom England måske ikke var så stort så var det uden tvivl England og USA, jeg helst ville slå. Nok mest fordi at de fire dommere kom derfra.

Endnu vidste jeg ikke helt hvilken dommer jeg helst ville have som mentor, hvis jeg altså kom så langt. Nu kunne jeg jo starte med at komme videre fra dag et i bootcampen. Det ville da også være stort i sig selv at nå så langt.

Eftersom bilen nu var standset i vores indkørsel, hoppede jeg ud af bilen. Det var en smule koldt, eftersom det jo kun var starten af april. Et par kølige vindpust, fik mig til at trække min jakke tættere om mig, som beskyttelse mod den bidende vind. Lige nu skulle jeg bare indenfor, og ned under min dyne. Heldigvis for mig, var der kun ti skridt hen til min dør.

 

***

 

Tænk at det allerede var torsdag! De sidste par dage var gået så hurtigt, at det slet ikke var til at følge med. Nu glædede jeg mig dog bare til at kunne se de andre deltagere igen. Selvom den eneste af dem jeg rent faktisk havde snakket med, var Will. Nå, men det kunne der jo blive lavet om på! Det var jo ikke en hemmelighed, at jeg ikke ligefrem var genert. Derfor skulle min mission nok lykkedes ret så hurtigt. Det ville helt klart også være fantastisk at få nogle venner som havde samme drømme og intentioner som en selv.

Jeg havde forberedt en ny sang, da alt andet ville være enormt dumt. Den havde du nok regnet ud, huh? Vi havde fået besked på at vælge en sang som betød noget specielt for os. Det havde derfor taget mig ret lang tid at vælge hvilken sang jeg skulle synge, da jeg gerne ville gøre det personligt. Det var vel derfor de havde bedt os om at vælge en sang som betød noget særligt for os. Efter at have tænkt længe over det, valgte jeg Taylor Swift’s sang: ”You’re Not Sorry.” Den betød ret meget for mig, eftersom den beskrev en stor del af mit liv, med uhyggelig perfektion. Sad, but true.

Jeg var lige stået op, og var bare hoppet i noget behageligt tøj. For en gangs skyld uden armbånd! Jeg skulle jo flyve til London i dag, så jeg var totalt overgearet i går aftes. Det er da heldigvis gået over nu. Det måtte være lidt af et helvede for de andre deltagere at skulle sidde sammen med mig, når jeg var en smule overgearet. Det var altså ret slemt, efter min mening. Sikkert værre hvis I spurgte enhver anden der havde overværet et af mine flip. Dog var jeg faktisk unaturligt rolig lige nu, taget i betragtning af at jeg i morgen måske ville få min største drøm knust. Det var vel bare noget jeg kunne? Jeg var da kendt blandt mine venner for at være den der altid kunne holde hovedet koldt, i enhver situation.

Jeg rejste mig fra sengen og gik nedenunder, hvor jeg kunne se resten af min familie sidde og spise morgenmad. Allerede aftenen i forvejen havde jeg lagt min kuffert i bilen, så jeg ikke glemte den. Jeg sendte min mor et kort smil, inden jeg hældte lidt mad op i en skål. Der blev spist i stilhed, men det var egentlig ikke noget nyt. Der var som regel kun en smule snak om ligegyldige ting når vi spiste. Det lod dog midlertidigt til at der ikke var sket noget, som var værd at snakke om. Det kunne selvfølgelig også være at de andre bare var nervøse for hvordan det ville gå mig. Jeg selv, må jeg indrømme, tog det endnu mere roligt. De fleste andre ville vel være blevet endnu mere nervøse, af at se andre være nervøse. Endnu en anderledes ting omkring min personlighed.

