So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

108Likes
227Kommentarer
15349Visninger
AA

13. Kapitel 12.

 

Julie’s P.O.V.

Efter at have taget det bad jeg blev afbrudt i før, *host* Harry *host*, fik jeg taget noget tøj på og var nu på vej ned til aftensmaden. Jeg var vildt sulten, men jeg havde jo også motioneret en del i dag. Og ja den skulle misforstås!

Man kunne vel håbe på lasagne eller sådan noget? På den anden side forsøgte de at få alle til at leve ekstremt sundt. Det modbeviste ligesom lidt den besked vi alle havde fået om at enhver var velkommen og de var ligeglade med ens udseende. Det gjorde mig ikke så meget, selvom jeg altid havde været virkelig madglad. Selvfølgelig var det trist ikke at kunne spise uendelige mængder af alt for usundt mad, men jeg overlevede da! Det var selvfølgelig også endnu en grund til at mange benyttede fridagene til at få spist noget fastfood. Ej, det var ikke det vi lavede, men altså…

Restauranten var fyldt da jeg kom derned. Eller den var langtfra fyldt, men alle de tilbageværende deltagere sad der da jeg kom. Will og Mel sad ovre i det ene hjørne, mens de hver især sad med begge hænder i vejret for at vinke mig over til dem. Jeg himlede kort med øjnene, inden jeg skiftede retning, så jeg gik i deres retning.

”Hvad så, guys?” spurgte jeg, da jeg nonchalant havde sat mig ned. Jeg droppede dog hurtigt den badboysagtige facade, da jeg flækkede af grin. ”Ikke så meget, hvor har du været? Vi har ledt efter dig hele dagen,” sagde Mel. Samtidig sad Will overfor hende og nikkede voldsomt mens han lavede sadface af mig. Jeg kunne virkeligt ikke lade være med at ryste grinende på hovedet af dem. De var sgu ikke normale de mennesker! På den anden side ville de da også være kedeligt hvis de var!

”Hvad skal vi have?” Et perfekt emneskift, eftersom vi nødigt skulle komme ind på hvad jeg faktisk havde lavet. ”Vi skal have noget pasta og kylling. Sikkert med noget salat til,” mumlede Will til mig. Mel fnyste lavt. ”Typisk dig at spørge ind til maden, før du spørger ind til hvad vi har lavet, Julie,” sagde hun smilende. ”Jeg ved ikke helt om jeg har lyst til at vide det,” sagde jeg slesk, mens jeg løftede øjenbrynene et par gange. ”Dit perverse dyr!” udbrød Mel. Will gav mig en highfive, hvilket syntes at pisse Mel endnu mere af. Til sidst lagde hun armene over kors, og vendte sig om, som om hun var pigesur. Selvfølgelig kun for sjov, Mel var langt fra typen der blev mopset over lidt drillerier.

 

***

 

Vores mad var kommet og det havde vist sig at være kylling, pasta og salat. Suprise! Det smagte nu okay, så vi havde ikke noget at klage over. Altså lige udover at portionerne sagtens kunne have været meget større! Vi burde klage til kokken! Det havde vi tre nok også gjort, hvis ikke det var fordi vi ikke skulle være på hotellet mere end en enkelt morgen til. Vi måtte klare os med miniportionerne lidt endnu. Vi måtte bare minde os om at der var mange andre der ikke engang fik halvt så meget som os. Stakkels børn! Ja, og voksne for den sags skyld.

Vi sad længe bare og grinte og pjattede. Det var sådan noget som det her, jeg skulle huske at nyde, fordi der ikke ville blive ret meget tid til det det næste par dage. Chancen for at vi alle tre ville gå videre til liveshows var surrealistisk. Den var der, men oddsene for at det skete var ikke specielt store. Vi holdte vel alle sammen mest med os selv. Selvom vi allerede var utroligt tætte, var vi ikke tætte nok til at ville opgive vores drømme for hinanden. Endnu.

En hæs stemme rømmede sig bag mig. Jeg drejede hovedet og kiggede tålmodigt på personen foran mig. Mit hjerte bankede en smule hurtigere og jeg forbandede det langt væk for at reagere sådan. På den anden side, var der måske ikke så meget at sige til det, efter de hede momenter vi havde haft sammen tidligere. Jeg var faktisk stolt af mig selv, fordi jeg formåede at holde mig selv i ro, i modsætning til ham, mens han stod der.

