So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15497Visninger
AA

17. Kapitel 16.

 

Jeg vågnede op omkring klokken ni, fredag morgen. FREDAG MORGEN!? Oh god, det var jo i dag vi skulle synge! Jeg var virkeligt nervøs for hvordan det ville gå. Jeg havde øvet, øvet og atter øvet, men jeg kunne jo stadig glemme teksten. Eller synge falskt! Alt kunne stadig gå galt. Faktisk kunne min stemme være forsvundet lige nu, uden jeg vidste det!

”Hvad hvis min stemme er væk?! Nej, nej, nej!” Min stemme blev højere og mere skinger for hvert ord jeg sagde. Vent lige lidt… Sagde? Så var min stemme der da endnu. Okay, en ting ud af en million var perfekt. Så måtte alt andet briste eller bære. Der var ikke tid til at lave min sang om, fordi den måske var for nem.

 

***

 

Mit hår var samlet i en stram hestehale der sad i siden. Min T-shirt var stribet i hvid og sort. Jeg havde et par false briller på næsen. Dem der, som ligner raybansolbriller, i sort. Mine shorts var højtaljede og røde. På mine fødder sad der et par mørkeblå converse. Mit ansigt var helt makeupfrit. Ikke engang det mindste spor af mascara. Det her var mig, og ingen andre.

Der var ingen grund til at skjule sig selv. Han skulle vide hvad han gik ind til, hvis han sendte mig videre. Jeg havde ikke lyst til at overraske nogen med hvem jeg var. Det her var mig, og hvis ikke han eller de andre brød sig om mig, var det iorden. Jeg vidste bare at jeg ikke kunne tage hjem, før jeg havde vist dem hvem jeg var. Hvem jeg ville være, og hvordan min musik skulle lyde. Jeg skulle med glæde tage hjem, hvis det var fordi de andre var bedre end mig. Men aldrig nogensinde fordi jeg ikke gav alt hvad jeg havde. Aldrig fordi jeg ikke fik vist dem mig.

Uden for vinduet kunne man se og høre Mel gøre alt hvad hun kunne for at komme videre. Det var tydeligt at hun gav alt hvad hun havde i sig, og hvis ikke de kunne se det, skulle jeg med glæde banke det ind i fjæset på dem. Mel fortjente virkeligt det her. Hun var talentfuld og det var ikke svært at se hvor meget hun ville det her.

 

***

 

Jeg svævede rundt i mine tanker. Jeg ænsede intet omkring mig. Alt jeg opfattede, var at de råbte mit navn op henne fra døren. Mine fødder bevægede sig af sig selv. Mit hoved snurrede rundt, da jeg gik ud til dommerne.

Det var nu. Dette her var noget af det jeg virkelig havde set frem til og nu stod jeg her. Lige foran One Direction. Jeg tog et par dybe vejrtrækninger, for at slappe lidt mere af. Ellers var der en chance for at jeg ville gå i selvsving.

”Så Julie, først, fedt tøj! Andet, hvorfor er det at det er dig der skal videre?” sagde Louis. Ikke den store overraskelse at det var ham der komplimenterede mit tøj. Det var trodsalt ham der i sin tid, var begyndt at gå med dette her tøj. Jeg rettede blikket direkte ind i Harrys øjne.

”Altså, først og fremmest så elsker jeg jo at synge. Jeg synes at enhver der har en historie, fortjener at fortælle den. Uanset om de gør det ved at synge, danse eller noget helt tredje. Desuden så er jeg blevet nedgjort så mange gange i mit liv. De fortalte mig at jeg ikke var noget værd, at jeg ikke var god til noget og at jeg bare skulle forsvinde. Det er derfor jeg står her i dag, for at vise dem at de tog fejl. Det kan godt være at jeg ikke har Taylor Swift’s krop, eller Adele’s stemme, men jeg har noget som ingen andre end mig har. Og det vil være mig en ære at vise det til jer, og resten af verden.”

Drengene så imponerede ud, over at jeg var så dyb. De havde vidst ikke lige forventet at jeg ville sige noget så personligt, men det var mig og det var en del af min historie. ”Udmærket Julie, du begynder når du er klar,” sagde Liam.

Guitaristen begyndte at spille de, efterhånden, velkendte toner til ’The Driveway.’ I det øjeblik jeg lod det første ord flyde over min læber, forsvandt min nervøsitet. Mit smil var før anstrengt, men det blev naturligt igen. Jeg slappede fuldstændigt af, og det mindede mig om hvorfor jeg elskede det her. Det var her jeg hørte til. Ikke på et kontor, eller et hvilket som helst andet sted. Det var lige her, midt i en optræden.

Mine øjenlåg lukkedes i, da jeg sang de sidste ord. Melodien stoppede, og jeg åbnede mine øjne igen. Zayn sad med tårer i øjnene! Jeg ville da heller ikke benægte at jeg selv havde fældet et par tårer mens jeg sang. Liam sad med en hånd foran sin mund, også han lignede en der var tæt på at græde. Det var virkelig sejt at de begyndte at græde af min sang.

Det gav mig virkelig en god fornemmelse, men ingen var sikre. Dog var jeg ret så sikker på, at ingen af de andre havde fået dem til at græde. Jeg var den sidste, så jeg vidste godt hvad jeg skulle overgå da jeg begyndte.

Det føltes som om en enorm byrde var blevet lettet fra mine skuldre, idet jeg trådte indenfor igen. Først nu, lod jeg alle mine tårer falde. De andre var ikke længe om, alle som en, at ligge armene om mig i et tæt kram. Det beviste virkelig at selvom det her var en konkurrence, og at vi kun ville være fire tilbage ud af ti i aften, så holdt vi sammen til det sidste. Det her var jo også det sidste, eller i det mindste for nogen af os. Ingen vidste hvem endnu.

