So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

109Likes
227Kommentarer
14694Visninger
AA

18. Kapitel 17.

 

Seks måneder senere…

Sophie fulgtes med mig fra vores klasselokale, hen til fysiklokalet. Vi havde gået i klasse sammen siden nulte, så vi var ret tætte. Det var et rent tilfælde at vi var endt på samme gymnasium, eftersom hun egentlig skulle havde flyttet til København. Hendes forældre skiftede heldigvis mening i sidste øjeblik.

Der var gået omkring seks måneder siden jeg sidst så de andre deltagere, men Will og jeg havde skypet en del sammen. Mel havde jeg slet ikke snakket med. På grund af tidsforskellen var det nemlig lidt svært at finde et ordenligt tidspunkt. Derfor glædede jeg mig utroligt meget til at se dem igen! Livet tilbage i Danmark var ikke ligefrem spændende, i forhold til alt det jeg havde oplevet i London.

De andre elever var begyndt at behandle mig anderledes eftersom jeg jo var blevet berømt. Man havde jo kunnet se de første dele af X-Factor allerede. Faktisk vidste de alle sammen godt at jeg var gået videre til liveshows. Det var fredag i dag, og i morgen ville de vise judges houses delen. Så kunne de alle sammen se at jeg gik videre til liveshows.

Jeg manglede bare lige to lektioners fysik/kemi, så havde jeg fri. Hey, det rimede jo! Sejt. Jeg nåede dog kun at være hjemme i en halv time, inden jeg skulle køre til lufthavnen. Det var jo tid til at se de andre igen. I morgen var der præcis en uger til jeg skulle optræde live foran hele verden. Bogstavelig talt!

Sophie var stort set den eneste af mine venner der behandlede mig på samme måde som før. Noget der virkeligt var irriterende. Sophie var da klart en af mine bedste veninder, men jeg savnede da tiden med de andre også. Desuden havde jeg allerede fået en hel del hatere. Jeg anede ikke hvad jeg havde gjort, men det var både på min skole og på nettet at folk hatede på mig, engang imellem.

”Julie, jeg orker ikke fysik! Det er dødsygt!” brokkede Sophie sig. Jeg daskede bare grinende til hende. ”Nyd dog dit ikke-stressede liv! Jeg kommer til at være ekstremt stresset hele næste uge! Jeg ved ikke engang om jeg kan få tid til at snakke med dig?” sagde jeg trist. Jeg mente det jeg sagde. For selvom jeg elskede det her, så ville jeg virkelig også komme til at savne Sophie og hele min familie.

”Aw, hvor er du sød, Julie! Du behøver ikke at ringe hver dag, bare send en sms når du har tid, ikke? Vi sidder jo herhjemme med flag og hepper! Når du så ender i finalen, forventer vi selvfølgelig billetter!” sagde Sophie optimistisk. Vi grinte begge højt, og lykkeligt. Det var virkelig fantastisk at hun tog det så pænt. Det betød virkeligt meget for mig. ”Selvfølgelig, Sophie.”

 

***

 

Fysiktimen var lige slut, og som Sophie havde sagt, så var den dødssyg. Sophie og jeg var på vej ned af gangen igen. Langs væggene hang der nogle skabe. De lignede de der collegeskabe de altid har i film, bare i hvid. De var seriøst seje! Heldigvis havde Sophie og jeg fået skab lige ved siden af hinanden.

Jeg drejede koden på låsen, og åbnede lågen. På skabslågen havde jeg hængt billede op af Sophie og mig. Der hang også en del billeder af One Direction og andre musikere jeg kunne lide. Jeg tog mit ynglingsbillede af Sophie og mig ned, og lagde det forsigtigt ned i min taske. Det skulle med til London, det ville næsten være det samme som at have hende hos mig.

Mine fysikbøger blev smidt ind i skabet, og efter det smækkede jeg lågen i igen. Mit blik faldt på Sophie, der stod og stirrede fraværende ned i gulvet. Vi vidste begge hvad der skulle ske nu. ”Vi ses, Sophie… Hav det godt, og lad nu være med at savne mig for meget! Jeg kommer snart hjem igen,” sagde jeg mens vi krammede. Et par enkelte tårer slap ud, og gjorde hendes bluse fugtig. ”Nej, du skal ikke komme hjem hurtigt. Du skal vinde det her. Vi tror alle sammen på dig!” sagde hun. Jeg kunne både mærke og høre at hun smilte, samtidig med at hun græd en smule.