Jeg vidste ikke om jeg kunne kalde de vi havde kærlighed endnu, men jeg vidste at der var et eller andet mellem os. Det var tydeligt at han heller ikke kunne holde sit hjerte i ro. Desuden havde jeg et tomrum indeni som havde været der, siden han forlod mit hotelværelse tidligere. Jeg savnede at have ham helt tæt op af mig, og selvom det var så forkert så ønskede jeg mig ikke andet i dette øjeblik. Det var som om ingen af os ænsede de forvirrede og nysgerrige blikke, folk omkring os sendte os. Det eneste vi havde øjne for, var hinanden. Jeg ville elske at kunne sige at vi begge var lykkeligt forelskede i hinanden. Problemet var bare at det ville være en kæmpe løgn. Jeg følte et eller andet for ham, ingen tvivl om det, men jeg var ikke forelsket i ham. Jeg anede ikke hvordan han havde det med mig, men selv hvis han følte det samme, kunne man ikke ligefrem kalde det en lykkelig forelskelse. Af den ene møgirriterende grund at det var forbudt. Jeg vidste udmærket at jeg ville blive diskvalificeret hvis nogen fandt ud af det her. Alligevel gjorde vi det, om og om. Hvorfor? Tjo, fordi vi begge var nogle håbløse idioter der risikerede alt for en vi lige havde mødt. Jeg vidste ikke hvor slemt det ville være, men jeg var sikker på at Harrys omdømme ikke ligefrem ville blive bedre hvis vi blev opdaget. Derfor måtte vi for alt i verden sørge for at ingen fik den mindste mistanke om at noget forkert foregik mellem os.

Af den grund var det her ufattelig dumt af os. Vi stod MIDT mellem alle der var med i showet, lige fra deltagere til dommerne, og kiggede kærligt på hinanden. Forhelvede, kunne drengen ikke tænke? Jeg skulle nu ikke skyde hele skylden på ham, men han kunne da ikke bare vade direkte over til mig? Jeg havde da været klog nok til at vende blikket væk fra ham. Efter lidt stirren, men nu var det kun ham der stirrede på mig. ”Harry,” hvæste jeg. ”Kig væk, alle stirrer!”  Endelig fattede han det, og kiggede hurtigt ned i gulvet. Jeg var ikke sikker, men jeg syntes jeg kunne se hans kinder blev en smule røde. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at komme med et højlydt ’aw’ foran de andre. Selvom det kunne være sjovt at ydmyge ham lidt mere, ville jeg ikke risikere noget. Vi havde skabt nok opmærksomhed omkring os selv for hele konkurrencen allerede.

Harry bed sig selv blidt i læben, ingen han lod sine grønne øjne møde mine igen. De var fyldt med kærlighed, og begejstring. Sikkert fordi han glædede sig til næste stadie af konkurrencen. Det gjorde jeg virkelig også! Hvilket mindede mig om at jeg ikke havde valgt en sang endnu. Det var ikke så godt… Heldigvis skulle vi ikke optræde før lørdag formiddag, så jeg havde nogenlunde tid til at øve. Jeg skulle bare vælge en sang der var god at synge akustisk.

Da Mel puffede til mig, gik det op for mig at der var nogen der forsøgte at komme i kontakt med mig. Det kunne godt være svært til tider. Lige nu var det dog Harry der havde taget fat i min hånd, og forsøgte at hive mig op og stå. Det gik ikke så godt for ham, indtil jeg rejste mig op og gik med ham. Da vi var kommet et stykke, vendte jeg mig om mod Mel og Will. De sendte mig begge et ’vi-skal-tale’ blik. Jeg vendte hurtigt mit hoved væk igen. Alle andre havde for længst opgivet at tyde den mystiske stemning mellem Fåret og mig. De sad endnu engang fordybet i deres egne samtaler. Kun Louis sad endnu med blikket bekymret rettet mod Harry. Han var vel også den der kendte Harry bedst. De var jo tættere end brødre. Heldigvis for mig var der ingen der kendte mig godt nok til at vide hvordan jeg havde det. Louis, derimod, kunne godt gå hen og blive et problem. Jeg var sikker på at han kendte Harry godt nok til at vide hvornår han var forelsket. Så måtte vi vel håbe på at Harry enten kunne skjule det, hvis det skete, eller at det slet ikke skete. Selvfølgelig skulle jeg så heller ikke falde for Harry, det ville være direkte katastrofalt hvis han ikke følte det samme som mig, og vi så skulle tilbringe de næste måneder sammen.

Harry havde stadig et fast tag i min arm, da vi gik gennem hotellet. Vi endte ude i en have, jeg ikke havde hverken hørt om eller set før. Det var virkeligt hyggeligt herude. Jeg fattede ikke hvordan jeg kunne have undgået at høre om dette her. Det skulle så selvfølgelig være fordi vi fik det afvide dengang vi lige var kommet og stod i lobbyen. Der havde Will og jeg jo travlt med at stå og lave ansigter af hinanden. Vi lavede de underligste ting sammen.