Efter vi havde spist, satte vi os alle ud i bilen, og kørte langsomt af sted mod lufthavnen. Ingen af de andre skulle med til London, da jeg som den eneste i familien havde fået betalt min billet. De andre regnede med at jeg sagtens kunne klare rejsen selv. Det var jo også rigtigt. Jeg var jo lige fyldt sytten. Eftersom der ikke ligefrem skete noget spændende, hverken i eller uden for bilen, tog jeg min iPod frem og gav mig til at høre musik. ’Truly Madly Deeply – One Direction’ spillede i mine øre, mens jeg så på landskabet udenfor der langsomt gled forbi. Vejret udenfor var mere end kedeligt. Selvom vi efterhånden nærmede os sommer, kunne man på ingen måde se det endnu. Man måtte da håbe at der ville komme noget mere sol, når det blev juni. Eller at jeg blev i London længe nok til at opleve den engelske sommer. Det ville da også være dejligt! Selvom jeg er ret sikker på at deres vejr minder skræmmende meget om Danmarks. Desværre. Hvorfor valgte de dog også at holde det i London? Det kunne da have valgt et mere solfyldt sted, kunne de ikke? Som Los Angeles, eller Hollywood? De byer var jo endnu større end London.

 

***

 

Vi var lige ankommet ved lufthavnen, og jeg kunne uden tøven fortælle dig at der var så koldt at jeg i øjeblikket stod og klaprede tænder. Er du gal, jeg kunne ikke vente med at komme indenfor. Så vidt jeg havde forstået det, var det også et privatfly vi skulle flyve med til London. Vildt fedt! Jeg følte mig som et femårigt barn der havde fået besked på at rydde en slikbutik!

Som jeg havde regnet med, var lufthavnen en hel del varmere, end det var udenfor. Rundt om mig kunne jeg se en masse andre stå med guitarer, høretelefoner og sangtekster. Uden tvivl andre deltagere. Et par enkelt almindelige personer kunne også spottes i mængden. Dog var langt de fleste deltagere af showet. Det var lidt vildt at tænke på at der i morgen kun ville være fem-ti stykker tilbage af de mennesker der stod her, eftersom der jo også var andre deltagere end os danskere.

 

***

 

Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes mig, men på en eller anden måde havde jeg fået øje på en dreng der godt kunne ligne Will. Perfekt. Jeg trak min kuffert efter mig, mens jeg småløb hen mod ham. Mine forældre havde jeg sagt farvel til for en times tid siden. ”Will?” Jeg råbte efter ham, da jeg endelig var næsten henne ved ham. Han vendte sig om med det samme, stod og kiggede lettere forvirret rundt indtil hans blik faldt på mig og hans ansigt lyste op i et smil. Jep, det der var uden tvivl den rigtige dreng jeg havde fået øje på! ”Julie, hej! Er du klar til i morgen?” Hans glade ansigt fik også mig selv til at lyse op i et smil. Jeg nikkede begejstret, inden jeg kastede et blik rundt på de andre mennesker omkring os. De fleste lignede virkelig nogle der var ved at skide i bukserne af nervøsitet. Godt det ikke var mig! Will lignede nu også selv en der havde godt styr på sine ting, selvom han alligevel så en smule nervøs ud. Det var dog forklarligt. Hvem ville ikke være nervøs? Jeg spørger bare.

 

***

 

Efter at have gået gennem sikkerhedschekket med Will, sad vi nu bare i en slags gang og ventede på at vi kunne gå om bord på flyet. Jeg havde fået et mindre grineflip da det bippede, fordi Will havde glemt at tage sit bælte af. Et viste sig så at det var fordi han ikke kunne holde sine bukser oppe uden, så han derfor efter have rødmet i uendeligheder måtte lade bukserne falde så vagten kunne tjekke om der var andet på ham der kunne være årsagen til at han bippede. Det var der ikke. Da han var nået sikkert igennem, havde han grinende betroet mig at det uden tvivl var det mest pinlige øjeblik i hans liv. Hans kinder var, til hans held, endelig holdt op med at ligne tomater. For min skyld måtte han da godt være ankommet til London sådan der. Han så nemlig noget så sjov ud, med de røde kinder. Man kunne ligefrem fristes til at komme med en lille ’aw’ lyd. Selvom Will helt sikkert havde dasket til mig, hvis jeg havde gjort det. Øv altså! Kedelige dreng.

 

.

Vi var nu nået om bord på flyet, og jeg lænede mig tilfreds tilbage i mit sæde i håb om at kunne sove turen væk. Det var ingen hemmelighed at jeg ikke var så vild med at flyve.

 

________________________________________________________________________________

Her er andet kapitel! Husk at smide en kommentar, så jeg ved hvad I synes om det :)

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...