Vi trak os ud af krammet, og gav hinanden et sidste smil. Så vendte jeg mig bort fra hende og begyndte at gå væk fra hende, mod udgangen. Jeg vendte mig ikke om en eneste gang, fordi det ville blive så meget sværere at tage afsted hvis jeg gjorde.

 

***

 

Det regnede udenfor, og himlen var helt grå. Kort sagt var det ved at være et ganske almindeligt efterår i Danmark. Det blæste ret meget, og vejret var virkelig kedeligt. Sådan havde det været den sidste uge, så jeg så frem til London. Derovre ville vejret forhåbentligt være bedre. Om ikke andet, så ville det ikke regne nær så meget.

Min kuffert stod i bryggerset, fyldt til randen med tøj og andre ting jeg ikke kunne undvære. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men jeg havde også taget en plysbamse med, som jeg havde haft siden jeg var lille. Bare for at have noget der mindede mig om hjemme. Det eneste jeg manglede nu, var at pakke en håndtaske til at have med om bord på flyet. Kufferten skulle selvfølgelig også om bord, men altså... En taske til at have på sig under turen.

Desværre skulle jeg ikke flyve i privatfly, ligesom da vi fløj til LA, ved Judges Houses. Det havde virkelig været fedt at have et fly for sig selv. Altså sammen med femten andre personer. Kameramændene fløj med et almindeligt fly, sammen med resten af crewet. Det var kun os deltagere og One Direction der fløj med privatflyet. Noget Harry havde bestemt vi deltagere skulle prøve.

Det var kun min far der tog med til lufthavnen. Derfor skulle jeg sige farvel til min mor, Simon og Oliver. I sidste weekend havde vi været hele familien samlet, med bedsteforældre, kusiner, fætre og det hele! Vi holdte en kæmpe familiemiddag hjemme hos os, for at fejre hvor langt jeg var nået allerede. Det var virkelig hyggeligt!

Jeg gik ovenpå for at pakke den sidste taske. Der var ikke andre end mig hjemme endnu, så der var ret stille i huset. Jeg glædede mig vildt meget til at se Harry igen. Vi ville nok, desværre, ikke få så meget tid til hinanden mere. Vi havde skrevet en smule sammen over skype, men det var ikke noget specielt.

Jeg glædede mig også virkelig meget til at finde ud af hvilken sang jeg skulle synge. Der var ingen der kendte kategorien endnu, hvilket var virkelig irriterende. Det her var også en god chance for at se om deltagerne kunne arbejde under pres, eftersom det ville blive ekstremt presset med at lære koreografi og tekst på kun en uge.

Jeg trak en håndtaske frem fra mit skab. Af en eller anden grund stod de altid bagerst. Jeg smed den bare hen på min seng, inden jeg begyndte at vimse rundt efter de forskellige ting jeg ville få brug for. Tyggegummi, høretelefoner, mobil, pung, en pose vingummier og en bog. Det måtte være det. Jeg skulle jo kun flyve i halvanden time. På den anden side, ventede der også en cirka to timers lang køretur til lufthavnen. En af de mange ulemper ved at bo i en lille by, langt fra alting.

 

***

 

Min far var lige kommet ind af døren, mens min mor, mine brødre og jeg sad i køkkenet og snakkede. Vi prøvede vel at indhente den tid, vi ville miste, selvom det ikke syntes at være muligt. Lige nu virkede det som om jeg aldrig ville vende tilbage. Det ville jeg jo på en måde heller ikke. Det var umuligt at jeg ville være præcist den samme når alt det her var slut, som jeg var en uge før min audition. Det kunne man ærlig talt ikke forvente. Det var uundgåeligt at jeg ville ændre mig. Jeg ville højst sandsynligt få langt mere selvtillid end før, men der ville nok også være andet der ville forandre sig.

