So Damn Wrong | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
Syttenårige Julie Valentine melder sig til det første internationale X-Factor, der bliver afholdt i London. Da Julie oprindeligt kommer fra en lille by i Danmark, er London enorm i forhold til hendes hjemby. Efterhånden som Julie kommer længere og længere i showet møder hun nye og spændende mennesker. Blandt andet får hun noget af et chok da selveste Harry Styles skal være hendes mentor. Det tager hende nogle dage at komme sig over det, men når alt kommer til alt er det måske ikke så slemt at have ham som mentor. Måske ender hun i sidste ende med at forelske sig i den charmerende dreng? Eller kan de holde det på et professionelt plan? Alt er muligt når man tilbringer SÅ lang tid sammen, to jævnaldrende mennesker... (Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning er på eget ansvar!)

109Likes
227Kommentarer
14701Visninger
AA

11. Kapitel 10.

 

Harry’s P.O.V.

 

Det pissede mig virkeligt af, at jeg ikke havde lagt mærke til den regel. Jeg kunne godt gå så langt at sige jeg havde et chrush på Julie, men jeg var ikke forelsket. Det kunne jeg ikke være. Jeg kendte jo for dælen da ikke pigebarnet! Det måtte være fordi jeg ikke havde fået så meget sex på det sidste… Jeg havde jo haft travlt med for det første at forberede denne her konkurrence. For det andet var alle aviser og blade meget skeptiske overfor om jeg var klar til at tage ansvar på denne her måde. Af den grund havde jeg ikke fået lov til at feste overhovedet i de sidste to uger. Og så kom der en lækker pige, vadende ind for øjnene af mig. Hvad havde de andre forventet? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg var sikker på at jeg virkelig skulle have noget ud af hende her. Altså seksuelt. Jeg vidste virkelig ikke om det ville udvikle sig til mere, men lige nu var det ikke noget jeg behøvede. Så måtte jeg lege lidt rundt med hende, hvis det var det der skulle til.

Spørgsmålet var bare, hvordan jeg kunne få hvad jeg ville uden at vi blev opdaget. Jeg vidste også godt at selvom det ikke var forbudt, vidste jeg ikke om jeg kunne bruge Julie. Hvis jeg brugte hende, og hun fandt ud af det, ville hun blive fuldstændig knust. Det ville være forfærdeligt, hvis hun var den bedste og jeg så ødelagde hende. Woaw, nu lyder jeg virkeligt meget som en der kun gik op i at vinde og få noget sex. Det var jeg altså ikke! Jeg vidste da godt at jeg måske havde haft lidt for mange piger med hjem. Det havde drengene og vores manament sagt et par gange, eller hundrede. Derfor ville jeg gerne vise dem at jeg sagtens kunne holde det her på et professionelt niveau. Desværre var pigebarnet valset direkte ind i mit og havde ødelagt alt for mig. Hun var ekstremt talentfuld, men jeg kunne ikke lade være med at ønske jeg var stødt ind i hende et hvilket som helst andet sted.

 

 

Julie’s P.O.V.

 

Det var virkelig underligt at sidde der, helt roligt, sammen med Harry. Specielt fordi jeg var, vandt til at alle jeg kendte, fangirlede over dem. De ville seriøst gøre alt for at være mig lige nu. Af den simple grund at jeg sad overfor deres såkaldte drømmeprins ligenu. Jeg kunne da godt indrømme at han var ret så lækker. Jeg kunne også godt indrømme at jeg følte mig en smule tiltrukket af ham. Jeg var bare bange. Bange for at jeg for ham bare ville være endnu en pige i rækken. Og var der en ting jeg aldrig nogensinde skulle være, så var det en eller andens ’bare endnu en pige’. Så var jeg ligeglad med om det var Harry Styles eller en almindelig fyr. Der var ingen der skulle behandle mig på den måde. Jeg havde jo været tvunget til at høre på mine veninders evige plapren om One Direction, så jeg vidste godt at Harry var lidt af en charmør. Han havde haft gang i en smule for mange piger, efter min mening.

Jeg vidste dog også, at jeg ikke skulle begynde at tænke for meget på sådan noget endnu. Det var hans liv, han bestemte. Det var hundrede procent hans egen beslutning at ødelægge sit liv. Det måtte han selv om. Desuden så var jeg jo ikke vild med ham, var jeg? Nej, jeg var ej! Derfor kunne det rende mig et vidst sted, hvem han var sammen med. På alle tænkelige måder.