Vi fortsatte ind gennem haven. Den var tæt beplantet og jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var derfor vi stod herude nu. Man kunne umuligt se gennem alle planterne og faktisk stod vi i dette øjeblik helt skjult. Alligevel fortsatte Harry endnu længere ind i skoven. Til sidst nåede i et træ, hvis grene hang som snore ned og skjulte en slagt hule hvor man trygt kunne sidde og snakke. Helt skjult for omverdenen. Man kunne sidde cirka halvanden meter over jorden mellem alle grenene. Det var næsten som om træet vidste at det skulle gro på denne særlige måde. Harry gav endelig slip på mit håndled og fortsatte hen mod træet. Med vante bevægelser begyndte han at kravle op i det, og satte sig til rette da han nåede op midt i det. Jeg kunne ikke komme på et mere romantisk eller perfekt sted vi kunne sidde og snakke sammen. Chancen for at nogen overhørte os, eller fik øje på os, var mindre end chancen for at Harry ville klippe sine krøller af inden for den næste uge. Altså var den meget lille.

”Så, jeg tog dig med herud fordi jeg gerne ville snakke med dig, Julie,” sagde han langsomt. Hans hæse, og ellers altid selvsikre, stemme rystede en smule af nervøsitet. Jeg nikkede som tegn på at han bare skulle fortsætte. ”Altså, det vi har haft gang i… Det burde vi jo stoppe,” mumlede han, selvom man tydeligt kunne høre hvor meget han hadede at han blev nødt til at sige det. ”Problemet er bare at… Jeg tror ikke jeg bare kan glemme det… Eller dig…” Jeg var lidt i tvivl om, om jeg skulle høre det sidste han mumlede. Jeg besluttede mig dog for at svare på det alligevel. ”Jeg kunne ikke være mere enig. Det er bare det at… Det synes at være noget nær umuligt ikke at fortsætte… Selvom det er så forkert, mener jeg,” sagde jeg. Jeg var bange for at jeg havde forvirret ham endnu mere. Jeg havde da formået på én gang at forvirre mig selv, og at udtrykke hvordan jeg egentlig havde det. Jeg anede bare ikke hvordan det kunne lykkedes mig, at gøre netop de to ting på engang.

Han nikkede kort, inden han vendte hovedet mod mig igen. Hans øjne var virkelig smukke i solnedgangen. De fangede lyset på en helt ubeskrivelig måde. Aldrig, havde jeg set noget så smukt. Hele sceneriet lignede i det hele taget noget fra en film. En af dem der er så romantiske at man næsten brækker sig af det. I ved, haven, stemning og solnedgangen bag os passede ligesom bare ind. Vores forbudte affære passede også ret godt ind. Specielt sammen med det faktum at jeg hed Julie. Lad os omdøbe Harry til Romeo. Hvem stemmer for? Ikke andre end mig? Nånå.

”Er jeg den eneste som synes det her ligner noget fra en virkelig dårlig romantisk film?” Jeg sværger virkelig at det bare røg ud af munden på mig. Jeg ville jo ikke sige noget, som kunne såre ham og det kunne jo være at det er sted betød noget for ham.

Åbenbart ikke, for han begyndte at grine med det samme. Om det var af min kommentar, der for øvrigt totalt ødelagde romantikken i det her, eller mig der tydeligvis fortrød det jeg havde sagt, anede jeg ikke. Hans grin døde ud i en stille klukken.

Jeg ville give mit liv på, at det der skete nu kun skete fordi stemningen var som den var. Jeg havde aldrig tænkt på at vi kunne nøjes med at kysse. Indtil videre havde det være ’all or nothing.’ Alligevel kunne jeg ikke lade være med forsigtigt at læne mig frem mod ham. Han blev først ret overrasket, men var hurtigt med på den. Hans bløde hånd tog blidt fat om min kæbe og trykkede mine læber mod hans. Hans læber var helt seriøst silkebløde. Alle havde vel de der fantasier om hvordan det måtte være at kysse Harry Styles. Jeg kunne kun sige at det overgik enhver forventning. Han var så blid og forsigtig, det modsatte af den side jeg indtil nu havde set af ham. Jeg var dog ikke i tvivl om at den side også var derinde.

Åh gud, vi var virkelig screwed. Mine hænder foldede sig bag hans nakke, og han tog fat i mine hofter. Jeg stolede blindt på ham, da jeg lænede mig frem mod ham og trykkede ham endnu tættere ind til mig. Han kunne sagtens lade os falde nu, men jeg stolede på ham. Jeg følte mig tryg ved at lægge mig i hans arme og lade ham tage styringen til en forandring. Det var anderledes, men jeg nød at jeg kunne stole på ham. Jeg nød virkeligt at stå der i hans stærke arme, med vores læber smedet sammen og solnedgangen bag os. Det eneste vi manglede nu, var at det begyndte at regne. Så kunne det ikke blive mere romantisk!

Jeg var ikke i tvivl om at vi begge tænkte det samme ligenu. Ingen af os havde lyst til at være den første til at bryde kysset. Ingen af os havde lyst til at forlade dette øjeblik eller sted. Nogensinde.

 

_______________________________________________________________________________________________________

A/N:

Så fik I et romantiiiisk kapitel!

Jeg håber I kan lide det, og som altid vil jeg gerne bede jer om at like, fortsætte med at læse og kommentere :)

Jeg vil jo gerne kunne følge med i hvad I synes om det jeg laver.

 

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...