Vi rejste os alle fra stolene, og endte i en stor familiekrammer. Min mor fældede et par tårer, mens Oliver og Simon nøjedes med at se meget triste ud. ”Så-så, vi ses snart igen! I kommer jo til nogen af liveshowene, ikke?” sagde jeg trøstende. Jeg forsøgte at forblive stærk, men det var svært, når alle andre stod og græd. Min mor nikkede bare, inden hun trak mig ind i endnu et knoglebrækkende kram.

Da vi endelig havde krammet færdigt, gik jeg ud i bryggerset. Jeg tog mine sædvanlige converse på, sammen med en jakke. Jeg havde bare et par jeans og en sweatshirt på, indenunder. Jeg havde selvfølgelig også hyggesokker på! Det var et must, når det begyndte at blive koldere. Oktober var unaturligt kold i år, så det var langt fra for tidligt at finde hyggesokkerne frem nu. Sophie havde faktisk givet mig et nyt par i mørkegrøn, så jeg havde nogle af tage med mig til London. Lige nu havde jeg dog bare mine gamle, sorte på.

Mens jeg stod og tog overtøj på, bar min far kufferten ud i bilen. Vi havde allerede aftalt at jeg fik et kreditkort med derover, som han ville sætte penge ind på engang imellem. Hvis jeg så endte med at købe alt muligt, som ikke kunne være i kufferten, ville de tage en ekstra kuffert med, når de kom og hentede mig. Det gjorde de forhåbentlig først om nogle måneder!

 

***

 

Turen til lufthavnen havde været kedelig. Min far og jeg havde ikke rigtig snakket sammen. Jeg var virkeligt nervøs allerede. Faktisk var vi blevet nødt til at vende om og køre hjem igen efter fem kilometer, fordi jeg opdagede at jeg havde glemt min guitar. Hvilken forfærdelig ting at glemme! Det fik vi så grint en smule af, alle fem, men ellers var der ikke blevet sagt mange ord.

Jeg havde lige taget afsked med far, og nu gik jeg med faste skridt mod det sted hvor jeg kunne boarde mit fly. Jeg havde hverken tid eller lyst til at købe noget nu. Måske, når jeg ankom til London. Jeg havde en svag hovedpine, som langt fra ville blive bedre af flyveturen. Det lød som om det første jeg skulle gøre, når jeg ankom, var at sove.

Jeg havde fået tilsendt en adresse til det sted hvor vi skulle bo. Det var virkeligt fedt at vi skulle bo så mange mennesker sammen! Vi var jo tolv solister, og så fire grupper. Jeg vidste ikke lige hvor mange personer der var i hver gruppe.

Havde jeg glemt at nævne at både Will og Mel var gået videre? Det troede jeg faktisk. Mental lussing til mig, fordi jeg kan! Nej, nok nærmere fordi jeg var så dum. Hvordan kunne jeg glemme at mine to bedste venner her på showet også var gået videre? Altså, Louis var også en god ven, men han var jo ikke rigtig en del af showet. Medmindre Harry havde hidkaldt resten af One Direction i en nødsituation, for at få lidt hjælp. Selvom jeg var ret sikker på at det ikke ligefrem var noget der var godkendt i reglerne.

 

***

 

Der havde været ekstremt lang kø til at vise pas og billet, så det var først nu, en halv time senere, at jeg sad i flyet. Jeg fandt som altid min mobil og mine høretelefoner frem, og satte mig til at høre musik. Jeg spændte også bæltet, eftersom vi alligevel lettede om lidt. Min mobil blev da også lige sat på flytilstand, så jeg ikke fik flyet til at styrte ned. Det ville være tragisk. Lige nu så jeg bare frem til at møde de andre igen, og at få sovet ud i en, forhåbentlig, dejlig seng.

 

_______________________________________________________________________________________________________

A/N:

Hej allesammen!

Her er endnu et kapitel! Det var virkelig underligt at skrive det her kapitel, eftersom jeg sprang seks måneder over. I fik hilst på Sophie, og sagt farvel til familien ;)

Husk at kommentere, like og sætte på favorit kære læsere :D

 

Vi ses næste gang!

 

JulieM

 

OBS. Jeg er på ferie i hele uge otte, så der kommer nok ikke lige tre som jeg plejer. Jeg regner dog stærkt med at der kommer to alligevel... :( Jeg håber dog ikke I forlader min hyggelige lille movella her, det ville da være trist :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...