Jeg regnede med at jeg bare ville slappe af, og forsøge ikke at tænke for meget på hvem der gik videre, mens jeg ventede. Jeg havde på fornemmelsen at intet ville kunne aflede mine tanker fra det. Ikke engang Harry. Denne gang kunne hans søde kys, og blide berøringer intet gøre for mig. Jeg stod alene nu. Det var alt eller intet. Jeg måtte nok indrømme alligevel, at hvis jeg røg ud, så regnede jeg med at Harry var mand nok til at komme og sige ordenligt farvel.

 

***

 

Timerne sneglede sig afsted. De fem drenge havde bare siddet udenfor og snakket alvorligt sammen, med ti kameraer stukket op i hovedet. Jeg stod på den lille altan, der hørte til mit værelse. Mine hænder hvilede roligt på det kolde metalgelænder. Vinden tog fat i mit hår, så det blafrede rundt om mit ansigt. Solen skinnede stadig højt på himlen, men det ville ikke vare mere end en time, før den gik ned.

Pludselig rejste drengene sig op, og gik ind mod huset igen. Harry syntes dog at havde fornemmet mig, for han kiggede op på mig, og et kæmpe smil bredte sig på hans læber. Han blinkede kært til mig. Det slog mig, at jeg nok hellere måtte se at komme ned til de andre deltagere.

 

***

 

Vi sad endnu engang rundt omkring i sofaerne. Det var anden gang i dag, men stemningen nu var anderledes. I morges havde den været nervøs, men spændt. Nu var den bare bekymret, og stadig nervøs. En efter en blev vi kaldt ud til Harry. Denne gang ville det kun være ham der sad der, de andre drenge sad sammen med os. De fornemmede den anspændte stemning, men ingen af dem gjorde noget for at bryde den. De sad alle og stirrede rundt på os, granskede vores ansigter for nervøsiteten.

”Julie Valentine,” blev der sagt fra en af dem fra crewet. Jeg trak vejret dybt ind, helt ned i maven. Mine nerver nægtede at falde på plads. Det var dog heller ikke noget man kunne forvente af dem, var det? Ikke efter min mening.

”Julie, hej! Sæt dig ned,” sagde Harry. Han klappede på havestolen overfor sig. Jeg sendte ham et smil, inden jeg satte mig. ”Du var svær at placere. Du er virkelig dygtig, og du har dine følelser med i dine optrædener. Du har engang imellem nogle små passager, hvor din stemme svigter lidt. Det er dog noget vi let kan rette op på, når vi ses til liveshows!”

Min hånd røg op til min mund, og jeg måbede. Der var så mange dygtige artister her, og så gik jeg videre. Det her var virkelig vildt! ”Tak, Harry!” råbte jeg, inden jeg overfaldt ham med kram. Han fik også et kys på kinden, eftersom det var nogen jeg godt kunne give ham, uden det lignede noget forkert. Han lagde også armene om mig, og trykkede mig hårdt ind til ham. Jeg smilte lykkeligt mod hans skulder.

 

***

 

Værelset var tømt for mine ting. Kun Harry’s var tilbage. Der var ingen tegn på at jeg nogensinde havde været her, udover et snert af min parfume der stadig hang i luften. Døren gik op, og ind kom Harry. ”Jeg kunne ikke lade dig ryge hjem. Selv hvis du ikke havde været god nok, havde jeg fået de andre dommere overbevist om at du kunne blive her som kor, eller noget. Der er ingen måde, hvorpå jeg kan give slip på dig allerede,” hans hæse stemme formede de smukke ord. Jeg smilte til ham, og gav ham et blidt kys på munden. ”Jeg kommer til at savne dig Harry.”

 

***

 

Lufthavnen summede af stemmer, fra glade turister. Min kuffert lavede den sædvanlige rullende lyd, da jeg trak den afsted, han over fliserne. Ingen bemærkede mig, og jeg nød det faktisk. Der havde været så meget fokus på os deltagere, kameraer over det hele, at man savnede bare at være sig selv. Jeg vidste udmærket at det ville blive meget værre snart. Og der var intet jeg kunne gøre ved det. Det var en af de ulemper ved at være kendt, jeg måtte lære at leve med.

Jeg fik boardet mit fly, og gik om bord med det samme. Jeg fandt mit sæde, og satte mig på det. Mine hovedtelefoner blev hurtigt hevet op at tasken, og sat i min telefon. Musikken strømmede ud i mine ører, og jeg lænede mig tilbage for at slappe af.

Dette her var noget der skulle huskes. Uanset hvor langt jeg ville komme, så var det her en kæmpe oplevelse. Vi var i april nu, og i oktober, skulle vi igen mødes så vi kunne sende live til hele verden. Tidsforskellene ville nok være temmelig irriterende for Japan og USA, men det kunne vi ikke gøre noget ved.

 Jeg havde mødt så mange spændende mennesker på denne her tur. Jeg havde optrådt foran mine største idoler, og jeg havde fået mig en kærestelignende et eller andet. Jeg vidste ikke helt hvad mig og Harry var, men vi havde da noget vigtigt sammen. Hold da op en oplevelse det her allerede havde været.

 

_______________________________________________________________________________________________________

A/N:

Så fik I endnu et kapitel. Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på, at jeg i næste kapitel springer frem til liveshows, da jeg synes hendes normale liv er en smule kedeligt. Det kan dog godt være at I få en smule fra livet hjemme i Danmark, det kan jeg ikke sige endnu :D

 

Som altid, tak fordi I læser, liker, o.s.v. Forsæt endeligt med det! Haha :P

 

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...