Jeg tog endnu en tår af min smoothie. Jeg sukkede af nydelse, fordi den var så god. Lad være med at misforstå den, selvom jeg selv gjorde det. Mine vafler var også virkelig gode! Den her café skulle klart anbefales til både Mel og Will. Det kunne blive vores stamcafé! Det ville da være dejligt at kunne komme tilbage hertil efter hele showet var slut. Bare tænke tilbage på alt det jeg var i gang med at opleve lige nu. Nu måtte vi jo se hvor lang tid, der gik inden vi alle tre var ude og kunne tage tilbage hertil hvor det hele startede.

Jeg sad længe, bare og stirrede ud i luften. Jeg forsøgte at ignorere hvor akavet denne her stilhed egentlig var. Der var ingen af os der sagde noget. Det her burde da være et klart tegn på at jeg ikke var vild med ham? I alle de der pladderromantiske film og noveller, sagde de altid at stilheden var behagelig og ikke spor akavet. Det ville nok være noget nær modsætningen af det her. Det var ualmindeligt akavet. Fåret rømmede sig kort. Det hjalp ikke ligefrem på stemningen. Jeg kiggede dog alligevel op på ham, og lagde hovedet let på skrå. Han rettede selvsikkert blikket tilbage mod mig. De grønne øjne skinnede klart i lyset, og gjorde mig mere eller mindre ør. Men vent..! Jeg var jo ikke vild med ham? Hvorfor føltes det så som om jeg kunne svæve af bare glæde og lykke? Det her var jo det rene vanvid.

Jeg gned mig irriteret i øjnene, inden jeg kikkede på ham igen. Jeg drak det sidste af min smoothie, inden jeg rejste mig op. ”Såeh.. Jeg vil smutte nu. Vi ses tirsdag, Harry,” sagde jeg, mens jeg kløede mig halv-akavet i nakken. Han nikkede bare. Det lod til at han også havde været ret langt væk i sine tanker. Det gjorde mig dog intet. Det ville tværtimod være meget lettere for mig at smutte nu, end hvis han havde haft sin sædvanlige flirtende attitude. Det var ikke lige frem fordi jeg var i humør til det lige nu. Det var da egentlig helt vildt så meget mit humør skiftede i dag? Jeg hadede når det skete.

 

***

 

Jeg fortsatte målbevidst ned ad Londons fyldte gader. Vejret var perfekt og det virkede virkelig som om ale var ude og gå en tur i solskinnet. Jeg havde spottet en isbutik i udkanten af Greenpark. Jeg elskede den park! Mest af alt fordi det var en jeg havde besøgt første gang jeg var i London. Det var kun mig og min mor der var afsted, så det var enormt hyggeligt. Vi fik tomatsuppe til frokost hverdag, på den samme lille hyggelige café, lidt alla Starbucks, hver gang. Det skulle lige siges at det sneede helt vildt, og det var fem minusgrader dengang. Det ville da være underligt at spise tomatsuppe på en varm sommerdag. Som nu. Hvis ikke det havde været så varmt, havde jeg uden tvivl opsøgt den café for at få suppen. Jeg troede aldrig jeg havde smagt en suppe så fantastisk som den tomatsuppe.

Langt om længe nåede jeg frem til den lille butik. Det var nok nærmere en bod af en slags. Jeg stillede mig i den, heldigvis korte, kø. Forgæves forsøgte jeg at stille mig på tær, så jeg kunne se hvad de havde. Folkene foran mig, var simpelthen for høje. Sad, but true. Køen rykkede sig overraskende hurtigt fremad. Inden længe stod jeg nummer to i køen, så jeg kunne se hvad jeg skulle have. De havde seriøst alt! Jeg havde mest lyst til soft ice, så det måtte være det jeg købte.

Da jeg havde fået købt min is, bevægede jeg mig udenfor igen. Eller udenfor, og udenfor. Det var jo kun et lille halvtag jeg havde stået under før. Besværligt fiskede jeg mine solbriller frem fra min taske. Det var et par helt sorte Ray-ban. Jeg havde altid elsket den model af dem, og så passede den til alt. Hvis jeg skulle nævne en lille hemmelighed, så måtte det nok være at jeg følte mig som en sangstjerne med dem på. Der var et eller andet glamour over det, at gå med dem. Højest sandsynligt fordi alle kendisserne gik med dem.

