Sort


0Likes
0Kommentarer
119Visninger

1. Sort

 

Jeg stod længe bare og kiggede på døren, efter han havde smækket den. Og for første gang siden vi var flyttet ind, mindede jeg mig selv om, at døren skulle males. Døren havde oprindeligt været hvid, men ham, vi købte lejligheden af, havde i sin tid malet den sort. Victor havde snakket om, at han ville male den hvid igen. Det fik han aldrig gjort. I 9 år havde jeg ikke tænkt over, at døren var sort. Nu var den som en stor sort plet midt i lejligheden.
Der gik flere timer, før jeg var færdig. Jeg havde givet mig til at male døren hvid. Malingsprocessen fik mig til at glemme Victor. Så længe jeg fokuserede på døren, hverken analyserede jeg eller tænkte på skænderiet, der havde forårsaget hans smæk med døren og hans endelige farvel.
Døren. Det sidste Victor havde rørt ved, inden han forlod lejligheden og mit liv.
Et par dage efter malede jeg igen døren over med et nyt lag hvid maling, for den sorte farve kunne stadig ses. Sådan fortsatte det i flere uger, og jeg begyndte at male døren hver tredje dag. Jeg nærstuderede døren hver gang, jeg åbnede eller lukkede den, og de få gange jeg endelig forlod lejligheden, tænkte jeg ikke på andet, end at jeg måtte hjem og male døren igen. Til sidst satte jeg lejligheden til salg. Jeg kunne ikke tænke på andet end den sorte dør, som Victor for godt to måneder siden havde smækket i.
Allerede dagen efter mit møde med ejendomsmægleren kom et ungt par og kiggede på lejligheden. De gik rundt i lejligheden og nikkede tilfredse forfulgt af ejendomsmæglerens lidt nervøse skridt. Jeg lyttede til hvert et sagt ord, og til min store lettelse kommenterede de slet ikke det sorte skær i den grimme dør. Parret vekslede et par ord med ejendomsmægleren og gjorde tegn til at gå. Jeg åbnede døren for dem og rakte hånden til farvel. De forlod lejligheden, og jeg lænede mig udmattet op ad døren bag mig. En voldsom kvalme ramte mig ved tanken om den sorte maling, jeg stod lænet op ad. Jeg tog et par lange og sikre skridt væk fra døren. Jeg stod med ryggen til den og åndede lettet ud. Da følte jeg en pludselig lyst til at gøre lige nøjagtig det, som Victor havde gjort. Jeg vendte mig om og så på døren, løb baglæns væk fra den og tog derefter tilløb imod den. Da mine skridt nåede døren, greb jeg fat i håndtaget og åbnede den, hvorefter jeg smækkede den i af fuld kraft. Det voldsomme brag blev blandet med mit skrig og de forsigtige gisp ude på gangen. I det jeg havde åbnet døren, havde jeg set et glimt af parret og ejendomsmægleren ude på gangen. De havde været ved at underskrive nogle papirer. Nu efter braget stod jeg musestille bag døren og lænede mit øre mod den for at lytte. Jeg kunne intet høre. De var måske allerede gået. Da jeg fjernede øret fra døren, kom jeg til at kigge på den. Den var hvid. Jeg gik i panik. Det måtte være lyset, noget måtte være galt. Men selv da det blev nat og lyset slukket, lyste døren op. Helt hvid. Og stor. Ligesom kvinden havde sagt.

Jeg hørte aldrig fra parret. Til gengæld kom Victor en sidste gang for at hente et par glemte sager. Han sagde, at han ikke troede, at jeg havde interesseret mig for døren. At jeg slet ikke havde tænkt over, at den var sort. Jeg svarede, at jeg ikke havde troet, han ville lade den forblive sort. Han så på mig, som ville han til at sige noget. I stedet gik han mod døren og åbnede den, men lige inden han lukkede den, vendte han sig om mod mig. Han så mig ikke i øjnene, men sagde stille ”Den vil altid være sort i mine øjne. Og det er ikke til at leve med altid at skulle åbne og lukke en sort dør. ”

Det var sidste gang jeg så Victor. Måske havde han haft ret. Måske ville døren altid være sort. Alligevel synes jeg, at døren var hvid, da jeg lukkede den bag mig. Den var i hvert fald hvid i forhold til den sorte trøje, Victor havde haft på.

 

Anna Kyhn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...