Jeg spiste lidt af min is, mens jeg gik rundt og så på menneskerne omkring mig. De bestod mest af børnefamilier og forelskede kærestepar. Det var efterhånden længe siden jeg sidst havde haft en kæreste. Jeg havde vel bare hverken haft tid eller mulighed for at lede efter drømmeprinsen. Det gjorde mig bare en smule deprimeret at kigge på alle de glade, nyforelskede par omkring mig. De så alle sammen så lykkelige ud, og det hjalp ikke ligefrem på mit humør. Af en eller anden grund havde jeg altid haft en eller anden vane, med at lave ansigtsudtryk der passede til mine tanker. Det betød at jeg i dette øjeblik skubbede underlæben ud og lavede hundeøjne af ingenting. Til gengæld fik jeg is ned af hagen, fordi jeg ikke havde tænkt mig om og havde forsøgt at spise noget is, samtidig. Ikke en god blanding, lad nu være med at gøre det selv! Det var altså lettere pinligt at stå med is ned af hagen, når man var sytten år gammel, i en offentlig park. Bare en smule altså.

Min is forsvandt langsomt og jeg tørrede mig, for en sikkerhedsskyld, om munden med min serviet. Derefter smed jeg den ud i den nærmeste skraldespand. Rundt omkring mig var børnefamilierne begyndt at gå hjemad, nok fordi de skulle have noget frokost. Klokken var også blevet omkring de to stykker, om eftermiddagen altså. Det betød at dem på min egen alder begyndte at have fri fra skole nu. Det kunne tydeligt ses eftersom parken, på højest fem minutter, var blevet overtaget af drenge der spillede fodbold og piger der sad og snakkede. Jeg kunne ikke lade være med delvist at føle mig en smule mere ensom, delvist at mærke et stik af savn i maven. Jeg måtte bare vinde det her for alle dem derhjemme. Jeg skulle nok vise hele verden at der også var talentfulde mennesker i Danmark. Vi var ikke bare et eller andet talenforladt land. Det ville da være for kedeligt.

Jeg besluttede mig for at gå tilbage mod hotellet. Selvom jeg udmærket vidste hvor jeg var, var jeg ikke helt sikker på hvor lang tid det ville tage at komme hjem igen. Jeg ville gerne være hjemme et stykke tid inden aftensmaden, da jeg trængte til et bad og at sidde en smule ned. Jeg havde jo gået rundt det meste af dagen. Mine fødder var lettere smadret. Fantastisk, det var jo dette her jeg gerne ville undgå. Nå, shit happens. Desuden er det alligevel kun mandag nu, og det var ikke før i morgen vi skulle videre til Harry’s hus. Jeg var virkelig spændt på hvor vi skulle hen. Jeg troede nemlig ikke på at vi skulle hjem til Cheshire, Holmes Chapel. Selvom det jo var judges houses var jeg ret sikker på at Harrys barndomshjem ikke ligefrem var stort nok til mange mennesker. Det kunne da være hyggeligt at se hvor han var vokset op, men chancerne for at det rent faktisk var dér, var virkeligt små.

 

***

 

Hoteller kom langsomt til syne i horisonten, efter næsten en times gåtur. Mine fødder var om muligt endnu mere smadrede nu end nogensinde før. Ej, det var nok ikke helt rigtigt, men jeg trængte til et hvil. Det var ingen hemmelighed. For nogen.

Dørene indtil lobbyen åbnede sig som altid med en skurrende lyd. Det føltes næsten som hjem allerede det her, men også kun næsten.

 

 

_______________________________________________________________________________________________________

A/N:

Hej med jer! Jeg vil først og fremmest gerne undskylde for at der gik så lang tid inden det her kapitel kom. Det sker ikke igen, der lover jeg!

Jeg vil også gerne sige tak aller jer 25 der læser min movella. Det betyder meget for mig! Please, bliv ved at kommer kære læsere!

Som altid vil jeg gerne have at I lige smider en hurtig kommentar om hvordan I synes det hele er. Jeg tager glædeligt imod både ris & ros :)

 

JulieM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...